
Heidi Mørch før - med sine uundværlige jeans og hestehale.
Fra jeans-pige til smart i nederdel
Skrevet af Solkysten
Heidi Mørch, der sjældent bruger makeup – og som hader at shoppe - smed sine uundværlige jeans og blev stang-smart i nederdel.
- Hjemme i Danmark, da jeg var teenager og gik i byen med veninderne, var jeg altid den højeste. Så jeg gik i flade sko for ikke at virke højere end de andre, fortæller Heidi.
Og de flade sko har hun holdt fast – sammen med sine uundværlige jeans.
- Jeans går til alting. Afhængigt af hvad man sætter sammen med jeans kan det være sporty, klassisk eller sexy. Og så er jeans altså vældig praktisk, når man har et køkkenfirma og to døtre på fem og 10 år, forklarer Heidi, mens frisør Lena Zimakoff fra Mazzu går i gang med Heidis hår.
Heidi og hendes mand Peter har Cocina Invita i La Cala de Mijas sammen med en partner, Antonio. De har haft deres forretning i halvandet år, og det går rigtig godt. Men det er nu ikke sådan, at Heidi styrter ud og bruger overskuddet på nyt, smart tøj til sig selv. Tvært imod.
- Nej, jeg hader at shoppe! Så vil jeg hellere bruge penge på mine børn – og på vores hjem, understreger Heidi.
Heidi har mellemlangt brunt hår, som hun normalt bare samler i nakken med en elastik. Og var det ikke fordi, hun snart skal til bryllup – og derfor gerne vil kunne have opsat hår – ville hun ikke være bange for at prøve noget mere radikalt med håret. Men nu enes hun og Lena om at give håret en hennabehandling, der både giver en dejlig teakbrun farve – og som samtidig giver masser af glans og styrker håret. Samtidig har Lena lavet lidt lysere reflekser i håret, der skaber liv. Håret er blevet klippet op, så længden stadig er der, men så der er mulighed for at lave noget lidt frækt og festligt med pjusk.
- Det er første gang, jeg prøver at blive farvet og få lavet striber, indrømmer Heidi, mens Lena går i gang med at style hendes hår. Heidi fortsætter:
- Lena er smadder god til at klippe, og så har hun altså bare den mest himmelske hårvask! Den hovedbundsmassage, man får – man bliver altså bare SÅ afslappet!
Nu tager kosmetolog Angela Cervin fra Centro Belleza over.
- Heidi skal normalt have meget guld og brunt, fordi hun er en flot brun pige med brune øjne. Men i dag eksperimenterer vi med grønt på øjnene, fordi Heidi skal i en skjorte, der er meget grøn. Læberne får en nuance, der ligger en tone mørkere end deres naturlige farve, forklarer Angela og giver følgende råd med på vejen:
- Husk, at hvis du har meget malede øjne, skal læberne tones ned, og omvendt; altså er læberne meget trukket op, skal du ikke gøre så meget ved øjnene. Ellers kommer man let til at se malet ud.
Mens Sisse Christensen fra Boutique Viggo finder noget smart tøj – og tilhørende sko – frem, fortæller Heidi, at makeup ikke er det, den travle butiksejer og mor bruger mest tid på.
- Jeg bruger meget lidt makeup til daglig – måske lige lidt eyeliner, mascara og rouge – og jeg ville normalt også vælge gyldne og brune farver, hvis jeg skal i byen. Men det her, som Angela har lavet, er virkelig flot!
Sisse vil gerne udfordre Heidi, så buksepigen Heidi må vinke farvel til sine uundværlige jeans. Og faktisk ender det med, at Heidi får en flot mønstret skjorte i en krøllet kvalitet fra Piro by Klaus Berggren på. Skjorten har en grøn bund med et flot blomstermønster og ser kanon ud på Heidi. Under skjorten har Heidi en af de ting, der bør være basis i en hver velfungerende garderobe – en velsiddende lille top fra Sct. Martins. Den søde nederdel er i øvrigt også fra Sct. Martins – og så udfordrer Sisse Heidi endnu en gang: Den høje, slanke pige bliver iført et par højhælede sandaler fra Billi Bi.
Det er sin sag at være i 30-erne, inden man ifører sig sit første par højhælede sko. Men efter et par prøvende skridt går Heidi, som om hun aldrig har gået i andet.
- Jeg plejer at sige, at jeg slet ikke kan gå i højhælede – men her er der jo kilehæl på, og det giver en rigtig god støtte. Og Sisses tøj er helt vildt flot! Jeg ville nok aldrig have valgt grønt selv – jeg er lidt forsigtig i den retning - men det hele rammer jo mig fantastisk. Jeg er nødt til at købe det hele, udbryder Heidi.
- Ja, de skjorter fra Piro, som vi har fået hjem, har altså vist sig at være et kæmpe hit. De bliver nærmest flået ned fra bøjlerne, lige så hurtigt som vi får dem hængt op, forklarer Sisse.
Imens dirigerer fotografen lidt rundt med Heidi, der ser ud til at følge sig ualmindeligt godt tilpas i sit nye outfit. Væk er ”den lille pige i flade sko” og cowboybuksepigen med elastik i nakken – velkommen til super-flotte Heidi! Det bliver aldrig det samme at købe nyt køkken herefter…
Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt m. fl.
![]() Den søde, feminine skjorte og nederdelen fremhæver Heidis feminine kurver og flotte, lange ben. Den smarte taske og de sjove lange halskæder er naturligvis også fra Boutique Viggo. Og håret... Ja, rygter vil vide, at Heidi stort set ikke har haft hestehal |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2006



