
Monica Berntsson har ekstra travlt i sommermånederne.
Tre gode råd til turisterne
Skrevet af Solkysten
Forbrugerkontor gi?r opskriften på en problemfri sommerferie
Tre enkle råd, som kan gøre ferien nemmere på Costa del Sol. De kommer fra svenske Monica Berntsson, som siden 1985 har været ansat i Fuengirolas forbrugerkontor OMIC (Oficina Municipal de Información al Consumidor). Her hjælper hun hvert år masser af skandinaviske turister med deres problemer.
- Feriegæster kender ikke deres rettigheder og forpligtigelser i Spanien. De tager på tøjudsalg, men opdager først på hotellet, at dagens røverkøb har defekter og forlanger at få deres penge tilbage. Det nægter tøjforretningen med fuld ret. Folk har lov til at bytte udsalgsvaren mod fremvisning af kvittering. Men de får kun pengene tilbage, hvis deres størrelse er udsolgt, siger Monica Berntsson.
- Stridigheder mellem turister og forretningsdrivende skyldes langt fra altid bondefangeri, men en blanding af sproglige misforståelser og manglende kendskab til de spanske forbrugerregler. Sommergæster aner ikke, hvordan de skal forholde sig, hvis de føler sig forkert behandlet, og ved ikke, hvilke klagemuligheder de har, forklarer hun.
Forbrugerens bedste våben er en klageformular (hoja de reclamación), som alle forretningsdrivende og servicevirksomheder har pligt til at udlevere på forespørgsel. Det er en tosproget formular, som forbrugeren udfylder. Han beholder selv to eksemplarer, mens den anmeldte virksomhed beholder et tredje. Virksomheden har ti dage til at besvare klagen. Sker det ikke, eller føler forbrugeren sig stadigvæk utilfreds, henvender man sig på forbrugerkontoret og klager dér.
Turisterne behøver ikke at gå langt. Alle større kommuner på Costa del Sol har et offentligt OMIC-kontor med kvalificeret personale, der kan hjælpe rådvilde sommergæster.
Men hvad gør man nu, hvis man ikke har tid til at vente de ti dage? - hvis man f.eks. kun har en uge tilbage af ferien? Man henvender sig med det samme på forbrugerkontoret med klagen. Så er man sikker på at få svar, lover Monica Berntsson.
- Vi forsøger at mægle mellem de to parter, og heldigvis når de oftest til enighed, konstaterer hun tilfreds.
Små bogstaver
Monica Berntsson har andre gode råd til feriegæster. De skal tænke sig om, før de veksler valuta.
- Vi modtager jævnligt klager over vekslekontorer. De har store skilte med "no commission", men skriver med små bogstaver, at gebyret kun falder bort ved veksling af store beløb. Mindre summer pålægges godt nok et gebyr, udover differencen mellem køber- og sælgerkursen, hvorfor kunden får udbetalt langt mindre end forventet, forklarer forbrugerkontorets medarbejder.
Metoden er diskutabel, men lovlig. Nationalbanken tillader vekslekontorer i hele Spanien at beregne gebyrer "efter behov", da de på papiret har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt.
- Turisterne skal spørge om vekslekurser og gebyrer, før de giver pengene til ekspedienten. Bagefter kan de ikke gøre noget. Transaktionen registreres automatisk i kontorets hovedafdeling og er ikke til at annullere, fastslår Monica Berntsson.
Godtroende turister
Hun advarer endnu stærkere mod køb af timeshare-lejligheder.
- OMIC-kontorer langs hele Costa del Sol modtager hvert år stribevis af anmeldelser fra snydte turister. De har købt en timeshare lejlighed på falske forudsætninger og forsøger at få deres penge tilbage. Nogle selskaber accepterer kundens fortrydelsesret, andre undskylder sig med at være en ferieklub uden den slags forpligtigelser, siger Monica Berntsson.
Hun forstår ikke, hvorfor nogle turister er så godtroende.
- Mange underskriver en kontrakt uden at den er set igennem af en advokat eller en revisor. Bagefter må de kæmpe for at slippe ud af fælden når det viser sig, at tilbuddet ikke var så attraktivt som lovet, siger Monica Berntsson.
Luis Rodríguez López-Sepulvera, koordinator for forbrugerkontoret i Marbella, har samme erfaringer.
- Vi modtager flere og flere anmeldelser af timeshare-selskaber i Marbella. Deres lejligheder ligger typisk i en anden kommune, men selskabet ligger i Marbella og har et moderselskab i et skatteparadis. Selskabsstrukturen gør det svært at nå til bunds i en anmeldelse, siger koordinatoren, som fraråder turister at tage på rundvisning i timeshare-udstykninger.
- Mange selskaber bruger aggressive salgsmetoder og fortæller halve sandheder. Folk hopper på limpinden og underskriver en kontrakt, som bagefter er et surt ferieminde, siger han.
Forbrugerkontorer på Costa del Sol:
Benalmádena - Arroyo de la Miel
Plaza de Austria 7
(kulturhuset)
29631 Arroyo de la Miel
Tlf. 95 244 46 98
Estepona
Avda. San Lorenzo 1
29680 Estepona
Tlf. 95 280 05 30
Fuengirola
Avda. Suel
(sidelokale i markedshallen)
29640 Fuengirola
Tlf. 95 246 78 43
Málaga
Plaza General Torrijos,
Edif.. Hospital Noble
29016 Málaga
Tlf. 95 213 51 22
Marbella
Ramon Gómez de Lasena 16
(ved justitspalads)
Marbella
Tlf. 95 285 81 71
Mijas Costa
c/San Braulio 1
(rådhusets afdeling i Las Lagunas)
Mijas Costa
Tlf. 95 258 29 11
NB: En klage kan indleveres på samtlige forbrugerkontorer i Spanien. Man behøver ikke opsøge kontoret i den kommune, hvor klagesagen er blevet aktuel.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2001

