
Ángeles Muñoz Uriol starter et
opsøgende arbejde hos udlændingene.
Konservative stemmer dørklokker
Skrevet af Solkysten
Politikere leder efter penge i urbanización'er
De to politikere er henholdsvis koordinator for udlændingeforhold i Marbella og formand for den konservative partiforening (Partido Popular) i samme kommune. De har taget initiativet til den kampagne, der nu går i gang med hjælp af andre lokale partimedlemmer.
- Partiet slår to fluer med et smæk. Vi vil først og fremmest informere udlændinge om, hvordan de bliver optaget i det kommunale folkeregister, og samtidig fortæller vi dem om partiets arbejde i kommunalbestyrelsen, siger Jim Broberg. Han ejer sammen med broderen Lars bygge- og ejendomsselskabet Wasa Reality og har i de sidste fem år været engageret i det politiske arbejde. Jim Broberg vil gerne bygge bro mellem de udenlandske tilflyttere og det lokale samfund.
- Det er en hård nød at knække. Udlændinge i Marbella danner som alle andre steder langs Middelhavet små kolonier og har ikke lyst til at gå op i politiske spørgsmål. De kommenterer i bedste fald kontroversielle beslutninger med deres landsmænd på golfbanen, men holder sig langt væk fra informationsmøder og foreningsarrangementer, siger koordinatoren.
Han ærgrer sig over den politiske apati. Mange udlændinge har haft succes som selvstændige erhvervsdrivende i deres hjemland og kunne bidrage med gode ideer og forslag til at forbedre Marbella.
- Vi vil benytte den forestående kampagne til at få flere udlændinge i tale. De ser tingene med andre øjne og ligger inde med en masse viden, som de politiske partier bør trække på. Udlændinge har på hjemmefronten set, hvordan en fornuftig byplanlægning løser store og små problemer, men det kræver tovejskommunikation og et større engagement fra begge sider, siger Jim Broberg.
Partido Popular har taget det første skridt. - Partiforeningen udsender fremover informationsbreve på engelsk, tysk og et skandinavisk sprog. Det vil give udlændingene større indsigt i den lokalpolitiske debat og mulighed for at give deres besyv med, siger koordinatoren.
- Vores målsætning er at få en dialog i gang om udlændingenes vilkår på Costa del Sol. De har ret til at stemme og deltage aktivt i det politiske arbejde. Nu skal de bare motiveres bedre, konstaterer han.
Milliardtab
Ángeles Muñoz Uriol har udlændingeproblematikken på tæt hold. Hun er parlamentsmedlem i Madrid med ansvar for regeringspartiets immigrationspolitik, og er på hjemmefronten gift med Lars Broberg.
Den opsøgende kampagne handler ikke alene om politisk engagement. Der står kontanter på spil. Marbella mister hvert år milliarder i bloktilskud og statslige investeringer.
- Mange udlændinge bosætter sig i Marbella, men de glemmer at tilmelde sig det kommunale folkeregister uden at tænke over konsekvenserne. Staten giver mindre tilskud til sundhedssektoren og ansætter færre medarbejdere på posthusene, eftersom deres bemanding afhænger af kommunens officielle indbyggertal, forklarer Ángeles Muñoz Uriol.
Marbella har officielt 103.000 indbyggere, heraf cirka 18.000 udlændinge. I virkeligheden er tallet på sidstnævnte gruppe langt højere.
- Vi har ingen eksakte oplysninger om det faktiske antal indbyggere. Den bedste målestok er måske det byaffald, vi producerer. Dette tal antyder, at Marbella har mindst 150.000 indbyggere.
- Alle borgere, også de ikke-tilmeldte, forventer en anstændig service af det offentlige. Det krav kan de bedre stille, hvis de tilmelder sig det kommunale folkeregister. Det er en simpel procedure, som hverken forhøjer deres skattetryk eller giver dem større forpligtelser end alle andre. Den eneste forskel er, at de figurerer officielt og giver kommunen flere penge i kassen, siger Ángeles Muñoz Uriol.
Apropos tab af bloktilskud. Den konservative partiforening i Mijas har bedt deres kommune om at starte en lignende kampagne i urbanizationerne. De konservative mener, at Mijas har mindst 20.000 "usynlige" udlændinge.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2001
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2001

