Kort over ruten.

Førstedagen er den hårdeste, og ikke blot fordi det er den første.

Udsigten til Pyrenæerne er imponerende, men også temmelig skræmmende, når man er på vej over dem til fods.

Turen er startet ved daggry den 7. juli i St. Jean de Pied de Port på den franske side af grænsen. To danske pilgrimme, Wendla Bangsted og Lizett von Röhling, er på vej til Santiago de Compostela ad ?den kongelige franske rute?, som millioner af valfartende har afstukket i løbet af mere end tusinde års historie.

Efter ti timers strabadser møder de danske piger (passende indigneret!) deres friske og veloplagte medpilgrimme i rutens første logi på den anden side af bjergene. Friske og veloplagte, fordi mange har ?snydt? sig fra rutens første etape. - I må da være gale, udbryder disse til gengæld ved mødet med Wendla og Lizett. Det er måske især 70-årige Wendla fra Los Boliches, som aftvinger en modvillig beundring.


Traditionen fortæller, at apostlen Jakob (på spansk: Santiago) rejste til de romerske provinser i det nuværende Spanien for at omvende befolkningen til kristendommen. Arbejdet gik trægt, og efter nogle skuffende år vendte Jakob tilbage til Jerusalem, hvor han led martyrdøden. En gruppe disciple bragte hans afsjælede legeme til havet, hvor de fandt et sejlklart skib uden besætning. Jakob blev bisat i en marmorkiste, og en engel førte skibet over havet, til Nordspanien, op ad Ulla floden til Iria Flavia, der var hovedstad i det romerske Galicien. Her blev Jakob stedt til hvile på en gravplads.

Legendens næste kapitel skrives i starten af det 9. århundrede, hvor et overnaturligt lys på nattehimlen røbede gravens beliggenhed for en FROM eneboer. Biskop Teodomiro sagde god for underet og byggede en beskeden kirke oven på apostlens grav. Marken, hvor den lå, blev siden kendt som Campus Stellae - stjernemarken. Santiago de Compostela, Galiciens nuværende hovedstad, havde fået sit navn.


Rutens herberger er en blanding af nyt og gammelt. Nogen er nedlagte middelalderklostre med huller i gulvet, fritflyvende svaler under loftet og trappetrin, der er en offentlig fare efter mørkets frembrud.

- Nogen drives af kirken, andre er kommunale eller drives af velgørenhedsorganisationer. Prisen er aldrig mere end 500 pesetas for en overnatning, men er det helt gratis, forventes man at yde en lille donation til gengæld.

- Når man ankommer, stiller man sig i kø rygsæk ved rygsæk for at blive skrevet ind og få stemplet pilgrimspasset. Herefter bliver man sammen med flere hundrede andre mennesker indlogeret på store sovesale. Måske skal man deles om tre toiletter og et køkken med to gryder. Man lærer virkelig køkultur, fortæller Lizett.

Dagens menu for en pilgrim er som regel spaghetti, pølser, ost, grøn salat og tun - spist med lommekniv direkte fra dåsen.

Pilgrimsruten er i dag tydeligt afmærket med gule pile. Men desuden kan man orientere sig efter de ældgamle varder, som generationer af pilgrimme har bygget. Hver pilgrim efterlader sin egen lille sten til vejmærket. Her det berømte Cruz de Ferro i León, som markerer rutens højeste punkt: 1504 meter.

Hvad er myte og hvad er virkelighed? Arkæologiske udgravninger har vist, at der faktisk ligger en romersk gravplads under den nuværende katedral i Santiago de Compostela. Resten er en trossag. Men Jakobs formodede grav blev meget hurtigt efter opdagelsen et af middelalderens store valfartsmål.

Rejserne var velorganiseret så langt borte som i Viborg i Jylland, hvorfra man stadig kan følge pilgrimmenes spor. Jo nærmere man kom på målet, jo tættere blev trafikken. Allerede i det 12. århundrede udgav en fransk gejstlig, Aimerico Picaud, verdens første ?turistfører? om det, som nu er kendt som den kongelige franske rute. Hans værk (kaldet Códice Calixtino) har stadig gyldighed for nutidens rejsende, der i det store og hele tilbagelægger de samme dagsetaper som de første pilgrimme.

Langs ruten voksede beskedne herberger frem, og senere nogle af kristenhedens prægtigste bygningsværker: katedralerne i Burgos, León og naturligvis Compostela.

Pilgrimsturismen var en økonomisk motor for Nordspanien, akkurat som charterturismen er det for Sydspanien i dag.


- Der skabes nogle fantastiske forhold til de andre mennesker, man møder. Nogen går for sporten, andre for naturen. Men religionen er fortsat den vigtigste drivkraft. Det viser både statistikken og vores egne erfaringer. Når folk først på eftermiddagen når frem til deres næste logi, forsømmer de ikke at besøge de religiøse mindesmærker på stedet, siger Wendla.

Hun og Lizett fik nye venner fra hele verden, fra Australien til Japan. En dansk veteran, som gik turen for tredje gang, fortalte at han hvert år traf stadig flere landsmænd fra sit hjemland. Mere end en halv mio. moderne pilgrimme mødes årligt i Compostela.

Iøvrigt må man ikke få det indtryk, at pilgrimstoget vælter frem som en hær gennem landskabet.

Tværtimod, de fleste går alene, bortset fra korte perioder, hvor de falder i fodslag med en anden.

- Om morgenen tog Wendla afsted før mig. Jeg ta?r længere skridt, og det er vigtigt at følge sin egen rytme. Derfor går du af og til i timevis uden andet selskab end dine egne tanker. Du får sjælen med dig. Men det kan også virke meget ensomt og lidt skræmmende, siger Lizett, som undervejs betroede sine inderste tanker til en lille båndoptager. Båndene skal danne grundlag for en bog om hendes oplevelse.

Målet er i sigte: Compostelas katedral og Jakobs grav.

Det var ikke kun fromme elementer, som valfartede til Compostela i middelalderen.

Den typiske pilgrimsstav tjente ikke blot til støtte for benene, men også som forsvar mod ulve og landevejsrøvere, som gjorde vejen usikker.

Ganske mange pilgrimme var selv misdædere, som sonede deres forbrydelse ved at besøge Jakobs grav. Det kunne i nogen tilfælde tilfredsstille ikke blot den himmelske, men også den jordiske retfærdighed. Nogen krøb dog over hegnet, hvor det var lavest, og betalte en anden person for at gennemføre den pilgrimsrejse, de var dømt til at foretage.

Men for dem alle var det en lang, besværlig og farefuld rejse, som man ikke kunne være sikker på at slippe fra med livet i behold. Når Santiago de Compostela omsider var i sigte, var det skik og brug, at pilgrimmene badede i en flod for at skylle synderne af sig, inden de drog ind til byen og faldt på knæ på det grandiøse Obradeoiro-torv foran katadralen og Jakobs grav.

Kan nutidens rejsende helt leve sig ind i deres sindsbevægelse?


Den 8. august, en måned og 800 km. efter starten, var Wendla og Lizabethea selv fremme. Sidstnævnte er Lizett, som blev opført under sit latinske navn i det officielle pilgrimscertifikat, man har udstedt siden det 14. århundrede. Men katedralens embedsmænd med de tykke opslagsværker måtte opgive at finde en latinsk pendant til Wendla, der er et gammelt nordfinsk navn af vendisk oprindelse.

I den stuvende fyldte katedral fejredes en højmesse, hvor alle navne på dagens pilgrimme blev nævnt. Så følte de danske piger for alvor, de var en del af historien.

- Når man når frem til Compostela, er man meget ?brugt? og glad, fordi man har nået målet. Men samtidig er det lidt vemodigt, indrømmer de.

pod.


Oficina de Turismo de Santiago
Rúa do Vilar, 43
15705 Santiago de Compostela
Tel. 981 584 081
Fax: 981 565 178
På nettet: www.turgalicia.es

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---