Da jeg for et par måneder siden fik tilbudt at tage del i en rejse til Jordan, tog det ikke længere tid for mig at bestemme mig, end det tager at koge et blødkogt æg. Længe havde jeg haft lyst til at besøge dette land, opkaldt efter floden Jordan - også kendt som Den Hellige Flod - der løber gennem Det Hellige Land, en gammel betegnelse for et territorium af større dimensioner, der først i nyere tid blev splittet og af politiske grunde parteret og forsynet med grænseovergange. Hele området er smækfyldt af historiske minder, der går flere tusind år tilbage i tiden, har relation til både biblen og koranen, til det romerske kejserdømme, til korsridderne etc. etc. Som supplement kan man i Jordan opleve enestående seværdigheder, der inkluderer den forlængst afdøde by Petra, hvis skønhed er ubeskrivelig samt Wadi Rum ørkenen med sine enorme sandstensklipper.

Kort over Jordan.

At skrive om de arabiske landes historiske baggrund kræver encyklopædisk viden, som jeg ikke er i besiddelse af. Jeg tror heller ikke, at vore læsere er interesseret i detaljer, så jeg vil blot nedfælde et par linier, som jeg vil forsøge at gøre let fordøjelige.

Vi skal tilbage, tilbage i tiden? Spørg mig ikke hvor langt, selv om jeg fik det at vide af vor brillante guide, Basem hed han, og hans ?memory? var helt up to date i lighed med en computer, der på sekunder bringer information på skærmen.

For mange, mange år siden var der ikke noget, der hed Jordan, Israel, Irak, Saudi Arabien. Syrien var ?sin eget? - et kæmpe land - og er det stadig. De nævnte lande var antikkens vugge. Det husker vi fra vore historietimer i gymnasiet.

Går vi ti tusind år tilbage i tiden - ikke så lidt endda - og bruger vor fantasi, vil vi let kunne forestille os, at Jordandalen var et attraktivt sted at bosætte sig. De allerførste residenter gik i gang med at opfinde redskaber til at dyrke jorden med, og så skulle de også bruge krukker til opbevaring af det ene og det andet, så der var gang i pottemageriet.

Karavaner krydsede landet fra syd mod nord og fra vest mod øst - og vice versa. Stammer fra Kanaan, Israel, Persien og så senere korsriddere, tyrker, franskmænd og englændere var helt vilde med at få kontrol over Jordan, der havde en strategisk betydning i den del af Mellemøsten.

Jordans historie som selvstændigt kongedømme starter i 1916, hvor en stammehøvding, Sherif Hussein - tipoldefar til den nuværende konge, ved hjælp af englænderne fik ottomanerne (d.v.s. tyrkerne) smidt ud af landet. Det befriende område fik betegnelsen ?Transjordanien?. Så i 1946 fik landet status af kongedømme med skræddersyede grænser, designet med lineal af politikerne ved en rundbordskonference.

Indenfor den islamiske verden fandtes der og findes stadig en del slægter med større eller mindre divergenser. Af dem alle regnes Al-Hashem slægten - Hashemitterne - for de mest betydningsfulde.

Den nuværende konge af Jordan, Abdullah II Ibn Al-Hussein, stammer direkte fra den store leder af den arabiske revolution, førnævnte Sherif Hussein Ibn Ali, der kæmpede imod tyrkerne fra 1916 til 1920. Blev efterfulgt af sønnen Talal, der døde i 1952, hvorefter tronen overgik til Hussein, der selv gik bort i februar 1999. Forinden havde han som tronfølger udpeget sin ældste søn, der så blev kronet i juni samme år under navnet Abdullah II. Så meget om Jordans historie.

Amman er vokset, og har halvanden mio. indbyggere i dag.

Flyveturen med Jordan Airlines er en fornøjelse. Flyvetiden fra Madrid er ca. 4 timer og servicen ombord perfekt. Det første indtryk af byen er yderst positivt, og så er der selvfølgelig ingen af os, der gør vrøvl over hotellet, der i nogle dage skal være vor base. Vi skal bo på Intercontinental, hvor der ikke bliver sparet på luksus, så starten er god nok...

Byen var oprindeligt opført på syv høje, men er i de sidste årtier vokset så meget, at flere bakker er blevet indlemmet, hvad jo gør det lidt besværligt at komme fra den ene bydel til den anden. Amman har halvanden million indbyggere, der inkluderer ikke så få palæstinensiske flygtninge (fra Seksdageskrigen i 1967 og fra Golfkrigen i 1991).

Som bosætning har den eksisteret siden jernalderen og er nævnt i Det Gamle Testamente under navnet Rabbath Ammón. Da romerne okkuperede denne del af Mellemøsten fik de lyst til at omdøbe den til Filadelfia, og det hed byen indtil det VII årh., hvor araberne atter indtog området. Den romerske betegnelse havde de ikke lyst til at bruge. Hvad skulle man finde på? Ved et byrådsmøde - kan jeg forestille mig - har en eller anden rakt fingeren i vejret og foreslået det velklingende gamle semitiske navn Ammón, der med tiden har ændret sig til Amman, med blot et par bogstaver til forskel.

Den obligatoriske sightseeing-tur viser sig at være utrolig interessant. Byen er opført i cremefarvet kalksten. På afstand minder husene om terninger, hvor vinduerne svarer til prikkerne i terningspillet. Braques ville have dånet ved synet af Amman og sandsynligvis bidraget meget mere til kubismen, hvis han havde set Jordans hovedstad.

Vor guide Basem.

Vor lækre airconditionerede bus bringer os til diverse bydele, der alt afhængig af beboernes indkomst skifter karakter. Byggematerialet er overalt det samme, den lyse kalksten, men i de ældste bykerner er der en typisk arabisk stemning - butikker, hvor der handles med alt mellem himmel og jord, fortovskafeer, masser af fodgængere, der stryger i alle retninger. Dog findes ikke skyggen af en tigger (og det gælder hele Jordan), og ikke én af de handlende er påtrængende og irriterende. Man passer blot sig selv, får et smil når man træder ind i en forretning, og ligeså stort et smil når man smutter ud, selv om man ikke har købt noget.

Som ?rosinen i pølseenden? - mærkeligt udtryk, ikke sandt? - får vi en smagsprøve på det kvarter, hvor ambassaderne holder til, og hvor husejernes dans om guldkalven er ganske markant. Bussen kører nu langsomt igennem en bydel, hvor der på begge sider af vejen er opført drømmevillaer, hvis skønhed overgår meget af det, jeg har set i mit liv. Nogle af dem - overdimensionerede med et palæ-agtigt look, stadig opført i den lyse sandsten og i et design, hvor der er taget højde for både arabisk og europæisk arkitektur. Blandingen er skøn. Hatten af for de dygtige jordanske arkitekter.

Undervejs har vi set et væld af moskeer samt enkelte kristne kirker. Har passeret det formidable sportscenter, universitetet, kongepaladset. Lige før solnedgang smutter vi op til Citadellet, d.v.s. til ruinerne af en gammel fæstning (850 m.o.h.), der domineren Amman og hvorfra udsigten er f-a-b-e-l-a-g-t-i-g! Især ved solnedgang. Mage til panorama-view er der ikke mange byer i verden, der kan prale af.

Tilbage til hotellet, der ligger på en bred boulevard, hvor lignende fem-stjernede hoteller de sidste 3-4 år er skudt op, for blot at nævne Mövenpick, Sheraton, Hilton og SAS Radison. Det er nogle af de få bygninger, der rager op i det urbane miljø, hvor skyskraber-dillen åbenbart holdes nede. Gudskelov! Men ellers findes der hoteller for enhver smag og pengepung, inkl. hyggelige familie-pensionater.

Vi er yderst tilfredse med Intercontinental. Vi mødes inden middagen til en drink, hvor en kvindelig pianist med store dådyrøjne spiller stykker af Mozart og Lizst, hvorefter vi begiver os ind i spisesalen. Buffeten er formidabel! Out of this world! Vi guffer i os og snakker om kalorier, for de fleste af os har problemer med vægten. Pyt! Alt smager så dejligt, og ikke mindst er dessertbordet yderst tillokkende. Alt skal prøves ? Vi plejer at forlade bordet med oppustede maver, har lige kræfter nok til at bevæge os ind til den elegante salon, hvor vi får serveret myntete (godt for fordøjelsen), og dér har lejlighed til at observere de øvrige gæster, hvoraf de fleste har arabiske ansigtstræk - for mændenes vedkommende den obligatoriske moustache, der findes i diverse modeller - samt et look, der lugter af penge og business.

Når nu vi snakker mad, vil jeg til den rejsende, der har tid, anbefale en af Ammans mest charmerende restauranter: Tawaheen Al-Hava. Dér mødes det lokale jet-set. Dér kommer man, hvis man skal se og blive set.

Man bliver henvist til en bedårende patio fuld af blomster, med vandløb og beduintelte. Sidder i komfortable oksehudsstole omkring lave, runde borde, som konstant bliver dækket til med fade, der indeholder yderst delikate og velsmagende retter. Det arabiske køkken er i øvrigt en fryd for ganen, så under et ophold i den del af verden har man et utal af kulinariske oplevelser til gode.

En tjener spørger høfligt, om man har lyst til en vandpibe. Jeg er hurtig i vendingen. ?Jo tak, det vil jeg da gerne prøve?. ? Hvad ønsker fruen? En pibe med smag af æbler, jordbær, hindbær, chokolade?? Jeg bestemmer mig for æblesmagen. Tjeneren bringer vandpiben op til min stol, tænder den, giver mig et mundstykke, og så får jeg at vide, at jeg skal suge ganske let, holde pause, gemme gummislangen og mundstykket på mine knæ under bordet ? Aldrig fægte med den over bordet - i Jordan er det tegn på manglende dannelse. Jeg nyder min pibe, har ind imellem også fået en lokal brændevin, der smager af Pernod. Selskabet er livligt, og der er flere fra vor gruppe, der aldrig har røget, men gerne vil prøve en såkaldt nargilé (d.v.s. en vandpibe). Det er faktisk en sjov oplevelse, ganske uskadelig, værd at prøve, når man befinder sig på de kanter.

?Hvorfra stammer landets indkomster?? bliver guiden spurgt. Vi forstår på ham at: ?For det første er Jordan - takket være sin politiske stabilitet - Mellemøstens finanscenter. Får en del indkomster fra USA, der har skibe i Aqaba-bugten. Vore fætre støtter os også for at vi skal forblive neutrale ??. Basem nævner sjældent ordet Israel, bruger altid betegnelsen fætre.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---