Liliane Kemp Rejsemedarbejder

I sidste nummer af Solkysten tog jeg læseren op til søerne, der en del af det, der officielt bærer navnet Parque Natural de los Embalses de Guadalhorce, hvorfra vi så var ude at trave ?

I dag skal vi tilbage til området, hvor vi endnu engang har skønne naturoplevelser til gode. Ruten, vi vil følge, er forholdsvis let. Er knyttet til begivenheder og legender, der går over tusind år tilbage i tiden, hvor en del af Andalusiens historie var tæt forbundet med Bobastro og Omar-Ben-Hafsun.

Til Bobastro kan man sagtens nå frem i bil. Skulle det imidlertid krible i en for at bruge benene samt give lungerne en ekstra iltindsprøjtning, så kan dagens mål udnævnes til en vandretur.

I begge tilfælde vil målet være et plateau, der bærer navnet La Mesa de Villaverde, hvor der udover de sørgelige rester af noget, der engang har været en uindtagelig borg, også findes en dæmning af forholdsvis store dimensioner, der på en skyfri dag opstår som et gigantisk spejl, som reflekterer himlens uimodståelige blå farve i ægte Kodak-color.

Bliver man som turist skuffet over det yderst pauvre display af arkæologiske værdier, der derfor kræver brug af fantasi samt lidt baggrundsviden om en gloriøs fortid, ja så kan man altid trøste sig med den femstjernede panoramaudsigt, der fra øjets nethinde når helt ind til sjælen.


Lidt bør vi vide om ham, inden vi begiver os på vor vandretur og betræder stier, hvor han engang færdedes. Hans curriculum vitae er som læsestof betragtet bestemt ikke kedelig.

Han blev født i 854 i landsbyen Parauta, der ligger et stenkast fra Ronda i sydlig retning. Hans far var jordbesidder og yderst respekteret ikke mindst på grund af sit fine stamtræ, der gik tilbage til vestgotisk adelstand. Fænomenet ?vandring? har eksisteret siden tidernes morgen, og det gjaldt også vestgoterne, der på et tidspunkt dukkede op på Den Iberiske Halvø og således kom til at spille en rolle på den historiske scene.

Nå, men det er jo Omar-Ben-Hafsun, det drejer sig om i dag.

Havde Solkysten eksisteret i det IX årh., og denne tanke skal selvfølgelig opfattes som en joke, ville jeg med stor fornøjelse have taget et interview med Omar, hvor spørgsmål og svar sandsynligvis havde lydt således:


Svar: Skøn! Mine bedste venner var landsbyens arrieros, der bragte varer til kysten og vice versa? Jeg fulgte med, så jeg kendte efterhånden hver en sti i Ronda-bjergene. Og så har jeg haft det sjovt med mine kammerater, for vi har øvet os i krigshandlinger og gjort livet vanskeligt for araberne, jeg gerne så forsvinde fra området.

Sp: Det skulle De måske have holdt Dem fra, for jeg har hørt, at El Vali (provinsguvernøren) er blevet træt af Deres guerilla-aktiviteter, og har bedt Dem forlade landet.

Sv: Ja, det passer. Jeg måtte flygte og kom til Tahart, d.v.s. til Marokko, hvor jeg blev ansat hos en skrædder, der stammede fra Ronda.

Sp: På et tidspunkt tog De så tilbage. Af hvilken grund?

Sv: Ja, det er en mærkelig historie? En skønne dag fik vi en ny kunde, en scheque, som med andre ord var synsk? Yderst interesseret begyndte han at spørge mig ud om min baggrund. Inden han forlod værkstedet, rådede han mig til at tage tilbage til mit land og tilføjede så: ?Triumfarás sobre los omeyas y poseerás un gran reino?.

Sp: Hans spådom gik i opfyldelse?

Sv: Det kan man godt sige. Jeg tog så tilbage, og det viste sig, at jeg havde et utal af tilhængere, der var villige til at kæmpe for min sag, d.v.s. opstand mod maurerne og fordrivelse af emirerne fra hele Córdoba-provinsen.

Sp: En stor mundfuld! Hvordan lykkedes det?

Sv: Efter at have samlet mine tropper, gik jeg i gang med at opføre en fæstning. Havde forinden fundet den helt ideelle beliggenhed, Las Mesas de Villaverde, hvor der engang har været en iberisk bosætning. Det tog sin tid at færdiggøre værket, men til gengæld blev resultatet yderst tilfredsstillende. Fæstningen, hvor jeg havde mit hovedkvarter, var faktisk uindtagelig, ikke mindst på grund af sin placering på kanten af en klippevæg, La Encantada, hedder den? Forresten kan jeg fortælle dig, at Bobastro siges at have været bispesæde under mine forfædre, vestgoterne.

Sp: Jeg har hørt, at Deres rige kom til at strække sig ret vidt omkring.

Sv: Jo, det passer. På et tidspunkt omkring år 880 havde jeg en stor del af Andalusien under min kontrol. For blot at nævne: Ubeda, Priego, Ecija samt Granada og det tilhørende bagland. Du har hørt om Abderraman (den III) ikke sandt? Han har været sej at kæmpe imod ?

Sp: Må jeg være lidt indiskret og spørge, hvorfor De gik over til den kristne tro?

Sv: Min mor var kristen, og så ville skæbnen, at jeg blev forelsket og senere gift med en kristen pige. Bestemte mig så for at blive døbt, og ved samme lejlighed fik jeg navnet Samuel, et navn jeg aldrig har brugt, men det gør heller ikke noget.

Sp: Hvad er Deres planer for den nærmeste fremtid?

Sv: Jeg skal til at bygge en kirke. Jeg har allerede fundet stedet. Stor bliver den ikke, men vil foreløbig dække behovet.

Jeg mener, at jeg har fået svar på mine spørgsmål. Trækker mig langsomt tilbage ledsaget af Omar-Ben-Hafsuns fortrolige og stærkt bevæbnede slagsbrødre. Min opsadlede hingst står parat? Der er langt til Málaga. Bliver sikkert nødt til at overnatte i Alora?

Vor helt levede indtil år 917 og blev efter eget ønske begravet i kirkens krypt, men kaliffen i Córdoba var efter sigende så forbitret på Omar-Ben-Hafsun, at han beordrede liget fjernet og bragt til Córdoba, hvor det blev hængt op foran moskeen til skræk og advarsel.


Først og fremmest skal vi stile efter Alora, dernæst efter El Chorro. Fortsætte til vi når en vejgaffel, hvor et skilt oplyser om en 5 kilometers afstand til Bobastro.

Ca. 2,7 km. fra vejgaflen får vi øje på et skilt, der giver os et tip om kirken (Iglesia mozarabe). Her bør vi parkere, såfremt vi ønsker at få lidt gang i skelettet. 10-15 minutter senere når vi frem til kirken, eller rettere sagt til det, der er tilbage af den. Det er Andalusiens ældste kirke - udhugget i sten-monoliter. Gør indtryk p.g.a. sin alder, sin konstruktion og sin beliggenhed.

En legende, der cirkulerer blandt de lokale hyrder, fortæller at man fra tid til anden - ved fuldmåne - kan skimte skygger af galopperende ryttere iført den velkendte kjortel og forsynet med turban. Det er selvfølgelig Omar-Ben-Hafsun og hans trofaste krigere, der går igen?

Bagved kirken starter en sti, der på et tidspunkt bliver lidt usynlig, men OK det lykkes at nå frem til vejen, og 100 meter senere til en såkaldt carretera de servicio, der fører os rundt om El Embalse de la Encantada - den opdæmmede sø, hvis vande træder i kraft, når tørken melder sig og vandbehovet stiger.

Vi når frem til Bobastro. Har i mellemtiden vandret noget, der svarer til 7,4 km. (ca. 3 timer), og det er klart at der undervejs ikke findes traktørsteder, så det gælder om at have noget i rygsækken, medmindre man kan vente til rutens finale (662 m.o.h.), d.v.s til Bobastro, hvor det viser sig at to restauratører hver især har åbnet et spisested - noget der er sket efter mit sidste ophold på de kanter.

Vi var der på en onsdag. Den ene restaurant var lukket, mens den anden, der hedder ?Mesa de Villaverde?, havde et skilt på vejen, der annoncerede non-stop servering i alle ugens dage. I sandhedens navn bør siges, at jeg ikke fik lejlighed til at prøve deres køkken. Overlader eksperimentet til læserne.

Har man ladet bilen stå ved skiltet ?Iglesia mozarabe?, skal man ad den asfalterede vej blot et par kilometer tilbage. For vort vedkommende gik vejen hjem - ad den nye vej - forbi Ardales og Carratraca i retning Málaga, hvor vi på et tidspunkt nåede frem til autobanen.

Udflugten kan gennemføres hele året rundt. Om efteråret er landskabet på de kanter, tør jeg påstå, knap så smukt som om foråret, hvor den grønne farve er dominerende og virker som en balsam for både øje og sjæl.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---