
Euroens psykologi
Skrevet af Solkysten
EUs ny mønt går ind i en ny fase, når den bliver "synlig"
Dermed går Europas fælles mønt ind i en ny fase, som er meget vigtig i psykologisk henseende.
Reelt er den eneste ændring, som sker ved årsskiftet, at det bliver meget nemmere at sammenligne priserne på varer og tjenesteydelser indenfor eurolandene. Det er bekvemt for forbrugeren, og en spore for virksomhederne, som tvinges til at stramme konkurrenceevnen.
Den psykologiske effekt af at euroen bliver ?synlig? vil imidlertid være endnu større, for økonomi er i høj grad psykologisk betinget, siger direktør Ole Ahm fra Dexia i Fuengirola.
Han gør opmærksom på, at hele 95 pct. af alle valutahandler er ikke-kommercielle. Med andre ord, de har ofte et spekulationsmæssigt islæt, hvor det afgørende er fremtidsforventningerne til en valutas udvikling.
Ingen skuffelse
Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, ikke mindst i en topspændt international situation som den nuværende, som Ole Ahm dog ikke mener berettiger til panikstemning.
Han mener iøvrigt ikke, euroens hidtidige udvikling på valutamarkedet kan betegnes som en skuffelse, selv om den måske har efterladt det indtryk hos nogen.
I løbet af sin godt halvandet årige eksistens er euroen faldet fra kurs 118 til 90 i forhold til dollaren. Men dollaren er i samme tidsrum blevet styrket i forhold til alle valutaer, fordi man forventede en højere økonomisk vækst i USA.
På længere sigt kan euroen godt udvikle sig til en verdensvaluta, der fungerer som et alternativ til dollaren. Det vil blive nemmere fra årsskiftet, og jeg tror ikke, det varer længe før vi ser en euro og en dollar i nogenlunde samme kursleje - sådan som det uden tvivl har været hensigten fra starten, siger Ole Ahm.
Omlægnings-problemer
Selve omlægningen til den ny mønt skabte usikkerhed. D-marken var tidligere den mest udbredte valuta i østlandene, hvor der efter sigende var 60 mia. i omløb på et tidspunkt. D-marken er de seneste år afløst af dollars.
Amerikanerne har haft gang i seddelpressen som direkte følge af pengeombytningen i Europa. Men dollaren vil på lidt længere sigt blive afløst af euroen, når denne begynder at cirkulere, mener Ole Ahm.
Et andet usikkerhedsmoment ved pengeombytningen har været spørgsmålet om, hvor skrap kontrol centralbankerne vil føre med den gamle valuta, der nu veksles om til euro.
Som ældre danskere kan huske, benyttes en pengeombytning ofte til at få kontrol med de ?sorte? penge i samfundet. Åbenbart har man ved denne lejlighed besluttet at være temmelig large med hensyn til de ?penge i madrassen?, der kommer frem i dagens lys. Hensynet til den økonomiske stabilitet vejer tungere, for ellers havde man grebet tingene an på en anden måde, konstaterer Ole Ahm.
Skandinaviske valutaer
Frem til årsskiftet og euroens fysiske debut vil de to skandinaviske EU-valutaer, som står uden for eurosamarbejdet, være i en forskellig situation.
Den danske krone er den eneste, som fra starten har formået at holde paritet med euroen. Den har tilsyneladende fundet sit leje og vil næppe blive påvirket af den nye situation.
Den svenske krone er mere problematisk. Den er i forvejen faldet 15 pct. i forhold til euroen, og svenskerne er selv i tvivl, om den omsider har nået bunden. De udenlandske investeringer i Sverige er faldende, og samtidig er de i gang med en internationalisering af deres pensionsfonde, som har fået lov at eje større aktieandele i udlandet, siger Ole Ahm.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2001

