Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Solkysten skaffer svar!
Skrevet af Solkysten
Har du et praktisk problem i din spanske hverdag? Send os et par linier, så forsøger vi at skaffe svar!
Fradrag for invaliditet
? Tak for et godt blad. Vi vil gerne have oplyst hvordan den mellemste og højeste danske førtidspension beskattes i Spanien for to personer, der begge har fået godkendt en invaliditetsgrad på over 66,66 pct. Vi har tidligere gennem medierne hørt, at hvis man har en indkomst under 22.000 euro, behøver man ikke at indsende selvangivelse og er skattefri. Er det korrekt?
B.S.
! Reglen om ikke at skulle indsende selvangivelse for indkomster under 22.000 euro, gælder alene for personer, der har været ansat hos én arbejdsgiver hele året, og som derfor allerede har betalt á conto kildeskat til Spanien. Kun personer, der i 2005 har haft en indkomst på under 8000 euro, kan undlade at indsende selvangivelse. I praksis betyder dette, at alle danske pensionister må deklarere.
Personer med en invaliditetsgrad har mulighed for ekstra fradrag. Det forudsætter dog, at invaliditetsgraden er godkendt af de spanske sociale myndigheder. Det er en procedure, der kan tage op til 12 måneder, og det kræver bl.a. oversættelse af de danske sagsakter, spanske lægeundersøgelser gennem den læge, man får tildelt ved tilflytning til Spanien.
Hvis en dansk pensionist opnår en godkendelse af en invaliditetsgrad på mere end 66,66 pct, opnås et betydeligt ekstra fradrag i den skattepligtige indkomst.  Størrelsen er afhængig af alder, forsørgerstatus samt øvrig indkomst. En enlig forsørger med et hjemmeboende barn under 18 år og som ikke oppebærer andre indkomster, vil kunne opnå et ekstra personligt fradrag på ca. 10.000 euro. Hvis den sociale indkomst fra Danmark udgør 18.000 euro om året, betyder det i realiteten, at forsørgeren er skattefri. Ved højere pensionsbeløb betales indkomstskat, men beløbene er af begrænset størrelse. En dansk folkepensionist uden invaliditetsgrad og uden andre indkomster betaler typisk ca. ti pct. af indkomsten i skat.
Martin Davidsen
Advokatfirmaet Mona
Elisabeth Davidsen, Marbella

I tvivl om bøden
? Jeg var på markedet i Nueva Andalucía, da min bil blev fjernet af Policía Local i Marbella. Da jeg afhentede den, betalte nogle spaniere 80 euro, mens jeg måtte af med 151 euro. Ved forespørgsel meddelte man, at jeg var udlænding – derfor! PS: Jeg har et NIE-nummer. Kan Solkysten finde et svar?  
H.B. Daugaard
! Marbella kommune har undersøgt sagen. Først og fremmest: Man forsikrer, du er blevet korrekt behandlet, for så vidt at bøden for ulovlig parkering er 100 euro, hvortil kommer 51 euro, som er kranvognens aftalte takst for den ydede ”service” med at køre en bil bort i dagtimerne.
Hvad så med svaret, du fik stukket ud ved afhentningen af bilen? Det er mere svært at trænge til bunds i! Bøden og kranvognens takst er den samme for alle, spaniere og udlændinge.
Måske er arbejdsklimaet lidt stresset i det private selskab, som har koncessionen på kranvognen. Som du kan læse andetsteds i bladet, er det direkte involveret i den store skandalesag i den kommunale administration.
red.

Bilen med til Spanien
? Jeg har et spørgsmål vedrørende dette at medbringe en ældre bil til Spanien, når jeg om kort tid flytter derned. Bilen er indregistreret første gang i 1984 og senest synet i foråret 2006. Når jeg kommer til Spanien, kan jeg vælge at omregistrere den eller eventuelt skrotte den, da det efterhånden er en ældre "dame", og jeg godt kunne tænke mig at at købe en nyere spansk bil på spanske plader.
Mit spørgsmål går på, om jeg kan skrotte bilen i Spanien inden jeg omregistrerer den? Hvor lang tid kan jeg køre i bilen, inden den skal omregistreres? Der findes vel også en skrotordning i Spanien, og hvad er prisen/omkostninger?
Villy Jepsen, Holbæk
! Du kan godt skrotte bilen i Spanien, man indleverer den på en ophugsplads og får et bevis på det. De spanske ophuggere tager normalt ikke penge for at modtage bilen.
Så skal bilen afmeldes i Danmark, hvor du må spørge på motorkontoret, om de vil have andre beviser på, at bilen er skrottet i Spanien. Husk at tage nummerpladerne med retur til Danmark, når bilen skal afmeldes.
Du kan køre i bilen i Spanien til du eventuelt søger ”residencia”, dog maksimalt op til seks måneder.
Da jeg ikke ved, hvilken bil vi taler om, kan jeg ikke oplyse prisen på registrering i Spanien, men minimumsudgiften ligger omkring 1000 euro. Omregistrering kræver også at bilen er typegodkendt i Spanien.
Skrotordningen omfatter kun spansk indregistrerede biler, der er mindst ti år gamle, og kun ved købet af en ny bil eller en nyere brugt. I så fald får du, afhængig af forskellige forhold, ca. 400 euro retur.
Mads Brygmann

Bed & Breakfast i hjemmet
? Vi har netop købt en dejlig lejlighed i Torrox, med det for øje senere at ”bygge” en de lux bed & breakfast. Her skal der være mulighed for at købe vin, øl og drinks i baren. Kan I fortælle mig, hvordan loven ser på dette. Er der en form for bevilling, og hvordan får man den?
Lars Høyer, Fredensborg
! Det er ikke så ligetil at forklare i en brevkasse, hvordan dette skal gøres, men det skal i hvert fald pointeres, at I har "noget af et arbejde” for jer. Alle tilladelser skal være i orden, før et sådant projekt sættes i værk. Det er et samarbejde mellem kommunen og Junta de Andalucía (autonomregeringen), der afgør, hvilke tilladelser der skal til, og hvilke der kan gives. I skal også overveje, hvordan I ønsker at drive denne virksomhed. Hvis det f.eks. sker som et S.L. (Aps) eller et S.C. (Sociedad Civil), skal selskabet først stiftes, så alle tilladelser kan søges i dets navn.
 Lonnie Christiansen
Advokatkontoret León & Christiansen

Medicinkøb i Danmark? Jeg er under den spanske sygesikring og får noget dyr medicin. Jeg skal på ferie i Danmark, men kan ikke få udleveret medicin til tre måneder.
Skal jeg selv betale medicinen i Danmark? Kan jeg få refunderet mine udgifter, når jeg kommer tilbage?
Ejner Rahbek
! Du skal anmode Seguridad Social om et EU-sygesikringsbevis. Med dette bevis har du ret til den sygehjælp m.m., der bliver nødvendig under ophold i Danmark på samme vilkår som danske gruppe 1-sikrede, herunder også ret til tilskud til medicin efter de danske regler.
Bemærk, at talen er om danske regler. Især hvis du er pensionist, vil du opdage, at tilskudsmulighederne i Danmark ikke er lige så gode som i Spanien. Nærmere oplysning om det danske medicintilskudssystem kan findes på lægemiddelstyrelsens hjemmeside www.laegemiddelstyrelsen.dk.
Det er nok tvivlsomt, om du bagefter kan få refusion af egenbetalingen hos de spanske myndigheder, men der sker da intet ved at bede om en kvittering og forsøge.
Der er i øvrigt et andet problem af praktisk art, som du måske ikke er opmærksom på. Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet er en spansk recept ikke gyldig i Danmark, så patienter med en sådan må rette henvendelse til en dansk læge for at få ordineret den medicin, der skal købes på et dansk apotek.
red.

Har du et spørgsmål, kontakt os:
Fax: 952 46 28 22 eller send en e-mail: per-ole@solkysten.net
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2006
Solkysten - Maj 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga