Velkommen til kystens
nye skærmavis
nye skærmavis
Skrevet af Solkysten
Begyndelsen er beskeden, ligesom det var tilfældet for 20 år siden, da første nummer af det trykte blad kom på gaden. Men vi har nogle ideer om, hvad en skærmavis kan bruges til. Den vil naturligvis komme til at rumme redaktionelt stof, men desuden er den tænkt som et nyttigt arbejdsredskab, der kan gøre tilværelsen på Costa del Sol en smule nemmere for brugerne.
Derfor er der lagt stor vægt på servicestoffet i den nye skærmavis, med henblik på at brugerne skal anvende den som startside i deres egen PC. F.eks. kan de finde direkte links til Skandinaviens mest læste aviser - og ved at trykke en ekstra gang kan de iøvrigt koble sig på de fleste elektroniske nyhedsmedier, både i deres hjemland og i det øvrige Europa.
Brugerne kan finde information om den offentlige administration i deres hjemlande, og om ambassader og konsulater i Spanien. De kan læse vejrudsigten, finde et apotek der har åbent om aftenen, og slå op i en vejviser for at finde en bestemt adresse. Der er også mulighed for at finde frem til alle telefonnumre i Spanien og Skandinavien - en service, der dog er pålagt visse lovmæssige begrænsninger i Sverige og Norge.
Som det umiddelbart vil fremgå, henvender skærmavisen sig ikke blot til danskere, men i høj grad også til svenskere, nordmænd og islændinge. I det trykte blad har vi altid forsøgt at bringe stof af interesse for alle skandinaver, og det er en klar målsætning, at denne linje skal følges op i Solkystens skærmavis.
I den kommende tid håber vi at udvikle Solkysten.net med nye redaktionelle og servicemæssige tilbud. Specielt på sidstnævnte område er
mulighederne meget store, takket være det informationssamfund, som er blevet en realitet med Internettets opfindelse.
Vi er dog også opmærksomme på, at for at være til praktisk nytte skal en skærmavis som denne ikke blot rumme masser af information. Den skal først og fremmest være overskuelig og nem i brug. Det er forhåbentlig lykkedes for os med Solkysten.net. Men vi modtager iøvrigt meget gerne forslag fra læsere, som har en idé til at gøre skærmavisen endnu bedre i den kommende tid.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2001

