Marbella er ruineret. Noget andet gælder mafiaen som har plyndret en af Spaniens rigeste kommuner. Den har fået beslaglagt værdier for 2,4 mia. euro, hvis oprindelse skal redes ud i de kommende måneder.
2.400.000.000 euro er svært at fatte. Det er så mange penge, at man kan købe en by med 10.000 boliger. Man kan også erhverve en flåde af Ferrari-biler, der kofanger ved kofanger rækker fra Málaga til Marbella på motorvejen.

En tiendedel af beløbet ville have været nok til at betale kommunens samlede gæld, men bagmændene undte ikke engang byen og borgerne denne skilling. ”Overalt hvor der lå en peseta, kastede de sig over den,” fortalte en af rådhusets medarbejdere om den systematiske udplyndring.

Salatfadet var netop kørt med nogle af hans mest fremgangsrige kolleger, og et andet sted i byen var borgmester Marisol Yagüe - endnu i træningsdragt - blevet anholdt i sin privatbolig.

Klokken 9 om morgenen den 29. marts begyndte retsstaten atter at fungere i Marbella efter 15 års suspension.

Den grå mand
Tragedien startede i 1991, og hele byen var skyldig. Boligspekulanten og folkeforføreren Jesús Gil greb magten, efter at vælgerne havde betroet ham 20 af byrådets 25 mandater. Gil-epoken prægedes i den grad af hovedpersonens bizarra personlighed, at offentligheden i lang tid ikke blev opmærksom på en grå skikkelse, der i skyggen af Gil indledte sin karriere i den kommunale administration.

15 år senere trækkes Juan Antonio Roca omsider frem i lyset. I mellemtiden har han forvandlet sig til en af Spaniens rigeste mænd. Dengang kørte han i Seat Panda. Han var en af mange tilløbende vagabonder, som ved Jesús Gils hånd forvandledes til lokalpolitikere og embedsmænd i Costa del Sols turisthovedstad. Fallerede forretningsmænd, der ikke tog det så nøje med moralen, men som udviste blind og temmelig nødvendig loyalitet over for deres nye herre og mester. Perfekte mafia-medlemmer.
Den eneste forskel på Roca og de andre var formatet. Hans store chance dukkede op i 1995, hvor Gil betroede ham hønen der lægger guldæg: den kommunale byplanlægning. Marbella forvandledes til entreprenørernes store tag-selv-bord, hvor alting havde en pris, og byplankontorets nye chef lagde naturligvis en kommision til sig selv oven i prisen. Det var, hvad der forventedes et sted som Marbella.

Ved Gils fald for fire år siden fik Roca chancen for at udvikle alle sine talenter. Mirakuløst overlevede han detroniseringen af den vulgære og braldrende kommunekejser, blandt andet fordi han i modsætning til denne havde forstået nødvendigheden af en vis diskretion. Selv hans modstandere kunne i 2002 stadig forveksle ham med en ren bureaukrat i Gils sold, omend en mistænkeligt velhavende bureaukrat.

Rygterne om hans fabelagtige rigdom var begyndt at løbe, men ingen journalist havde nogen sinde hørt et uoverlagt ord af Rocas læber. Uden for inderkredsen havde de færreste hørt et ord overhovedet. I forretningsmæssige spørgsmål holdt Roca sig også beskedent i baggrunden. Myten vil vide, han aldrig har sat sin underskrift på en af de mange hundrede ulovlige lokalplaner, der tillod byggespekulanterne at voldtage Marbellas natur og bymiljø.

Vulgær luksus
Rocas aversion mod underskrifter rækker ind i privatlivet. Størsteparten af de beslaglagte 2,4 mia. euro tilhører tilsyneladende ham. Tilsyneladende, fordi undersøgelsesdommeren står over for et hårdt arbejde med at finde vej i labyrinten, der fører fra det ene indskudte selskab til det andet, og i den sidste ende til en stråmand.

Stråmænd - eller gode venner, som Roca foretrækker at kalde dem. Så gode, at en af dem har hundrede fotos af Roca hængende på væggene i sit gods. Hvert foto viser Roca med et nedlagt bytte ved foden: løver, isbjørne og enhver anden beskyttet dyreart som tænkes kan.

Her er vi fremme ved kernen i Rocas væsen. I virkeligheden er han lige så vulgær som enhver anden tyveknægt i sin omgangskreds - han er blot klog nok til at holde udstillingen af dårlig smag inden for hjemmets fire vægge. Vægge der er tæt besat med udstoppede hoveder af næsehorn og elefanter. På gulvet står en hel udstoppet giraf. Men det er ingenting. Storvildtjægeren har også et bur med en rigtig levende tiger på sit (undskyld: vennens) gods. Og det er blot et af i alt fire godser, hvor han fordeler fritiden. Hertil kommer herskabspalæet i Madrid, som en anden god ven har stillet til fri afbenyttelse, når det ønskes.

Et af stederne hænger en af Spaniens største private malerisamlinger med 275 værker af bl.a. Picasso, Barceló og Tàpies. En Miró er forvist til badeværelset.

Roca har 30 gamle hesteekvipager, 12 veteranbiler, mere end 100 raceheste (den dyreste er vurderet til en halv million) og 200 kamptyre. Han flyver sin egen helikopter.

Ingen er i stand til at forestille sig den luksus, han har omgivet sig med, forsikrer bagmandspolitiets medarbejdere, som bl.a. har beslaglagt fem kilo kostbare smykker og ædelstene.

Marionetten
Nu er der måske nogen, som begynder at forstå borgmester Marisol Yagüe. Hvor uretfærdigt hun har følt sig behandlet, da hun for nogle måneder siden kom på avisernes forside, fordi hun byggede sin villa om for en million af kommunekassens sidste euroer. Som om det var verdens ende! Hun ville også have del i byttet, og efter chefens målestok var hun allerhøjst skyldig i et mindre rapseri.

Chefen, ja. Undersøgelsesdommeren er ikke i tvivl. Han siger i en af sine kendelser, at Roca udøvede den fulde kontrol med kommunen, og at Yagüe var en ren marionet i hans hænder. Vidner har fortalt, at Roca truede borgmesteren med en fyreseddel, hvis hun ikke parerede ordre.

Det var nemlig ham, der havde ”ansat” hende. I 2002 blev Jesús Gil dømt uværdig til at bestride borgmesterembedet. Gils afløser Julián Muñoz fortsatte byplan-forbrydelserne, men begik den store fejl at fyre Roca i et forsøg på at forsone sig med autonomregeringens byplan-tilsyn. Få måneder senere arrangerede Roca og Gil en mistillidsafstemning, der bragte Muñoz i mindretal i byrådet. Roca vendte tilbage til sit kontor, på en gang mere magtfuld og mere usynlig end nogen sinde, idet han officielt blev degraderet (eller lod sig degradere) fra direktør til simpel ”rådgiver” for den nye borgmester Marisol Yagüe.

Marisol - den glade husmor, som Gil havde hyret helt tilbage i 1991 for at give sit kandidatur det rette folkelige anstrøg. Marisol, hvis altopslugende interesse var amatørkoret og folkesangen. Sandsynligvis har hun kun modtaget mindre vennetjenester indtil 2003, hvor hun vågnede op i borgmesterstolen som Jeppe gjorde det i baronens seng. Herefter forlangte hun naturligvis lidt ekstra. Da Marisol vågnede op igen, befandt hun sig i fængslet i Alhaurín de la Torre. Hendes cellekammerat var bedsteveninden, viceborgmester Isabel García Marcos.

Blondinen
Ingen illustrerer bedre end Isabel García Marcos - socialistpartiet PSOE’s tidligere leder - hvordan klimaet på Marbellas rådhus er i stand til at korrumpere et menneske moralsk. I mange år var hun Gils svøbe, og deres slagsmål på byrådsmøderne var episke. Gil omtalte hende med mandchauvenistisk nedladenhed som ”Blondinen”, et udtryk han forbedrede til ”Tranen” eller ”Slimsneglen”, når diskussionen kom op i omdrejninger. Den elegante blondine (for vist er hun blond) blev ham aldrig svar skyldig. ”Du er præsident for en bananrepublik,” sagde hun, og: ”Hvordan har du tænkt dig at smide mig ud af byrådssalen? Det kræver tre af din slags!”

Otte år i første frontlinie, blot for at se, hvordan GIL (partiet) vandt valget med absolut flertal for tredje gang, selv om en af hendes politianmeldelser havde sendt Gil (personen) i spjældet og ud af politik. Det er i stand til at demoralisere enhver. I 2003 brød García Marcos ud af PSOE sammen med to andre medlemmer for at støtte Marisol Yagües og Partido Andalucístas mistillidsafstemning mod Julián Muñoz. Nu ville hun have indflydelse.

Gamle bekendte spø’r sig selv, om hun endnu var i god tro på dette tidspunkt. Hun var i al fald sikker på at kunne styre Marisol, ligesom hun havde styret starten af to offentlige mønstersygehuse i Antequera og Marbella, da hun var en af de mest værdsatte problemknusere i Andalusiens sygehusadministration. Bag sit elegante og kultiverede ydre er Isabel García Marcos i besiddelse af en jernvilje og en dobbelt uddannelse som læge og virksomhedsleder. Hun har noget at have selvtilliden i.

I sit hjem havde hun ifølge politiet 378.000 euro i en sæk. Bryllupsgaver og en arv, forklarede hun, da hun blev anholdt i Málagas lufthavn ved hjemkomsten fra bryllupsrejsen til Moskva. To uger forinden havde Marisol viet hende på rådhuset.

Dommeren
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, har korruptionen på Marbellas rådhus ikke blot omfattet byplan-forbrydelser. Den omfattede absolut alt, som der var penge i. En helt banal sag om forlængelsen af et privat firmas koncession på den kommunale kranvogn var tilsyneladende snebolden, der fik lavinen til at rulle. Til glæde for ejerne af ulovligt parkerede biler forbød undersøgelsesdommeren kranvognen at passe sit arbejde, indtil spørgsmålet om returkommissioner er opklaret.

Den 35-årige undersøgelsesdommer Miguel Ángel Torres ved byrettens femte afdeling har nok at se til i den såkaldte ”Operation Malaya”. I de kommende måneder skal han gennemgå fem varevogne fulde af dokumenter, som bagmandspolitiet beslaglagde i forbindelse med ransagningen af rådhuset og de sigtedes bopæle.

I forvejen har Miguel Ángel Torres i et år ledet efterforskningen i ”Operation Hvide Hval”, der også havde Marbella - nærmere betegnet advokatkontoret Del Valle - i centrum. Denne forundersøgelse ventes sluttet til december. Hvide Hval sagen blev kendt i hele Europa som den hidtil største sag om hvidvaskning af sorte penge, men omfanget (250 millioner euro) virker pludselig beskedent i sammenligning med den nye sag om 2400 millioner på dommerens bord.

Miguel Ángel Torres er blevet berømt meget imod sin vilje, idet han privat er en sky og indadvendt person. Denne ængstelighed mærkes ikke på hans arbejde, hvor han ikke tøver med at træffe alvorlige forholdsregler mod nogle af de samfundsstøtter - i Hvide Hval sagen f.eks. notarerne - der tidligere følte sig hævet over mistanke i forbindelse med de mange lyssky transaktioner i byen. I bagmandspolitiet fremhæver man desuden Miguel Ángel Torres for hans 11 timers arbejdsdag, kun afbrudt af en kort frokostpause til bocadillo’en.

Dommeren havde i øvrigt søgt og fået en ny stilling ved retten i Granada, da Hvide Hval sagen eksploderede i marts 2005. Nu udskydes hans afsked med Marbella endnu engang på ubestemt tid.
Det vides ikke, hvorfor Miguel Ángel Torres har søgt bort. Men det skal ikke glemmes, at Marbella tidligere har været en meget hård arbejdsplads for dommere, der vovede at pille ved byens enorme edderkoppenet af korruption. To af Torres’ forgængere var igennem et sandt martyrium, der kørte dem ned menneskeligt og professionelt. En funktionær ved retten begik selvmord under aldrig opklarede omstændigheder efter et indbrud i retten, hvor mange for Gil belastende papirer forsvandt.

Den virkelige tragedie i Marbella er, at folk har vidst besked i mange år, men først i dag bakker hele samfundet aktivt op bag oprydningen. Måske fordi der ikke længere er noget tilbage at stjæle.

pod.

---

Bagmændenes formue kan redde kommunen
Hvad skal der ske med de 2,4 milliarder beslaglagte euro i Marbella-skandalen? Hvis de ender i kommunekassen, har den ruinerede by pludselig råd - endda rigeligt råd - til mange store anlægsarbejder, der kan rette op på miljøskaderne, rådhus-mafiaen forvoldte mens den plyndrede byen.
Autonomparlamentet i Sevilla vedtog i april enstemmigt at gå aktivt ind i sagen mod mafiaens bagmænd. Parlamentet benytter den mulighed, som spansk lov åbner for at de berørte parter kan rejse privat tiltale i en straffesag. Formålet hermed er at sikre, at de beslaglagte midler vender tilbage til kommunen, når og hvis bagmændene på et tidspunkt bliver dømt.

---

24 sigtede
24 personer var ved redaktionens slutning blevet sigtet i ”Operation Malaya”. Adskillige befandt sig stadig i varetægtsfængsel. De sigtede er:
Politikere: Borgmester Marisol Yagüe, viceborgmester Isabel García Marcos, byrådsmedlemmerne Victoriano Rodríguez (ansvarlig for trafik og transport) samt José Jaén (Nueva Andalucía, kultur og uddannelse).
Embedsmænd: Byplanrådgiver Juan Antonio Roca, sekretariatsleder Leopoldo Barrantes, politimester Rafael del Pozo (Policía Local).
Advokater: Seks medlemmer af Madrid-firmaet Sánchez Zubizarreta-Soriano Pastor.
Stråmænd: Fem personer. En sjette stråmand er identisk med et af medlemmerne af ovenstående advokatfirma.
Erhvervsledere: Seks personer, bl.a. direktøren for busselskabet Portillo.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---