Det danskejede kunstgalleri Galeria Krabbe i Frigiliana har en frontfigur … en daglig leder. Det er 34-årige Caroline Krabbe, som har boet i Andalusien siden sin 10 års fødselsdag. Hun har indvilliget i at lukke os ind bag facaden for at se på personen Caroline og hendes livshistorie … set i bakspejlet.
Hvad man end måtte forledes til at tro, når man lytter til Carolines historie, så tag endelig ikke fejl; Caroline er en sprudlende, positiv, livsglad og stærk personlighed.

- Jeg husker afskeden med vennerne og familien i Danmark som noget sørgeligt, fortæller hun. – Jeg havde ikke lyst til at rejse fra dem, men var alligevel spændt på, hvad der lå forude.

Carolines far, billedkunstneren Arne Haugen Sørensen, havde købt et hus i de andalusiske bjerge, og i 1981 forlod hele familien Danmark og slog sig ned nogle kilometer udenfor landsbyen Torrox. Huset havde hverken vand eller elektricitet, hvilket måske kan lyde eksotisk og en lille smule romantisk, når man kommer fra det velfærdsforkælede Danmark.

- Det var det måske nok, fastslår Caroline, – men det kan være lidt svært, når man er barn, med så stort et skift.

Allerede et par dage efter ankomsten startede Caroline i den spanske landsbyskole i Torrox.
- Det var en svær tid, fortæller hun. – Det er stadig som et åbent sår at tale om det.
Caroline fortæller, at skoledagen var delt op i før og efter siestaen, og eftermiddagstimerne var et dagligt tilbagevendende mareridt.

- Selv om jeg kun var 10 år, så vidste jeg, at der var noget galt. Vi havde en mandlig lærer, som om eftermiddagen altid startede timen med at gå ud for at ryge. Og de kammerater som havde sagt noget imens han var væk, slog han én efter én med pegepinden over fingrene, som vi selv skulle strække frem i ”slå-position”, og i enden … dag efter dag... Det er 25 år siden, siger Caroline.

- På det tidspunkt, fortsætter Caroline, havde mine forældre ikke økonomisk mulighed for at betale for en international skole for både min storesøster og mig, men det er noget, som jeg stærkt anbefaler til nye tilflyttere med børn i skolealderen i dag.

Det tog Caroline fire år at magte det spanske på skrift og i tale. På spørgsmålet om hvorvidt hun stadig oplever at føle sig utilstrækkelig på spansk, svarer Caroline; - Nej, men det gør jeg på dansk … der mangler jeg ofte ord.

Rodløshed og spontanitet
I 1983 flyttede Carolines familie fra Torrox til Frigiliana.

I dag er den pittoreske landsby, Frigiliana, ikke bare rammen om Carolines arbejdsliv i galleriet, men hun bor også centralt i et gammelt pueblohus midt i den gamle bydel. På den ene side har familien terrasse ud til fredfyldte bjerge og på den anden side fører hoveddøren direkte ud til kirkepladsens byliv.
- Det er perfekt, siger Caroline, - du har fornemmelsen af at bo på landet, når du er på terrassen, men alligevel er du midt i landsbyen, når du går ud.

Huset er ikke et tilfældigt hus; det er Carolines barndomshjem.
- Jeg føler mig meget hjemme her, fortæller hun.

Det har ikke altid været sådan, at Caroline vidste hvor hun hørte til. Hele hendes ungdom kæmpede hun med den rodløshed, som flytningen mellem to kulturer havde sat hende i.

- Jeg fik jo aldrig gjort min skole færdig her i Spanien, så da jeg var 14 år tog jeg på efterskole i Danmark og bagefter på ungdomshøjskole, hvilket var nogle fantastisk dejlige år. Jeg har stadig meget gode venner fra den tid. Jeg tilbragte også mere end et år som scenografassistent i tv-byen for Søren Breum. Jeg har altid været facineret af teateret … af scenografi.

- Da jeg kom tilbage til Frigiliana, løb jeg ind i Guillermo. Caroline smiler.
Guillermo var fra Argentina, men han havde boet i Nerja med sin familie i fire år. Nu ville familien tilbage til Argentina, så han skulle rejse en måned efter, de mødtes.

- Da vi havde kendt hinanden i tre dage, fortæller Caroline, spurgte han, om jeg ville rejse til Argentina med ham ... på en enkeltbillet... Jeg sagde ”JA”.

Bare tyve år gammel aflagde Caroline sin mor og far et besøg med sin nye kæreste for at meddele dem sin beslutning.

- Min far blev ikke særlig imponeret over min beslutning, fortæller Caroline, - han mente jeg ville ende som en lille rund kone med fem børn, inden jeg fyldte 25 år ... min mor sagde, at hvis det føltes rigtigt for mig, så måtte jeg jo gøre det. Men de kunne mærke på mig at beslutningen var taget, så de endte med at støtte mig i det alligevel.

Inden afrejsen modtog Caroline et brev fra Danmarks Designskole. Hun havde passeret nåleøjet og var blevet optaget.

Argentina, Danmark og Frigiliana
Caroline rejste til Argentina med sin Guillermo, men efter kun et par måneder kunne hun stille ham et spørgsmål af samme kaliber, som han havde stillet hende i Andalusien. Studiet på Danmarks Designskole startede snart, og Caroline bad Guillermo om at rejse med sig til Danmark. Han sagde; ”Ja”.
- Vi giftede os i København, da jeg var 21 år, fortæller hun, - vi lånte et tomt hus på Bagerstræde af en ven og inviterede til bryllupsfest med vin og tapas fra Spanien, og den klausul, at folk selv skulle medbringe en stol, hvis de ville sidde ned; der var jo ingen møbler i huset.

Caroline fulgte studiet på Danmarks Designskole i et år. Efter den første store afleveringsopgave fik hun følgende feedback; ”Det du laver er ikke design; det er kunst”.

- Jeg blev simpelthen så glad, siger Caroline. - Jeg gik lige ned på kontoret og meldte mig ud … jeg var helt beruset over, at jeg lavede kunst.

Det nygifte par besluttede at rejse tilbage til Frigiliana.
- Jeg var gravid, fortæller Caroline, - og jeg fødte min datter, Amanda, (opkaldt efter sin danske oldemor) på Vélez-Málagas sygehus!

Caroline havde tegnet lige siden hun var lille, men mens hun var gravid begyndte hun også at male.

Langt væk hjemmefra
Caroline og Guillermo slog sig ned i Frigiliana. Sønnen Mathias blev født to år efter Amanda, og Caroline uddannede sig som akupunktør i Málaga. Men i 1998, kun tre år efter hjemkomsten meldte udlængslen sig igen.

- Vi besluttede at flytte til Argentina … for altid. Caroline ryster på hovedet og tilføjer; - Min stakkels mor... Men det måtte afprøves!

Det er ikke svært at forstå den kommentar, når man tænker på at Caroline mistede sin storesøster, Matilde, i 1994.

Hele familien rejste til Argentina, hvor de skulle bo hos Guillermos familie. Guillermo rejste snart hundrede af kilometer væk til Buenos Aires for at gå i lære som tandtekniker, mens Caroline blev hos hans familie i Mendoza med deres to børn på dengang to og fire år.

Argentinas økonomi var ikke særlig stabil på det tidspunkt.

- Jeg kunne tjene ca. fire dollars om dagen ved at give akupunkturbehandlinger, men en liter mælk kostede en dollar, så det var håbløst, konstaterer Caroline.

Caroline havde ikke engang råd til at skrive hjem. Et frimærke kostede det samme som en liter mælk. Heldigvis ringede hendes forældre af og til, hvilket var lyspunkter i en ellers håbløs situation.
- Jeg lod altid, som om vi havde det godt, fortæller Caroline.

Sådan gik der syv måneder. Og en dag kunne Caroline bare ikke holde det ud mere. Hun savnede at have familien samlet og kunne ikke rigtigt se nogen fremtid i Argentina for hende og børnene.
- Jeg anede ikke, hvordan vi skulle skaffe penge til at komme herfra. Jeg husker min mor ringede fra sommerhuset i Rørvig. Alting brast og jeg kunne bare ikke skjule situationen længere.
Carolines forældre sendte penge til flybilletter.

- Jeg rejste til Danmark med børnene, og det var som at komme til slaraffenland. Mathias, som bare var to år, stod og kiggede ind i køleskabet, imens han sagde; ”Mor, køleskabet er fuld af mad”!

Et stille sted med turkisfarvet vand
Guillermo kom tilbage til Frigiliana to måneder senere, hvor Caroline og børnene også var tilbage, men på det tidspunkt var løbet ligesom kørt.

- Det var ikke fordi der egentlig var sket noget, men det føltes ikke rigtig mere, så vi blev skilt efter syv års ægteskab, fortæller Caroline.

Nu fulgte en hård tid, hvor Caroline først arbejdede i Annies Vitalshop i Nerja i tre år, og derefter startede privat akupunktørpraksis.

- Det er utrolig dyrt at være selvstændig i Spanien, siger hun, – og ikke bare det … jeg havde det slet ikke godt med at leve af andres dårligdom. Der er noget bizart over at tænke; ”bare der er nogen, der trænger til en behandling”. Hvis der ikke var nogen, der havde det dårligt, så tjente jeg jo ikke nogen penge.
Efter fem år som hårdtarbejdende ene-mor droppede Caroline sin klinik i Nerja og åbnede galleri i Frigiliana sammen med sin mor, Dorthe Krabbe.

- Galeria Krabbe opstod delvis, fordi min mor altid havde ønsket at vi skulle lave noget sammen, fortæller Caroline, som har et rigtigt godt forhold til sin mor.

I juni 2004 var Galeria Krabbe en realitet. Dorthe Krabbe havde to garager i Frigiliana og de blev bygget om til galleri.

Samtidig med starten af galleriet blev Caroline alvorlig syg. Hun fik cancer i skjoldbruskkirtlen, og lægerne mente også, at hun havde begyndende sclerose. Tre gange indenfor et år mistede hun synet på det ene øje. Det kom dog tilbage hver gang.

Guillermo, som var blevet i Nerja efter skilsmissen for at være tæt på sine børn, var en uvurderlig hjælp og støtte under sygdommen.

- I dag er vi sammen igen, fortæller Caroline. – Jeg har mødt andre i den tid, jeg var alene ... men ingen som Guillermo.

Caroline fik fjernet skjoldbruskkirtlen og hun skal nu tage en pille hver dag resten af sit liv for at regulere stofskiftet.

- Jeg tror selv på, at jeg er rask … selv om lægerne ikke helt vil slippe mig. De tjekker mig stadig for sclerose.

Caroline er glad for livet...!
- Jeg fortæller mine børn, at jeg elsker dem ... hver dag. Det der virkelig betyder noget i livet, det er dem, du holder af. Det nære er meget vigtigere end karrieren. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at give mine børn et godt liv.

Caroline maler stadig. I februar måned i år havde hun sin debut som maler i Galeria Krabbes ”Blandet udstilling”, og hun har travlt med at male til to andre udstillinger i Andalusien i år og har fastlagte planer for 2007.

- Jeg er optaget af det nære i mine malerier. Stemninger mellem mennesker... Jeg kan male midt i kaos af børn, dyr og larmen fra TV. Jeg vil gerne få det hele til at smelte sammen ... både familielivet og kunsten. Jeg lever jo midt i det.

Føler du dig dansk eller spansk?

- Jeg føler mig stadig som udlænding efter 25 år. Men det er der ikke noget negativt i, vi kan jo altid lære af hinanden, og det er godt at bevare sine rødder.
Kærligheden? Ægteskabet?

- Vi har boet sammen de sidste to år. Han er mine børns far, og det vi har sammen er for godt til blot at smide væk. Vi ville gerne give det en ny chance, siger Caroline, som er glad for at have turdet tage det skridt. – Det med at blive gift igen er ikke så vigtigt ... det skulle da lige være for at holde en fest og fejre det på en anden måde end første gang.

Fremtiden?

- Helst ikke for store forandringer, det går lige så godt! ... Jeg vil dog gerne rejse mere, siger Caroline. – Til et stille sted med turkisfarvet vand. Storbyer tiltrækker mig ikke.

Dorte Holm Jensen

---

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til dorteholm57@hotmail.com

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---