Samtidigt bybillede af Alcalá gaden i Madrid.

Den 10. oktober 1846 fyldte Isabel II 16 år, og samme dag fandt hendes ægteskab med den uønskede Francisco de Asis sted. Det blev et dobbeltbryllup, idet hendes søster Luisa Fernanda samtidig blev formælet med den franske konges søn, greven af Montpensier. Blandt bryllupsgæsterne var der en mulat, som vakte opsigt på grund af sin hudfarve ? det var den berømte forfatter Alexander Dumas.

Efter brylluppet bosatte Luisa Fernanda og hendes mand sig i Paris, hvor de blev indtil revolutionen i 1848 tvang dem til at forlade landet. De valgte derefter at bosætte sig i Sevilla, hvor de tog ophold i San Telmo paladset, hvor de holdt en slags hof.


Isabel II?s ægteskab blev en personlig fiasko, og hendes liv blev en konstant protest og hævn over det påtvungne ægteskab med en mand, som på ingen måder svarede til hendes forventninger. Hun havde ingen skrupler med hensyn til offentligt at udtrykke sin foragt for ham, og Francisco blev snart genstand for satiriske og nedsættende smædeviser på grund af sine homoseksuelle tilbøjeligheder.

De to ægtefæller var meget forskellige af karakter, og de havde ingen fælles interesser. Isabel var udadvendt, varm og hjertelig med en uimodståelig sans for humor. Hun var til gengæld uvidende og interesserede sig mest for at more sig til langt ud på natten for først at stå op sent den næste dag.

Derefter holdt hun møde med ministrene, noget hun sørgede for at få overstået i en fart. Om eftermiddagen kørte hun sammen med nogle af sine kusiner gennem byen i åben karet, som hun tit selv styrede, og under disse udflugter blev hun altid hyldet af den begejstrede menneskemængde som tiljublede hende.

Francisco derimod var en indesluttet natur, meget belæst og kultiveret, og han nød at være alene. Med så store forskelle i karakter var det ikke en overraskelse at de første alvorlige uoverensstemmelser blandt ægtefællerne fandt sted få måneder efter brylluppet.


Der var også både politiske og personlige motiver til stridighederne. Francisco var ambitiøs og ønskede at deltage i landets styrelse, noget Isabel II satte sig kraftigt imod.

Desuden gik rygterne snart, at Dronningen foretrak den unge general Serrano ? den kønne general ? som Isabel II kaldte ham, frem for sin ægtemand, noget der især foruroligede regeringen, da Serrano klart viste sin tilbøjelighed til at støtte de liberale. Det generede derimod ikke Francisco så meget. Det, der fortørnede ham, var den åbenlyse måde, Isabel II optrådte på, og den ægteskabelige krise førte hurtigt til en politisk krise, hvor både regeringen, enkedronning Maria Cristina og pavens gesandt prøvede på at tale Isabel II til fornuft. Hun tillod dog ikke nogen at blande sig i hendes privatliv, men optrådte offentligt og uden skrupler med sine forskellige elskere til banketter, koncerter og andre sociale begivenheder, en livsførelse der blev ved i mange år, selv efter at den unge vitale dronning med tiden forvandlede sig til en sat matrone med voksne børn.

Men den kønne general Serrano blev dog fjernet fra hoffet og fik tildelt en høj militærpost i Granada samt en klækkelig godtgørelse fra det kongelige skatkammer, og Francisco, som fornærmet havde trukket sig tilbage til El Pardo paladset, vendte tilbage.

Virkningerne af Isabel II ægteskabelige krise var en konstant årsag til politisk uro, men det menige folks begejstring for hende formindskedes ikke på grund af hendes letlevende måde at opfatte tilværelsen på.


Efter de første oprørske år, som ikke var fri for teatralske scener, opstod der en gradvis formel tilpasning ægtefællerne imellem, og Francisco de Asis? eneste politiske funktion bestod i at præsentere sig som officiel far til Isabel II?s ti børn.

Historien viser med en vis moralsk sikkerhed, at de kongelige og deres efterfølgere ikke altid var børn af dem, de sagde, at de var!


I årene inden Isabel II blev myndig havde de moderate (de konservative) og de fremskridtsvenlige, (de liberale) allerede begyndt at ændre landets udseende, og det gamle regeringssystem blev efterhånden afskaffet bl.a. ved at formindske kirkens og aristokratiets økonomiske og politiske magt ved en mere effektiv offentlig administration samt ved indstiftelsen af det konstitutionelle monarki.

I disse første ti år af Isabel II?s regeringstid var det de konservative under ledelse af general Ramón Narvaez, der bestemte den politiske retning i landets styrelse. Men med grundloven af 1845 kom monarkiet til at spille en stor rolle, idet kongen fik førsteret til ikke alene at udnævne og afskedige ministre, men også til i forening med regeringen at foreslå og vedtage love og ret til at modsætte sig vedtagelsen af lovene.

Det var også kongen, der udnævnte medlemmerne til overhuset ? senatet ? og denne politiske indflydelse betød i praksis en fordel for de konservative og på samme tid en udelukkelse af de liberale, eftersom politiske partier som sådan endnu ikke eksisterede.

De konservative hindrede på denne måde en hvilken som helst ændring af den politiske magt på legal vis. Alligevel viste dette politiske system en stor svaghed, idet man i tidsrummet november 1843 til september 1868 vekslede regering ikke mindre end 33 gange, og den kortvarigste af dem havde kun varet 24 timer!

Kilden til magt og indflydelse var afhængig af en direkte adgang til dronningen, et privilegium der var forbeholdt adelen. Hvis dronningen nægtede at modtage en regeringschef, kunne denne lige så godt indgive sin afskedsbegæring med det samme. Hoffet var i virkeligheden det politiske livs magtcentrum.


Isabel II udnævnte rask væk nye medlemmer til hoffet, som blev grosted for intriger og sladder, og samtidig blev det en voksende økonomisk byrde for det kongelige skatkammer.

En af de personer, der fik stor indflydelse på dronningen var hendes skriftefader Antonio Claret, hvis råd og støtte hun til stadighed søgte til stor skuffelse for de liberale.

Claret havde vundet ry ved at kæmpe mod kirkens voksende moralske forfald og var derfor blevet udnævnt til ærkebiskop i Santiago de Cuba. Han prøvede nu på at udnytte sin stilling til fordel for en styrkelse af den katolske tro i de højere sociale lag af befolkningen.

Det var uden tvivl hans ledelse, der var grunden til Isabel II?s voksende religiøsitet, som førte til en privat korrespondance med pave Pius IX. Denne pave var kendt for sine moderate liberale tendenser, og ved konkordatet i 1853 kom det til et kompromis med kirken, idet paven godkendte tidligere foretagne salg af kirkens ejendomme og anerkendte statens rettigheder overfor kirken, blandt andet med hensyn til udnævnelse af biskopper.

Til gengæld påtog staten sig økonomisk at underholde de gejstlige og sørge for vedligeholdelse af kirkens bygninger, en bestemmelse der omfattede næsten alle sognekirker, og som faktisk ikke fik nogen praktisk betydning. Den katolske tro blev desuden stadfæstet som den eneste officielle religion. Isabel II kunne være tilfreds med denne ordning, og kirken blev igen et vigtigt led i det politiske system. Gejstligheden, som for en stor del havde støttet carlisterne, sluttede sig nu også til det konstitutionelle monarki.


Det blev nu hverken biskopper eller andre gejstlige funktionærer, der kom til at bestemme Isabel II?s og dermed Spaniens skæbne.

Ved siden af, eller rettere sagt ovenover den højere civile administration og statens magt, var der en gruppe i en nøglestilling i det politiske liv: Den bestod af de høje militære, hvis magt blev så udstrakt, at den blev kaldt generalernes regime.

Lige fra oprøret mod den franske invasion i 1808 indtil freden i Vergare i 1839 ? i mere end 30 år ? havde landet befundet sig i en tilstand af krig. Først krigen mod Napoleons tropper indenfor hans egne grænser, derefter krigene mod uafhængighedsbevægelserne i de amerikanske lande, for til sidst at ende i en borgerkrig.

I krigen mod carlisterne havde hæren vist sig som kronens vigtigste støtte, og den vanskelige overgang fra krig til fred havde givet generalerne et vigtigt hverv som opretholdelsen af ro og orden. Militærets politiske indflydelse viste sig tydeligt ved den fremtrædende rolle, som generalerne kom til at spille som regeringschefer.

Fra Espartero til Narvaez og O?Donnell ? af irsk oprindelse ? dannede de en magtfuld gruppe indenfor senatet. Og officererne betragtede forsvaret af det konstitutionelle monarki som en ridderlig handling overfor dronningen. Det var ikke fordi Isabel II havde en personlig svaghed overfor uniformerede helte, men hun havde i hæren en af sine vigtigste støtter.

Da hæren i 1868 trak denne støtte tilbage, blev det en af de afgørende årsager til afslutningen af Isabel II?s ikke særlig ærefulde regering.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---