Ud for Tarifa tårner Afrika op over horisonten på den anden side af Gibraltarstrædet. Når disen en gang imellem letter over vandet, skelnes de hvide huse tydeligt på de mørke bjerge, og det er svært at tro der er 14 km derover.

Forvirrende nok er det lige så svært at acceptere, der ikke er meget længere. I Tarifa er man så langt sydpå, man kan komme uden at forlade Europa. Men Afrika fornemmes stadig som noget meget fjernt.
En gang imellem skyller bølgerne et vrag op på stranden. Titusinder af ulovlige indvandrere har søgt at krydse farvandet mellem Marokko og Spanien i patera, og ikke alle når over. Vandet er dybt og farligt, hvor Middelhavet og Atlanten tørner sammen. Sammenstødet mellem de to kontinenter over for hinanden kan forekomme lige så brutalt.

Afrika er både noget meget nært og noget meget fjernt. Sådan har det været gennem hele historien, hvor europæerne og de andre som regel er gået galt af hinanden.

I Tarifa havde det kristne Europa for 1300 år siden sit første møde med en ny trussel kaldet islam.

En razzia
I 710 var der knap gået 80 år siden Muhameds død. Profetens arvinger havde allerede spredt det islamiske imperium fra Kinas grænse til Atlanterhavskysten i Nordafrika. Springet over Gibraltarstrædet lå lige for, hvis ekspansionen skulle fortsætte. I den situation dummede nogle spaniere sig slemt, da de henvendte sig på den anden side af strædet og bad om hjælp i en borgerkrig.

Bagefter rykkede de muslimske hjælpetropper ikke ud af gæsteværelset, de overtog simpelthen hele boligen. Erobringen af Spanien var en razzia - et plyndringstogt af typen, som formede del af de arabiske nomadestammers livsform. Før Muhamed lå stammerne i evig krig med hinanden om ørkenens sparsomme ressourcer. Profeten ønskede at forene araberne, men han forstod, at uden razziaer ville befolkningen vokse mere end fødevare-produktionen. Det problem løste han med yihad, den hellige krig, som tilhængerne af hans nye religion gav sig til at føre mod hedningene. Muslimerne havde ikke lov til at slås indbyrdes, så lige så snart naboerne var omvendt med sværdet, blev det nødvendigt med nye razziaer på jagt efter legitimt bytte. På den måde skabtes en vældig krigsmaskine, og det borgerkrigsramte Spanien var en moden frugt.

I 710 gik en maurisk kriger ved navn Tarif i land for at sondere terrænet. Således blev Tarifa den første af talløse andalusiske lokaliteter, som modtog et nyt navn på arabisk. Tarif og hans mænd vendte tilbage med et bytte, der fik tænderne til at løbe i vand på deres arabiske herrer. Det følgende år sendte de feltherren Tariq over strædet ved romernes Calpe, der ved den lejlighed tog navneforandring til Chabal-Tariq - Tariqs klippe. Det navn genkender vi som Gibraltar.

Fem år senere var det hele overstået, bortset fra et lille hjørne af Nordspanien, hvor de sidste kristne holdt stand efter den kendte Asterix-model. Allerede i 718 gik en adelsmand ved navn Pelayo i gang med at organisere modstandskampen i Asturien, men hans efterkommere var 800 år at gøre skaden god igen.

Et levende resume
Det er en lang historie - men en vigtig del er resumeret inden for Tarifas velbevarede middelaldermure. Her udspilledes flere akter i det historiske drama, mens byen på skift blev forsvaret af muslimer og kristne.
I historiebøgerne ser det ofte ud, som om de gik fra det ene slag til det andet, men det er vigtigt at huske, der var rigelig tid til at leve et normalt menneskeliv i løbet af mange våbenstilstande. Det er sværere at leve sig ind i, hvordan sameksistensen foregik i disse perioder, fordi samtidens journalister - kronikørerne - ikke kunne se nyhedsværdien i det. På det punkt kan den kulturelle turist imidlertid også få et vigtigt fingerpeg af mange bygningsværker.

Ved første blik kan ingen afgøre, om byporten ”Puerta de Jérez” er fra den muslimske eller den kristne periode. Den er kristen, men det er muslimernes karakteristiske hesteskobue, som indrammer adgangen til Tarifas gamle bydel.

Den islamiske arkitektur har også sneget sig ind i mange kirker, som opførtes af de dygtige og efterspurgte muslimske håndværkere efter den kristne generobring. I Tarifa er den såkaldte mudéjar-stil let genkendelig i Santiago-kirken, en gammel sognekirke i byens øverste del, som nu ligger halvt i ruiner. Den opførtes i det 14. århundredes gotiske stil, men unægtelig en meget spansk gotik, hvor påvirkningen af mudéjar er tydelig.

Ligesom stilarterne greb ind i hinanden, må man forestille sig, det er sket for mentaliteterne.
Det er tanker som næsten melder sig selv i Tarifas arabiske labyrint af trange brolagte gyder, der snor sig som hjernevindingerne i en fremmedartet tankegang.

Andre steder er det svært at overse Tarifas moderne islæt, fordi reklameskiltene hænger tæt over fodgængernes hoveder med navne på restauranter, barer og diskoteker. Om dagen er gaderne fyldt med kulturelle turister, men om aftenen vender kitesurferne tilbage fra stranden og holder gang i forretningen til langt ud på natten. (I dette tilfælde er der tale om en fredelig sameksistens, fordi de to kulturer har delt døgnet imellem sig.)

Borgen
Ved foden af den gamle by: Havet, og ud til havet en af Europas ældste, største og bedst bevarede borge.
På marmorpladen over indgangen læser man (hvis man kan arabisk) at indvielsen fandt sted i april 960, omend arkitekten bruger en anden tidsregning: måneden safar i året 349 efter hedschra.

På samme tidspunkt sluttede den første af Andalusiens berømte kaliffer, Abd al-Rahmán III, arbejdet på flere lignende fæstninger i sit rige. Nordpå var det et spørgsmål om at sikre grænserne imod de kristne generobrere, men sydpå? Abd al-Rahmán følte sig lige så truet af sine muslimske trosfæller på den anden side af strædet, hvor de stod på spring for at få del i Andalusiens sagnomspundne (og noget overdrevne) rigdomme.

Desuden var der store indre spændinger i et land, hvor de kristne stadig var i flertal, mens muslimerne var delt i mindst tre grupper: den lille arabiske overklasse, det store mauriske tjenerskab, og den endnu vigtigere gruppe af omvendte kristne. Abd al-Rahmán havde skam nok at tænke på.

Hans militæringeniør gjorde et fremragende arbejde i Tarifa. Borgen var i tjeneste som kaserne indtil 1989, hvor byens garnison rykkede ud efter 1029 år på samme sted! Det er klart, at på det tidspunkt havde fæstningen mistet sin militære betydning, men så sent som under napoleonskrigene havde general Copóns endnu glæde af de solide mure om byen og borgen, der afviste franskmændenes stormløb under belejringen i 1811-12.

Desværre er borgen hele året lukket for restaurering, så man må nøjes med at beundre den udefra.

Grænseliv
Det store bygningsværk er så godt og hensigtsmæssigt konstrueret, at de ældste dele stadig overlever uden vigtige ændringer. Senere generationer har blot tilføjet nye ydermure og tårne, når den militære udvikling gjorde det nødvendigt. Tarifas strategiske beliggenhed gjorde det tit nødvendigt.

Allerede i 1082 nåede de første kristne generobrere frem til byen, hvor Kastiliens krigerkonge Alfonso VI drev sin hest ud i vandet og triumferende råbte: ”Dette er enden på landet al-Andalus, og jeg har betrådt den!” Efter at have erobret Toledo følte Alfonso sig i stand til det hele, men muslimerne hentede forstærkninger hos trosfællerne på den anden side af strædet, og fire år senere blev de kristne atter trængt ud af Sydspanien.

Det er sandt, at Andalusiens muslimske herrer også betalte en dyr pris, fordi de måtte aflevere magten til den nye invasions-styrke. Det har aldrig været gratis at hente hjælp i Nordafrika.

Først 200 år senere var tiden moden til den kristne generobring af Tarifa, som på det tidspunkt var en grænseby i Spaniens sidste muslimske kongedømme, Granada.

For at holde skansen mod de kristne, bad Granada også om hjælp i Nordafrika. En del af den aftalte pris var havnebyen Tarifa, og i lyset af tidligere erfaringer burde det ikke have overrasket granadakongen, at den tililende benimerin-stamme hurtigt viste en foruroligende interesse for resten af hans land. Granada slog brat om og allierede sig med det kristne Kastilien, der erobrede byen i 1292. Derefter var tanken, at de kristne skulle levere den tilbage til Granada, eller det var i det mindste granadakongens opfattelse. Åbenbart havde de kristne en anden. De gik i gang med at indrette sig permanent i byen, og så måtte granadakongen minsandten ud i en ny alliance med benimerin’erne om at erobre Tarifa fra de kristne.

Helte og skurke
Indrømmet: I dag er det frygteligt svært at leve sig ind i spansk middelalderpolitiks skiftende alliancer. Først og fremmest var der altså intet til hinder for, parterne en overgang rottede sig sammen på tværs af det religiøse hovedskel. Det har man et andet eksempel på i den næstmest berømte episode i Tarifas historie. Den kendes også af ethvert spansk skolebarn.

Igennem hele 1292 forsvarede Tarifas kristne kommandant Alonso Pérez de Guzmán den isolerede by mod de genforenede muslimer. I løbet af belejringen kaldte muslimerne Guzmán frem på brystværnet for at han kunne se sin lille søn, som de havde taget til fange. Kommandanten fik valget mellem Pedro Alonsos død eller Tarifas overgivelse. Som svar trak Guzmán sin dolk og kastede den ned til belejrerne, som skar struben over på barnet. Bagefter lagde de hovedet i kastemaskinen og sendte det over bymuren, så farmand kunne nyde synet på nær hold.

Det er ganske vist: Arabiske og kristne kronikører er enige om Guzmáns gestus. Det var middelalderen, og ridder-idealerne er ikke blot en senere litterær opfindelse. På den anden side var det også middelalderen med dens paladsintriger og ryggesløse forrædere, som udgjorde en malerisk modsætning til heltene. Hvordan satte muslimerne sig i besiddelse af sønnen? Han blev taget til fange af en kristen prins, der konspirerede om Kastiliens trone og håbede på hjælp af muslimerne.

Guzmán modtog tilnavnet ”Den Gode” og huskes som en af generobringens store helte, men selv han havde en fortid i muslimsk krigstjeneste i Nordafrika. I dag ser vi tingene på afstand, hvor det ligner en kamp mellem kristne og muslimer. Sådan var det i store træk, men for samtiden var billedet meget mere kompliceret.

Lavblus-krigen
Kampen om Tarifa var ikke slut med Guzmáns offer. De kristne var to århundreder om at tvinge resten af kongeriget Granada i knæ, og muslimerne gjorde flere forsøg på at vende krigslykken.

Det var ikke nemt at finde folk, der var parat til at slå sig ned i en grænseby som Tarifa, selv om man lokkede for dem med skattefritagelse på mange indtægter, herunder fribytteri på havet og razzia i fjendeland. Bidragene fra disse statsregulerede aktiviteter var uundværlige for egnens økonomi. På den anden side var det samme tilfældet hos de muslimske naboer, så formodentlig er indtægter og udgifter gået nogenlunde lige op.

Denne opslidelseskrig var lige så vigtig som de rigtige slag, hvis en af parterne ville hævde sin ret til landet. Det gjaldt om at skaffe nybyggere for enhver pris, og i 1334 gik Alfonso XI et skridt videre. Han tilbød amnesti til fanger og fredløse, der tog ophold i Tarifa i minimum et år og en dag. Man kan sammenligne med den moderne samfundstjeneste som træder i stedet for fængselsstraf. Et ophold i Tarifa har dog været nok så barsk som arbejdet med at rive visne blade sammen i Kongens Have.
Efter Granadas fald i 1492 skulle man måske mene, Tarifas indbyggere kunne ånde lettet op, men det var på ingen måde tilfældet. Spanien gik samme år ind i stormagtstiden efter opdagelsen af søvejen til Amerika, men landet var ude af stand til at sikre sin egen kyst mod mauriske og tyrkiske pirater, hvis vigtigste bytte var mennesker - menneskevarer til Nordafrikas enorme slavemarked.

Denne trussel var ikke drevet helt over, da nye fjender viste sig i horisonten. Efter den engelske besættelse af Gibraltar i 1704 blev Tarifa atter grænseland, og en vigtig brik i det strategiske spil om kontrollen med indsejlingen til Middelhavet.

Den gamle araberborg fik aldrig lejlighed til at falde i ruiner. Den ligger som en massiv skygge på den lyse kyst - bygget til krig, ikke til paladsliv og luksus som priviligerede slægtninge længere inde i landet.

Den hvide strand
Atlanterhavsstrandene om Tarifa er borgens store modsætning. De brede, hvide sandflader tiltaler synet meget mere end Middelhavets grå og stenede kyst. På lange strækninger er strandene næsten affolkede, bortset fra kite-surferne, der kommer kørende fra hele Europa med materialet på bagagebæreren. Ude på bølgerne forlyster de sig med blæsten, inden denne afleverer sine kilowatt-timer til lange rækker af vindmøller, der er skudt op på bakkerne længere inde i landet.

Den evige blæst er grunden til, at Tarifa aldrig er blevet særlig populær hos badegæsterne. Men folk, som er trætte af overfyldte strande og prioriterer privatlivets fred højt, bør også tage badebukserne med til Tarifa. For selvfølgelig er det muligt – og det er en frisk afveksling fra Middelhavets civiliserede klima.
pod.

---

Turistkontor Tarifa
Paseo de la Alameda, s/n
Tlf. 956 680 993

På Nettet
Tarifa: www.aytotarifa.com
Surfing: www.tarifainfo.com

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---