Jesús Gil har regeret Marbella enevældigt i 11 år.

En epoke er slut i Costa del Sols historie. Højesteret har stadfæstet en dom for embedsmisbrug, som gør Marbellas omstridte borgmester Jesús Gil uegnet til at bestride sit hverv fremover. Gil er trådt tilbage, og i starten af maj overtages borgmesterposten af hans højre hånd Julián Muños.

Gil forsikrer, han vil regere byen videre ?fra skyggen?, men man skønner, det er bykongens sidste bravade. Inden længe risikerer han at befinde sig endnu længere inde i skyggen. I Audiencia Nacional (Madrid) startede den 24. april en ny sag, den såkaldte ?Atlético de Madrid sag?, hvor anklageren kræver 17 et halvt års fængsel til Gil.

Gil (som har fået alle sine værdier beslaglagt af retten) led endnu et nederlag i april. Han og flere medarbejdere blev overraskende fængslet i seks døgn (heraf tre i isolation), mens den specielle statsadvokat for korruptionsforbrydelser undersøgte, om de har tilegnet sig 30 mio. euro af kommunens midler i årene 1991-95.


Det var dagens nyhed i Spanien, i Europa, i hele verden. ?Jeg er nødt til at holde både en national og en international pressekonference, for de har interesseret sig for sagen så langt borte som i Thailand,? sagde Jesús Gil, da Højesteret havde besluttet, han var nødt til at forlade borgmesterposten i Marbella.

I hele universet var der kun ét nyhedsmedium, der ikke havde Gil som topnyhed på dommens dag den 5. april. Bugtalerdukkerne i Gil egets lokaltv havde stadig ikke stillet ind på deres herres stemme og foretrak at åbne dagens nyhedsprogram med et indslag om de kommunale parker.

I 11 år har Jesús Gil regeret Marbella som sin personlige ejendom. På højt og lavt niveau har han fyldt den kommunale administration med kloner, der lyder hans mindste vink, og varer sig vel mod ethvert tilløb til majestætsfornærmelse af bykongen.

Er noget ændret efter den 5. april? Ikke hvis det står til Gil. Han har til hensigt at regere videre fra en skyggeregering med sæde i hans private firma Club Financiero Inmobiliario. Her vil han også danne et skyggeparlament med ?100 notabiliteter?, anført af ekstennisstjernen Manolo Santana. Som en demokratisk nyskabelse får notabiliteterne lov at hviske Gil gode råd i øret, inden bykongen alligevel gør som han har lyst.


I denne komedie er der en mand, som spiller en vigtig rolle - omend afgjort en birolle, hvis tingene falder ud som Gil har planlagt.

Marbellas hidtidige viceborgmester Julián Muñoz bliver officielt kommunens førstemand, når Højesterets kendelse føres ud i livet. Men dukkefører Gil har i sinde at styre ham som en marionet fra Club Financiero Inmobiliario.

Får Gil lov? De etablerede partier appellerer til Muñoz om at tage ansvaret på sig. ?Gils underskrift er ikke længere noget værd. Tidligere udstedte han ordrer, som han betalte for med tjenester på kommunekassens regning. Den magtbeføjelse har han ikke længere,? siger socialistpartiet PSOEs ordfører i Marbellas byråd, Isabel García Marcos.

?Når Muñoz ser sig i spejlet, skulle han gerne få øje på en borgmester. Det er på tide at bryde båndet til Gil,? siger de konservatives provinsformand, Joaquín Ramírez.

Julián Muñoz må formodes selv at gøre sig nogle overvejelser om det opportune i at holde på en ny hest.

Hans vasalforhold til Gil har medført en tiltale i den såkaldte ?ryttersag?, der kommer for retten i Málaga i næste måned.

På Jesús Gils ordre underskrev Muñoz en kommunal sponsorkontrakt for to heste. De to heste tilhørte den allerede nævnte Jesús Gil, fremgår det af statsadvokatens tiltaleskrift.

Julián Muñoz.

Gil?s politiske karriere sluttede, da Højesteret stadfæstede en dom i Málagas byret for fire tilfælde af embedsmisbrug og to tilfælde af ?handel med indflydelse?.

Uden at forelægge sagen for byrådet indgik Gil i starten af 90erne diverse sponsorkontrakter med forskellige sportsklubber, bl.a. sin egen Atlético de Madrid. Borgmesteren betalte klubejeren 450 mio. kommunale pesetas for at fodboldspillerne bar Marbellas stolte navn på brystet. En andel del af de kommunale pesetas endte i firmaet Dorna, som Gil ifølge dommen ?ønskede at sige tak for en vigtig tjeneste af økonomisk art?.

Gil blev idømt seks måneders fængsel, som han næppe kommer til at afsone, og 28 års inhabilitet til at bestride offentlige hverv.

Sidstnævnte hindrer ham efter alt at dømme i at fortsætte som borgmester selvom dommen ankes til landets øverste domstol, Forfatningsdomstolen.

Trøstpræmien: Højesterets dommere kunne (ligesom byretsdommerne) ikke godtage anklagerens påstand om, at Gil også havde gjort sig skyldig i bedrageri med offentlige midler.

Eksborgmesteren skal dog ikke glæde sig for tidligt. Han skal stadig stå til regnskab for sin embedsførelse i mere end en snes sager, som er på vej gennem retsmaskineriet.


Det startede i sommeren 1990. En gruppe lokale erhvervsdrivende mødtes på et hotel i Marbella for at drøfte stiftelsen af et lokalpolitisk parti, der kunne sætte skub i den stagnerende by og den stagnerende turisme.

I spidsen for partiet havde de forestillet sig den nu afdøde aristokrat Jaime de Mora y Aragón, som altid var en garanti for spalteplads, enten det drejede sig om Den Blå Bog eller de kulørte ugeblade.

Men nej tak, svarede manden med monoklen. Så lød en røst fra salens dyb: ?Jeg vil gerne!?.

Jesús Gil, hvem ellers. Han var i fuld gang med en social rehabilitation efter en ulykke i 1969, hvor 58 personer mistede livet ved en sammenstyrtningsulykke i et af hans nybyggerier uden for Madrid.

Gil havde allerede demonstreret sine populistiske instinkter i hovedstadsklubben Atlético de Madrid. Nu var det Marbellas tur.

Gil gik i gang med at fylde byen med beton, og lommerne med penge. Sagde man. Mistanken var til stede lige fra starten. ?Men hvem er ikke tyv her?, lød en typisk reaktion i gaden. Det gamle socialistiske bystyre havde også et tvivlsomt omdømme når det gjaldt hæderlighed. Tilmed var det ineffektivt. Med Gil fik folk i det mindste fornemmelsen, at der skete noget.

Kommunalvalget 1991: Liste GIL besætter 19 af 25 pladser i byrådet. Kommunalvalget 1995: GIL gentager succesen. Kommunalvalget 1999: Gil kæmper med ryggen mod muren mod hele det etablerede system, men hans parti bevarer sit absolutte flertal med 15 pladser i Marbellas byråd.


?Folket forguder mig,? siger Gil. Sandsynligvis gør mange stadig, for de har stadig ikke set regningen for Gils regime. Den kommunale gæld er 420 mio. euro (70 mia. pesetas), fremgår det af regnskabet. En vanskelig, men ikke umulig situation. Til det beløb skal man imidlertid lægge et ?hul? på 390 mio. euro, som statsrevisorerne fandt i kommunekassen ved en revision i januar 2000.

Kommunens andet store problem er en byplan, som Junta de Andalucía allerede har nægtet at godkende i to omgange i løbet af de seneste fire år. Konfrontationen mellem kommunen og statens andre instanser har skabt en enorm juridisk usikkerhed for bygherrerne. Kort før sin dom gennemtrumfede Gil en tredje byplan, som også er sikker på at blive forkastet i autonomregeringen.

Erhvervslivet har slået hånden af Gil. ?Hans tid er løbet ud. Det bedste for Marbella er at starte på en frisk uden nogen bånd til fortiden,? siger Pedro Rodríguez, formand for arbejdsgiverorganisationen CIT.


?Jeg er som en luder. Alle vil i seng med mig, men ingen vil ses i mit selskab,? lyder en af Gils sentenser.

Det var alt for længe alt for sandt. De etablerede partiers fallit bestod ikke blot i deres egen inkompetence, der gjorde en Jesús Gil mulig og endda nødvendig for at løse relativt enkle problemer som rengøring af gaderne, og lov og orden i dem.

Til gengæld flyttede foragten for lov og ret ind på rådhuset, men det kunne de konservative leve med. For at bevare deres egen indflydelse samarbejdede de længe med Gil i provinskammeret og flere nabokommuner til Marbella, som bukkede under for partiejerens demagogi.

Socialisterne holdt sig heller ikke for fine. Forud for parlamentsvalget i 1996, hvor den konservative offensiv var i fuld gang, søgte Felipe González? regering at splitte modstanderne med en benådning, som gjorde det muligt for Gil at tage springet til landspolitik.

Det lykkedes ikke, men da Gil senere gjorde et nyt forsøg på at presse de konservative ved at stille op til kommunalvalgene i Ceuta og Melilla, satte ministerpræsident José María Aznar en stopper for legen.


På forunderlig vis blev det ellers så træge retsvæsens interesse for Gils anliggender pludselig mangedoblet, og Marbellas borgmester modtog slag efter slag ved domstolene.

?Jeg har allerede bedt Aznar om undskyld for det med Ceuta og Melilla. Jeg tog fejl, men i Partido Popular går de efter manden. De er endnu værre end socialisterne,? siger Gil.

Den underforståede mening er, at retsvæsenet lader sig bruge af regeringen. Det skærer Gil gerne ud i pap, hvis nogen stadig er i tvivl:

?Højesteret skulle først have set sagen mod mig til næste år, men man havde travlt med at få mig erklæret inhabil. Politikerne udnævner dommerne, og bagefter må dommerne adlyde deres ordrer.?

Måske skulle man minde Gil om, at selv i Spanien kan der vel engang imellem være andre skyldige end dommerne.

Alligevel kommer man til at indrømme, eksborgmesteren sætter fingeren på et ømt punkt. I det spanske samfund er der udbredt mistillid til retsvæsenets uafhængighed. Ulemperne viser sig, når man skal dømme en politiker, som vælgerne allerede har frikendt ved tre lejligheder.

(Ovenstående er et uddrag af ?Spansk Dagbog? i Månedsmagasinet Solkysten.)

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---