”Andalusien er ikke mere end de andre, men heller ikke mindre end de andre.” Sådan resumerede autonomstatens præsident Manuel Chaves (socialistpartiet PSOE) indholdet af Andalusiens kommende overenskomst med centralstaten. Efter vedtagelsen den 2. maj i autonomparlamentet i Sevilla mangler teksten stadig at blive godkendt af centralstatens parlament i Madrid.

Chaves’ ord lød som den hule rumlen i tønderne, der vælter ned ad kældertrappen. Lige så demagogisk var svaret fra den konservative opposition Partido Popular, der beskyldte socialisterne for at bringe det spanske rigsfællesskab i fare med den nye tekst.

Debatten er blevet ført med store ord af politikerne, men har ikke fænget blandt folket. Under autonomparlamentets afsluttende debat stod tilskuerpladserne halvtomme. Hvilken forskel til ”ånden den 28. februar" - dvs. den 28. februar 1980, hvor selvstyre-debatten startede fra neden, og det andalusiske folk strømmede til stemmeurnerne for at kræve en autonomstat, der ikke stod tilbage for baskernes og katalanernes.

De stærke slagord dengang (”kaffe til alle”) klinger som et svagt og kraftløst ekko i Chaves’ nye udtalelse.

Samme situation
I 1980 var situationen den samme som i dag. Katalanerne havde forhandlet en overenskomst med centralstaten på plads, og Andalusien fulgte trop. Men i modsætning til katalanerne (for ikke at tale om baskerne) er den jævne andaluser godt tilfreds med selvstyret, som man vristede fra centralstaten i dette første forsøg.

Kun politikerne har virkelig interesse i den nye overenskomsts udvidede selvstyre. For menigmand er det ikke vigtigt, om havnene og lufthavnene styres fra Sevilla eller Madrid, ligesom reguleringen af Guadalquivirs flodleje.

Man kan også tvivle på, Spaniens forhandlinger i EU bliver nemmere af, at Junta de Andalucía får lov til at sidde med ved bordet, hver gang der forhandles om et anliggende af interesse for andaluserne. Det kan blive en sand forvirring, hvis Spanien skal tale med 20 tunger (en repræsentant for centralregeringen og en for hver af de 17 autonomstater, uden at glemme de to nordafrikanske autonombyer Melilla og Ceuta).
Den spanske centralstat har 19 forskellige overenskomster med lige så mange autonom-områder.
Overenskomsterne kan beskrives som regionale grundlove inden i statens grundlov. Andalusernes iver efter at blive ligestillet med baskere og katalanere udløste i 1980 et kapløb blandt Spaniens andre ikke-nationalistiske regioner, og det samme kan tænkes at ske ved denne lejlighed.

Kopi
Den eneste grund til at Andalusien får en ny overenskomst med centralstaten, er imidlertid at Katalonien har fået det. Flere afsnit i Andalusiens kommende overenskomst er kopieret direkte efter den katalanske tekst. I centralparlamentet i Madrid vil man nu rette i de samme afsnit, inden teksten sendes retur til Andalusien til vedtagelse ved den planlagte folkeafstemning i februar næste år.

De konservative mener, Chaves’ nye overenskomst blot er tænkt som et alibi for partikammeraten i Madrid, statsminister José Luis Rodríguez Zapatero, der blev hårdt kritiseret for overenskomsten med katalanerne. Den katalanske overenskomst delte spanierne op i første- og andenklasses borgere, sagde kritikerne.

Et af de mest omstridte punkter stod ikke i selve overenskomsten, men i et tillæg til denne. Det er bestemmelsen om, at centralstaten skal investere et beløb i Katalonien, der svarer til Kataloniens andel af Spaniens bruttonationalprodukt.

Netop denne bestemmelse har Chaves varet sig omhyggeligt for at kopiere. Han kræver at centralstatens investeringer i Andalusien svarer til Andalusiens andel af Spaniens befolkningstal.

Begge dele er desværre umuligt. Med sin indrømmelse til de rige katalanere har statsministeren udhulet en vigtig del af velfærdsstatens grundlag: Princippet om at de rige regioner må hjælpe til med de fattiges udvikling.

Dette handicap kan ikke opveje fordelen ved etableringen af et selvstændigt andalusisk skattevæsen, der opkræver autonomstatens egne skatter og gør selvstyret mere fleksibelt i finansiel henseende.

Nation eller ej
Et af de store politiske slagsmål stod - ligesom i Katalonien - om den andalusiske autonomstats definition på sig selv. Chaves og hans partnere i venstrefløjs-koalitionen IU valgte i forordet at beskrive Andalusien som en ”national realitet”.

Udtrykket kan synes sært, eftersom man skal 3000 år tilbage i historien for at finde nogle myter om en selvstændig nation ved navn Tartessos på det nuværende Andalusiens plads. Maurernes al-Andalus kunne være et andet fortilfælde på en andalusisk nation, men det omfattede i sin storhedstid tre fjerdedele af Spaniens territorium, og desuden blev maurernes efterkommere alle udvist af Spanien for 400 år siden.

Her som ingen anden steder læser de konservative Chaves’ tekst som et alibi for Zapateros overenskomst med katalanerne, der på en anden måde - lige så kringlet - definerer Katalonien som en nation.

Vigtigheden af ordet ”nation” er simpelthen, at det senere kan tjene som løftestang for kravet om en selvstændig stat. Andaluserne nærer intet ønske om en sådan, men mange katalanere gør.

40 pct. lukket ude
Under førstebehandlingen i centralparlamentet i Madrid har socialisterne allerede accepteret at Andalusiens ”nationale realitet” suppleres med en henvisning til det spanske rigsfællesskab. Alligevel bliver det svært at opnå det ønskværdige brede forlig med de konservative, som sammen med Partido Andalucísta stemte imod teksten i autonomparlamentet i Sevilla.

Her blev overenskomst-forslaget vedtaget med 76 stemmer for (PSOE og IU) og 41 imod (PP og PA).
- Det er vanvid at reformen af et så vigtigt område ikke tæller med opbakningen af 40 pct. af andaluserne, sagde den konservative ordfører Antonio Sanz.

Hans socialistiske kollega Manuel Gracia mindede ham om, at i starten af 1980’erne støttede højrefløjen (dengang UCD) heller ikke Andalusiens aktuelle overenskomst, som de nu varmt forsvarer at føre videre uændret.

pod.

---

Mens debatten om det øgede selvstyre holdes kunstigt i live i Andalusien, er den anledning til storm i Katalonien.
Zapateros forsøg på at "købe fred" hos nationalisterne har allerede vist sig forgæves. Tværtimod har såvel centralregeringen som Kataloniens autonomregering (også socialistisk ledet) mistet sikkerhedsnettet, som det venstreorienterede katalanske uafhængighedsparti ERC spændte ud under dem.
ERC opfordrer sine medlemmer til at stemme nej til Kataloniens nye overenskomst, når denne lægges frem til folkeafstemning den 18. juni. Herefter har autonomregeringens leder Pasqual Maragall ikke haft andet valg end at afbryde sit regeringssamarbejde med dem.
Konsekvenserne er ikke så alvorlige på parlamentarisk plan, fordi det mere moderate (borgerlige) katalanske nationalistparti CiU til gengæld går ind som socialisternes støtteparti i begge parlamenter i Barcelona og Madrid. I Katalonien er støtten dog betinget af, at der udskrives nyvalg til efteråret, hvor CiU vil forsøge at generobre autonomregeringen fra socialisterne.
Det store problem er, at problemet som skulle løses - det katalanske selvstyre - ikke blev det. Tværtimod har Kataloniens uafhængighedsdebat fået ny vind i sejlene med ERC's afslag på at støtte de indrømmelser, partiet var med til at presse ud af Zapatero.
På den anden side har de borgerlige nationalister i CiU også benyttet lejligheden til at markere, at de langt fra er tilfredse endnu - de er blot mere tålmodige.

---

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---