
TrendZ - Stålgrå og helt på toppen
Skrevet af Solkysten
Thomas Schou lignede nærmest en surfer med sit flotte halvlange, brune hår. Men efter fire timer i stolen hos Sisse var Thomas forvandlet til en cool fyr med en smart, kort stålgrå frisure.
Og Thomas er vild med sit nye look!
Og Thomas er vild med sit nye look!
- Vi tager os af alt forefaldende arbejde - også havearbejde eller at male, forklarer Thomas, der flyttede til Costa del Sol i januar i år. Nu bor han i Torreblanca.
Og lige som med jobbet er Thomas heller ikke bange for at prøve noget nyt, når det gælder stil. Derfor sprang han straks til, da Benny fra Mazzu spurgte, om Thomas kunne tænke sig at være med i "TrendZ" - og dermed skifte stil.
- Normalt vil jeg kalde min påklædning afslappet - men gennemtænkt. Det er enkelt med en skjorte eller en t-shirt. Men jeg er altid frisk på at prøve en ny idé af, så derfor syntes jeg, det lød cool, da Sisse foreslog mig at blive gråhåret, griner Thomas.
- Thomas havde ladet håret vokse, så han havde et superdejligt langt og kraftigt mørkebrunt hår, da han kom her. Og det er ikke "bare sådan" at få en flot og velfungerende grå hårfarve, så Thomas måtte lægge hår til en længere proces, forklarer frisør og stylist Sisse Christensen, der til daglig arbejder i Boutique Viggo i Centro Idea, men som om aftenen rykkede teltpælene ned i Mazzu for at forvandle Thomas.
Først blev Thomas klippet. Så blev han lysnet. Det gav håret en sjov, nærmest appelsingul farve - det er den farve, mørkt hår ofte får, når det bliver lysnet kraftigt. Så Sisse lysnede det endnu en gang.
- Nu lignede Thomas en isbjørn, når man så ham bag fra. Håret var faktisk helt hvidt, forklarer Sisse, og Thomas tilføjer:
- Ja, det var faktisk også vildt flot!
Hvad der herefter skete med Thomas' hår er lidt af en forretningshemmelighed. Det er nemlig temmelig svært at farve håret rigtig stålgråt. Men Sisse blandede sine hemmelige ingredienser, og efter fire timer i de flotte orange frisørstole hos Mazzu var Thomas som forvandlet.
- Jeg har lavet lidt "ballade" med håret, så det er klippet superkort i nakken og i siderne og har så fået lidt længde på toppen, så Thomas kan sætte det på flere forskellige måder. Og så har jeg givet ham et kort pandehår, der giver en markant ramme om ansigtet, fortæller Sisse.
Modellen selv er begejstret.
- Det er meget nemt at sætte - og en vildt god farve, understreger Thomas.
Sisse og Thomas følges op til Centro Idea - men så skilles deres veje kortvarigt. Thomas forsvinder ned på underetagen, hvor han har en aftale med kosmetolog Angela Cervin i Centro Belleza.
- Det er faktisk ikke så usædvanligt at have mandlige kunder her i klinikken, fortæller Angela, der er uddannet kosmetolog her på Costa del Sol og har haft klinikken siden marts 2005. Hun fortsætter:
- De kommer for at få ansigts- eller kropsbehandliger, for at få rettet øjenbryn og farvet bryn og vipper og så videre.
Men Thomas skal have lagt makeup inden fotograferingen. Og Angela lægger en diskret makeup, der bare fremhæver Thomas' flotte ansigtstræk.
- Det er flot med lidt eyeliner til en fyr som Thomas, forklarer Angela. Thomas er helt enig:
- Jeg har aldrig prøvet at have eyeliner på før. Men det ser da fedt ud! Jeg tror faktisk godt, jeg kunne finde på at bruge en diskret eyeliner, når jeg skal i byen. Hvis jeg altså kan finde ud af det...
Oppe hos Boutique Viggo beundrer Thomas et par virkeligt smarte leopardprikkede loafere fra Friis. Sisse lokker ham til at prøve en limegrøn skjorte i en dejlig sommer-luftig kvalitet. Den er Thomas også vild med, men han og Sisse enes alligevel om en turkis skjorte med diskrete tern fra Pure, der er et nyt mærke hos Boutique Viggo. Hertil har Thomas fået et par hvide bukser fra PBO og et par både behagelige og trendy slip-in sandaler fra Jaco.
Så er det tid til fotografering i den smukke og frodige gårdhave bag Mazzu. Og Thomas ser afslappet ud - som om han aldrig har bestilt andet end at stå foran et kamera. Og når sandheden skal frem, har han vist også prøvet det med modelarbejdet før...
Bag efter har Thomas lige et ærinde. Han skal op i Boutique Viggo og købe alt det tøj, han har prøvet - også den limegrønne skjorte.
- Jeg er vild med det tøj - må bare eje det, slår han fast på vej ud af døren med sin flotte nye stålgrå manke.
Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt m.fl.
![]() |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - August 2006



