
Sommerens plager
Skrevet af Solkysten
Jeg synes folk klager mere over vejret i år end nogensinde før. ”Vi har ikke haft et rigtigt forår”, sagde en mand til mig.
Der er stadig masser af varme dage i vente, og det er vores pligt at beskytte vores husdyr mod sommerens ubehageligheder. Især skal man passe på insekterne. Hvis din kat er den fødte jæger, ligesom min, vil den gå efter en bi og en hveps med samme iver som efter en gekko og en mus. Resultatet kan imidlertid blive faretruende.
Hvis katten er blevet stukket af en hveps, så se efter om brodden stadig sidder i kroppen og tag den forsigtigt ud med en pincet. Dup eddike på såret, det er effektivt mod smerterne. Alternativt kan man bruge en antibiotika-creme som Polarmine, som købes på apoteket. Hvis det er et bistik, skal man tage brodden ud og vaske med soda.
For unge katte er det normalt ikke et stort problem at blive stukket, men ældre katte kan få det meget dårligt. Chokket og smerten kan resultere i et hjerteanfald. Hold godt øje med katten, hvis den får åndedrætsbesvær, hvis stikket hæver meget, eller hvis du ved, katten har dårligt hjerte. Det er bedre at være på den sikre side og gå til dyrlægen, så ved du den får den rigtige behandling.
Pas også på skorpioner. Den mest almindelige hernede er en mindre udgave af den afrikanske skorpion. Uanset hvor gammel dit husdyr er eller i hvilken kondition, skal du altid gå til dyrlægen med det samme for at undgå nekrose (ødelæggelse af vævet).
En anden af sommerens plager er dannelse af hår-kugler i kattens mave. Når der er varmt vasker katte sig mere. For det første virker spyttet afkølende, og for det andet danner solen ekstra D-vitaminer i pelsen, og dem vil katten slikke i sig. Derfor sluger den flere hår end normalt, og de kan nemt samle sig til kugler. For at undgå dem, skal katten børstes ofte. Hvis katten ikke kan lide børsten, så brug en almindelig gummihandske eller køb en speciel handske hos dyrlægen.
Lider katten alligevel af hår-kugler, kan man blande lidt olivenolie i maden eller købe kattemad med ekstra fibre. Hold øje med om problemet løser sig i løbet af et par dage, ellers kan det give betændelse i endetarmen, og så hjælper kun et dyrlægebesøg.
Erny Harrison
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2006


