En af Málagas bedste badestrande ligger et halvt hundrede km inde i landet. Den snor sig rundt om tre kunstige søer i provinsens indre, hvor landskabet også byder på skovens skygge og bjergenes naboskab. Her finder man det hele.

Man finder det ved at køre igennem ”Málagas køkkenhave” i Guadalhorcedalen. Størsteparten af året er Guadalhorcefloden tørlagt, når den på højde med lufthavnen når frem til sit møde med Middelhavet, men på turen gennem den frugtbare dal ser man, den ikke har udgydt sit vand forgæves.

Først på højde med El Chorro kommer floden til syne i sin gamle velmagt, før den blev fordelt på kanaler til kunstvanding og rør til drikkevand. Guadalhorce kommer flydende ud af en snæver kløft mellem hundrede meter høje bjergvægge. Stedet (”Tajo de los Gaitanes”) genkendes let på svælgets berømte gangbro, der er et godt eksempel på, hvordan menneskets indgriben en gang imellem kan fremhæve naturens skønhed i stedet for at ødelægge den.

Uden broen havde man ikke haft samme fornemmelse af flodens tålmodighedsarbejde med at skære sig vej gennem fjeldet til sit nuværende leje.

Den grønne horisont
Nogle km længere inde i landet ligger de tre søer. Miljøet på provinsens indre strand kunne på denne årstid forveksles med enhver middelhavsstrand, hvis ikke træerne havde lagt en grøn ring rundt om horisonten.

Søerne er i virkeligheden opdæmmede floder. Guadalhorce løber sammen med bifloderne Guadalteba og Turón og tæmmes inden mødet med civilisationen. Det tænker man dårligt over i dag. Hundrede år efter starten på de første hydrauliske arbejder virker landskabet lige så naturligt som naturens eget arbejde på ”Tajo de los Gaitanes”.

Men menneskets indgriben har unægteligt afkortet processen. Så sent som i 1970’erne ændredes landkortet sidste gang, da landsbyerne Peñarrubia og Gobantes oversvømmedes i forbindelse med den seneste udvidelse af Málagas store vandbank.

På søstranden er træerne et god alternativ til havstrandens parasoller. Træerne forvandler også gangstierne til skyggefulde korridorer, hvor man samler appetit til besøget på en af restauranterne langs med vejen. Hvis man da ikke foretrækker selv at tilberede koteletterne på en af rastepladsernes griller.
Nogle gangstier løber fredeligt rundt om søbredderne, mens andre går højt op i bjergene. Man skal tænke sig om en ekstra gang, inden man i årets varmeste måned giver sig i kast med de stejleste ruter, men stierne ligger der hele året og inviterer til at tilbringe en anden slags fridag i området, når temperaturen atter er faldet.

Farlig tiltrækningskraft
På udturen kom vi lovligt hurtigt igennem El Chorro, specielt hvis bjergene er udflugtens vigtigste mål.
Alle kender El Chorro, hvis de en gang har taget toget fra Málaga til det indre land. Udsigterne på den tre km lange strækning gennem bjergpasset er sikkert de flotteste, en togpassager kommer ud for i Andalusien. Lige så hurtigt spærres blikket inde i tunneler om det befries på broer, hvor der er langt ned til vandet og højt op til tinderne. Lige ud for toget sidder gamle gangstier af rustent jern og mørnet træ mirakuløst fast på den lodrette klippevæg som køkkenhylder.

Vejen forbi El Chorros campingplads fører direkte til jernbanelinien, hvor denne skærer ind i ”Tajo de los Gaitanes”. Det kan udmærket lade sig gøre at fortsætte over jernbanebroer gennem tunneler langs med skinnelegemet, så det er lige så godt, vi her advarer om at det er forbudt...

Fra bjergpassets anden side er der (og med god grund) en endnu mere forbudt adgang til gangstierne og gangbroen over svælget, som i fjor fyldte 100 år.

Broen og stierne på bjergvæggene tjente som genvej for medarbejderne i El Chorros vandkraftværk. I dag udøver de en farlig tiltrækningskraft på uforsigtige ekskursionister, hvoraf fem har mistet livet i de seneste ti år.

Junta de Andalucía og Málagas provinskammer har længe ønsket at sætte ruten i stand, eventuelt i samarbejde med en privat partner, der vil genåbne den mod betaling. Turen er på syv km rundt om det dybe snit, som floden har skåret i bjerget som en kniv skærer i smøret: 100 meter dybt, men visse steder kun ti meter bredt.

Stationsby
Næste år er det måske slut med at nyde udsigten fra toget, når den nye højhastighedslinie under bjergene indvies. Statsbanerne Renfe overvejer dog at opretholde den gamle jernbanelinie til godstransport og en særlig turistrute. Bliver planerne til alvor, vil El Chorros lille station tværtimod favoriseres af udviklingen.

El Chorro har været stationsby, siden Gobantes blev oversvømmet, og stationen samt skinnerne måtte flyttes længere op i bjergene. I dag passeres El Chorro af flere tog i timen, men til begrænset glæde for de lokale, fordi kun et enkelt stopper op i dagens løb. Det har til gengæld stor værdi for nogle hoteller og den førnævnte campingplads.

Fra stationen ser man vandkraftværkets rørledning op ad nabobjerget. Allerøverst på bjergtoppen ligger et stort vandreservoir, der er årsag til undren hos alle gæster: Hvor i alverden kommer vandet fra?
Dette naturlige spørgsmål kan vi lige så godt besvare med det samme, inden vi tager vejen op ad bjerget. Om natten, når der er overskud af el, pumper kraftværkets turbiner vand op i reservoiret. Siden løber vandet ned igen og producerer el i de dyre dagtimer.

Ørneborgen
Vejen op ad bjerget starter på den anden side af El Chorros dæmning. I retning mod søerne vises der af til Bobastro, som er et af de spændende kapitler i Andalusiens omtumlede historie.

Bjerget var engang Andalusiens alternative hovedstad. Intet mindre. Her boede Umar ibn Hafsum, ”kongen af Bobastro”, som i et halvt århundrede ledede det farligste af andalusernes oprør mod middelalderens arabiske herrer i Córdoba.

Det lyder som spøg at snakke om en hovedstad her, men bjergets skov skjuler faktisk ruinerne af en by med 2-3000 indbyggere. En betragtelig købstad omkring år 900, hvor indbyggertallet toppede. På det tidspunkt var Umar ibn Hafsum allerede ved at tabe uafhængighedskrigen, og hans sidste tilhængere søgte tilflugt under ørneborgen højt over Guadalhorces vande, som dengang fossede frit uden at bekymre sig om dæmninger og vandkraftværker.

På højden af sin magt kontrollerede Umar ibn Hafsum størsteparten af Andalusien. Hans hær var parat til at marchere mod hovedstaden i Córdoba, da krigslykken skiftede, og hans rige begyndte at skrumpe ind, indtil kun Bobastro var tilbage - helt omringet af Abd al-Rahman III’s militære forlægninger, men uindtagelig til det sidste. Her udåndede frihedskæmperen i 917. Først i 928 overgav Umars sønner byen og borgen, og da var Abd al-Rahman så tilfreds, at han det følgende år forfremmede sig selv fra emir til kalif - den første af Córdobas berømte kaliffer.

Kaliffens hær efterlod ikke sten på sten i Bobastro, i hvert fald ikke mursten på mursten. Helt kunne soldaterne ikke gøre det af med byen, for en vigtig del af den er konstrueret i klippen.

Frihedskæmperen
Arabernes mest frygtede modstander i Andalusien var selv muslim. Det er et træk ved Umar, som virker forvirrende på vores vanetænkning.

Middelalderens Spanien præsenteres ofte som en kamp mellem kristne og muslimer. Sådan var det stort set ved grænsen, men bag grænsen foregik der en anden kamp.

Efter den muslimske invasion i 711 blev Andalusiens indfødte befolkning splittet i to lejre. Den ene (kaldet mozarabere) holdt mod vind og vejr fast ved deres kristne tro og kultur. Den anden (muladí’er) gik over til islam. Sidstnævnte gruppe - trosfællerne - voldte emirerne langt mere hovedbrud end mozaraberne.

Tingene har deres logik. Ønsket om social og økonomisk fremgang var den vigtigste eller eneste grund til at folk blev muslimer. Muladí’erne slap for de kristnes særskat og andre ydmygende diskriminationer. Men de opdagede snart, at omvendelsen ikke gjorde dem til arabere.

Efterkommerne af de gamle erobrere klyngede sig til de vigtigste privilegier, selv om muladí’erne efter nogle generationer var blevet den største gruppe i den muslimske lejr. På en måde kan man godt sige, muladí’erne havde mere grund til at føle sig snydt end mozaraberne. De havde accepteret de nye spilleregler, men fik ikke af den grund lov til at spille med. Så brød oprørene ud, det ene efter det andet, og på et tidspunkt var tredje generations muladí’en Umar ibn Hafsum meget tæt på at smide de fremmede ud - 500 år før det lykkedes for Isabel og Fernando. Men i så fald var Andalusien altså forblevet muslimsk.
Eller var det?

Umar gik tilbage til sine forfædres tro i 899. Det er en gådefuld episode i hans liv, hvadenten den analyseres i en personlig eller en politisk sammenhæng. De fleste historikere er enige om, at Umar mistede muladí’ernes støtte - og tabte krigen - da præsten stænkede lidt vand på hans hoved.

På den anden side fik den nydøbte Samuel (som vi for nemheds skyld vil blive ved med at kalde Umar) mozarabernes fulde opbakning. Det var ikke uden betydning i Málagas bjerge, der var et af de kristnes sidste frie tilflugtssteder. Uden for emirens kontrol gik de i gang med at bygge en forbudt kirke i Bobastro. (Glem de romantiske skrøner om religionernes fredelige sameksistens i al-Andalus. Kirkebyggerier var naturligvis strengt forbudt i den islamiske stat.)

Ad 1100-årige stier
Halvvejs oppe ad bjerget vises der af til kirken. Stien var nok allerede i brug for 1100 år siden, for på nogle af de stejle steder finder foden usikker støtte på et udhugget trappetrin i klippen.

Stien passerer først resterne af Bobastros bymur. Der er ikke meget tilbage, men når man ved at muren fortsætter op til bjergets top, får man en god ide om byens virkelige betydning. Det vanskeligste er at leve sig ind i, hvordan husene har taget sig ud på den stejle klippevæg. I dag er skoven vokset hen over ruinerne, og den indtrængende er tvunget til at bane sig vej gennem et tæt krat ind i den glemte verden.
Det er bedre at følge stien til enden, hvor halvdelen af kirken stadig står oprejst, hugget ud af bagsiden på en vældig klippeblok, som Abd al-Rahmans soldater ikke overkom at ødelægge.

Her står den som halvt naturmonument, halvt menneskeskabt monument over en kultur, der kæmpede for sin overlevelse.

Man har kun fundet 21 mozarabiske kirker på Den iberiske Halvø, og blandt dem er Bobastro katedralen.

Klippens symbolik
Foran de udhuggede rundbuer i klippevæggen må man tage fantasien til hjælp. Hvor klippen slap op, blev bygningen gjort færdig med mursten. Det gjaldt nogle af indermurene og hele facaden. Til slut lagde man et tegltag hen over den færdige konstruktion på størrelse med et pænt parcelhus. Inden i var der tre kirkeskibe. Kvindernes, hvis niveau ligger over de andres, er nærmest et galleri.

Foran kirken lå en lukket klostergård i forgængelig mursten, men med tanke på eftertidens arkæologer blev grundplanen hugget ud i klippen. Man ser stadig af taphullerne, at badstuen havde dobbelt svingdør.
Nej, ingen tænkte på arkæologerne, men til alt held for dem byggede mozaraberne altid deres kirker sammen med en klippe. Ingen ved hvorfor. Var det associacionen til apostlen Peter, der gjorde sig gældende? Navnet betyder som bekendt ”Klippe”, men vi kan kun gætte.

Mozarabernes kultur var dømt til at sygne hen og dø ud i muslimernes al-Andalus. I 150 år havde de kristne haft den trøst, at deres romerske kultur var erobrernes overlegen, for muslimernes brede lag var i starten halvvilde mauriske analfabeter. Men netop på Umar ibn Hafsums tid var forholdet mellem de to kulturer vendt om. Den arabiske blomstrede, den kristne var ikke blot margineret, men klart på retur. De kristne selv var en anakronisme. Mange udvandrede, mange andre slugte den bitre pille og omvendte sig. Der var også dem som grebet af desperation søgte martyrdøden ved at fornærme Muhamed offentligt. Dengang som i dag imødekom muslimerne gerne alle ønsker i så henseende.

I Bobastro søgte mozaraberne at skabe en stat ved den frafaldne muslim Umars hånd. I øvrigt havde Umar aldrig planlagt det som et valg mellem mozarabere og muladí’er. Men kløften mellem de indfødte var allerede lige så uovervindelig som alle andre kløfter, der gravedes i det spanske samfund i disse år.

Klassisk helt
Starten på Umar ibn Hafsums karriere som politisk reformator kan siges at være uortodoks. Han dræbte en nabo i slagsmål og måtte flygte ud i Rondabjergene, hvor han levede som fredløs.

I virkeligheden viser episoden ham som den klassiske andalusiske helt: blandingen af landevejsrøver og frihedskæmper, der dukker op igen og igen i 2000 års skrevne beretninger. En gang i løbet af ungdomsårene søgte Umar ind på dydens snævre sti, da han gik i lære som skrædder under et ophold i Nordafrika. Det er nemt at forestille sig, skrædderiet ikke lå for hans temperament. Han vendte tilbage til Andalusien, hvor den gamle slotsruin i Bobastro tjente som hovedkvarter for hans fremgangsrige røverbande.

Det betyder ikke, han var mere røver end Robin Hood. Den sociale protest havde ikke mange muligheder for at komme til orde inden for systemets rammer. Der har været en grund til, at Umar bakkedes op af landbefolkningen, som følte sig kuet af emirernes centralstat.

Som medlem af en gammel vestgotisk adelsfamilie har Umar følt det naturligt at stille sig i spidsen for protestbevægelsen. I den henseende handlede han som enhver selvfølende lensherre, der beskytter sine tjenere. Moderne historikere bebrejder Umar, han aldrig nåede længere. Han savnede et politisk projekt, som rakte ud over de tilfældige personlige alliancer.

Den samme dag-for-dag opportunisme ses af at Umar ved flere lejligheder trådte i emirernes tjeneste, blot for at forråde dem ved først givne lejlighed. På den anden side viser emirernes gentagne amnestier, at de var tvunget til at anerkende Umar som en magtfaktor i samfundet. Det endelige brud mellem emirerne og ham indtraf først den fatale dag, Umar konverterede til kristendommen. Den forbrydelse straffedes med døden i den muslimske stat.

Parcelhuset
Øverst på bjerget slutter vejen på en lille parkeringsplads ved siden af en høj. Ved nærmere eftersyn en kunstig høj. Det er resterne af Umar ibn Hafsums store borg, som arkæologerne begærligt venter på at få lov til at udgrave.

Hele bjergets øverste del rummer store og næsten uudforskede arkæologiske skatte. Man behøver såmænd ikke have skovlen med. Lige inden højen er det nok at tage et skridt eller to ud i vejrabatten til højre. Det, som fra vejsiden ligner alle andre klipper, er fra den anden side tydeligt udhuggede rester af gamle boliger. Boligernes bagsider huggedes ud i klippen, fordi området er fattigt på ler. Desuden tjente den udhuggede kvadersten til at bygge videre på borgen, så intet gik til spilde.

Folk med stærke ben og solidt fodtøj kan bevæge sig ned ad stien, der dykker stejlt fra det ene ”parcelhuskvarter” til det andet. På anden terrasse fra oven ligger en 1100-årig bolig klar til indflytning. Det er blot et spørgsmål om at stikke frisk træ ind i de forberedte huller til gulve og lofter. Udenfor hoveddøren fører en udhugget trappe til første og anden etage.

I dag beboes huset af en familie af vilde bjerggeder. Hvem ved, om de nedstammer fra den lille flok, der var plads til i den udhuggede klippefold ved siden af huset.

Besøgscenter
Den store stilhed hersker på bjerget, hvor udsigten på klare dage rækker til Sierra Nevadas bjerge 110 km borte. Fra sletten har borgen været synlig langt borte - ligesom det ulovlige bispedømmes anden store kirke, der generede emirens syn med sine stærke og provokerende farver.

Den kirke fik Abd al-Rahmans soldater gjort grundigt kål på. Kun gulvet er stadig synligt i en lille indhegning ved siden af indkørslen til den helt moderne restaurant. Her er det logisk at slutte besøget med en kop kaffe og udsigten til El Chorro langt nede.

Til næste sommer kan man jo komme igen. Til den tid håber Ardales’ museumsinspektør Pedro Cantalejo, at første del af det længe ønskede besøgscenter vil stå klart ved indgangen til den første kirke længere nede. Centret vil bl.a. arrangere rundvisninger med guide, der kan fortælle meget mere end der var plads til her.
pod.

---

Ankomst
Den hurtigste vej fra Málaga til de kunstige søer (”Los embalses del Guadalhorce”) er motorvej N-357 mod Cártama og Campillos. Det kan anbefales at dreje fra mod Álora og herfra fortsætte igennem El Chorro til søerne.
Langs søstranden er der flere rastepladser, hvor man for en beskeden betaling kan efterlade bilen hele dagen. NB: I højsæsonen kan det være svært at finde plads, hvis man kommer sent.

---

Information
Turistinformation om de nævnte områder må søges i to forskellige kommuner. El Chorro hører under Álora kommune, mens søerne og Bobastro ligger i Ardales kommune.
Turistkontoret i Álora:
Museo Municipal • Plaza Baja de la Despedía • (ved siden af kirken)
Tlf. 952 49 55 77

Turistkontoret i Ardales:
Museo Municipal • Avenida de Málaga, 1 • (ved landsbyens indkørsel)
Tlf. 952 45 80 46

---

Álora og Ardales
Hvide byer med stejle gader omkring den uundværlige araberborg på bjergtoppen. Deres ret uberørte charme er i begge tilfælde byernes største turistmæssige aktiv.
I Álora bør fremhæves provinsens tredjestørste kirke Nuestra Señora de la Encarnación samt det gamle arabiske kvarter under borgen.
Ardales byder foruden slottet på en interessant kirke i mudéjarstil og en romersk bro. Lidt uden for byen ligger Cueva de Ardales med forhistoriske hulemalerier
(www.cuevadeardales.com). Besøg skal aftales på forhånd med turistkontoret, tlf. 952 45 80 46.

---

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---