Carlos III

Carlos III lod sig ikke skræmme af folkeoprøret mod sin førsteminister Esquilache. Ligesom sin far, Felipe V, troede Carlos III at kun udenlandske ministre og arkitekter kunne europæisere Spanien, en mening hans italienske arkitekt Tanucci var enig med ham i.

Denne minister havde aldrig sat sin fod på spansk jord og havde ingen anelse om landet eller befolkningen, udover hvad han havde hørt fra andre. Men Carlos III var fornuftig nok til at fortsætte sine byggereformer med spanske arkitekter, bl.a. arkitekterne Ventura Rodriguez og Villanueva, som blev ansvarlige for Madrids udsmykning.

Felipe V havde i sin tid påbegyndt opførelsen af det kongelige slot Oriente. Det skulle erstatte habsburgernes gamle Alcazarslot, som var blevet totalt ødelagt ved en ildebrand juleaften l734. Det blev nu gjort færdigt, og samtidig blev der bygget en række elegante palæer omkring Buen Retiro paladset og der blev anlagt haver og parker med fontæner og smukke monumenter, bl. a. de berømte CIBELES, APOLO og NEPTUNO, de to første af den spanske arkitekt Villanueva, som også lavede de første skitser til Pradomuseet.

Den berømte PUERTO DE ALCALÁ blev opført på det sted, hvor en af de provisoriske triumfbuer vare blevet rejst til ære for Carlos III ved hans indtog i Madrid. Den er i dag byens vartegn og står som et ærværdigt vidne til byens travle liv.

På begge sider af det, der i dag er Paseo del Prado lod han opføre Buenavista-palæet og Villahermosa-palæet. Sidstnævnte rummer i dag den store Thyssen-Bornemiza malerisamling, samt en række bygninger til videnskabelige formål som f. eks. historieforskning eller Det Kgl. Akademi for de skønne kunster, San Fernando. Desuden blev der opført mange bygninger til civile formål såsom den flotte toldbygning, der i dag huser Finansministeriet, endvidere la Fabrica de Tapices SANTA BARBARA, hvor senere GOYA skulle komme til at udføre sine berømte værker. Til praktiske formål blev bl. a. Søfartsskolen i Cádiz oprettet såvel som universiteter, et kirurgisk institut og den berømte tobaksfabrik i Sevilla.


Carlos III?s begejstring for opførelsen af nye bygninger var så stor, at Madrids indbyggere som aldrig lod en lejlighed gå tabt til en spøgefuld bemærkning, sagde om kongen, at han led af ?stensygen? og hermed hentydede de både til hans arkitektoniske iver som til hans ?nyresten? som han led meget af.


Det var også Carlos III, som underskrev en forordning om oprettelsen af Den Kgl Botaniske Have i hvis midte den spanske arkitekt Villanueva opførte en stor pavillon. Haven blev anlagt på et 8 m2 stort område og indeholder mere end 7.000 forskellige slags eksotiske planter for en stor del fra de sydamerikanske, spanske besiddelser. Dets herbarium er et af de mest komplette, der findes, hvilket for en stor del skyldes den spanske læge og matematiker, José Mutis, som var bosat i de spanske oversøiske besiddelser, og som var den første naturalist, som anvendte den amerikanske floras terapeutiske egenskaber.


Det blev således Carlos III, der forandrede Madrids udseende. Hans værker står der - elegante og solide til minde om en konge - som gav sig ud for at være neapolitaner, men som efter at være kommet tilbage til sin fødeby gjorde den til foretrukne by og sit hjem. Til gengæld anerkendte byens befolkning stiltiende, at han havde været byens både første og bedste borgmester.


I lighed med hvad der skete rundt om i Europa i midten af det l8. årh. opstod der også i Spanien en række selskaber, hvis medlemmer interesserede sig for den ?oplyste kultur?.

I l764 ansøgte adelsmænd fra Baskerlandet om tilladelse til oprettelsen af en organisation, hvis formål det var ved hjælp af nye former for teknik at fremme især landbrug og industri, men også videnskab og kunst.

Kongen som ønskede en større deltagelse i politik fra folkets side billigede planen, og snart blev der med regeringens støtte oprettet lignende selskaber rundt om i landet, de såkaldte Amigos del Pais, hvis medlemmer uanset deres sociale position havde til hensigt under offentlig diskussion at finde frem til metoder, der kunne fremme landets interesser.

En stor nyhed var det, at Carlos II beordrede, at også kvinderne, hvoraf mange var ledende indenfor handels- og landbrugsvirksomheder, kunne deltage i disse forsamlinger.


Et vigtigt problem, som skulle løses, var den ulige fordeling af landets befolkning. Mens immigranter strømmede til Madrid, hvis befolkning stadig voksede, var de store ubefolkede områder på de umådelige sletter inde i landet efterhånden blevet rene ørkener.

Kongen nærede en speciel interesse for landbruget, og han indførte nogle reformer, som selv i dag synes meget yderliggående venstreorienteret. Både i Extremadura, Andalusien og La Mancha fandtes der store uopdyrkede områder, som egnede sig til landbrug. Disse områder blev nu med kongens tilladelse delt ud i forskellige lodder, på den retfærdige måde, at det først og fremmest var daglejere, som kom i betragtning ved uddelingen. Derefter kom turen til dem der ejede et spand okser, derefter dem, der ejede to spand og så fremdeles, således at de der ejede mindst fik de bedste lodder.

La Puerta de Alcalá, byens vartegn opført på det sted, hvor en provisorisk triumfbue var blevet rejst ved Carlos III?s indtog i Madrid.

Problemer med hensyn til immigrationen er åbenbart ikke et nyt fænomen i Spanien.

Dengang som nu var landet underbefolket, og man prøvede med alle midler at få en lovlig immigration i stand. Et berømt og meget omdiskuteret projekt var kolonisationen af de øde områder omkring Sierra Morena.

Den bayerske regering tilbød nu den spanske stat 6.000 tyske udvandrere som kolonister til disse områder. De fik udleveret kvæg, frø til såning, redskaber til dyrkning af jorden samt en lille sum penge, og snart opstod der l5 små landsbyer, som senere også blev befolket med flamlændere, grækere og svejtsere. Den største af disse landsbyer fik navnet LA CAROLINA til ære for Grundlæggeren Carlos III, og den kom hurtigt op på et indbyggertal af 2.500 familier.

Det velkendte fontænemonument ?Cibeles? opført under Carlos III.

Sierra Morena-projektet har været meget omdiskuteret og har haft både tilhængere og modstandere. Fra modstandernes side fremhæves det, at mange af de nyankomne var håndværkere og ikke landbrugere, og blandt dem var der mange lediggængere, som blot drog fordel af planen uden at yde noget til gengæld. Olavide, en af de såkaldte encyklopædister, fik til opgave at organisere denne immigration, og der er skrevet mange bøger om hans liberale måde at lede kolonierne på. Nogle roste den til skyerne og mente, at det var et paradis på jorden. Andre, der var imod ham, påstod at tilstandene var dårlige og husene elendige.

Desuden egnede folk, der kom nordfra og som var vant til et koldt klima, sig ikke til den ulidelige varme i det indre Spanien. Dertil kom religionsforskellene. Spanierne så med mistro på disse udlændinge, og det endte med, at en tysk kapucinermunk, som havde til opgave at sørge for kolonisterne sjælefrelse, meldte Olavide til inkvisitionen i l775 på grund af hans liberale ideer. Men La Carolina og andre af de små landsbyer ligger der stadigvæk, ikke så langt herfra mellem Ecija og Cordoba.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---