Anden akt i Marbellas korruptionsdrama holder spændingen ved lige. Nogle af Andalusiens og Spaniens største bygherrer har ligesom de korrupte lokalpolitikere og embedsmænd opdaget, hvordan kachotten ser ud indefra. De er blevet anholdt, forhørt og for de flestes vedkommende atter løsladt mod kaution.

Fra de bestikkelige er søgelyset blevet rettet mod dem som bestikker. Det er en ny fase i efterforskningen, og undersøgelsesdommer Miguel Ángel Torres har opdaget, at samfundets opbakning begynder at slå revner. Ingen er længere parat til at træde i skranken for rådhusbanden. Med bygherrerne ligger sagen anderledes.

Meget off-the-record har bygherrerne altid hævdet, at de selv var rådhusbandens mest prominente ofre. Ærlige forretningsdrivende der var ofre for afpresning og betalte, fordi de ikke havde noget valg. I nogle tilfælde var det tydeligt nok en forskønnet version af virkeligheden, men en version som brede kredse i samfundet fandt det bekvemt at tro på. Der stod både økonomiske interesser og hensynet til beskæftigelsen på spil.

Sagen mod bygherrerne skal vise, om samfundet er blevet så modent at det tør se alle aspekter ved korruptions-problemet i øjnene.

Afpresningsteorien
Afpresningsteorien er offentligt blevet fremført af bygherrernes brancheforening ”Federación Andaluza de Urbanizadores y Turismo Residencial”, hvis formand Ricardo Arranz ikke for intet driver sin private forretning fra Marbella.

I et interview i dagbladet Sur for nogle måneder siden indrømmede Arranz, at han som alle andre havde været nødt til at ”pasar por el aro” - et udtryk der kan oversættes som ”bide i det sure æble”.

Som foreningsformand har Arranz krævet at der skrides ind for at beskytte erhvervslivet mod den afpresning, det ofte udsættes for. I den aktuelle sag i Marbella har bagmandspolitiet heller ikke været utilbøjelig til at tage afpresningsteorien alvorligt. Ved flere lejligheder har politiet opfordret bygherrerne til at indgive anmeldelse, hvis de følte, de havde været ofre for afpresning. Det blev samtidig gjort klart, at det var bygherrernes chance for selv at undgå en sigtelse for bestikkelse.

Tilsyneladende havde ikke en eneste bygherre taget imod tilbuddet, da bagmandspolitiet og undersøgelsesdommeren den 27. juni blev trætte af at vente og hentede 13 af dem til afhøring. I de følgende uger blev nok et halvt dusin hentet ind.

De fleste sigtes for at have betalt til rådhusbandens chef, Juan Antonio Roca, til gengæld for at sætte sig ud over byplanens bestemmelser om bl.a. boligtæthed og beskyttelse af grønne arealer. I nogle tilfælde erhvervede de kommunal jord til under markedsprisen. Politiet mener at kunne dokumentere en sammenhæng mellem illegale betalinger til et Roca-selskab (Maras Asesores) og udstedelsen af de nødvendige tilladelser, fremgår det af oplysningerne, der er blevet frigivet fra de lukkede retsmøder.

Interessant nok forsøgte ingen af de sigtede bygherrer at forsvare sig med afpresningsteorien. I stedet holdt de fast ved, at de kun havde foretaget fuldt legale betalinger i forbindelse med byplan-aftaler, der var godkendt af Marbellas byråd.

La Cañada
Blandt de sigtede storbygherrer finder man Tomás Olivo, ejeren af butikscentret La Cañada, hvis dominerende facade er vanskelig at overse på omfartsvejen ud for Marbella. Efter afhøring blev Olivo sat på fri fod mod en kaution på 500.000 euro.

Olivos karriere forløber parallelt med hans ven Rocas. Begge kommer fra Murcia og kravlede hastigt op ad den sociale og økonomiske rangstige i Jesús Gils Marbella. Entreprenøren Olivo lavede nogle arbejder for kommunen, der sædvanen tro betalte med naturalier. Et areal i landzone ændrede værdi lige så hurtigt som blækket tørrede på et stykke papir med en opportun underskrift. På sin nye ejendom byggede Olivo første del af La Cañada. Senere blev butikscentret udvidet uden tilladelse efter handelsloven. Olivo betalte Junta de Andalucías rekordbøde på 600.000 euro og fortsatte arbejdet.
Udvidelse nr. to gik i gang efter århundredeskiftet. Junta de Andalucía protesterede på ny, ved denne lejlighed fordi arbejdet savnede miljøgodkendelse. Som altid dekreterede daværende borgmester Marisol Yagüe et byggestop, og som altid glemte hun at sige til lokalpolitiet, at de skulle føre det ud i livet. Olivo fortsatte arbejdet, i god tro som man siger, når den slags kommer for retten.

Historien om Olivo og La Cañada anses af mange for det mest typiske eksempel på den måde, Jesús Gil og efterfølgerne regerede Marbella i 15 år. I bedste fald foregik tingene i den grå zone mellem legaliteten og illegaliteten. Men Olivo har også tidligere været mistænkt for at bevæge sig uden for gråzonen. For nogle år siden skønnede den offentlige revision, at hans øvrige forretningsforbindelser med kommunen havde skadet det offentliges interesser med 45 mio. euro.

Efter at have lært faget i Marbella, har Olivo diversificeret aktiviteterne. I Granada konstruerer han Andalusiens største butikscenter Nevada. I Roquetas del Mar (Almería), Sanlúcar de Barrameda (Cádiz) og Cartagena (Murcia) har La Cañadas ejer andre store og omstridte projekter.

Sværvægterne
En anden af de sigtede bygherrer er Fidel San Román. Han er meget kendt i tyrefægtermiljøet, idet han ejer to opdrætterier og er med til at drive Las Ventas arenaen i Madrid. I sidstnævnte by ligger de fleste af Fidel San Románs byggefirmaer. Flere af dem har forbindelse til den afdøde diktator Francisco Francos familie. Fidel San Román sigtes for at have betalt fire mio. euro til Roca, en af de største summer der forekommer i sagerne mod de sigtede bygherrer i Maras Asesores udløberen.

Rekorden på fem mio. tilhører Carlos Sánchez, der ligesom Olivo er en af Rocas personlige venner. Sánchez, der er fra Granada, var ved redaktionens slutning stadig varetægtsfængslet.

José Ávila Rojas er også fra Granada. En af Andalusiens største bygherrer med en omsætning på mere end 150 mia. euro årligt. ”I løbet af fire eller fem måneder får du et projekt godkendt i Marbella. I Motril har jeg ventet i 16 år. Marbella forstår forretningsmændenes drømme og gør det nemt for dem,” oplyste Rojas i et interview med dagbladet Ideal i 2003. Efter afhøring blev han sat på fri fod mod kaution på 500.000 euro.

Hele ledelsen i Málagas største byggekoncern Aifos er sigtet. Aifos har 8000 boliger under opførsel.

Kendte navne
Mange af de sigtede kender den brede offentlighed fra de kulørte ugeblade. Det gælder Emilio Miguel Rodríguez Bugallora fra ”Construcciones Salamanca”, der står bag nogle af kommunens mest fashionable steder: Restaurant La Merediana, natklubben La Notte, urbanización ”El Embrujo de Banús”. På fri fod mod kaution på 500.000 euro.

Cristóbal Peñaroya - en af pionererne på Costa del Sol - slap med en kaution på 30.000 euro. Hans store projekter omfatter La Reserva de Marbella, Golf Reserva de Marbella, Hoteles Holiday World og Benal Beach, begge i Benalmádena.

Blandt de sigtede sidder det mest folkekære ansigt uden tvivl på Rafael Gómez, hyrdedrengen fra Córdoba, som i dag ejer Tivoli World og meget andet. Hans firmaer i Arenal 2000 gruppen arbejder på mange store boligprojekter i Málaga-provinsen.

Rafael Gómez er en festlig type. Privatboligen i Córdoba er en kopi af Det hvide Hus, komplet med ovalt værelse og det hele. Blandt de ansatte og på gaden i Córdoba er Rafael Gómez utroligt populær, hvor meget partiet Los Verdes (De Grønne) end har antydet, at korruptionssagen i Marbella bør have en udløber i Córdoba.

Rafael Gómez (på fri fod mod kaution på 300.000 euro) er den af de sigtede, som synes at tage tungest på mistanken imod sig. Allerede i maj indkaldte han til pressemøde efter at det blev kendt, han havde deltaget i et berømt slag poker med andre forretningsfolk og Marbellas almægtige Roca. Gómez bedyrede, at netop i Marbella havde han aldrig anbragt så meget som en mursten, fordi hans planlagte urbanización var grundstødt i det kommunale bureaukrati.

Senere viste det sig, at sigtelsen gik i en lidt anden retning. I Marbella skrev Gómez en check på 601.012,10 euro til borgmester Marisol Yagüe, og ingen ved rigtigt, hvad der bagefter skete med pengene. Det var en erstatning, fordi Arenal 2000 indrettede kontorer i en bygning, der i byplanen var reserveret til sociale formål. Efter loven skulle erstatningen have været øremærket til et andet socialt formål.

pod.

---

Krisens forløb
29/3: De første 20 anholdelser. Blandt de sigtede er Marbellas borgmester Marisol Yagüe samt rådhusbandens formodede chef, byplanrådgiver Juan Antonio Roca.
7/4: Regeringen beordrer byrådet opløst.
21/4: Et ”forretningsministerium” overtager kommunens styre frem til næste byrådsvalg i 2007.
27/6: Ny stor politiaktion. Anholdelserne omfatter 13 bygherrer og 13 tidligere byrådsmedlemmer. Arrestordre mod tidligere viceborgmester Carlos Fernández, der flygter under en pilgrimsfærd til Santiago de Compostela.
19/7: Tidligere borgmester Julián Muñoz anholdes.
Ved redaktionens slutning den 24. juli var 62 personer blevet sigtet. Godt en snes sad stadig varetægtsfængslet.

---

Alle borgmestre sikkert forvaret
Alle Marbellas borgmestre siden 1991 sidder nu i fængsel, bortset fra afdøde Jesús Gil, som den jordiske retfærdighed ikke længere kan nå.
Eksborgmester Julián Muñoz var den sidste der så tremmedøren smække i bag sig. Han arresteredes den 19. juli og sigtedes for at have modtaget penge af rådhusbandens chef, byplanrådgiver Juan Antonio Roca.
Muñoz har længe været sigtet i andre sager, hvor hans forsvarer med nød og næppe holdt ham på fri fod. Det har været særligt bittert for Muñoz at blive fældet af Roca. Det var nemlig anden gang. Første gang var i 2003, hvor Roca betalte de andre korrupte byrådsmedlemmer for at fyre Muñoz som borgmester.
En anden eksborgmester - Atlético de Madrids tidligere målmand Tomás Reñones – blev sendt i fængsel en måned tidligere. Stakkel Reñones nåede kun at være borgmester i 24 dage i tiden mellem Marisol Yagües fald og ”forretningsministeriets” tiltræden.

---

Rekordbøde på 14,6 mio. euro
Det var ikke blot obskure firmaer, der ifølge ”forretningsministeriet” deltog i Marbellas byplanbrydelser. Flagskibet i spansk erhvervsliv, El Corte Inglés, fik i juli besked om, at kommunen vil give det en rekordbøde på 14,6 mio. euro.
El Corte Inglés centret i Puerto Banús udvidede i årene 2004-05 lavprisvarehuset Hipercor med 5000 kvm, der blev presset ind på en fuldt udbygget grund. Bøden svarer til 100 pct. af den anslåede byggepris. Desuden kan El Corte Inglés på et senere tidspunkt blive tvunget til at nedrive nybyggeriet, som er taget i brug uden åbningstilladelse.
Ifølge forretningsministeriet aftalte El Corte Inglés en betaling på 4,8 mio. euro til kommunen for at se gennem fingre med ulovligheden. Da byggeriet startede, dekreterede daværende borgmester Marisol Yagüe et byggestop, men ”glemte” derpå at sige til lokalpolitiet, at det skulle føre forbudet ud i livet - det velkendte mønster for så mange byplanforbrydelser i Marbella. Meningen var at lovliggøre byggeriet ved en senere revision af byplanen.
I de første ti uger efter sin tiltræden har forretningsministeriet startet 12 bødesager. 84 ulovlige byggepladser er blevet forseglede. De omfatter bl.a. 1300 lejligheder, hvoraf enkelte var solgt og klar til indflytning. Dertil kommer 17 løbende sager om nedrivning eller ændring af et opført byggeri.

---

Vin til 2000 euro flasken
Marbella kommune har modtaget en uventet ekstraregning: 855.140 euro fra et fransk vinfirma, der i november i fjor afleverede et parti vin på bestilling af rådhusbandens chef, byplanrådgiver Juan Antonio Roca. Roca havde fået smag for Petrus årgang 1979, der koster 2000 euro flasken. ”Forretningsministeriet” har nægtet at betale regningen, der er sendt videre til bagmandspolitiet.
Imens er flere skraldevogne fra Málaga kommet til undsætning i Marbella, hvor man ellers måtte have undværet renovering i sommermånederne. Marbella har ikke råd til at reparere sine egne skraldevogne, der for de flestes vedkommende befinder sig på værksted.
En anden hjælp er på vej fra Sevilla. Junta de Andalucía har indledt proceduren om at yde en ekstraordinær kredit på 100 mio. euro. Den vil sætte den ruinerede kommune i stand til at overleve et år til.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---