
Prikken
Skrevet af Solkysten
En prisudvikling på 1,4 pct. alene i april måned! Over de sidste 12 måneder har inflationen været 3,9 pct. i Spanien, der stædigt bliver liggende i den høje ende inden for EU. Det kan forklares - delvis undskyldes - med en økonomisk vækst over omverdenens. Men det gør ondt på folk, som hæver pension i det inflations-lave Danmark.
OK
I det mindste er priserne kommet en smule under kontrol i Málaga-provinsen. Inflationen har i de sidste 12 måneder ligget 0,5 pct. under landsgennemsnittet. Men det var rigtignok også på tide, det gik den vej. Den foregående 12-måneders periode lå vi 0,8 pct. over det øvrige land.
Dommer glemte terrorist-tiltalt
Utroligt, men sandt. En af de 29 tiltalte for det største attentat i Europas historie er blevet løsladt, fordi dommeren glemte, at varetægtsfængslingen løb ud efter to år.Herefter havde retten ikke andet valg end at løslade marokkaneren Saed El Harrak, som ifølge anklageren var med til at forberede attentatet i Madrids S-tog den 11. marts 2004. 191 personer dræbtes og 1752 såredes ved attentatet. Dommeren (en ny!) har i mangel af bedre beordret en 24-timers overvågning af El Harrak på dennes bopæl, indtil retssagen mod ham og de andre tiltalte kan afvikles.
Der forberedes en disciplinærsag mod undersøgelsesdommer Juan del Olmo ved den særlige landsret Audiencia Nacional. Fejlen kan koste ham udstødelse af jobbet og karrieren.
Junta’ens tilbud: penge for skrald
Torremolinos' borgmester Pedro Fernández (PP) har meldt sig ind i en klub, der får flere og flere medlemmer på Costa del Sol. "Jeg er offer for politisk forfølgelse," siger borgmesteren, som Junta de Andalucía vil tvinge til at lukke den omstridte kommunale losseplads, fordi den er farlig for miljø og sundhed.Autonomregeringen har sat trumf på: Torremolinos får ikke en cent ud af sin nye status som turistkommune, før lossepladsen er i orden. "Der følger nogle betingelser med titlen - det er ikke blot et spørgsmål om at hæve flere penge i kassen," understreger turistminister Paulino Plata.
![]() |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2006



