Faktisk har jeg to - en dansk og en spansk.
På den måde adskiller vi os ikke fra millioner af andre europæere. Hvor man for 12 år siden måtte ringe hjem til folk - eller lægge en besked på deres kontor - har vi i dag taget vores telekommunikationsmiddel med os. Overalt.
Det gør så, at grænsen mellem det private rum og det offentlige er blevet temmelig flydende. Lad mig give et par eksempler, indsamlet over de seneste par dage:
"Hej - det er Stina". Jeg vender mig om. Personen, der siger "Hej", er ikke nogen, jeg kender. Og hun følges ikke med nogen. Tilsyneladende taler hun ud i den blå luft. Så er det, jeg får øje på den lille øresnegl med ledningen, der forsvinder ned i en jakkelomme. Hun taler i mobiltelefon.
Jeg vender mig om og fortsætter. Hun går lige bag mig - og af samtalen kan jeg forstå, at Dorte (- hvem hun så end er, en tredjeperson) åbenbart ikke er den skarpeste kniv i skuffen, hvad angår intelligens. Og jeg bliver underholdt med detaljer fra en samtale mellem Stina - hende bag mig - og føromtalte Dorte. Detaljer jeg ville kunne have levet nøjagtigt lige så lykkeligt uden.
Oppe i byen møder jeg en gammel bekendt, som jeg ikke har set i årevis. Vi hilser hjerteligt på hinanden, og hun er netop ved at fortælle mig om sine trængsler med at finde et par pæne sko til en fest, hun skal til, da hun bliver afbrudt af temaet til "Mission Impossible". Det er hendes mobiltelefon - som hun naturligvis ikke ignorerer. Det kunne jo være noget vigtigt. Det viser sig at være datteren, der vil vide, hvor hun og moderen skal mødes i byen.
Jeg bliver ikke en gang rigtig fornærmet. Ikke længere. Blot mildt irriteret. Og samtidig erkender jeg, at mine egne grænser for takt og tone i omgangen med mobiltelefoner også har flyttet sig de seneste to-tre år.
For tre år siden ville min mobiltelefon altid være slukket, når jeg var til møde - eller når jeg lavede interviews. Der ER jo ikke noget mere irriterende end ustandseligt at blive afbrudt af kimende telefoner. Men den gang lagde folk også bare en besked på éns telefonsvarer. I dag må jeg erkende, at der er kunder, som skal kunne komme i kontakt med deres kommunikationsrådgiver - og kan de ikke det, så vælger de måske en anden rådgiver. Og forventer jeg, at disse kunder vil ringe, så slukker jeg nødigt min mobiltelefon.
For tre år siden ville min mobiltelefon også være slukket, når jeg gik på café, på restaurant eller i biografen. I dag vil den stadig være slukket, når jeg er i biografen. Men på restauranten vil den være sat på lydløs - for tænk nu hvis en vigtig kunde ringer. Og i går ringede min mobiltelefon himmelhøjt på min endnu halvtomme stam-café, fordi jeg havde glemt at sætte den på lydløs.
Flere af mine bekendte indrømmer - helt uden at rødme - at de taler i mobiltelefon, når de er på toilettet. Kald mig bare en halvgammel sippe; men dét synes jeg simpelt hen er en helt utidig sammenblanding af det offentlige og private rum. Der er steder, jeg ikke vil med ind - heller ikke via GSM-nettet.
Grænsen mellem det offentlige og det private rum har så sandelig flyttet sig. Det mest groteske er, at naturistforeningen - altså dem, der holder af at gå uden tøj på - netop har fået afslag i min nabokommune på at opføre en naturist-campingplads. Mens vi - rent verbalt - aldrig har været mere afklædte, end vi er nu. Og du vælger trods alt selv, om du vil kigge over ligusterhækken ind til naturisterne. En privat samtale, ført i mobiltelefon i køen på posthuset, vælger du ikke selv, om du vil overhøre.
I løbet af de næste par år vil vi alle have fået kameratelefoner. Er der nogen, der tør give et bud på, hvor grænsen mellem det private og det offentlige rum så går? Og vil Arne stadig tage sin telefon med på toilettet? Jeg tør end ikke tænke tanken...


Naia Bang / Texthuset
Har du en kommentar? Skriv til journalist naia@texthuset.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---