Perfektionistens paradis
Skrevet af Solkysten
Mangemillionæren Jaime Ortiz-Patiño forvandlede Club de Golf Valderrama til en af verdens bedste baner
Club de Golf Valderrama tilhører den bolivianske forretningsmand Jaime Ortiz-Patiño, som i 1985 købte en lille mislykket bane med navnet ?Las Aves? ved siden af sit hus i Sotogrande. Her gik han i gang med sit livs projekt. Han besluttede at skabe en af verdens bedste golfbaner, intet mindre.
- Jeg havde fra mit soveværelsevindue set tusindvis af golfere gå en runde på en håbløs bane. Den var ikke til at spille for almindelige mennesker, og det kuperede terræn forvandlede banen til et forhindringsløb, siger Jaime Ortiz-Patiño.
Mangemillionæren kastede sig ud i projektet. Før millionhandlen kontaktede han sin gode ven, golfdesigneren Robert Trend Jones, som havde tegnet den oprindelige bane. Ortiz-Patiño ønskede en ny mesterbane med udgangspunkt i de eksisterende huller.
Robert Trend Jones gav tilsagn på to betingelser. Han behøvede mere jord og en stor pose penge.
Han fik begge dele og leverede et produkt, der levede op til perfektionistens forventninger.
Club de Golf Valderrama har siden da været en succes og hører blandt Europas bedste medlemsbaner. Klubben har for øjeblikket 450 medlemmer og er åben for 36 gæstespillere om dagen.
- Vi kan ikke sende flere gæstespillere på banen. Medlemmerne har fortrinsret og skal ikke udsættes for forsinkelser i spillet, forklarer Jaime Ortiz-Patiño.
Club de Golf Valderrama regnes sammen med Augustabanen i USA for verdens bedste. Banen er den eneste i Spanien, som har certifikat fra en af verdens største naturfredningsorganisationer. Det udstedes hver tredje år og gives kun til klubber, som overholder strenge naturfredningsregler.
Jaime Ortiz-Patiño modtager diplomer og hædersbeviser med glæde, men han går mere op i den daglige drift.
- Klubben har i femten år haft et godt omdømme og forsøger konstant at være på højde med omstændighederne. Valderrama er en eksklusiv klub, og det giver store forpligtigelser. Personalet skal hele tiden yde deres bedste, og enhver fejl på banen skal rettes med det samme, siger Jaime Ortiz-Patiño.
Grundlæggeren bruger flere timer om ugen på at inspicere banen og rette eventuelle fejl. Ejeren sørger for kanaler, vandspredere og holder øje med de mange fyrretræer, som kræver konstant opsyn. Han finder også tid til at checke bunkers og vandgrave, som spiller en afgørende rolle og periodisk skal have ny form eller størrelse.
Jaime Ortiz-Patiño er samtidig åben for kritik. Han lytter hele tiden til medlemmernes og gæsterspillernes forslag.
- Golferne skal være de første til at kommentere banens dyder og defekter. De betaler en høj greenfee og forventer en perfekt service. Medarbejderne kender betingelserne og svarer altid med et smil. De sørger for, at alle føler sig godt tilpas på banen og i klubhuset, forklarer Jaime Ortiz-Patiño.
Ejeren har på det område taget et klart standpunkt. Han behandler alle golfere på lige fod.
- Der eksiterer mange myter om lukkede medlemsbaner i USA og Europa. Valderrama har plads til et begrænset antal gæstespillere, og vi gør ikke forskel på folk. Personalet varter alle op med den samme konduite, så gæstespillerne kan forlade Valderrama med en tilfredsstillende oplevelse, understreger Jaime Ortiz-Patiño.
Livsdrøm
Club de Golf Valderrama er siden 1989 blevet brugt til at arrangere flere af verdens største turneringer. Valderrama har ni år i træk (1989 ? 1996) været vært for Volvo Masters, som afslutter sæsonen på den europæiske tour. Klubben måtte i 1997 opgive det frugtbare samarbejde med hovedsponsoren Volvo. Spanien var efter flere års forhandlinger mellem det spanske golfforbund og Ryder Cup-komiteen blevet tildelt værtsskabet for Ryder Cup?en, og det var ikke muligt at afvikle to så store turneringer inden for en kort periode.
Jaime Ortiz-Patiño husker denne begivenhed med stolthed.
- Det var en livsdrøm, der gik i opfyldelse. Jeg kunne byde den spanske kong Juan Carlos og dronning Sofia velkommen og måtte flere gange knibe mig selv i armen. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Heldigvis var det en realitet, og turneringen forløb perfekt, siger han.
Klubben har også været vært for WGC - American Express Championship i 1999 og 2000. Turneringen samlede begge gange 86 af verdens bedste golfere fra de fem kontinenter.
- De gav anledning til at nyde magiske slag og geniale putts. Spillerne vidste på forhånd, at de skulle yde deres bedste for at hamle op med en af verdens sværeste baner, siger Jaime Ortiz-Patiño
Club de Golf Valderrama vender i år stærkt tilbage. Klubben bliver efter fem års pause vært for Volvo Masters Andalucía. Den samler fra den 7. til 10. november de 66 bedste spillere på Volvo ORDER of Merit.
Jaime Ortiz-Patiño glæder sig som sædvanlig til arrangementet.
- Volvo Masters Andalucía gør et enormt fremstød for Costa del Sol, og vi ser for første gang frem til en turnering uden kaos på vejen mellem Estepona og Sotogrande. Den firesporede motorvej er langt om længe blevet færdig, så kørertiden bliver halveret, og det giver et bedre indtryk af Costa del Sol som det europæiske Florida, siger Jaime Ortiz-Patiño.
|
Club de Golf Valderrama
Urbanización Sotogrande 11310 Sotograde (Cádiz) Telefon: 956 791 200 Fax: 956 796 028 www.valderrama.com Club de Golf Valderrama er en medlemsbane med plads til 36 gæstespillere om dagen. Greenfee koster 240 euro. |
Der er kælet for alle detaljer på Valderrama banen.
![]() Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten Solkysten - Oktober 2002 |
|
||||
|
||||||



