
Ombygningen af Málagas havn er netop startet. Havnen skal hænge sammen med centrum og byens daglige liv.
Málaga langs strandvejen
Skrevet af Solkysten
Málaga har længe levet med ryggen til havet.
Alt dette vil være historie om få år. For øjeblikket er centrum i færd med at generobre havnen, men inden vi fortæller den historie, skal vi et smut ud ad den nye strandvej, som går fra centrum i retning mod Torremolinos.
Nogle km. fra centrum bliver strandvejen hovedfærdselsåre i Málagas nye boligkvarter ned til kysten. Selv et boligkvarter kan være en turistattraktion - specielt for gæster, som kommer fra vestkystens store feriebyer.
Her kan de se, hvor godt det kunne have været.
Byens nye legeplads
Glem Marbella, Fuengirola, Benalmádena og Torremolinos. Hvis du ønsker en bylejlighed ud til havet, findes det bedste såmænd i provinshovedstadens gamle industrikvarter.
En bred og ubrudt badestrand er storbyens nye legeplads. Bag stranden forbinder en bred promenade boligblokkene, som veksler med små grønne parker. Når man først har set det, er det indlysende, at sådan burde hele kyststrækningen have set ud. To enorme fabriksskorstene midt på stranden er de stolte symboler på Málagas landvinding. Industriel arkæologi fra bæltet af forladte fabrikker, ikke-forladt petrokemi og simpel boligslum, der tidligere spærrede byen fra havet på denne strækning.
Málagas unge er ikke længere tvunget til at tage toget til Torremolinos, når de vil til stranden. Måske burde de unge i Torremolinos tværtimod overveje at tage toget i den modsatte retning. Derefter skal de stå af ved San Andrés stationen og skyde genvej gennem arbejderkvarteret. Det krones i dag af kystrenoveringens første store praktiske resultat.
På vej mod 2016
Nu kommer turen til byens havn og Málagas centrum. For første gang i årtier arbejdes der i havnen, så man kan se en praktisk begrundelse for gitteret omkring den. Men når arbejdet er færdigt, rives gitteret ned, og der bliver direkte forbindelse mellem havn og centrum hen over Plaza de la Marina. Arbejdets formål er at inddrage østmolerne som bypark bag en ny havnefront af butikker, restauranter og fritidslokaler.
Efter indvielsen af Picasso-museet er Málaga allerede blevet anløbshavn for mange af Middelhavets krydstogtskibe. Havnen har indset, at fremtiden er passagerer og ikke containere. Det kommende koncerthus i havnens anden ende vil om nogle år stå som kulturelt fyrtårn for dens nye prioriteter.
Bag det hele ligger forberedelserne til 2016, hvor Málaga har anmeldt sit kandidatur til ærestitlen som Europas kulturelle hovedstad. 2016 kan synes langt ude i fremtiden, men den virkelige betydning af kandidaturet er ikke, om titlen til sin tid kommer i hus. Forarbejdet er det vigtige, for de store anlægsarbejder til byens forskønnelse vil aldrig være spildt.
I øvrigt må vi indtil videre bære over med nogle af ulemperne. Byen føler berettiget stolthed over den subtropiske botaniske have, der ligger som en aflang park mellem centrum og bydelen La Malagueta. Parken inddrages også i det store havneprojekt, og er af samme grund lukket for ombygning.
Vi springer parken over og tager direkte til La Malagueta. Her ligger tyrefægterarenaen på den store tunge, byen rækker ud i havet på opfyldt terræn. La Malagueta mole inddrages til sin tid i den nye turisthavn, men foreløbig er det nyttigt for fremmede at vide, at nogle af byens bedste restauranter skjuler sig i zonen bag arenaen.
Fiskerlejerne
Havnepromenaden fortsætter østpå langs villakvartererne i bydelen Limonar, hvor storborgerskabet for hundrede år siden koblede af i weekenden. Længere behøvede man ikke rejse dengang for at være ude på landet. Mange af de gamle "sommerhuse" - små palæer - eksisterer stadig.
Længst ude er forstæderne Pedregalejo og El Palo gamle fiskerlejer, som næsten er opgivet af fiskerne, men ikke af kunderne. De gamle fiskerboliger i første strandrække er ombygget til fiskerestauranter - byens bedste og selvfølgelig de mest stemningsfyldte. Ind imellem restauranterne ligger barer for unge og barer for ældre. Noget for enhver smag. Parallelt med strandpromenaden strækker bystranden sig atter lang og velordnet foran os.
Strandene i Pedregalejo og El Palo er et af Málagas store aktiver, en zone det virkelig betaler sig at udforske fra en ende af for at finde frem til de bedste steder. Jo længere man bevæger sig mod øst, jo længere er der mellem spisestederne, men også mellem badegæsterne på stranden.
Længst ude munder El Palo ud i den lille lystbådehavn El Candado. Men kort efter denne genoptages strandpromenaden på en flere km. lang strækning, der har en helt anden karakter.
Sandet bliver sparsomt og til sidst borte mellem klipperne helt ned til kysten. Bølgernes skvulp og mågernes skrig er det eneste selskab på denne spadseretur i den friske havluft efter en god middag.
pod.
Fotos: Poul Frey Skøtt m.fl.
![]() El Palo’s herligheder. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2006



