Isabel II havde hverken evner til eller interesse i at lede regeringen, men hun var så heldig at have en række ministre, der var loyale overfor hende, og som forsøgte at styre land og rige på bedste måde.

Ændringerne i den politiske ledelse af landet i Isabel II?s tid skete ikke ved valg, men ved de såkaldte oprør eller kup fra en gruppe militær. Denne ?klassiske? måde at forsøge en ændring af den politiske magt i Spanien i det 19.århundrede var den samme som stod model til generalernes oprør mod republikken i 1936, som førte til den fatale spanske borgerkrig.


Isabel II?s popularitet formindskedes ikke, den blev tværtimod forøget ved hendes mange rejser rundt om i landet. Indtil videre havde disse kongelige besøg indskrænket sig til ophold i de forskellige paladser, men nu rejste Isabel rundt i riget og viste dermed monarkiets interesse for folket og for en modernisering af landet.

Hun indviede havne og monumenter, og i l855 indviede hun den første jernbanestrækning mellem Madrid og Aranjuez siddende i en wagon, der i luksus overgik den engelske dronnings. Under disse rejser øste hun rundhåndet ud af statskassen til skræk og rædsel for finansministeren, som så, hvordan det drastisk sank i rigets pengekasse.

Skærtorsdag under påskehøjtidelighederne vaskede Isabel II de fattiges fødder, iklædt brokade og fløjl og behængt med juveler, mens folkemasserne tiljublede hende, hvor hun kom frem.


Regeringen søgte også international anerkendelse ved f. eks. at deltage i den franske ekspedition til Cochinchina i 1857, den fransk-engelske intervention i Mexico i 1861-62, og i krigen mellem Peru og Chile i 1866. Disse aktioner, som havde til formål at genoplive Spaniens storhedstid og forene landet i en begejstret nationalisme, havde kun symbolsk betydning og tjente hverken det formål at forsvare landet eller forøge dets territoriale område, selv om det for en tid lykkedes at generobre Santo Domingo for den spanske krone. Den triste virkelighed ved alle disse felttog var kun, at titusindevis af spanske soldater omkom, ikke alene ved krigshandlinger men også ved epidemier, mens det eneste positive resultat var erobringen af Tetuan i Marokko.


Som omtalt fik Isabel II 12 børn, hvoraf kun fem overlevede de første barneår, og der gik mange rygter med hensyn til faderskabet. Det fortælles, at Francisco de Asis hver gang Isabel II fødte et barn meget nøje udforskede barnets ansigt for om muligt at genkende eventuelle familietræk, der kunne bekræfte ham som faderen.

Hendes første barn var en dreng som døde kort efter fødslen. Året efter fulgte en pige, Maria Isabel Francisca de Asis. Ved gudstjenesten efter fødslen var dronningen ude for et attentat, som nær havde kostet hende livet. Uden for kirken havde der samlet sig en stor menneskemængde, da en mand i præstekjole med beslutsomme skridt gik hen mod dronningen og med en hurtig bevægelse stak en dolk i siden på hende. Stødet prellede imidlertid af på hendes klædedragt, og såret, der blødte stærkt, viste sig at være overfladisk. Manden blev pågrebet og forhørt, men rygterne begyndte at svirre, at det var Francisco, der havde stået bag overfaldet, og at der havde været voldsomme diskussioner mellem Francisco de Asis og enkedronning Cristina, som aldrig gik af vejen for at lave intriger.


I 1857 meddelte dronningen regeringen, at hun var i lykkelige omstændigheder igen, og denne gang var der ikke megen tvivl om hvem faderen var, idet der i de sidste par år havde bestået et intimt forhold mellem dronningen og en ung officer fra ingeniørkorpset ved navn Enrique Puig Moltó.

Kort før barnet blev født, ønskede dronningen Moltó forfremmet til en officersgrad, som ikke kunne tilkomme ham ifølge de gældende regler, og på grund af de politiske følger, denne forfremmelse medførte, blev Narvaez som regeringschef nødt til at indgive sin afskedsbegæring.

Francisco de Asis måtte som skik og brug var, men meget mod sin vilje præsentere dette barn for hoffet, og på kongeparrets anmodning indvilligede paven Pio IX i at stå fadder til denne tronarving, den senere Alfonso XII, oldefader til Spaniens nuværende konge Juan Carlos I.


De europæiske revolutioner i 1848 gav kun svagt ekko i datidens Spanien og begrænsede sig mest til gadeoptøjer, som hurtigt blev kvalt af regeringens tropper. Men af angst for, at disse optøjer skulle udvikle sig regulære revolutionære modstandsstyrker, forsøgte regeringen at ændre grundlovens principper og reducere parlamentet til en ren og skær rådgivende forsamling uden borgernes deltagelse.

Det førte til en mere åben kritik af regeringen og styrkede modstanden mod de konservative. I 1854 sluttede de utilfredse konservative sig sammen med de fremskridtsvenlige og den store utilfredse del af befolkningen i et forsøg på at vælte den konservative regering.

I Andalusien, hvor der var stor forskel på de forskellige sociale lag, og i Barcelonas fabrikker gjorde de usselt betalte arbejdere oprør, brændte fabrikkerne og myrdede de værste af de magtfulde fabrikanter. O?Donnell prøvede at slå oprøret ned, og det kom til regulære slag bl.a. uden for Madrid, og uroen bredte sig til alle større byer, hvor man med barrikader og voldsomme gadekampe forsøgte at gennemføre de mere revolutionære ideer.

Det så galt ud for Isabel II og monarkiet, og dronningen kunne kun redde situationen ved at bede Espartero om hjælp, skønt han forlængst var uden for aktiv militærtjeneste. Det første han gjorde var at landsforvise dronningemoderen, den forhadte Maria Cristina, hvis palads folkemængden havde overfaldet og plyndret og derefter gøre en ende på revolutionen ved en brutal undertrykkelse af de yderligtgående radikale. De fremskridtsvenlige var gået af med sejren, og selv om der blev udarbejdet en ny grundlov - som for øvrigt aldrig blev ført ud i praksis ? var deres interesse snarere at forsøge at øge de økonomiske interesser og derved modernisere landet, bl.a. ved gennemførelsen af en ny agrarlov.

En fjerdedel af hele Spaniens udstrakte territorium tilhørte stadigvæk staten eller kirken, og disse store uproduktive områder blev nu bortauktioneret og kom på private hænder. Det blev ikke til fordel for den fattige landarbejder, men kom i første omgang en ny velhavende borgerstand til gode, idet de havde råd til at erhverve sig de konfiskerede landområder.


Isabel II havde trods sin popularitet mange fjender, især indenfor sin egen familie. Der var først og fremmest hendes mor, enkedronning Maria Cristina, som aldrig lod en lejlighed til at smede rænker gå tabt.

Hun og prinsgemalen Francisco de Asis kritiserede åbenlyst dronningen for hendes letfærdige levemåde, og Maria Cristina gik ikke af vejen for at fremkomme med injurier mod sin egen datter, når der viste sig den mindste mulighed for det.

En anden modstander var Hertugen af Montpensier, gift med Isabels søster Luisa Fernanda. Han og hans far, den franske konge Luis Felipe, havde altid håbet på at Isabel ville forblive barnløs, eller at hun på grund af dårligt helbred ville dø i en ung alder, hvorefter Montpensier ville blive den retmæssige arving til den spanske trone.

Da det viste sig, at Isabel II fik det ene barn efter det andet, benyttede Montpensier enhver lejlighed til at tale nedsættende om dronningen og blande sig i hendes affærer. Han og hans kone blev derfor forflyttet til Sevilla, hvorfra de fortsatte med at intrigere mod Isabel II.


I årene før 1868 havde der udviklet sig et parti af intellektuelle, som udmærkede sig ved deres personlige optræden og deres evne til at mobilisere store dele af visse sociale lag af befolkningen.

De kritiserede åbenlyst systemet, og deres nye demokratiske ideer fandt hurtigt genklang især hos den yngre generation. Deres bedste våben i udbredelsen af disse ideer var pressen og universiteternes aulaer, hvor man bl.a. frit diskuterede demokrati, og afskaffelse af den gejstlige indflydelse i undervisningen.

Under disse debatter vovede man endog offentligt gennem avisen La Democracia at kritisere dronningens opførsel, hvilket førte til en række repressalier mod artiklens forfatter Emilio Castelar. Studenterne protesterede, og det førte til det første intellektuelle oprør af betydning.

For at forværre situationen begyndte en økonomisk recession at gøre sig gældende, ikke alene i Spanien men også i det øvrige Europa, og da de to gamle regeringschefer og modstandere, Narvaez og O?Donnell, døde i 1867 med få måneders mellemrum, var det klart, at regimet faktisk havde overlevet sig selv, og tilstanden i landet viste sig da også helt ukontrollerbar og katastrofal.

Det blev general Prim y Prats, helten fra kampene i Mexico og Afrika og en af de vigtigste personligheder i det XIX århundredes politik, der blev den indiskutable repræsentant for de liberale partier. Han var overbevist monarkist, men hadede Borbon?erne, og det blev da også ham, der blev skyld i deres fald i 1868.


Det blev igen Cádiz, der kom til at spille en rolle i kampen for politisk frihed i Spanien. I september l868 lå den spanske flåde under anførelse af general Topete i Cádiz havn, hvor den på admiral Prims opfordring gjorde oprør mod regeringen. Ved at affyre 21 kanonskud under råbet Ned med Borbon?erne, tilkendegav man, at Isabel II havde ophørt med at regere. Lederne for de forskellige politiske grupper sluttede sig til Topete og Prim med løfte om oprettelse af en ny grundlovsgivende forfatning, og en genindsættelse af det konstitutionelle monarki.


Isabel II fik nyhederne om den hurtige revolution i San Sebastian, hvor hun i selskab med sin nye favorit Mafiori, søn af en italiensk kok, tilbragte september måned ved havet. Isabel II tog intet initiativ til at forsvare sin trone. Hun drog straks over grænsen til Frankrig, hvor hun blev modtaget af Napoleon III og hans spanske dronning Eugenia i Biarritz for senere at tage ophold i Paris.

Fra den første dag i Frankrig blev skilsmissen mellem Isabel II og Francisco endelig en kendsgerning. Isabel II købte slottet Basilewski, som hun døbte om til Castilla og det blev hendes residens fremover. Hun åbnede sit hus for kendte franske og spanske personligheder, og hendes saloner var altid meget besøgte. Francisco de Asis købte et palæ lidt uden for Paris, hvor han levede med sin trofaste sekretær Meneses.

General Prim y Prats hadede Borbon?erne.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---