En kold vinterdag, syv måneder efter at dronning Josefina Amalia var død, gjorde Fernando VII?s fjerde og sidste dronning, hans niece Maria Cristina, sit indtog i Madrid. Klædt i lyseblåt, som siden da kaldes cristinablåt, og med en stor hat forsynet med hvide fjer, kørte hun i en karet trukket af 8 heste ? en gave fra Madrid?s byråd ? ledsaget af Fernando VII og resten af den kongelige familie til hest ind i byen.

Med sin skønhed og venlighed blev hun hurtigt populær og fik stor indflydelse på sin 25 år ældre og tidligt ældede ægtemand, som fra nu af blev hjemme og glemte alt om bordeller og hvad det havde ført med sig af drikkeri og orgier med Pepa la Malagueña og andre af samme slags.

Maria Cristina var datter af kongen af Neapel og Sicilien og havde som andre kongebørn i den borbon?ske familie fået en noget overfladisk opdragelse, men hun var meget interesseret i kunst, malede og sang selv som en professionel. Det skyldes bl. a. hendes initiativ og interesse for musik, at det lykkedes at få den geniale musiker, den berømte Rossini til Madrid. Her skrev han blandt andet Barberen i Sevilla, og han tilegnede dronningen ? hans landsmandsinde ? en canzone La Passegiata, som Maria Cristina selv sang til fuldkommenhed ved festlige lejligheder ved hoffet.

Snart løb rygtet, at den unge dronning havde liberale ideer, noget som gjorde hende endnu mere populær i brede dele af befolkningen Hendes politiske indflydelse begyndte også at gøre sig gældende. Universiteterne, der var blevet lukket af Fernando VII eller hans minister Calomarde, blev åbnet igen, og der blev så småt givet amnesti til politiske fanger og emigrerede liberale, som endnu opholdt sig i udlandet.


To måneder efter ægteskabets indgåelse kunne Fernando VII med stolthed meddele, at der var en arving i vente. I anledning af denne begivenhed begyndte han at kigge lidt på arvefølgeloven, som i tidens løb havde undergået visse ændringer.

Fra ?ældgammel? historisk tid havde loven været den, at kongens ældste datter havde arveret til tronen, hvis hun ingen bror havde. Den første borbon, Flipe V, indførte imidlertid den såkaldte saliske arvefølgelov, hvorefter den kvindelige linie kun kunne komme i betragtning, hvis der ingen mandlige arvinger var i den direkte linie (f.eks. kongens brødre).

I 1789 annullerede Carlos IV den saliske lov og genindførte den gamle hævdvundne skik, men den nåede aldrig at blive offentliggjort på grund af de vanskelige politiske forhold, der herskede dengang i forbindelse med den franske revolution. Nu 41 år senere så Fernando VII sin fordel ved at offentliggøre den, hvorved kongens yngre bror Carlos Maria Isidro praktisk talt blev udelukket fra tronfølgen, uanset om den ventede arving blev en prins eller en prinsesse.

Det blev en pige, den vordende dronning Isabel II f. den 16. oktober 1830. Året efter kom endnu en prinsesse, Luisa Fernanda, til verden.

Fernando VII, som kun var 48 år gammel, var udlevet og ældet før tiden, og der var ikke megen mulighed for at han kunne sætte flere børn i verden. De konservative, der var tilhængere af en enevældig kongemagt, (carlisterne) samledes om kongens bror, Don Carlos, og protesterede mod den efter deres mening ulovlige ændring af arvefølgeloven, som gik stik imod deres ønsker.


Det gjorde ikke situationen lettere, at kongens helbredstilstand, som længe havde været foruroligende, nu gav anledning til at frygte for hans liv.

Dronningen, som var klar over, hvordan situationen kunne udvikle sig i dette tilfælde, ønskede ikke at se landet komme ud for endnu en borgerkrig, og besluttede sammen med regeringen at udstede et dekret, som annullerede den nylig vedtagne arvefølgelov, selv om hun derved gav afkald på sin datters ret til tronen. Den eneste betingelse, hun stillede var, at denne bestemmelse skulle holdes hemmelig indtil efter kongens død.

Efter at ærkebiskoppen havde læst dekretet højt for den døende konge, skrev denne under med rystende hånd og ulæselig skrift uden at være klar over, hvad han havde skrevet under på.

Det lykkedes imidlertid ikke at hemmeligholde dette dekret, og hvis kongen var død i dette øjeblik, var der ingen, der kunne hindre, at kongens bror ville blive tronfølger, og snart samledes hoffet om Don Carlos i den tro, at han i løbet af få dage ville blive deres nye hersker.


Men imod al forventning og til alles overraskelse genvandt Fernando VII bevidstheden og blev klar over, hvad der var foregået. Han erklærede det dekret han havde underskrevet ugyldigt, og for at ingen skulle være uvidende om, hvordan tingenes tilstand var, sammenkaldte han regeringen for officielt at udnævne sin datter til Prinsesse af Asturien og dermed tronfølger.

I god tid i forvejen havde kongen indbudt sin bror til højtideligheden, for at han kunne aflægge troskabsed til sin niece, men Don Carlos afslog indbydelsen, hvorefter han blev tvunget til at forlade Spanien og tage ophold i forskellige europæiske lande indtil sin død i Italien i 1855. Forinden havde han overdraget sine fordringer til den spanske trone til sin søn Carlos Luis i 1844.


Den tilsyneladende bedring i kongens tilstand varede imidlertid ikke længe. Kort tid efter den 29. september 1833 døde Fernando VII og efterlod som arv til sin datter Isabel et rige med en borgerkrig, som igen fik blodet til at flyde over det ganske land, men som også samtidig blev basis for oprettelsen af et nyt liberalt regime senere hen.

Ved Fernando VII?s død sluttede en af de værste epoker i Spaniens historie. Det var lykkedes ham at gøre landet til grobund for had og nag, som det ville tage mange år at udslette i spaniernes bevidsthed.

Ingen begræd hans død, ikke engang hans allernærmeste. Hans to døtre var for små til at forstå, hvad der foregik, og hans kone, som aldrig havde elsket ham fandt hurtigt en stedfortræder, mens hans bror Don Carlos fra udlandet forsøgte at gøre sin ret til tronen gældende og derved gav anledning til de såkaldte carlistiske krige.

Således endte Fernando VII, som i sin tid var redet ind i Madrid hyldet af folket som Den med længsel ventede.

Dronning Maria Cristina.

Fernando VII havde i sit testamente udnævnt Maria Cristina som regent for sin datter Isabel, og nu skulle en 27-årig enke og en 3-årig vordende dronning bestemme Spaniens skæbne i de kommende år. Det var ikke nogen let opgave. Landet var ødelagt af uro og splid, som kom til at sønderlemme Spanien i de næste 50 år.

Hun måtte ikke alene kæmpe mod den konservative fundamentalismes tilhængere, carlisterne, hvis valgsprog var: Gud, Fædreland og en Enevældig Kongemagt, repræsenteret ved kongens bror, men også mod en ny politisk tendens ? en venstreorienteret liberal bevægelse - som i kampen mod enevælden gik ind for folkets ret til at være medbestemmende i landets styre. De konservative magter i Europa: Østrig, Prøjsen, Rusland og Vatikanet havde nægtet at anerkende Isabel, så hun kunne kun regne med støtte fra Frankrig og England.

Den konservative regering blev nu udskiftet med en mere moderat, hvor man som model brugte den franske regeringsform fra 1814, og det blev begyndelsen til oprettelsen af det konstitutionelle monarki efter 25 års kamp mod den enevældige kongemagt.


Den brutalitet og det had, der udvises, når det drejer sig om borgernes indbyrdes kamp var også karakteristisk i dette tilfælde på grund af den støtte, carlisterne fik af befolkningen især i Baskerlandet, Navarra og visse katalonske provinser. Endnu i 1936 ved den spanske borgerkrigs udbrud, spillede denne carlistiske bevægelse en vis rolle i krigens forløb.


To måneder efter Fernando VII?s død skete der noget, som fuldstændigt ændrede Maria Cristinas liv og højst sandsynligt også historiens forløb. Hun blev betaget af en af livgardens unge officerer.

De er åbenbart uimodståelige for det er ikke første gang, det er sket i Spaniens historie og i nyere tid i lilleputlandet Monaco. Fernando Muñoz, som den udvalgte hed, for det var Maria Cristina, der valgte ham, var en ung mand fra meget beskedne kår, noget han aldrig prøvede at skjule.

Han havde ingen politiske fordringer, hans eneste interesse var at tjene sin dronning, og det gjorde han åbenbart så godt, at ægteparret i løbet af ti år fik ikke mindre end otte børn. Maria Cristinas kristne moral forbød hende at leve i synd, men hvis hun giftede sig åbenlyst, kom hun i strid med landets konstitutionelle love, hvilket ville betyde, at hun måtte trække sig tilbage som regent, noget der ville sætte hendes datter i en vanskelig situation.

Resultatet blev, at de giftede sig hemmeligt efter at have opnået Pavens tilladelse, og Fernando Muñoz blev ophøjet til kammerherre, så han altid kunne være i nærheden af dronningen både nat og dag. Hvor meget de end forsøgte, var det umuligt at holde deres ægteskab hemmeligt, og det varede ikke længe før Fernando Muñoz i folkemunde blev kaldt Fernando VIII.


Efter carlisterness endelige nederlag i 1840 måtte Maria Cristina tage endnu en stor beslutning.

General Espartero havde trods sin jævne herkomst gjort en strålende karriere i de sydamerikanske uafhængighedskrige. Han blev betragtet som nationalhelt og den mægtigste mand indenfor militæret efter sin sejr over carlisterne.

Han gik nu imod en bestemmelse underskrevet af dronningen, som gik ud på en gang for alle at smide de radikale ud af de forskellige provinsråd, noget der forårsagede uro og oprør, men Espartero nægtede at bruge militæret mod oprørerne, hvilket fik Maria Cristina til at abdicere og søge eksil i Frankrig. Når hun så let lod sig overtale til at forlade landet og sine to døtre, var det fordi oppositionen truede med at offentliggøre hendes morganatiske ægteskab.

General Espartero overtog hvervet at tage sig af de to prinsesser og sørge for deres ve og vel.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---