”Der var et problem, og nu er det løst!” sagde daværende statsminister José María Aznar kort efter sin tiltræden i 1996. Politiet havde anbragt 200 ulovlige indvandrere i et fly og sendt dem retur til Afrika. Den ekspeditte fremgangsmåde blev mødt med et ramaskrig af menneskerettigheds-organisationerne, bl.a. fordi de ufrivillige passagerer havde fået et beroligende middel sammen med drikkevandet.

Dertil kommer, at problemet ikke blev løst. Ti år senere er antallet af udlændinge seksdoblet i Spanien, og flertallet har startet deres tilværelse i landet som ulovlige indvandrere. Visse år har indvandringen rundet en halv million arbejdssøgende udlændinge.

Forskellige - stadig spredte - episoder advarer om, at tolerancen i det spanske samfund ikke kan strækkes længere. Det er endog gået op for Aznars afløser, José Luis Rodríguez Zapatero, som siden 2004 har forsøgt at løse problemet med det gode.

Be’r om hjælp
Trods EU-partnernes advarsler startede Zapatero i 2004 med at uddele opholdstilladelser som var det bolsjer til gruppen af ulovlige indvandrere. Ideen var at starte forfra på en frisk. Dels anerkendte han af humanitære grunde den eksisterende situation, dels søgte han at imødekomme fremtidige problemer med en mere striks kontrol ved grænserne og på arbejdsmarkedet.

Kritikerne af denne politik forudså, den blot ville virke som en magnet på nye økonomiske flygtninge. 700.000 bolsjer senere har Zapatero på EU’s to sidste topmøder tryglet de andre medlemslande om hjælp, fordi han umuligt kan stoppe alle hullerne i sin lange grænse mod syd.

”I et Europa uden indre grænser er den ulovlige indvandring til Spanien hele EU’s problem,” fortalte vicestatsminister María Teresa Fernández de la Vega i juni Europaparlamentet. Måske syntes nogle parlamentarikere, at det var hun og chefen kommet sent i tanke om.

Afpresning
Den seneste krise blev udløst på Kanarieøerne. På få måneder har øerne modtaget 10.000 økonomiske bådflygtninge, der i dag starter rejsen flere tusinde km. borte i Senegal.

Hurtigt stod det klart, at Spaniens diplomati var ude af stand til at løse problemet så nemt, som det først tegnede. Senegal lovede at genhuse sine ulovlige udvandrere, men løb straks fra aftalen efter at et spansk fly havde returneret de første. I starten lød Senegals undskyldning, at passagererne var blevet mishandlet. Få dage sagde den afrikanske stats præsident Abdoulaye Wade tingene rent ud: Senegal vil have penge til udviklingsprojekter til gengæld for at modtage sine egne borgere efter ekskursionen til Kanarieøerne.

Senegal og regionens andre lande (Mali, Cabo Verde, Sierra Leona, Guinea Conakry, Guinea Bissau og Cameroun) har lært lektien. De ved, at Zapatero kun var i stand til at fordrive menneskesmuglernes mafiaer fra Marokko - og siden Mauretanien - ved at betale sig fra problemet. Spaniens regering er bl.a. tvunget til at opføre og drive dyre børnehjem i Marokko i håb om at slippe af med tusinder af mindreårige, som forældrene sender til Andalusien for at give dem en gratis uddannelse.

Ulandene benytter temmelig kynisk deres egne borgere i denne afpresningspolitik, som de vesteuropæiske demokratier med deres humanistiske principper og retslige kontrolmekanismer står forsvarsløse over for.

Patruljering
13 EU-lande (bl.a. Danmark) har givet Spanien den første konkrete håndsrækning med beslutningen om direkte eller indirekte støtte til patruljeringen af farvandet ud for Afrika med skibe og fly. Formålet er at blokere for bådene, inden disse når ud i internationalt farvand og ikke kan tvinges tilbage til deres eget land.

Dette pressionsmiddel er mere af politisk end militær karakter, idet det er vanskeligt at bruge magt mod de små ”cayucos”, hvor økonomiske flygtninge klynger sig sammen under åben himmel. Netop svagheden gør denne armada uovervindelig. Det ved alle europæere, men for at indvandrerne heller ikke skal være i tvivl, har Zapatero allerede gjort krudtet vådt. Spejderdrengen i europæisk politik har garanteret, at ingen spanske krigsskibe skal spærre adgangen til Kanarieøerne. ”Men før eller siden kommer indvandrere uden papirer til at forlade Spanien igen,” tilføjer Zapatero dydigt.

Med det formål for øje har han netop bevilget en rentefri kredit på 20 mio. til Senegal og forhandler med Abdoulaye Wade om støtte til ”genhusnings-projekter” af de illegale indvandrere. Den indlysende fare er, at såvel indvandrerne som deres regeringer opmuntres til nye eventyr for at gøre sig fortjent til hjælpen.

Kun pæne ord
På junis EU-topmøde modtog Zapatero mange solidaritetserklæringer, men dem kan han ikke bruge til meget.

Til næste år kommer immigrationsproblemerne på bordet på det europæisk-afrikanske topmøde i Lissabon. Zapateros sikkert realistiske vurdering er, at kun en samlet EU-politik om økonomisk udvikling af Afrika kan bremse for flygtningestrømmen, og tvinge hjemlandene til at samarbejde om genhusning af de ulovlige indvandrere. Men de øvrige EU-lande virker ikke særligt ivrige efter at støtte en genhusningspolitik, bl.a. fordi bidragene nemt ender i korrupte politikeres lommer i stedet for at komme de økonomisk trængende til gode. Spanien kommer sikkert selv til at betale, og dyrt, hvis Zapatero vil gøre sig håb om at bremse flygtningestrømmen.

I virkeligheden udgør bådflygtningene fra Afrika og Nordafrika højst ti pct. af de ulovlige indvandrere til Spanien, men det specielle problem ved dem er, at mange er umulige at udvise. Ikke blot nægter flere hjemlande at modtage dem. Som regel er det et detektivarbejde blot at fastslå hjemlandets identitet, eftersom indvandrerne går i land efter at have skilt sig af med deres personlige papirer.

Således er Spanien dømt til at lade dem blive i landet. Indvandrerne er på deres side dømt til at flakke om på gaderne, eller finde afløb for virkelysten i ulovlige aktiviteter, efter at kontrollen med det sorte arbejdsmarked blev skærpet.

Nødvendige
De fleste indvandrere kommer helt udramatisk ind i landet med et turistvisum i lommen. Østeuropæerne tager bussen, og sydamerikanerne flyet. Efter marokkanere er ecuadorianerne og rumænerne i dag de største udlændingegrupper i Spanien.

De er blevet tiltrukket af Spaniens stærke økonomiske vækst igennem mange år. Det økonomiske boom havde på den anden side været umuligt uden den udenlandske arbejdskraft, der har udfyldt de ledige jobs på landet og i byggeindustrien.

Efter i 1996 at have udvist de føromtalte 200 ulovlige indvandrere glemte Aznars konservative regering næsten problemet - eller foretrak at glemme det, fordi de konservative indså, indvandrerne var nødvendige for økonomien.

På den måde arvede Zapateros socialistiske regering i 2004 problemet med det sorte, men uundværlige arbejdsmarked. Et forhold der også skal tages i betragtning, når regeringen kritiseres for sin ofte naive indvandrerpolitik.

Beslutningen om at lovliggøre 700.000 gamle indvandreres ophold har måske tiltrukket nye indvandrere, som der ikke var brug for. Men på plussiden kan Spanien konstatere, at bidragene til Seguridad Social (den offentlige syge- og pensionskasse) med et slag er vokset, så systemets krise - oprindelig forudset til 2015 - nu er skudt flere år ud i fremtiden.

Dette forudsætter selvfølgelig, at den økonomiske vækstmodel holder. Økonomerne nærer speciel mistro til den enorme byggesektor. Går byggeaktiviteten i stå, vil spanierne opdage, de også har påtaget sig nogle dyre sociale forpligtelser for deres nye borgere.

15 pct. udlændinge
Udlændingene udgør i dag otte pct. af Spaniens befolkning, og i modsætning til tidligere er det en ung befolkningsgruppe i den fødedygtige alder. I praksis vil det sige, spanierne af udenlandsk afstamning allerede bliver dobbelt så mange i næste generation.

I fjor havde 15 pct. af de nyfødte en udenlandsk mor. Tallet stiger til 22 pct. i et område som Almería provinsen, og hele 27 pct. i den nordspanske Girona provins, hvor det ligesom i Almería er udlændingene der sikrer landbrugets overlevelse.

Landet har brug for frisk blod, fordi Spanien en overgang havde verdens laveste fødselsrate. Kvinderne fik kun 1,1 barn i gennemsnit. Med andre ord savnedes der næsten et barn pr. par blot for at holde befolkningstallet ved lige.

Den radikale ændring af samfundets sammensætning kan dog skabe nogle nemt forudsigelige problemer, hvis folk føler at udviklingen er ude af kontrol. Socialforskningsinstituttets undersøgelser viser, at indvandringen har placeret sig højt på listen over spaniernes aktuelle bekymringer.

pod.

---

Hver tredje kriminelle i Málaga er udlænding
Mere end hver tredje, der blev arresteret i Málaga-provinsen for en overtrædelse af straffeloven, var udlænding. Det fremgår af statsadvokatens rapport for 2005.
Antallet af anholdte udlændinge voksede fra 4300 til 4650 på et år, svarende til 39 pct af alle anholdte. I denne statistik har man set bort fra de små, administrative forseelser - først og fremmest brud på udlændingeloven. På det område var der tværtimod et stærkt fald i antallet af anholdte, eftersom mange udlændinge med ulovligt ophold nu har fået papirer på, at de har ret til at opholde sig i landet.
- Mange nye indvandrere uden papirer og penge ser ikke anden mulighed end kriminalitet for at overleve, forklarer statsadvokaten på udlændingeområdet, Juan Andrés Bermejo.
Væksten i antallet af anholdte udlændinge var enorm i Málaga by (45 pct). I kystens turistbyer har situationen stabiliseret sig, og visse byer som Estepona og Fuengirola har endog oplevet et fald på henholdsvis 33 og 25 pct i antallet af anholdte udlændinge.
I årsrapporten advarer statsadvokaten om faren ved straffelovens bestemmelse om, at en fængselsstraf på under seks år normalt afløses af udvisning, hvis lovovertræderen opholder sig ulovligt i landet.
”Denne straffritagelse tiltrækker udenlandske forbrydere. Efter udvisning er det intet problem for dem atter at krydse grænsen med et nyt navn,” hedder det.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---