Efter at Amadeo I af Savoyen havde opgivet at styre de uregerlige spaniere og var vendt tilbage til Italien, blev Spanien den 11. februar 1873 erklæret republik.

Det var en ny tingenes tilstand, som man ikke havde nogen erfaring med, og det varede heller ikke længe, inden der viste sig store forskellige tendenser inden for republikanernes rækker. De, som hele tiden havde været republikanere og derfor havde været i opposition og var blevet forfulgt af de kongetro regeringer, brød sig ikke om at blive tilsidesat af de nye regeringsmedlemmer og ønskede en forfatning i lighed med den 2. franske republik.

Andre var så fremsynede, at de foreslog en føderation bestående af de forskellige spanske områder i lighed med Amerikas Forenede Stater.


I den grundlovgivende forfatning, som blev nedsat, dominerede unionisterne fra Isabel II?s tid, d.v.s de konservative, mens republikanerne havde flertal i regeringen.

Udover de forskellige partier stod det menige folk, som var blevet lovet guld og grønne skove, hvis de støttede republikken, og som nu følte sig snydt og bedraget, da der som sædvanligt ingen hensyn blev taget til dem.

Der var også den store landarbejderbefolkning i Andalusien og Extremadura og arbejderne i de industrielle områder, som med lange arbejdstimer og ussel betaling ventede forbedringer i deres kår. En sådan desperat og uoplyst folkemasse tog tilflugt til mord, ødelæggelse og brandstiftelser.

En anden fare var militæret d.v.s. hæren, som havde vist sig meget udisciplineret. I Barcelona var soldaterne herrer i gaderne, og de øverstbefalende havde ikke noget at skulle have sagt.

Al denne uro og vold viste sig overalt og bidrog til at mange satte deres tillid og eneste håb til carlisterne, som dominerede i Baskerlandet, Navarra og Katalonien, hvor der opstod partier, der var i stand til at skabe uro og opstand. I Katalonien havde mange parlamentsmedlemmer for alvor til hensigt at oprette en katalansk uafhængig stat.

Det var ikke én borgerkrig men mange borgerkrige blandt revolutionens tilhængere, og anarki og ukontrollerbare grupper dukkede op overalt. Tilstandene blev så alvorlige, at de europæiske stormagter England, Tyskland og Frankrig sendte krigsskibe til Middelhavet forberedt på enhver eventualitet.

Nicolas Salmeron, historiker og professor i filosofi var klar over, at de magtfaktorer, som havde ligget til grund for revolutionen ikke var brugbare under de nuværende omstændigheder, og trods alt havde han mod til at påtage sig regeringen under så vanskelige omstændigheder.

Han indså, at det eneste håb om at republikken kunne overleve, var at oprette en disciplineret og effektiv hær, selv om det betød at overgive regeringen til dygtige generaler med måske tvivlsomme republikanske interesser.


Aldrig tidligere havde Spanien haft mere brug for en stærk regering end i slutningen af 1873. Carlisterne var stærkere end nogensinde med deres prætendent Carlos VII, som var utrættelig og udviste stort personligt mod.

Det gik så vidt, at han under stor højtidelighed lod sig salve som konge af ærkebiskoppen i Seo de Urgel (det er åbenbart derfra, det stammer at de nutidige ærkebiskopper som oftest står på de oprørske baskeres side!). Det lykkedes denne Carlos VII, som han kaldte sig, at erobre nogle byer, og sætte sig fast i Estella i Navarra, men han opnåede aldrig at blive anerkendt af nogen europæisk magt.


Mod disse to partier, republikanerne og carlisterne, dukkede en farlig modstander op: Isabel II?s parti, som man overhovedet ikke havde regnet med eller tillagt nogen betydning siden den dag, hvor dronningen havde søgt tilflugt i Frankrig.

I 1868 havde alt været imod en genindsættelse af huset Borbon, men nu voksede antallet af tilhængere især blandt militæret og den brede befolkning. Naturligvis kunne der ikke være tale om, at Isabel kunne vende tilbage og overtage magten. Det var nødvendigt, at hun abdicerede til fordel for sin søn, den 13-årige Alfonso. Denne højtidelige handling fandt sted i juni 1870 i Isabel II?s residens i Paris. Den første republik var blevet en fiasko.


Alfonso XII blev født i det kongelige palads i Madrid i 1857 og fik som arving til den spanske trone titlen Prins af Asturien. Hans første barndomsår forløb roligt bortset fra de dårlige forhold, der herskede mellem hans mor, Isabel II, og hans far, prinsgemal Francisco de Asis, et forhold som ikke kunne undgå at gøre indtryk på den unge prins.

Isabel II havde aldrig følt hverken kærlighed eller respekt for sin mand, og der er ikke megen sandsynlighed for, at prinsgemalen var far til nogen af hendes mange børn. Hvad angår faderskabet til Alfonso er der enighed blandt historikere og de mange forfattere, der har beskæftiget sig med huset Borbons biografier, om at den unge garderofficer Enrique Puigmolto var far til den vordende Alfonso XII.

Denne omstændighed kunne ikke undgå at berøre den unge prins, såvel som de mange andre forhold, som hans mor havde uden for ægteskabets rammer, og som var godt kendt både i politiske kredse og inden for hoffet, hvor de gav anledning til spottende omtale og karikaturer i hovedstadens aviser.

Da Alfonso var 11 år gammel skete der en stor forandring i hans liv, idet han ved revolutionens udbrud i 1868 blev nødt til at gå i eksil sammen med sin mor og den øvrige familie og søge tilflugt i Paris.

Men allerede samme dag som revolutionen brød ud, var der en bevægelse i gang for at genoprette kongedømmet med huset Borbon i spidsen. Isabel II som var kommet i miskredit ikke alene på grund af personlig opførsel, men også i sin egenskab af regerende dronning, kunne ikke komme i betragtning, men måtte meget mod sin vilje abdicere til fordel for sin søn Alfonso.


Det blev den dygtige politiker og historiker Antonio Cánovas del Castillo, som fik overdraget hvervet at forberede landet på en tilbagevenden af kongedømmet.

Cánovas del Castillo blev af sine samtidige kaldt ?et monstrum? på grund af sin usædvanlige evne til at udfolde en utrolig arbejdskraft på mange forskellige områder. Han var født i Málaga under meget små kår, og hans barndom og ungdom forløb under vanskelige økonomiske forhold.

Hans interesse for politik blev kun overgået af hans litterære interesser, og fra at have et beskedent job ved jernbanen mellem Madrid og Aranjuez steg han i graderne og opnåede at blive sekretær for minister O?Donnell, og hans indflydelse, som blev afgørende under revolutionen i 1868, fremskyndede hans karriere.

Han fik nu overdraget det hverv at forhandle med Isabel II for at forberede Alfonso XII til hans fremtidige stilling som konge, og det blev ham der kom til at bestemme hans uddannelse i de kommende år.

Cánovas ønskede, at genindsættelsen af huset Borbon skulle ske med billigelse fra det bredest mulige lag i befolkningen, og det lykkedes ham at forene både de konservative og dem, der havde følt sig forrrådt af revolutionen. Samtidig fik han støtte fra godsejernes side, fra industrien, bankerne og også fra middelklassen. Alle ønskede fred og ro efter 10 års uafbrudt krig og uro.

Den unge Alfonso fik nu en grundig uddannelse i de forskellige europæiske akademiske og militære institutter. Denne kontakt med det øvrige Europa og muligheden for at stifte bekendskab med politiske systemer, som var forskellige fra det spanske, fik stor betydning for hans personlige udvikling.

Professorerne fra hans studieophold i Paris gav ham det bedste skudsmål og roste hans gode hukommelse og anlæg for sprog. Han talte både fransk og engelsk og havde en udpræget evne til at observere folk, var en dygtig rytter og stor sportsmand.

Hans ophold i Paris blev af kort varighed. Efter franskmændenes nederlag ved Sedan og med den preussiske hær i Paris, så den spanske familie sig igen nødsaget til at flygte, først til Schweiz, hvor prinsen fortsatte sine studier og senere til Wien, hvor han kom til at opholde sig de næste 3 år og fuldende sine studier i det berømte Theresianum institut.

Han mindedes senere sit ophold i Wien med stor glæde. Her fulgte han på nært hold alt, hvad der skete i Europa, og her lærte han at sætte pris på teater, musik og kunst, og han lærte sig med lethed det tyske sprog.


På Cánovas del Castillo?s udtrykkelige ønske blev Alfonso i 1874 nu sendt til England for at fuldende sin uddannelse ved den berømte militærskole i Sandhurst.

Det var meningen, at han skulle uddannes som soldat, for at han - når han engang var blevet konge - skulle kunne samle hele hæren om sin egen person, og dermed sætte punktum for de ødelæggende og stadige militære oprør, som havde været så hyppige under Isabel II, og som havde ført til så mange forskellige politiske ændringer.

Alfonso XII skulle være en soldaterkonge og den øverste i en hær, som ikke tog parti for nogen politisk formation. I alle biografier, som omhandler Alfonso XII?s liv, bliver han rost for sin åbne, hjertelig karakter, sin ligefremme måde at optræde på og sin veltalenhed. Han var uden tvivl den mest intelligente af alle de spanske konger af huset Borbon.


Cánovas del Castillo havde da også været yderst tilfreds med prinsens udvikling, og denne store statsmands ønske var at genindsætte en monarkistisk regering, fordi han var af den opfattelse, at et monarki var den regeringsform, der passede bedst ind i Spaniens historie.

Alfonso viste også tidligt sine liberale tendenser og sit ønske om at blive en konstitutionel monark. I anledning af de mange lykønskninger han modtog på sin 17-års fødselsdag under sit ophold i Sandhurst, hvor hans militære uddannelse fandt sted, erklærede han i en udtalelse som er kendt under navnet Sandhurst-erklæringen, at når han overtog den spanske krone, ville han gøre det som en god katolik i lighed med sine forfædre, men at han også ville være en sand liberal monark, som det passede sig for en konge i det århundrede, som det blev hans lod at leve i.

At han både ønskede at være en god katolik og samtidig en liberal var for mange spaniere en modsigelse, noget forfatteren Benito Perez Galdos med fin ironi gjorde opmærksom på.

Men trods alle modsigelser, lykkedes det Alfonso XII at forene disse to begreber, idet han virkelig blev både en katolsk og en liberal konge.


På trods af sin mors ønske, besluttede Alfonso XII selv, hvem han ville giftes med. Han forelskede sig dybt og oprigtigt i sin kusine, Maria de las Mercedes, som fuldt ud gengældte hans følelser, så det blev et ægteskab grundet på kærlighed i modsætning til de fleste kongelige ægteskaber, som for det meste var at betragte som statsanliggender.

Cánovas del Castillo ville have foretrukket en prinsesse af et af Europas kongehuse, men modsatte sig ikke dette giftermål, som desuden havde den fordel, at det kunne medvirke til at forbedre forholdet mellem de to grene af den kongelige familie. Merdedes var datter af Isabel II?s søster Maria Luisa Fernández og hertugen af Montpensier, som begge havde konspireret mod Isabel II, og som med deres store formue havde bidraget økonomisk til revolutionen i 1868 og dermed Isabel II?s abdikation.

Deres utallige forsøg gennem mange år på at blive tronfølgere, havde været forgæves, men nu forenedes deres børn sig i et lykkeligt ægteskab og satte dermed en stopper for familiens ambitioner og evige stridigheder.


Alfonso XII var 18 år gammel, da han forelskede sig i sin 15-årige kusine, og det unge par, som blev gift i januar 1878 blev umådelige populære på grund af deres romantiske forhold, men deres lykke varede ikke længe.

Den unge dronning døde 6 måneder efter brylluppet under en tyfusepidemi, knap 18 år. Kongen var utrøstelig. Han havde siddet dag og nat under hendes sygdom og holdt hendes hånd og trøstet hende, men alt var forgæves. Hendes død betød en stor katastrofe i hans liv, han blev en skeptisk og trist person inderst inde, mens han udadtil blev præget af en vis religiøs ligegyldighed og et letsind, som fra Frankrig havde bredt sig over det meste af Europa, og som også havde nået de højere spanske sociale klasser.


Alfonso XII lod Cánovas om at finde en ny dronning til sig, og valget faldt på Maria Cristina af Østrig, datter af ærkehertug Carlos Fernando og hans smukke hustru Isabel af Østrig. Maria Cristina var ikke smuk som sin mor, men hun udmærkede sig ved en fuldendt uddannelse og stor intelligens, og hendes kundskaber indenfor filosofi, historie, økonomi, litteratur og sprog var usædvanlige.

Alfonso XII beundrede og respekterede hende, men han kom aldrig til at nære varmere følelser for hende, mens Maria Cristina på trods af, at giftermålet var blevet påtvunget hende og hendes følelser for ham i begyndelsen havde været ligegyldige, endte med at forelske sig inderligt i sin mand.

Takket være hendes store selvbeherskelse lykkedes det hende at skjule de frygtelige anfald af jalousi, som hendes mands hyppige elskovseventyr forvoldte, og som hun var bedre informeret om, end han troede.


Kongen var en ivrig deltager i alle offentlige festligheder, om det så var teaterforestillinger, tyrefægtninger eller jagtudflugter, men efter Mercedes død udviklede han sig til en ivrig Don Juan, som gjorde stor lykke hos det modsatte køn. Hans galante eventyr var en offentlig kendsgerning, men som en historiker skriver: ?I Don Juans fødeland er det snarere en dyd end en last at have ry for at være en skørtejæger?.

Cánovas blev nødt til at smide en kendt italiensk sangerinde ud af landet for på afgørende måde at afskære enhver forbindelse mellem hende og kongen, men det var til ingen nytte, for der var andre operasangerinder og den næste hed Elena Sanz, som uden tvivl blev den længstvarende og mest betydningsfulde af Alfonso XII?s mange forbindelser.

Men hende fik han to sønner, Alfonso og Fernando, noget der var kendt overalt ved hoffet og også i store dele af befolkningen. Dronningen var fuldt ud klar over forholdet, men hendes anstrengelser for at fjerne Elena Sanz fra Spanien var forgæves.


Alfonso XII

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---