Frankrig, som var rasende over at Spanien havde blandet sig i deres anliggender og prøvet at redde den franske konge fra guillotinen og derefter nægtet at anerkende den nye franske Konvention, erklærede nu Spanien krig.

De mere fornuftige og erfarne ministre som Floridablanca og Cabarrús rådede til neutralitet og besindighed, men Carlos IV og Godoy - støttet af hele folket - besluttede at tage mod udfordringen, og efter at have krydset Pyrenæerne jog de i første omgang franskmændene på flugt og drev dem tilbage til den anden side af Perpignan.

Men krigen trak i langdrag og blev katastrofal for landet. Hæren var dårligt udrustet, disciplinen mangelfuld og forsyningerne udeblev. Franskmændene var også trætte af krigen, så resultatet blev en meget lidt ærefuld fred for Spanien, idet man måtte afstå halvdelen af den gamle spanske ø La Española - i dag Den Dominikanske Republik - til Frankrig (Haiti).

Godoy var den, der førte fredsforhandlingerne, og i den anledning fik han ufortjent - da det var ham der havde opfordret til krigen - tilnavnet ?Principe de la Paz? og blev oven i købet overdænget med æresbevisninger og ordener.


Denne fred varede imidlertid ikke længe. Frankrig behøvede Spaniens hjælp i kampen mod England, og man sluttede en gensidig offensiv-defensiv venskabspagt med Frankrig, og få uger efter var man igen involveret i en ødelæggende krig mod England, hvilket fik stor negativ virkning på handelen med de oversøiske kolonier.

Krigen førtes for en stor del til vands, og det blev i første omgang den spanske flåde, der kom i krig med den engelske - ført af admiral Nelson, som angreb Cádiz. Han blev her slået og måtte trække sig tilbage til Kanarieøerne, hvor han forsøgte landgang ved Santa Cruz på Tenerife.

Det var ved den lejlighed, at han mistede sin højre arm. I forvejen havde han mistet det ene øje ved et søslag ud for Korsikas kyst, men trods disse fysiske mangler var han alligevel i stand til i Italien at bedåre Lady Hamilton, den engelske ambassadørs gemalinde. Denne episode vakte en enorm international skandale som kun Lord Nelsons popularitet og berømmelse var i stand til at dysse ned.


Trods den store hjælp Spanien havde ydet under krigen, lod Frankrig som sædvanlig Spanien i stikken, da det kom til den endelige afgørelse af krigshandlingerne. Man havde håbet på ved denne lejlighed at få Gibraltar tilbage, noget England naturligvis satte sig imod.

Godoy måtte slutte en meget ufordelagtig separatfred, som blev ruinerende for landet, men også skadelig for ham selv.


Selv om man fra officiel spansk side havde forsøgt at hindre de revolutionære franske ideer at komme ind i landet, kunne det ikke undgås, at fremskridtsvenlige reformtilhængere begyndte at røre på sig med den hensigt at fremme agerbrug og industri, og dermed give landet mulighed for at komme på højde med de tilstande, der herskede i det øvrige Europa.

Blandt disse reformtilhængere var Jovellanos, filosof og ?ilustrado?, måske den der bedst repræsenterer den gruppe af personer, som kæmpede for at åbne vejen for de nye ideer, og frem for alt for den personlige frihed indenfor alle områder. Han så det uretfærdige i, at størstedelen af Spaniens landområder endnu i det XVI årh. ejedes af kirker og klostre, af ?dovne hænder?, som han udtrykte det, som havde medført agerbrugets dekadence.

Hans bestræbelser på at ændre bøndernes dårlige kår mundede ud i et forslag til en ny agrarlov, som var så moderne og gennemgribende, at man henviser til den endnu i dag.

Han var naturligvis også imod Inkvisitionen, en magt han ikke åbenlyst kunne sætte sig op imod, men det lykkedes ham ved diplomati bl.a. at opnå, at det ikke længere var Inkvisitionen, der kunne bestemme hvilke bøger, der skulle bruges til undervisningen i skoler og højere læreranstalter.

Da han senere blev justitsminister, sørgede han ved lov for, at politiet ikke udøvede en magt, der ikke tilkom dem, han afskaffede tortur ved afhøring af fanger og sørgede for reformer indenfor fængselsvæsenet.

Han var i den grad tilhænger af den personlige frihed, at han optrådte som Spaniens første feminist, idet han i 1785 i sin indberetning ?Frihed til Udøvelse af enhver Virksomhed? forsvarede kvindernes ret til at beskæftige sig med et hvilket som helst arbejde, de måtte ønske at udføre.

I den forbindelse kritiserede han mændenes tendens til gennem tiderne at diskriminere kvinderne ved at holde dem borte fra enhver form for uddannelse eller studium, som de forbeholdt sig selv. Han var enig med Santa Teresa, som ved udgivelsen af sin bog ?Vejen til Fuldkommenhed? (1570) ikke nærede meget håb om at få den udgivet, idet hun udtrykte: ?Denne verdens dommere, som de sønner af Adam de er og dermed mænd, har svært ved at finde egenskaber hos en kvinde, som ikke er mistænkelige?.

En mand med så fremskridtsvenlige ideer var på forhånd dømt til at møde modstand fra de reaktionæres side, og han blev da også sat fra hvervet som justitsminister og forvist til Mallorca , hvor han måtte opholde sig 7 år før han igen blev taget til nåde.


Det blev også hofmaler Goyas skæbne at leve i disse tider hvor de begivenheder, der fandt sted, fik afgørende betydning for hans værker.

Her omkring l800-tallet var hans berømmelse på sit højeste, og han kunne tillade sig at male, som han havde lyst til uden at føle sig forpligtet til at tage hensyn til modellernes mening om hans portrætter. Hans ironi og skarpsyn kommer frem i mange af hans billeder og især i nedenstående, berømte billede Carlos IV?s Familie, hvor Goya gengiver hver enkelt persons sande karakter.

Den godmodige, men ikke særlig opvakte konge står her et skridt foran dronningen, som snerper munden sammen, fordi hendes forlorne tænder gør så ondt, at hun er bange for at komme til at lave en grimasse. Hun holder de to yngste børn i hånden - de to, som i folkemunde siges at have Godoy til far. Bag kongen står hans yngste bror, Antonio Pascual, den sidste af Carlos IIIs mange børn. Det var ham, som hans nevø Fernando altid omtalte som ?min tossede onkel?, og hans intelligenskvotient lå da også meget lavt.

Kongens søster, Maria Josefa, som foragtede kongeparret og især dronningen, fordi hun skændede familiens ære ved sit forhold til Godoy, er tegnet med realistisk grusomhed. Hun ligner nærmest en heks med sine store ransagende øjne. Hun står i baggrunden til venstre bag ved de to prinser: Arveprinsen, den senere Fernando VII, og bag ved ham hans bror, infanten Don Carlos, som senere skulle give anledning til arvefølgekrigen mellem Carlister og den kvindelige linie af kongehuset. Ved siden af arveprinsen står hans forlovede, som ikke var tilstede, da billedet blev malet, hvorfor Goya har malet hende med profilen til, da han ikke vidste hvordan hun så ud. Yderst til højre står den yngste prinsesse med sit barn på armen.

Carlos IVs familie. Maleri af Francisco Goya (Prado museet).

Imidlertid voksede kritikken mod Godoy fra dag til dag. Hans privatliv, hans forkærlighed for luksus og hans hensyntagen til slægt og venner ved besættelse af vigtige poster var egenskaber, man ikke havde været vant til under Carlos IIIs regering, og det skaffede ham mange modstandere.

Dertil kom nu det dårlige resultat af krigen mod England, og det endte med, at hadet imod ham blev så voldsomt at Carlos IV måtte sætte ham fra bestillingen som førsteminister. Men trods dette mistede han ikke kongeparrets sympati og venskab. Det kongelige trekantsforhold fortsatte som hidtil, og det varede da heller ikke længe, før han igen var ved magten.


Napoleon var imidlertid blevet valgt til førstekonsul den 18. Brumario, år 7, ifølge den nye franske kalender (den 9. november 1799), og nu var det ham, der kom til at lægge pres på Spanien for at opnå landets støtte til sine ambitiøse planer.

Han forlangte af Portugal, at man ikke måtte tillade engelske skibe adgang til de portugisiske havne, men Portugal, som altid havde været Englands loyale allierede, nægtede at acceptere denne franske indblanding. Stillet overfor Napoleons krav om hjælp, søgte Carlos IV og Maria Luisa igen råd hos Godoy, som efter 2 års fravær nu igen vendte tilbage til den politiske scene.

Kongeparret var absolut ikke interesseret i en krig med Portugal, hvor deres datter var gift med den portugisiske konge, men det lykkedes Napoleon at overtale Godoy til at foretage en straffeekspedition mod nabolandet. Udnævnt til Generalisimo invaderede Godoy Portugal i spidsen for en hær på 60.000 mand.

Det blev en kortvarig ekspedition på et par uger kendt som Guerra de las Naranjas (appelsinkrigen), fordi Godoy, som havde fået nogle appelsingrene foræret af sine soldater, havde videresendt dem til dronningen med beskrivelse af kampens forløb. Efter at de spanske tropper havde indtaget byen Olivenza nær grænsen til Extremadura, blev der sluttet fred i Amiens i 1802, og Portugal lovede at spærre deres havne for engelske skibe, men Spanien fik intet ud af sin medvirken, der som sædvanlig kun kom Frankrig til gode.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---