
Marqués de Larios er Málagas populære slentre-strøg.
En dag i byen
Skrevet af Solkysten
Mange malagueños ved det ikke selv, så hvordan skulle udlændingene vide det... Men de bor i en herlig by, hvor det seneste årti har rettet op på det seneste århundredes forsømmelser.
Málaga bliver aldrig monumental som Sevilla, historisk som Córdoba eller sagnomspunden som Granada. Men byen er blevet vældig hyggelig, og ingen forstår bedre end danskere at værdsætte den slags.
Derfor er det på tide at tage til centrum og blive fortrolig med Costa del Sols hovedstad. Vi har sammensat et program, så du ser det uundværlige i løbet af en enkelt dag. Vel at mærke en hverdag, for ellers går du glip af noget vigtigt. Málaga skal opleves, når byen summer af den daglige aktivitet.
Bagefter har du forhåbentlig appetit på mere. Men dette er en start.
Der er ingen grund til at møde op på Plaza de la Marina før turistkontoret (1) åbner døren klokken 9. Men du bør heller ikke vente ret meget længere. Senere på dagen bliver det varmt, og inden formiddagen er til ende, skal vi være færdige med spadsereturen i byens gader.
Det er vigtigt at besøget starter på turistkontoret, for uden et bykort vil du føle dig fortabt på spadsereturen ind i byens hjerte.
På Plaza de la Marina benytter vi lejligheden til at kaste et blik på to statuer. Den ene ud mod søsiden er Málagas vartegn El Cenachero (2), rejst til minde om fiskerdrengen, der falbød de friske varer i byens gader. Han er ikke så iøjnefaldende som Frihedsgudinden i New York, men det er Den lille Havfrue heller ikke.
På den anden side af hovedstrøget gennem Plaza de la Marina står byens nye statue af H.C. Andersen (3). Hvis du ikke allerede har set ham, er det på tide.
10.00-11.00 En let og klassisk morgenmad inden udflugten for alvor går i gang. En café con leche kender alle, og hertil et sted mellem to og fire churros pr. person. Skiltet annoncerer sidstnævnte til 30 meget overkommelige cent på hjørnet af Puerta del Mar og Herrería del Rey, hvor et af de ægte steder ligger (4).
En churro er en luftig og friturebagt stang af pandekagedej. Den serveres mange steder, men her vender køkkenet ud mod gaden, så de nysgerrige kan følge med i tilberedningen. Husk endelig at bagværket skal dyppes i kaffen, for heri består hemmeligheden. I stedet for kaffe kan man bestille chokolade til sin churro, men det er mere almindeligt om eftermiddagen.
Hundrede meter længere fremme munder Herrería del Rey ud i Mercado de Atarazanas (5), byens 125-årige torvehal, hvor boderne svulmer af frugt og grønt, dugfrisk fra "Málagas køkkenhave" i Guadalhorce-dalen. På dette tidspunkt af formiddagen køber restauratørerne stort ind. Men lokale husmødre ved også, at de bedste kvaliteter og priser findes her. I hallens anden afdeling bringer fiskeboderne havets stærke aroma ind i byen.
Bemærk torvehallens hovedindgang. Den er det eneste minde om maurernes skibsværft ("atarazanas"), der lå på samme sted.
11.00-12.00 Fortsæt videre til Plaza de Félix Sáenz (6). Her er intet at se - og det er historien. For tre årtier siden var det lille torv hjemsted for centrumhandlens stolthed: storbyens store stormagasin Félix Sáenz. I dag virker bygningen ret beskeden. Det afskallede skilt og de hvidtede ruder fortæller om en forretning, der forældedes fra dag til anden, da El Corté Inglés åbnede en km borte og revolutionerede handlen, ja dybest set hele provinsmiljøet i Málaga. Det er en generation siden, men udviklingen svarer til to generationer i Danmark.
Fra Félix Sáenz torvet fortsætter vi gennem den gamle hovedgade Nueva (7). Nueva (dvs. "Nygade") medførte også en revolution i 1500-tallet. Den var centrums første snorlige gade, de kristne byplanlæggeres genvej gennem middelalderlabyrinten, de havde arvet efter araberne.
Vi fortsætter til hovedtorvet Plaza de la Constitución (8), som kroner byens slentrestrøg Marqués de Larios (9).
Tre århundreder senere tog byplanlæggerne ideen med Nueva-gaden op i den store målestok. Larios-gaden er den vigtigste af de nye hovedårer, der under den store byrenovering i 1800-tallets sidste halvdel bragte lys og sund havluft ind i centrum. På spadsereturen mellem gadens flotte patricier-ejendomme kan man se, der var penge bag ideerne. Byen var midt i sin næstsidste blomstringsperiode, for sammen med Bilbao i nord var Málaga i syd Spaniens første moderne industriby. Impulsen kom fra havnen, hvor det lokale aristokrati stiftede kompagniskaber med tyske og engelske købmænd.
Bag det nye storborgerskab ligger småborgerskabet. Bag Larios-gadens store facader kigger man ind ad de handlendes små ruder. Mindre forhold, men de samme rette vinkler. Pasaje de Chinitas (10) er to gyder, der krydser hinanden på et stemningsfyldt småtorv. Her overlever den lille købmand og grønthandleren mirakuløst, sammen med gravøren, knivsmeden og en af Málagas sidste skopudsere.
Der er også et par fortovsrestauranter med udsigt til den nu lukkede Café de Chinitas, udødeliggjort i en ballet, der talte med Lorcas og Dalís samarbejde.
Café det Chinitas var et af de sære steder, hvor industribaronerne mødtes med zigøjnerne, avantgarden med bagstræbet, og - ved en lejlighed - danserinden med en orientalsk prins, der gjorde hende til dronning.
12.00-14.00 Så er vi igennem formiddagens obligatoriske program! Nu kan læseren selv gå på opdagelse og indkøb i den ældste del af byen, der starter hvor Larios-gaden ender (11).
Glem ikke at skyde genvej engang imellem. Mange af de bedste "fund" gør man i små gyder, og desuden er det forfriskende at søge tilflugt i deres evige skygge, når varmen trykker. Nej, denne del af byen er ikke farlig - med mindre man glemmer bykortet!
Centrum har nogle og tyve gadenavne, der kan føres tilbage til 1501, da det Det katolske Kongepar (Isabel og Fernando) genopfandt byen.
Fire år tidligere havde de kristne efter hårde kampe erobret Málaga fra maurerne, der nægtede at kapitulere på fordelagtige vilkår, mens de havde chancen. Som advarsel til andre modstandsgrupper på vejen til Granada - felttogets mål - blev hele Málagas mauriske befolkning solgt som slaver. Indvandrerne fra Nordspanien fordeltes på gader efter erhverv. Skomagerne holdt til i Zapateros, og sådan er det hele vejen igennem. Spanskkyndige genkender nemt gaderne: Ollerías (pottemagerne), Especería (krydderihandlerne), Calderería (kedelsmedene), Carretería (vognmagerne), Cintería (båndhandlerne). Hele byen blev organiseret som hylderne på et supermarked. Camas ("senge") var naturligvis gaden, hvor de rejsende søgte logi - og lejlighedsvis selskab i sengen. Det sidste er vist stadig muligt.
Sidst på formiddagen skal vi have en frokost med gode tapas. Vi kan f.eks. anbefale Ajoblanco på Plaza Uncibay (12), der har færdige tapas-menuer på spisekortet.
14.00-15.00 Mens solen står højest på himlen, søger vi tilflugt i katedralens (13) kølige indre. Den er ikke stor - ikke efter spanske forhold - men velproportioneret, som det forventes af en bygning med grundplan af renæssancemesteren Diego de Siloé. Lyset gennem de store glasmalerier forjager skummelheden, som ofte eksisterer i disse store stenkasser.
Den første katedral på stedet blev indviet i byens gamle moské, som man derpå gik i gang med at bygge om i sengotisk stil. Få årtier senere fortrød man, rev det meste ned og startede forfra. Gotikken forekom dem allerede lidt mosgroet, ligesom vi ser på klunketiden i dag. Eneste minde om den gotiske katedral er hovedindgangen. Den sidder nu i nabokirken "Iglesia del Sagrario" på den anden side af katedralens patio - over for døren, turisterne benytter. For at se den gotiske hovedindgang, skal man ud på gaden.
På vej rundt i katedralen er der tre steder, gæsten bør dvæle lidt længere. Bag højalteret ligger Santa Bárbaras kapel med en pragtfuld gotisk altertavle fra 1524, udført af den flamske mester Nicolás Tiller. Den er også en overlevende fra byens første katedral.
To kapeller til højre æres den lille jomfru, som dronning Isabel skænkede Málaga til minde om sejren over maurerne. Dronningen og kong Fernando knæler i bøn foran jomfruen, men de kongeliges statuer er et senere værk af Pedro de Mena.
Sidstnævnte - en af barokkens største mestre - efterlod sit hovedværk i Málagas katedral: 40 pragtfulde billedskærer-arbejder på kor-stolene, som man må stille sig tilfreds med at beundre gennem gitteret. Arbejdet tog syv år fra 1656-62.
Nu vi er ved koret, så bemærk placeringen i bygningens centrum. Dette træk adskiller spanske katedraler fra andre i Europa.
Byggeriet tog flere århundreder og endte langt inde i barokken, hvad man bemærker på de sidste facader. Helt færdig blev katedralen aldrig. Den mangler et af de planlagte tvillingetårne, så los malagueños kender den som "La Manguita". Vi kan oversætte det som "Vor enarmede Frue". Ifølge traditionen skænkede byen pengene til USA's frihedskamp mod englænderne, som spanierne jo også havde et horn i siden på. Men en anden version vil vide, at pengene gik til en ny landevej til Antequera. På dette tidspunkt i historien var prioriteterne på det offentliges anlægsbudget så småt under ændring.
Ude fra skuffer katedralen en smule, fordi den ligger indespærret i bykernen. Et hæsligt hotel har stjålet udsigten fra søsiden, som betog H.C. Andersen.
15.00-17.00 På gaden er det stadig varmt, men Buenavista-paladset med Picasso-museet (14) ligger ikke langt borte.
Det er nemt sagt, at museets faste samling er en anden sortering af kunstnerens værker. Da fødebyen alt for sent fik mulighed for at indrette museum, var den afdøde kunstners værker oppe i pris. Kritikerne overser desuden, at museet arrangerer mange særudstillinger af usædvanlig kvalitet. For øjeblikket er det "Antibes' picasso'er". Det franske Picasso-museum i Antibes har for første gang udlånt 73 værker fra de entusiastiske efterkrigsår, hvor Picasso brugte Grimaldi'ernes slot som atelier og slap sin glæde over nazismens nederlag løs. Denne særudstilling er en af årets kulturelle begivenheder i Málaga, og indtil den 11. juni kan det stadig nås.
Det restaurerede og udvidede Buenavista-palads blev for nylig hædret af USA's arkitekter som et af verdens ti bedste eksempler på, hvordan et sådant projekt indpasses i et gammelt bymiljø.
Beviset for, at Málaga er en af Europas ældste byer, finder man også i Buenavista-paladset, hvor restaureringen bragte byens fønikiske grundsten for dagens lys.
Materielle rester er der få af, men fra gamle skrifter ved vi, fønikerne kaldte byen Malaka. Et navn der fortæller om 2700 års kontinuitet på stedet.
Fra Picasso-museet går turen videre til Plaza de la Merced (15), hvor kunstnerens fødehjems-museum har hjemme. Det er ikke tanken at kigge ind i denne omgang, men torvet er et af Málagas mest stemningsfyldte og bør inkluderes i dagens rute.
17.00-19.00 Vejen fortsætter forbi det lille romerske teater (16), en ny episode i byens lange historie. Teatret er kommet til værdighed, efter at francotidens kulturhus blev revet ned. Kulturhuset havde man såmænd placeret pladask oven i teatret! Et andet eksempel på francotidens byfornyelse er det famøse hotel foran katedralen.
Byens araberborg, alcazaba'en (17), stammer i sin nuværende form fra det 11. århundrede, hvor Málaga en kort overgang blev et selvstændigt kongedømme - omend et af de mindste - da Córdoba-kalifatet faldt fra hinanden.
Bølgerne slikkede borgens fundamenter, for dengang rakte havet længere ind, eller byen kortere ud. En stor del af den er anlagt på opfyldt terræn.
Alcazaba'en er et billede på maurerens sind. Der er nye fæstninger inden i fæstningen, og adgangen fra det ene afsnit til det følgende foregår i snævre zig-zag passager. Dem passerer man ikke i løb med en blodtørstig kniv hævet til det forræderiske hug, araberen altid frygter fra sine egne. Dybt inde i det labyrintiske bygningsværk ligger hans intime liv i fred for fremmede blikke: haremsgårdene til de seksuelle slaver. Mange nordeuropæiske piger blev bortført og solgt til arabiske herrer, som satte pris på deres mælkehvide hud. Her endte de livet som kanariefugle i et gyldent bur. En mærkelig skæbne for landsbypiger, hvis eneste forbrydelse var et lidt bedre udseeende end normalt.
Visse afsnit af Málagas alcazaba er endda meget restaurerede, og ikke altid på den måde, nutidens arkæologer ville have foretrukket. Men efter den seneste istandsættelse har byen fået et værdigt minde om denne næsten 700-årige periode i sin historie.
19.00-22.00 I det 14. århundrede var det ny våben kanonen blevet mere effektivt, og gamle fæstninger af alcazaba'ens type var ikke så sikre som tidligere. Yusuf I af Granada byggede Gibralfaro-fortet (18) på bjerget over alcazaba'en og forbandt de to bygningsværker med en vej mellem befæstede mure.
Denne vej kan vi ikke benytte, men uden for muren løber en parallelvej fra alcazaba'en op til Gibralfaro. For at leve sig ind i forholdene, kan man løbe derop, som om både fjenden og fanden var i hælene. Der er andre grunde til at skynde sig, idet Gibralfaro ikke lukker flere besøgende ind efter klokken 19.30. Programmet holder med lodder og trisser, for i rask spadseretempo er der 20-25 minutter til toppen.
Mange vil foretrække at tage bilen ved en anden lejlighed, men det er faktisk synd. Turen til fods er fantastisk charmerende, fordi udsigten til byen og bugten hele tiden forbedres. Øverst på bjerget krones den med et panorama-view fra Gibralfaros høje fæstningsmure, som ingen bør undvære.
Solnedgangen oplever vi fra terrassen i det nærliggende Parador-hotels restaurant (19), hvor vi har været forudseende nok til at bestille bord.
19.00-22.00 Alternativet er at blive ved jorden - i centrum - og udskyde besøget i Gibralfaro til en anden lejlighed.
I så fald er der tid til at lægge vejen om Málagas ældste vinstue "Antigua Casa de Guardia" (20), der ligger på hovedstrøget Alameda Principal nr. 18. På den lange trædisk noterer travle tjenere prisen ned med kridt, hver gang gæsterne får serveret et friskaftappet glas af tønderne af førrevolutionært russisk egetræ. Talen er om bolsjevikkernes revolution - ikke Gorbachovs. Helt uændret er lokalet ikke siden indvielsen i 1840, men stemningen er garanteret autentisk, og stedets egen vingård i bjergene producerer nogle af Málagas bedste vine.
For denne del af læserskaren er der reserveret plads i en af Málagas bedste restauranter, "La Posada de Antonio" (21), der ligger på adressen C/ Granada nr. 33. Restauranten drives fra Hollywood af skuespilleren Antonio Banderas, men det er nu ikke derfor, den skal anbefales. Det er et velfungerende og velsmagende spansk steakhouse, hvor kødet grilles på det store åbne ildsted.
pod
Fotos: Poul Frey Skøtt m.fl.

1. Turistkontor på Plaza Marina • 2. El Cenachero • 3. H.C Andersen • 4. Café med churros • 5. Mercado de Atarazanas • 6. Plaza de Féliz Sáenz • 7. Gl. hovedgade Nueva • 8. Plz. de la Constitución • 9. Marqués de Larios • 10. Pasaje de Chinitas • 11. Gl. bydel • 12. Plaza Uncibay • 13. Katedralen • 14. Picasso-museet • 15. Plaza de la Merced • 16. Romersk teater • 17. Alcazaba • 18. Gibralfaro • 19. Restaurant Parador de Gibralfaro • 20. Casa de Guardia • 21. Res-taurant La Posada de Antonio.Ankomst
Kommer du i bil, er der p-kælder under rutens udgangspunkt: Plaza de la Marina. Her kan du også kaste et blik på Málagas arabiske fundamenter, der blev opdaget under udgravningen til p-kælderen.
Den billigste løsning på transportproblemet er at tage toget (stationen Málaga Centro) eller bussen til centrum. Du har alligevel intet at bruge bilen til i løbet af det beskrevne besøg.
Bemærk, at programmet er sammensat med henblik på en hverdag. Undgå mandag, som er personalets hviledag i nogle af byens seværdigheder.
Information
Turistkontor: 952 122 020
På Nettet:
www.malagaturismo.com
Andre telefonnumre
Parador de Gibralfaro: 952 221 902
La Posada de Antonio, C/ Granada nr. 33: 952 217 069
I hestevogn og bus
Foran katedralen holder hestevognene, der tilbyder turister en rundtur i centrum.
Pladsen foran katedralen er en af 15 holdepladser i Málagatour, en turistbus der kommer vidt omkring i byen. Passagererne kan stå af og på bussen i dagens løb med den samme billet. Det er praktisk og billig transportform for folk, der også vil opleve Málagas yderhjørner. Desuden kommenteres rutens seværdigheder på otte sprog.
Sommerens varme debat
Kunstneren José Abad (Tenerife, 1942) siger, han ikke kan li' at snakke om sine skulpturer. Men det kan alle andre tilsyneladende, og meningerne er stærkt delte. Ingen forholder sig ligegyldige til de 15 værker i solid smedejern, der siden maj har domineret centrums strategiske pladser. Frilufts-udstillingen vil præge bybilledet frem til udgangen af oktober.
På indkøb og ferie med rabatkort
Málaga-card er et nyttigt rabatkort til en, to eller syv dages ferie i byen. Priserne er henholdsvis 28, 35 og 40 euro. Med kortet har du adgang til en halv snes museer og monumenter samt Málagatour. Desuden får du rabatter mere end 100 steder: forretninger, restauranter, flamenco-opvisninger...
Man kan ikke sige, initiativtagerne (de handlende i byens historiske centrum) har gjort meget for at markedsføre ideen, siden den blev introduceret i fjor. Men det er en god mulighed for folk, der ved den eksisterer. Tast www.es.lastminute.com og søg på "Málaga Card" (husk at stave det korrekt med trykstreg). Efter bestilling på Internettet kan kortet afhentes under selve besøget.
Der er mere end 1000 forretninger i det historiske centrum. Hvilke er de mest interessante for dig? Du kan (hvis du forstår spansk) kaste et blik på mulighederne i www.centrohistoricomalaga.com.
![]() Udsigten bliver hele tiden bedre på vejen til Gibralfaro. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2006



