Her går grænsen mellem Andalusien og Kastilien.
Langt over hovedet på os forsvinder de lodrette fjeldvægge ind i himlen. Deroppe mellem forrevne tinder strejfer Sydspaniens sidste ulve om i et landskab, hvor alt er stort og frygtindgydende. Hernede på asfalten repræsenterer vi andre civilisationen og fremskridtet. Kampen mellem naturens vildskab og menneskets vilje sluttede nærmest uafgjort i Despeñaperros, som man forlader med lige stor respekt for begge dele.

Motorvejen er godt nok forældet, men midt i hårnålesvingene skal man vide, den har mere end to århundreders historie. I dag kører vi stadig ind i Andalusien på militæringeniøren Carlos Lemaurs gamle landevej fra 1780’erne. Ud af Andalusien følger vi en parallel vej, der blev indviet i 1984.
De massive bjergmure omkring motorvejen har nogle sprækker, som tillader nysgerrige at trænge ind i landskabet og historien. Det er ingen dårlig ide at gøre en afstikker på vejen til Madrid (eller Danmark, for dem som inden længe tager bilen hjem i sommerferien).

Oplysningstiden
Tæmningen af Despeñaperros og de omliggende bjerge var en af oplysningstidens store opgaver.
Selv i stormagtsperioden har Spanien altid været et relativt fattigt samfund i sammenligning med resten af Europa. I det fornuftsprægede 1700-tal spekulerede man meget på årsagerne, og tanken faldt bl.a. på landets vanskelige geografi.

I modsætning til f.eks. Frankrig har Spanien ingen floder, der gør det muligt at sejle ind midt i landet. Det er heller ikke nemt at bygge gode landeveje til Madrid i Spaniens centrum, for meseta’en (den kastilianske højslette) ligger i 600 meters højde, isoleret fra kysterne af bjergkæder til alle sider.

Vejen mod syd og Andalusien er f.eks. spærret af et 400 km. langt trappetrin, der går under navnet Sierra Morena. ”Trappetrin” er den bedste beskrivelse af denne bjergkæde. Kommer man fra Madrid, rager bjergene kun en smule op over sletten. Det er på vejen mod nord, man for alvor bliver bevidst om den formidable højdeforskel, der skal overvindes i løbet af nogle få km.

Sierra Morena lå i vejen for handlen med Andalusien og havnebyen Cádiz, der var porten til de rige amerikanske kolonier. Således fik det førsteprioritet at konstruere en god landevej på ruten Madrid-Sevilla-Cádiz. Vejen var i øvrigt kun en del af det kæmpeprojekt, som blev realiseret i Sierra Morena under ledelse af en af oplysningstidens mest interessante spanske personligheder. Hans navn var Pablo de Olavide.

40 nye byer
Olavide var spansk-peruaner, idet han fødtes i Lima i 1725. Han kom til moderlandet som 27-årig, giftede sig med en rig arving, og stiftede bekendtskab med samtidens bedste begavelser på rejser til Frankrig og Italien. I 1767 fik han tilsynet med genbefolkningen af Sierra Morena, hvor han i de kommende årtier grundlagde mere end 40 landsbyer på den nye landevejs rute gennem provinserne Ciudad Real, Jaén, Córdoba, Sevilla og Cádiz.

La Carolina betragtes som hovedstaden for disse landsbyer, der går under fællesbetegnelsen Nuevas Poblaciones (”Nye Bebyggelser”). Da La Carolina ligger lige ud til motorvejen, er det nemt at aflægge en hurtig visit her inden ankomsten til Despeñaperros.

Det nytter ikke at holde udkig efter spændende bygninger, som med nogle få undtagelser ikke eksisterer. Blikket skal vendes længere ned. La Carolinas lange gader er trukket efter linial og forløber vinkelret på hinanden i et rationelt mønster, der er helt i oplysningstidens ånd.

Man kan altid genkende Olavides byer på deres snorlige gader. Deres andet karakteristiske træk er indbyggernes lyse hår. Ved grundlæggelsen blev de nye bebyggelser befolket med familier fra Tyskland, Schweiz og Flandern. I tidens løb er håret naturligvis blevet mørkere, i takt med at de tyske efternavne blev blandet med spanske.

Der var flere tanker med projektet. Sierra Morena var tyndt befolket. Det var i sig selv et spild af ressourcer. Mens bjergene savnede flittige folk der ville dyrke jorden, var de til gengæld tilflugtssted for lovløse, hvis vigtigste indtægtskilde var overfaldene på de rejsende på landevejen Madrid-Cádiz. Olavides 40 byer på ruten var vigtige støttepunkter for ordensmagtens kamp for at civilisere landet.
Det lykkedes så godt, at nogle år senere måtte Alexander Dumas (ham med ”De Tre Musketerer”) bestikke en røver for at blive overfaldet på sin rejse til Andalusien. Dumas var en uhelbredelig romantiker, der ikke ville gå glip af en oplevelse, man i århundreder havde associeret med Sierra Morena!

Døde hænder
På tidspunktet for anlægget af de nye bebyggelser havde Spanien et befolkningsunderskud, der gjorde det vanskeligt at finde kolonister til Sierra Morena inden for landets grænser. Det var nu ikke den eneste årsag til, at Olavide foretrak immigranter fra Europas centrum.

Deres rationelle landbrugs-metoder skulle tjene som eksempel for landets egne indbyggere, så disse tog ved lære. Men Olavide ønskede også at undgå et typisk spansk fænomen, som oplysningstidens tænkere havde navngivet Manos Muertas (”Døde Hænder”). Det hærgede datidens landbrug som en pest.

Når folk døde, testamenterede de ofte en del af deres ejendom til kirken i håb om en velvillig sagsbehandling ved den himmelske retfærdighed. På den måde samlede kirken og klostrene enorme landejendomme, der blev elendigt administreret. Det værste var, at jorden aldrig kom tilbage på produktive hænder, fordi den som følge af testamentets betingelser ikke måtte handles. Således blev en tredjedel af hele Spaniens landbrug efterhånden lammet, inden man endelig gjorde noget radikalt ved problemet i 1800-tallet, hvor staten konfiskerede de gejstliges ejendom.

Olavide og hans ligesindede ville fremme det private initiativ, og havde de fået deres vilje, var fænomenet med de døde hænder forsvundet ud af historien et århundrede forinden. Men i slutningen af 1700-tallet blæste der atter reaktionære vinde. Olavide fik problemer, da han forsøgte at revolutionere universitetet i Sevilla med en studieplan, der trængte teologien i baggrunden til fordel for naturvidenskaberne, kunsten og juraen. Han blev indstævnet for Inkvisitionen og måtte flygte til Frankrig, hvor oplysningstidens store skikkelser modtog ham som en helt. ”Spanien har brug for Jer og 40 til af Jeres støbning,” sagde Voltaire.
Men nogle år senere løb den rene fornuft grassat i Frankrig, hvor mange af Olavides venner endte i guillotinen. Han kom selv i fare og måtte flygte tilbage til Spanien, hvor Carlos IV anerkendte hans fortjenester og genoprettede hans ære.

I dag er Pablo de Olavide universitet i Sevilla en af Spaniens ægte liberale institutioner, der hvert år uddeler nogle meget eftertragtede priser.

Glædens port
Midt i Despeñaperros-bjergpasset er der et skilt til Aldeaquemada, en anden af Olavides byer. Man når frem til den efter 23 kilometers køretur gennem et bjerglandskab, der kun kan beskrives som forfærdeligt - forfærdelig vildt, men også forfærdelig smukt med udsigten til Los Órganos (”Orglerne”). hvor blæsten kommer susende ud af klippekæmpernes orgelpiber.

La Carolinas indbyggere på sletten kunne prise sig lykkelige. Ikke alle kolonister havde samme held. Hvordan har følelserne været hos de håbefulde immigranter, der sled sig op ad bjergets primitive stier til deres nye hjem? Hver familie havde lovning på et hus, to køer, et æsel, fem får, fem geder, seks høner og en hane, en drægtig so og en plov til landbruget på 50 fanegas (ca. 33 hektarer). Når jorden var opdyrket, fik de overdraget yderligere 50 fanegas i eje - uden at glemme skattefritagelsen i ti år.

I Tyskland blev de nye bebyggelser markedsført som Glædens Port, men på dette tidspunkt har immigranterne allerede haft mistanke om, at trods de rundhåndede vilkår var det ikke et tag-selv-bord. Halvdelen døde, inden det lykkedes dem at rydde urskoven og få foden under eget tag.


Aldeaquemadas 600 aktuelle indbyggere bor på Andalusiens yderste grænse, nu som før omringet af Despeñaperros’ vildskab. Men i dag er det muligt at betragte vildskaben som en luksus. Fra Aldeaquemada fører en tre km. lang sti langs Guarrizas-floden til La Cimbarras 40 meter høje vandfald, hvor støjen er øredøvende efter nogle uger med rigelig regn. Kommer man senere på året, i september, kan man høre hjortenes parringsbrøl mellem kaskadernes tordnen. Lige nu er luften mættet med duften af cistus, som tilsyneladende øver en uimodståelig tiltrækning på vildsvinene.

Ifølge nogle af de lokale er et andet af egnens vandfald El Negrillo mindst lige så betagende som La Cimbarra, skønt det er meget mindre kendt.

Kultsted
Før man kommer til Aldeaquemada, ligger der - fem km. fra motorvejen - en stor bygning i en lokalitet ved navn Collado de los Jardines. Her åbner Santa Elena kommune og Jaén-provinsen snart et informationscenter. Indtil videre tjener bygningen som landmærke for et obligatorisk stop på vejen til Aldeaquemada.

Få hundrede meter borte ligger Cueva de las Muñecas (“Dukkehulen”), der må have haft en særlig religiøs betydning for ibererne - den indfødte kultur, der dominerede Syd- og Østspanien indtil romerne dukkede op på scenen. Man har fundet tusindevis af små kunstfærdige bronzefigurer, der for 2500 år siden blev bragt som votivgaver til guderne.

Bronzefigurerne er spredt vidt omkring i dag. Middelalderens hyrder brugte dem som projektiler til deres slynger. Siden blev de indsamlet af professionelle kunsttyve, der afsatte dem til alle verdens museer. En misfarvning af jorden røbede, hvor metallet lå begravet. Er man meget heldig, finder man stadig en figur - og det er vel overflødigt at tilføje, at det er strengt forbudt at beholde den.

Sierra Morena er fyldt med disse kultsteder, men Cueva de las Muñecas var et af de vigtigste. Det er også svært at forestille sig et sted, der er mere velegnet til bolig for de gamle naturguder. Man fornemmer de telluriske kræfter arbejde i landskabet, mens vinden hvisker sine hemmeligheder i øret på dem, der ikke har glemt at lytte. Gamle hulemalerier åbner for spørgsmålet om, hvor langt tilbage i tiden dette sted har været helligt for landets indbyggere.

På en slette længere oppe ligger resterne af en gammel iberisk landsby. Her får man heller ikke svar, men måske er det vigtigste spørgsmålene. Mange falder dig ind på denne fredfyldte plet med udsigten til en hellig natur.

Romervejen
Despeñaperros har minder fra alle epoker, og man skal heller ikke forlade bjergene uden at unde sig den luksus at spadsere en tur af den gamle Vía Augusta, romervejen som var i brug, indtil Lemaur og Olavide skød genvej længere nede i bjergpasset.

Romervejen fulgte vandskellet oppe i bjergene, og sandt at sige gjorde romerne det heller ikke dårligt efter oldtidens forhold. De var lige så afhængige af gode vejforbindelser som oplysningskongen Carlos III. Tungtlastede kærrer knirkede afsted på denne vej med mineraler fra Cástulo (nær det nuværende Linares) til Toledo.

Endnu før romerne brolagde vejen, har Kartago-generalen Hannibal formodentlig fulgt præcis den samme rute med sine elefanter, da han var på vej til Alperne for at falde romerne i ryggen. Hannibal var gift med den iberiske prinsesse Himilce fra Cástulo, hvis rige sølvminer finansierede felttoget mod de forhadte romere.

Senere i historien brugte de kristne tropper fra Nordspanien vejen, da de indledte generobringen af det maurisk besatte al-Andalus. I nærheden ligger slagmarken, hvor det afgørende slag fandt sted i 1212. Man finder også ruinen af en maurisk valkemølle.

For at finde de ti km. som ligger tilbage af Vía Augusta (også kendt som Empedraillo), skal man dreje af til Santa Elena - en anden Olavide-by, hvor Junta de Andalucía har åbnet et stort informationscenter.

pod.
Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net

---

Hitlers laboratorium
Sierra Morenas indbyggere af germansk afstamning vakte Hitlers nysgerrighed. I 1930’erne sendte nazisterne et hold videnskabsmænd til La Carolina for at undersøge middelhavsklimaets indflydelse på den ariske race. I nogle måneder rejste videnskabsmændene rundt og målte kranier på enhver, der var parat til at låne hovedet ud for en peseta. Præsterne ville gerne hjælpe sognebørnene, så de udstedte massevis af falske dåbsattester med germanske navne. Omsider fik nazisterne mistanke. Eksperimenterne indstilledes, da de samme mennesker præsenterede sig gang på gang med nye navne.
Mulig konklusion: I middelhavsklimaet lærer dydige ariere at opføre sig som sydlandske gavtyve.

---

La Cimbarra
Ved indkørslen til Aldeaquemada ligger et nyt og godt landhotel, La Cimbarra, som er et godt valg til en overnatning. Prisen for et dobbeltværelse er 52 euro.
Værten er behjælpelig med hjælp til udflugter i omegnen - og har for øvrigt nøglen til en grotte med nogle af Sierra Morenas mange, berømte hulemalerier fra stenalderen.
Telefon: 636 006 190.

Hotellets hjemmeside: www.lacimbarra.com

Landsbyens hjemmeside: www.aldeaquemada.com

---

I Sierra Morenas dyb
Fra La Carolina er der 20 km. til Centenillo, en lille landsby, der en overgang var verdens største blyproducent. Driften blev indstillet efter mere end 2000 års ubrudt aktivitet. I dag er den gamle mineby en fredelig oase, hvor mange af Jaéns indbyggere har fritidsbolig.
Køreturen fra La Carolina er meget smuk. Den går igennem Sierra Morenas skovklædte bjerge, vekslende med grønne enge og rislende vandløb.
I Centenillo kan man studere de gamle miners maskineri på en spadseretur. I landsbyen er der altid nogle barer og restauranter, som har åbent.

---

Før Spanien blev Spanien
For 3000 år siden kom fønikerne til Den iberiske Halvø. I det følgende årtusinde ankom der nye bølger af kolonisatorer fra Grækenland, Kartago og Rom. Fønikerne navngav landet i-shephan-im, som romerne forvanskede til hi-span-ia. På moderne dansk siger vi Spanien, der simpelthen betyder ”Kaninkysten”.
Men hvordan var Spanien, før det blev Spanien? De indfødte iberiske kulturer har efterladt rige spor i Jaén-provinsen, men er stadig omhyllet af mystik. Vi kan læse deres skriftsprog uden besvær, men aner ikke hvad ordene betyder! Forskerne har ikke fundet en Rosetta-sten, der kan tjene som ordbog.
I kilder som biblen læser vi om det rige Tartessos, som fønikerne handlede med. Udgravninger viser, den tartessiske kultur især har omfattet de nuværende provinser Huelva, Cádiz og Sevilla. Men efter at have ledt i århundreder har arkæologerne stadig ikke opdaget beliggenheden af selve Tartessos.
Tartessos gik i opløsning og blev afløst af den såkaldte iberiske kultur. Kulturen var fælles, men i øvrigt var ibererne organiseret i mange selvstændige småriger i Andalusien og langs hele den spanske østkyst.
I Jaén-provinsen finder man de bedste spor af nogle rige og højtudviklede folk, der er klart påvirket af de forløbne århundreders kontakt med orientalske søfarere. Arkæologi-interesserede bør koncentrere sig om tre besøg i provinsen:
* Museo Provincial i provinshovedstaden Jaén er obligatorisk. Rige samlinger og gode forklaringer (på spansk). Lidt uden for byen ligger Puente Tabla, en gammel iberisk landsby, der er befæstet bag tre meter tykke mure.
* Cástulo uden for Linares var en af de vigtigste iberiske byer. Besøget bør forberedes med et besøg på museet i Linares.
* I Porcuna ligger nok en iberisk landsby med tilhørende museum.
Begyndelsen til enden for de iberiske kulturer indtraf i 208 fvt. På Jaéns marker sejrede Scipio Afrikanerens romerske legioner over Kartagos hær, og efter hårde kampe med de iberiske kongeriger - der kom til at strække sig over to århundreder - samlede romerne for første gang det nuværende Spanien under en fælles regering.

---

Ankomst
La Carolina ligger ved km. 269 på motorvej N-IV (Málaga-Granada-Jaén-Madrid).
Santa Elena og Junta’ens informationscenter ligger ved km. 257.
Afkørslen til Aldeaquemada og Collado de los Jardines ligger ved km. 250.

På Nettet
Turisme i Jaén: www.promojaen.es (spansk og engelsk).

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---