Det atletiske har en helt naturlig forklaring; Aase har været fuldtids landmand i Andalusien siden 1985, da hun og hendes nu afdøde mand flyttede ind på deres finca mellem Torrox og Cómpeta.
Aase, eller Josefina som spanierne kalder hende, fordi det er lettere at udtale på spansk, har også et byhus i Cómpeta, og det er der hun fører mig til ... ad stier, som ingen bil kan køre til.
Der dufter nymalet i huset, som Aase netop har malet ... ude og inde.

- Spanierne finder det helt naturligt, fortæller Aase, - at en ældre kvinde maler huse. Du ser ofte sortklædte ældre kvinder, eller jeg skulle måske sige enker, der hvidter husfacader. Det er en gammel tradition at betale en enke for at hvidte sit hus. Det er en måde at hjælpe enken økonomisk på.
Aase er selv enke, og det har hun været siden hendes mand, Gunnar, døde i 1996.
Selv efter 21 år i Andalusien ... uden besøg i Danmark, er Aases danske dialekt umiskendelig københavnsk. Hun blev født i Gentofte i 1934.

- Jeg har ikke haft nogen grund til at rejse til Danmark, siger Aase. - Mit liv er her, hvor jeg bor... Jeg har to sønner, som er tæt på de 50 begge to, men de har altid besøgt mig her. Det samme gjorde sig gældende med min mor, da hun levede.

Aases afdøde mand, Gunnar, var tidligere formand for buschaufførernes fagforening i København.
- Vi fik 11 år sammen i de andalusiske bjerge, inden han døde, fortæller Aase, som har været gift før. - Min første mand er far til mine to børn, tilføjer hun.

I 1996 fik Aase lungebetændelse, selv om hun aldrig havde fejlet noget før. Det var så slemt, at hun var indlagt på Vélez-Málagas sygehus et stykke tid. Da hun kom hjem havde Gunnar købt et byhus i Cómpeta og sat fincaen til salg.

- Gunnar syntes ikke jeg skulle være landmand mere, fortæller Aase, - han syntes, det var for meget for mig. Jeg arbejdede noget der lignede 16 timer om dagen.
Fincaen blev solgt, og Gunnar og Aase kunne se frem til at blive landsbyboere i en nær fremtid, men kun fire dage efter slutsedlen var skrevet, havde skæbnen andre planer. Som John Lennon fra The Beatles I sin tid udtrykte det; "Life is what happens to you while you are busy making other plans". (Livet er det, der sker med dig, mens du har travlt med at lægge andre planer).

Den sidste hvile
- Jeg kom hjem og fandt Gunnar død. Sådan fra det ene øjeblik til det andet. Jeg husker det vrimlede med folk; bedemand, politi og naboer. Jeg spurgte politiet om jeg måtte begrave Gunnars aske i haven, når han var brændt ... og det måtte jeg gerne.

Aase og Gunnar havde to oliventræer, der var mere end 500 år gamle, og under et af dem blev Gunnar stedt til hvile.

Aase flyttede ind i huset i Cómpeta, men hun måtte hurtigt sande, at hun ikke kunne undvære campo’en. Desuden havde hun to store hunde, som spanierne så skævt til, når hun luftede dem.

- Jeg købte et stykke jord ... tæt på vores første finca, og så byggede jeg et lille hus. Nu sover jeg i Cómpeta om vinteren og i campo’en om sommeren ... men jeg tilbringer alle mine dage, hver dag, i campo’en. Jeg arbejder måske ikke 16 timer mere hver dag, men nok noget, der ligner 14.
Aase dyrker mandel og oliven og masser af urter, men hun passer også udendørs blomster på terrasserne for folk, der kun bor her halvtids.

Det er ti år siden Gunnar døde, men Aase er stadig alene. På spørgsmålet om hun kunne forestille sig at gifte sig igen, svarer Aase; - Nej. Det er så besværligt, og man vænner sig til at være alene ... Jeg ville også miste respekten blandt spanierne i landsbyen.

Aase kender mindst 100 voksne spaniere i landsbyen ... og deres børn.

Fremtiden
Selv om jorden optager en stor del af Josefinas dagligdag, så har hun alligevel fundet tid til slægsforskning. Hun har skrevet sin families historie, hvilket tog hende 12 år. Bogen blev færdig i år 2000 og findes nu på Folkemindesamlingen på Nationalmuseet i København.

Skriveriet er ikke et overstået kapitel. Aase er gået i gang med et nyt stort projekt. Hun har fundet sin onkels håndskrevne dagbøger. Han var tømrer og rejste som naver gennem 30’ernes Europa, hvor han førte detaljerede dagbogsnotater. Det er disse notater, som Aase skriver rent nu.

Og fremtiden ... hvad med den? Er der mere Aase ønsker sig af livet?

- Der er tre ting, jeg kunne tænke mig, svarer hun. - En himmelseng ... en stor palme og et drivhus. Aase smiler. - Det med drivhuset kan vist være lige meget ... det blæser alligevel fra hinanden, med de storme vi har her i bjergene.

Josefina serverer varm cappuchino ved køkkenbordskanten på feltmaner. Der er ikke mange ting i huset, fordi det netop er malet og under renovering.

- Det vigtigste i livet for mig er ærlighed, siger hun. - Det er okay med en lille hvid løgn ... men kun hvis det er for at beskytte nogen ... eller for ikke at såre.....

Livsfilosofi ... eller religion?

- Tja, det nærmeste jeg kommer religion er nok respekten for naturen, svarer Aase, - det kalder man vel for panteisme?

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt

---

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til dorteholm57@hotmail.com

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---