Fra mor til mor
Skrevet af Solkysten
|
Hjemmesiden www.dk-mor-i-udlandet.com har en mailingliste, som efterhånden omfatter 288 medlemmer fra 60 lande over hele kloden. Hver måned skriver de i gennemsnit 2500 e-mails til hinanden, hvor alle mulige kvindeemner kommer op og vende. Der kommer indlæg om problemerne i en fremmed kultur, om børneopdragelse og mandschauvenisme, men også om opskrifter på koldskål og remoulade.
- Vi diskuterer alt, også problemer om parforhold og skilsmisse. Det kan blive ret intimt, og derfor kan man ikke blive medlem før man er introduceret for gruppen. Folks privatliv skal respekteres, siger Bente Zinck, som for to år siden tog initiativ til hjemmesiden sammen med Ann-Kristin Nielsen.
De er begge fransk gift og bor få km. fra hinanden i det Sydfrankrig. Men det opdagede de først, da de tilfældigt mødte hinanden på Nettet i en af de andre mailinglister, der eksisterer for danskere i udlandet.
På Internettet findes der flere af den slags lister, men de er mandsdominerede og tonen i dem kan blive ret hård, synes Bente Zinck.
- På www.dk-mor-i-udlandet.com har vi skrappe regler for den slags, og vi går også ind og leger ?politimand? engang mellem, når vi synes det går for vidt. Vi skal jo ikke være uvenner, som det var lige ved at ske for nogen efter den 11. september i fjor. Man kommer så nemt til at skrive noget man aldrig ville have sagt, hvis man havde siddet ansigt til ansigt overfor hinanden.
Efter at hjemmesiden har fået en succes, som hun og Ann-Kristin aldrig havde drømt om, er mange af medlemmerne forresten også kommet til at kende hinanden personligt.
Medlemmerne har sat hinanden stævne i New York, Juelsminde og Schweiz. I Barcelona er der tre medlemmer, som jævnligt stikker hovederne sammen efter at have lært hinanden at kende på Nettet.
Sydspanien er foreløbig ikke særlig godt repræsenteret på listen. Bente Zinck modtager gerne nye ?klik? her fra egnen, hvor der heller ikke er mangel på danske mødre.
- Mænd er også velkomne. De skal blot være klar over fra starten, at dette er en kvindeliste, fokuseret på kvindeproblemer i udlandet, siger Bente Zinck.
Der er p.t. syv haner i kurven, som må affinde sig med de uundgåelige drillerier, når chatrummet hver aften kl. 21 fyldes med kvindesnak fra hele kloden.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2002
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2002


