I starten af 1960’erne gennemførte ETA et attentat i et baskisk firma. Arbejderne spærrede vejen for en af de flygtende, og i stedet for at skyde på folket, foretrak han at overgive sig frivilligt og vente på at blive afhentet af francostyrets politi.

ETA (Euskadi Ta Askatasuna, dvs. ”Baskerlandet og Frihed”) var blevet grundlagt i 1959 af en gruppe studenter, der var utilfredse med passiviteten i PNV - det gamle baskiske nationalistparti, der nu var ulovligt under Francos militærdiktatur.

Studenterne ville bekæmpe undertrykkerne med deres egne midler, men de var ikke selv fascister - ikke endnu. Mange af dem sad på skolebænken i baskiske præsteseminarer, og de kunne godt ligne en samling romantiske og naive Robin Hood’er i sammenligning med nutidens topprofessionelle terrorister.
Planen var, den nye organisation skulle have heddet Aberri Ta Askatasuna, men det navn forkastede de ungdommelige stiftere af frygt for ikke at blive taget alvorligt. Forkortelsen ATA betyder på baskisk and.

De første drab
De første år tilstræbte ETA kun materielle skader med sine bombeattentater. Man skulle frem til 1968, før terroristerne henrettede to politimænd i Baskerlandet, og dermed så småt tog hul på en ny og blodig etape i organisationens historie. Det første massedrab fandt sted i 1974, hvor 12 civile dræbtes og 80 såredes med en bombeeksplosion på Madrid-cafeteriet Rolando, der nød ry som mødested for styrets tilhængere.

Ved Francos død det følgende år var spørgsmålet stadig, om ETA’s medlemmer skulle betegnes som terrorister eller frihedskæmpere. Diktatorens vold havde i manges øjne retfærdiggjort modvolden. Uden for Baskerlandet nød ETA også betydelig prestige, ikke blot i Europa, men i det øvrige Spanien. Mange spaniere på venstrefløjen nærede stadig den illusion at organisationen var en væbnet modstandsgruppe, hvis eksistens var betinget af militærdiktaturet.

Det kom som en ubehagelig overraskelse for dem, at ETA heller ikke havde i sinde at acceptere spillereglerne i det nye spanske demokrati. Tværtimod satte terroristerne alle hensyn til side efter Francos død, for det er denne periode, der har kostet livet for lige knap 800 af ETA’s i alt 840 ofre. Det er årene med den blinde terror, rettet mod hvem som helst - børn inklusive - der var uheldige nok til at befinde sig på stedet, når bomberne gik af.

Sammen med terroristernes egne 153 døde havde krigen næsten kostet 1000 menneskeliv, da ETA’s seneste og ifølge terroristerne permanente våbenhvile trådte i kraft den 24. marts.

Chok for Franco
Når historikerne en dag får begivenhederne på afstand og kan vurdere dem nøgternt, skal de bl.a. overveje, om ETA faktisk havde en del af æren for militærdiktaturets fald.

Den 20. december 1973 satte ETA regimet i choktilstand med sit attentat på chefen for Francos regering, admiral Luis Carrero Blanco. Attentatet fandt sted i Claudio Coello gade i Madrids centrum, få hundrede meter fra den danske ambassade, hvor Carrero Blancos bil dagligt passerede. ETA havde anbragt en bombe i undergrunden, og effekten mangedobledes af placeringen lige ved siden af en hovedgasledning. Bilen slyngedes 20 meter op i luften og faldt ned i en klostergård, hvor tililende munke gav admiralen den sidste olie.

Få mennesker græd ved Carrero Blancos begravelse. En af dem var den allerede dødssyge Franco. Han vidste, den reaktionære og autoritære admiral havde været garanten for at det nationalkatolske Spanien ville overleve ham selv. I sine sidste leveår viste den stærkt svækkede diktator sig ude af stand til at reagere, og efter hans død fik regimets mest moderate kredse chancen for at påvirke udviklingen. Falangistpartiets vicegeneralsekretær Adolfo Suárez blev Spaniens første demokratisk valgte statsminister siden borgerkrigen 1936-39, og tidligere turist- og informationsminister Manuel Fraga stiftede det moderne konservative parti, som i dag hedder Partido Popular. Tingene var måske ikke forløbet så relativt glat, hvis Francos vagthund havde holdt opsyn med dem og den unge kong Juan Carlos.

Splittet ETA
Året efter Francos død fandt de første forhandlinger sted i Geneve mellem landets nye ledere og ETA. Det tog dog seks år, inden en af fløjene i den splittede organisation (den såkaldte ”ETA político-militar”) accepterede at nedlægge våbnene og integrere sig i det demokratiske liv. De fleste poli-mili’er meldte sig ind i partiet Euskadizo Ezkerra, der siden kom til at forme del af den landsdækkende venstrefløjs-koalition Izquierda Unida.

ETA’s anden fløj (”ETA militar”) startede derimod en enorm offensiv mod det nyfødte demokrati. Terroristernes strategi gik ud på at skabe et kaos, der før eller siden ville tvinge staten til en politisk forhandling med ETA om Baskerlandets fremtid.

I perioden 1978-1984 var der i gennemsnit 235 attentater årligt, og det var på baggrund af den deraf følgende sociale alarm, at utilfredse officerer i 1981 forsøgte et statskup for at genindføre militærdiktaturet.

Mistede støtte
Hvis ETA var blevet en skuffelse for demokratiet, var demokratiet imidlertid også blevet en skuffelse for ETA.

Terroristerne opdagede, livet på en måde havde været nemmere med francotidens enkle problemstillinger. Deres sociale støtte i Baskerlandet blev hurtigt reduceret til de 14-17 pct. af befolkningen, som altid er forblevet tro imod ETA’s nationalmarxistiske ideologi. De borgerlige nationalister følte delvis sympati for tanken om en uafhængig stat, men den marxistiske revolution kunne de udmærket undvære. Desuden led Baskerlandets økonomi hårdt under terrorbølgen. Baskerne havde altid ligget økonomisk i spidsen, men begyndte at sakke bagud, specielt efter 1986, hvor EF-medlemsskabet skabte grundlaget for det øvrige Spaniens økonomiske boom.

I lang tid trøstede terroristerne sig med, at hvis de ikke kunne sejre, kunne de heller ikke besejres. Mellem attentaterne behøvede de blot søge over grænsen til nabolandet Frankrig for at være i sikkerhed.
Franskmændene havde set gennem fingre med ETA under francoregimet, og de tøvede næsten ti år med at yde effektiv hjælp til det demokratiske Spanien. I starten tvivlede franskmændene på soliditeten af det spanske demokrati, og derefter blev franske interesser selv et højt prioriteret mål for ETA’s attentater. Af begge grunde trak det ud, inden samarbejdet blev helhjertet. I 1992 gav samarbejdet sit første store resultat, da ETA’s topledelse blev optrævlet få måneder før starten på OL i Barcelona og Expo i Sevilla.
Siden har ETA’s militære nederlag været et spørgsmål om tid. Det politiske nederlag lod vente længere på sig. Det blev først beseglet med den nye europæiske bevidsthed om terrorist-problemet, der fulgte i kølvandet på de muslimske attentater.

Endnu i 1990’ernes slutning følte en avis som Berlingske Tidende ingen skrupler ved at omtale de baskiske terrorister med et neutralt udtryk som partisaner i en ledende artikel. I dag er det svært at forestille sig, ETA kunne gøre sig håb om en så velvillig betegnelse uden for den yderste venstrefløj.

Tænkepause
I 1989 i Algeriet forhandlede Felipe González’ socialistiske regering med ETA om betingelserne for en opløsning af terrorist-organisationen. I 1999 gjorde den konservative José María Aznar et nyt forgæves forsøg i Zürich. Ved denne lejlighed er det atter en socialistisk regerings tur, efter at terrænet i fjor blev forberedt på hemmelige møder i Geneve og Oslo.

Statsminister José Luis Rodríguez Zapatero har taget en tænkepause for at vurdere, om ETA’s nye våbenhvile er alvorligt ment. Datostemplingen på nogle breve skabte tvivl, om pengeafpresningen af erhvervsdrivende var hørt op, efter at våbenhvilen trådte i kraft.

Værre endnu: Så sent som den 22. april ødelagde brandstiftere en butik, der tilhørte et byrådsmedlem af UPN (de konservative søsterparti i Navarra). Sidstnævnte attentat syntes at tilhøre den type, ETA’s yderkreds - de politiske gadebander - i årevis har terroriseret anderledestænkende i Baskerlandet med. Gadevolden har også gjort sig gældende i Navarra, som er omfattet af ETA’s anschluss-politik om et stort Baskerland.

Før sidstnævnte episode havde Zapatero planlagt at tage fredsprocessens næste afgørende skridt i slutningen af maj. Det går ud på at bede parlamentet om støtte til egentlige samtaler med ETA.
Når tiden er inde til dette, kan regeringen lokke for terroristerne med den første ”gulerod,” har regeringskilder antydet. Den går ud på at samle 100 af ETA’s godt 600 fanger i fængsler nær hjemstavnen. Fangerne er i dag spredt på fængsler over hele landet, fordi regeringen ønsker at svække terroristorganisationens kadaverdisciplin.

Mistro skal væk
Zapatero er klar over, han behøver den konservative oppositionsleder Mariano Rajoys støtte, hvis fredsprocessen skal lykkes.

Begge har lovet at gøre en kraftanstrengelse for at overvinde deres gensidige mistro, som er resultatet af to års snakken forbi hinanden. Rajoy har beskyldt Zapatero for at rokke ved statens stabilitet, fordi statsministeren gang på gang træffer sine store beslutninger (bl.a. reformen af det katalanske autonomi) uden at rådføre sig med oppositionspartiet, der repræsenterer 40 pct. af vælgerne. Zapatero har derimod beskyldt Rajoy for at sabotere ethvert tilløb til samarbejde i håb om fremgang i meningsmålingerne.
Efter meddelelsen om ETA’s våbenhvile satte parterne sig sammen for første gang i lang tid og snakkede tingene igennem. Zapatero lovede at etablere en ”direkte og eksklusiv” kontakt med Rajoy om ethvert skridt i den kommende fredsproces. Rajoy lovede til gengæld at støtte fredsprocessen uden at skele til partimæssige interesser.

Hvor svært det bliver for dem at finde fodslag, så man allerede dagen efter.

Statsadvokaten, der i Spanien afhænger direkte af regeringen, opgav uventet sit krav om ubetinget varetægtsfængsel til Arnaldo Otegi, lederen af ETA’s ulovlige politiske parti Batasuna. Det havde Zapatero glemt at nævne på mødet med Rajoy.
Otegi, som i forvejen er på fri fod mod kaution, står sigtet i adskillige sager om bl.a. lovprisning af terrorismen. Ved denne lejlighed sigtedes han for at have organiseret en ulovlig demonstration. Han fejrede løsladelsen med en ny ulovlig demonstration.

Minister gik
Forståelsen mellem de store partier blev snart sat på en endnu hårdere prøve. Midt i den travle april tog forsvarsminister José Bono sit gode tøj og gik. Han ville have mere tid til familien, sagde han. Men det spillede sikkert også en rolle, at han var utilfreds med regeringschefens indrømmelser til de katalanske nationalister, og frygtede prisen som nu skal betales til de baskiske nationalister.

Bono var den mest indflydelsesrige repræsentant for socialistpartiets moderate højrefløj. Hans afgang tvang Zapatero til en regeringsomdannelse, som har styrket venstrefløjen. Indenrigsminister José Antonio Alonso flyttede over i forsvarsministeriet, mens indenrigsministeriet - et nøgleministerium i kampen mod ETA - blev overtaget af den parlamentariske ordfører Alfredo Pérez Rubalcaba.

Den konservative leder siger lige ud, han ikke stoler på Rubalcaba. Denne er til gengæld blevet godt modtaget af de baskiske nationalister, som heller ikke lægger skjul på deres glæde over Bonos farvel.

Politisk fremtid
Med hensyn til politiske forhandlinger om Baskerlandets fremtid er det sikkert, at hverken regering og opposition nærer den fjerneste hensigt om at inddrage selve ETA i disse. Noget andet er den rolle, som ETA’s politiske parti Batasuna kommer til at spille.

Batasunas rolle er et mere end sandsynligt konfliktpunkt mellem regering og opposition. Partiet har været ulovligt, siden de store partier for nogle år siden ændre valgloven, så terroristernes klakører blev sat uden for parlamentarisk indflydelse. I forbindelse med fredsprocessen er det indlysende, at Batasuna må ind i varmen igen, men ikke spor indlysende, på hvilket tidspunkt i fredsprocessen dette skal ske. De gentagne provokationer af Batasunas leder Arnaldo Otegi har til formål at vise, partiet ikke er til at komme uden om.
Dette synspunkt er blevet accepteret af den baskiske autonomregerings leder, Juan José Ibarretxe (PNV), der ikke har haft betænkeligheder ved at indkalde lederen af det ulovlige parti til en partirunde om fredsplanerne. Af samme grund nægtede PP at være med.

Ibarretxe har endda skræmt den forligsivrige Zapatero ved at gentage, at baskerne alene bestemmer fremtiden for deres land, og at de vil gøre det ved en folkeafstemning.

Debatten om Baskerlandets politiske fremtid gik i stå for nogle år siden med den for landspartierne uacceptable Ibarretxe-plan. Planens indhold er en art Puerto Rico model om et selvstændigt Baskerland, der er knyttet til det spanske rigsfællesskab ved en frivillig aftale mellem de to samfund.

Priviligerede
Ligesom katalanerne søger baskerne at udnytte deres stærke selvstændighedsbevægelser til at skaffe sig det bedste fra begge verdener. Baskerlandet og naboautonomiet Navarra er i forvejen de mest priviligerede inden for Spanien, idet deres særlige foralsamfund beholder næsten alle skatteindtægter til eget forbrug, uden at betale fuld pris for centralstatens serviceydelser.

Med hensyn til Baskerlandet har denne fordel set sig opvejet af de problemer, der fulgte af terrorismen. ETA har kostet baskerne en procent økonomisk vækst hvert år, skønnes det i en analyse foretaget af de lokale universiteter og Harvard.

Uden terrorismens skygge burde det stærkt industrialiserede Baskerland hurtigt genvinde sin stilling som Spaniens rigeste autonomi. Baskerne kommer til at opgive drømmen om den selvstændige nation, som de aldrig har haft i deres 2000-årige historie. Men Rajoy frygter, de ligesom katalanerne er i stand til at presse Zapatero til nye indrømmelser, der diskriminerer det øvrige land.

I forvejen ville centralstaten gå fallit i løbet af få år, hvis Spaniens 17 autonomstater alle havde så fordelagtige overenskomster med centralstaten som Baskerlandet.

pod

---

ETA i Málaga

Costa del Sol er ligesom det øvrige Spanien blevet hårdt straffet af ETA. De sidste ti år har der været følgende attentater:

1996: Ved tre lejligheder sprænges i alt fem mindre bomber i Málaga. Ingen ofre.

1997: ETA søger 7. september forgæves at dræbe parlamentsmedlemmet José Antonio Lemonche (PP) med en bombe under hans bil. Den følgende dag er der et andet forgæves forsøg på at slå to politikere ihjel. Ved denne lejlighed er Rincón de la Victorias borgmester Gómez Muñoz (PP) udset til ofret, sammen med rådmanden for byplanlægning Robles Mejía.

1998: Mislykket attentat på Málagas borgmester Celia Villalobos (PP). I Fuengirola mislykkes et andet attentat på borgmester Esperanza Oña (PP), da en belejlig tyv kører med bilbomben, der er anbragt på hendes rute.

2000: Málagas byrådsmedlem José María Martín Carpena (PP) dræbes den 15. juli, da han forlader sin bopæl. Byens nye sportshal opkaldes efter ham. Få dage senere finder et andet byrådsmedlem, José Asenjo (PSOE), en bombe under sin bil.

2001: En bilbombe med 60 kilo sprængstof efterlades på p-pladsen uden for Málagas lufthavn. Bomben demonteres uden at eksplodere.

2002: 21. og 22. juni sprænges to bilbomber i henholdsvis Fuengirola og Marbella. Desuden efterlades en lille bombe på et hotel i Mijas. Adskillige sårede.

2004: 6. december sprænges en lille bombe i den tropiske park langs havnen i Málagas centrum. Ingen ofre.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---