Her søgte Granadas sidste konge Boabdil trøst efter nederlaget i 1492, da han havde overgivet Alhambra til de kristne generobrere. Det var slutningen på maurernes herredømme i Spanien. Men det var ikke slutningen på deres historie.

Den er der god tid til at fortælle, mens bilen i de høje gear arbejder sig op ad stejle veje (når den ikke truer med at løbe fra bilisten på vej ned igen). Turen går igennem 55 kommuner og munder ud i naboprovinsen Almería.

Man skal bruge tid i Alpujarra. Der er meget at fortælle og endnu mere at se i de frodige dalstrøg mellem vilde bjerge. Et nemt land har det aldrig været. Men kønt.

Lanjarón
Turens første stop er Lanjarón, hvor det for en gangs skyld ikke er den lokale vin, man bestiller på restauranten. Man be’r om smeltevandet fra Andalusiens snehvide tag, der kommer piblende ud hernede efter filtreringen igennem klippernes rige mineraler.

Lanjaróns vand sælges på flaske i hele Spanien, men for at få fuldt udbytte af dets terapeutiske egenskaber, er det nødvendigt med et længere ophold i selve landsbyen. Her åbnede et af Spaniens berømte kurbade dørene i 1765, og stedet præges stadig af gamle dages luksus. Kurbadets fem kilder er gode mod hver sin dårligdom, forsikrer de lokale, der ser ud som om de havde afprøvet dem alle. Gennemsnits-alderen er høj. Men det kan nu også skyldes at de unge er flyttet andre steder hen. Affolkningen rammer Alpujarra lige så hårdt som alle andre landområder.

Krigen
I dag er det svært at forestille sig at de fredelige landsbyer erklærede en supermagt krig og holdt den stangen i tre et halvt år. Maurernes sidste desperate forsøg på at generobre deres tabte al-Andalus fandt sted i årene 1568-71, og Alpujarra var centrum for oprøret.

Det havde ikke noget at gøre med ex-kong Boabdil, der kun holdt ud på stedet i et år, så solgte han sit len til Isabel og Fernando (det katolske kongepar) og drog til Nordafrika med sin mere end betragtelige formue. En arabisk kilde vil vide, han gik i fremmed krigstjeneste og blev dræbt under en af berbernes endeløse stammefejder. Forfatteren sætter ham et bidsk eftermæle: ”Et eksempel til skræk og advarsel, denne konge som døde for et fremmed rige, efter at han ikke havde vovet at give livet for sit eget.” Men ingen ved med sikkerhed, hvad der blev Boabdils skæbne. Hans spor fortaber sig i ørkenens sand.
Efter 1492 benyttede de fleste rige maurere det katolske kongepars tilbud om at emigrere - transporten betalt - hvis de ikke var tilfredse med de nye forhold. Men de fattige emigrerede ingen steder, og de fattigste af dem alle boede i Alpujarra. Her var der ingen værdier, som kunne realiseres for at finansiere starten på en ny tilværelse på den anden side af havet.

Órgiva
Órgiva - rutens næste stop - er en rigtig by med købstadsrettigheder, efter at dronning Isabel gjorde den til egnens hovedstad.

Nogle km uden for byen ligger borgen El Castillejo, som bevogter den gamle adgang til dalen langs med Guadalfeo-floden. Fæstningen fra maurernes storhedstid er temmelig forfalden.

Over Órgivas tage knejser de slanke tvillinge-tårne på ”Nuestra Señora de la Expectación”. Efter 1500-tallets oprør genopbyggedes kirken med stor luksus som symbol på kristendommens triumf på oprørernes hjemstavn.

Som monumenter er hverken borgen eller kirken uundværlige på turistens rute, men de er det bedste, bjergene byder på. Senere på ruten lærer man, at de største seværdigheder skjuler sig i anonyme landsby-gyder.

Órgiva er mest interessant på grund af hippierne. Det er vel den sidste by, hvor Folkevognsrugbrødet og 2 CV’en stadig forekommer i gadebilledet. Nogle af dem er så flotte, at de får liebhavernes tænder til at løbe i vand. Overflødigt at tilføje, at ejeren i så fald tilhører den ægte hippie-generation, der efterhånden er blevet velhavende nok til at køre i veteranbil i stedet for BMW.

Den ægte hippie-generation skal ikke forveksles med en ny generation af ægte hippier. Hundredevis af unge nordeuropæere har slået sig ned på denne romantiske plet, hvor folk siges at komme hinanden ved og leve af ægte kunsthåndværk. I begge tilfælde: Vogt Dem for efterligninger.

Det første oprør
Granada 1492. Byen og landet summede af utilfredshed. Hovedstaden mistede beboere der udvandrede til Nordafrika, men der indvandrede også mange kristne fra Nordspanien. En overgang var Granada Spaniens største by, men de kristne var en minoritet, og sameksistensen var aldrig nem.

Det katolske kongepar gjorde et ærligt forsøg på at integrere maurerne i det nye forenede Spanien. Der blev udøvet et vist pres på dem for at de skulle omvende sig, men det blev udøvet så elskeligt af Granadas ærkebiskop Hernando de Talavera (dronningens skriftefar), at muslimerne kaldte ham ”de kristnes hellige skriftkloge”. I sin alderdom lærte ærkebiskoppen arabisk for at komme i kontakt med folket.

Alting forløb rimeligt, bortset fra at arbejdet ikke skred frem så hurtigt som ønskeligt. Kongeparret sendte gråbroderen Francisco de Cisneros til hjælp. En effektiv mand, der på en enkelt dag overkom at døbe 3000 maurere. Overflødigt at tilføje, der ikke længere var tale om frivillige omvendelser.

I 1500 brød maurernes første oprør ud i Alpujarra. I militær henseende var der aldrig fare på færde, men bagefter var det slut med overtalelses-politikken. I 1502 fik maurerne det samme valg som jøderne havde fået ti år tidligere: enten dåb eller landsforvisning.

Jøderne, som blev i Spanien, integrerede sig uden andre problemer end dem, inkvisitionen var årsag til med sin overdrevne nidkærhed. Derimod fandt de tvangsomvendte maurere (som vi fra dette øjeblik bør omtale med den historiske betegnelse moriscoer) sig aldrig til rette i det nye samfund.

Barranco de Poqueira
Fra Órgiva kryber vejen for alvor op i bjergene, hvor terrænet synes skabt til guerillakrig. (Udover fattigdommen var der andre grunde til, at urolighederne altid startede i Alpujarra.) ”Barranco de Poqueira” er en bjergkæmpe som byder sin furede pande mod iagttageren. Øverst ligger landsbyerne Pampaneira, Bubión og Capileira, og der befinder vi os midt i turistindustrien.

Villa Turística i Bubión fortjener at fremhæves som det flotteste landhotel i den flotteste natur. Det er ikke det billigste sted, men på egnen er der mange andre overnatningsmuligheder i alle prislejer. I butikkerne kan man fylde bagagerummet med Alpujarras traditionelle håndværk: tæpper, espartogræs, hestesadler, broderi, keramik, bødkerarbejder. Og tæpper - først og sidst tæpper.

I Capileira starter vejen til Mulhacén. Den iberiske Halvøs højeste punkt ligger i 3479 meters højde over havet, hvor luften er lige så ren som den er tynd og berusende. I øvrigt lægger man dårligt nok mærke til bjergtoppen, når man når frem. Den er blot en knold ved siden af Europas højest beliggende vej.

I dag er vejen lukket for privat trafik. En gang imellem kører en turistbus et stykke ad vejen, men ellers må man parkere bilen ved bommen og fortsætte til fods. Der er fire en halv time til toppen, og da man også skal tilbage igen, er det en ekskursion der varer hele dagen. Til gengæld husker man den hele livet.

Problemerne vokser
Carlos I regerede verden. Granada undslap hans kontrol, og det var uacceptabelt for kongen af Spanien, kejseren af det tysk-romerske rige og herren til alle de nye kolonier hinsides havet.

Arvingen af de katolske kongers livsværk overvejede tilmed at gøre byen til Spaniens hovedstad. Carlos’ bryllupsrejse med Isabel af Portugal gik til Granada, hvor parret opholdt sig i seks måneder af 1526. Men dronningen skræmtes af et jordskælv, og det ene med det andet. Carlos genså aldrig sine drømmes by. Inden den forhastede afrejse nåede han at godkende projekterne om byens universitet og paladset i Alhambra, der bærer hans navn. I løbet af hoffets korte ophold trængte den lyse renæssance-ånd ind i Granadas gyder. Men den trængte ikke ind i moriscoerne.

Carlos blev klar over, at Granada ikke hang sammen med resten af riget. Efter forløbet af et kvart århundrede holdt moriscoerne fast ved deres sprog, skikke og klædedragt. I det hemmelige holdt de også fast ved den gamle og forbudte religion.

De var en stat i staten, og en fjendtlig stat. Det var særlig tydeligt i guerillalandet Alpujarra. Her samarbejdede moriscoerne med tyrkiske og nordafrikanske pirater der plyndrede kystens kristne landsbyer.

Carlos sammenkaldte en kommission, der barslede med en række meget skrappe forholdsregler. Bagefter tøvede han altid med at føre dem ud i livet. Det skete først fire årtier senere under sønnen Felipe II.

Pitres
Ved ankomsten til Pitres møder man for alvor Alpujarras typiske arkitektur, der adskiller sig fra alt andet i Andalusien. Først af alt bemærker man de flade tage. Området har ikke ler af god kvalitet, så i stedet for tagsten bruger man den lokale skifer, der monteres oven på en ramme af kastanietræ. Oven på skiferen ligger et vandskyende lag af ”launa”, en naturligt forekommende grusart.

Pitres rummer gode eksempler, men det er endnu bedre at lede efter afkørslen til en af de små landsbyer i nærheden - nogle af dem så små, at de ikke var umagen værd at tage med på landkortet.

Her ser man næsten uden ændringer, hvordan moriscoerne boede. Deres små, med møje anlagte køkkenhaver vender ud mod de vilde bjerge. Inden for haverne klynger husene sig sammen i bredden og i højden. Op ad bjergskråningerne tjener halvdelen af taget i det nederste hus som gulv i det følgende.
Ikke tilfredse hermed har beboerne også bygget husene sammen hen over de smalle gyder. På den måde slog de to fluer med et smæk. Foroven vandt de et ekstra værelse eller en terrasse, og forneden et skyggefuldt rum af halvoffentlig karakter, hvor det var behageligt at mødes med naboerne på de drønende hede sommerdage.

I 1960’ernes Europa eksperimenterede man meget med storfamilien. Her havde man allerede ført ideen ud i livet, for det var ikke tilfældigt, hvem der boede nabo til hvem. Selv de allermindste landsbyer er opdelt i flere bydele, der ligger klart adskilt af køkkenhaverne ind imellem. Hver storfamilie eller klan førte sin egen tilværelse.

Hårdt mod hårdt
Fire årtier senere besluttede Felipe II at gøre alvor af faderens trusler. Der er sagt og skrevet meget om denne konges intolerance, men nutidige kritikere glemmer ofte omfanget af moriscoernes samarbejde med de muslimske pirater. Alpujarra var et af de områder, der blev hårdest straffet. I 1558 gik 4000 pirater til angreb på Berja. 1560 landede en flåde ved Castell de Ferro og bortførte alle indbyggerne i landsbyen Notáez til en grum skæbne på den anden side af havet. 1565 kom piraterne til Cádiar på et togt efter den fattige egns mest værdifulde bytte: kristne slaver.

1. januar 1567 havde Felipe II fået nok og førte i samarbejde med inkvisitionen Carlos’ gamle forholdsregler ud i livet.

Moriscoerne fik pligt til at lære spansk i løbet af tre år, hvorefter arabisk ikke engang måtte tales i hjemmet. Den mauriske klædedragt blev forbudt. Ritualer, danse og sange fra maurertiden anbragtes uden undtagelse på den sorte liste.

Selv om meget af det ikke havde den fjerneste forbindelse med Muhameds tro, havde inkvisitionen sikkert ret i, at de gamle skikke var med til at fastholde folk i den gamle tro. Og det egentlige problem var dette med troen. Moriscoerne blev pålagt at lade hoveddøren stå åben på helligdage, under bryllupper og ved andre særlige begivenheder. På den måde var det nemt at kaste et blik ind i stuen for at kontrollere, om der foregik noget suspekt.

På dette tidspunkt i historien var Granada by genbefolket med mange gammelkristne fra Nordspanien, uden at glemme de nykristne moriscoer, hvis omvendelse var oprigtig.

Men i Alpujarras isolerede bjerge var de eneste nidkære i troen to eller tre gammelkristne familier i de små landsbyer. På myndighedernes vegne stak de næsen i alt, mens naboerne søgte at holde dem uden for alt. Man kan nemt forestille sig situationen under en spadseretur i de stejle gyder med deres intime miljø.

Præsten har også følt sig ensom i den fyldte kirke. Hvad foregik der i sognebørnenes hoveder mens de lyttede til prædikenen?

I de sidste dage af 1567 brød oprøret ud.

Brutal krig
I modsætning til 1500 var det alvor ved denne lejlighed. Moriscoen Fernando de Válor lod sig udråbe til konge efter at have afsvoret sin kristne tro og ændret sit kristne navn til Aben Humeya.

Fra starten var det en opgave for folk, der var barske som klipperne hvor de boede. Alpujarras rebeller kunne ikke overtale moriscoerne i Granada by til at tage del i oprøret. Men i flere af Alpujarras byer torterede Aben Humeyas general ”Sorte” Farax alle over ti år, der bar et kristent navn, til døde.

Farax’ helt overflødige brutalitet anslog tonen i en krig, hvor moriscoerne snart kom til at betale med deres egne martyrer. Det skønnes at 3000 civile - mange af dem kvinder og børn - måtte lade livet på begge sider, da årtiers og århundreders gammelt had fik frit afløb. Dertil kom soldaternes tab, som var mange gange større.

Oprøret bredte sig til Almería i øst og Rondabjergene i vest. Altid i bjergene. Aben Humeya råbte om hjælp over havet, og trosfællerne i Nordafrika og Tyrkiet sad ikke opfordringen overhørig. Situationen var en overgang alvorlig. Spanien var truet af en ny muslimsk invasion som i 711, indtil det lykkedes en flåde af galejer at spærre havet.

Felipes halvbror Juan af Østrig slog omsider oprøret ned. Straks efter drog han over havet i spidsen for en kristen flåde og besejrede tyrkerne i det store søslag ved Lepanto 1571. Det lettede presset på søsiden.

Til lands blev 60.000 overlevende moriscoer udvist af Andalusien til Nordspanien, hvor de ikke så nemt blev fristet af pirater. Et århundrede senere udvistes efterkommerne helt af Spanien.

Trevélez
Det mennesketomme Alpujarra blev befolket med gammelkristne fra Nordspanien. Deres efterkommere bebor landet i dag. Er nogen i tvivl om afstamningen, kan de blot kaste et blik i de lokales kalender, hvor en af de vigtigste lokale fester er svineslagtningen.

Trevélez er berømt i hele Spanien for sine lufttørrede griseskinker. På landkortet ser man, hvordan vejen til Trevélez er en lang tentakel op i bjergene, hvor Spaniens højest beliggende landsby ligger for enden af den sidste dal. Der er et herligt miniklima omkring en lille flod, hvor byens anden gastronomiske specialitet - bjergørreden - springer.

Men først og fremmest er det umuligt ikke at bemærke skinkerne, der hænger tæt og glinsende over gæsternes hoveder i byens restauranter. Efter morgenmad, frokost og middag med skinke køber folk også en skinke med hjem.

Det er svært at tro, der er plads til så mange svin på egnens grønne, men små og indeklemte landbrug, og det er der nu heller ikke. Skinkerne importeres fra hele det øvrige land for at nyde godt af Trevélez’ rene, tørre bjergluft i 1700 meters højde - den store og uefterlignelige hemmelighed ved produktets kvalitet.

Værnebønder
Moriscoerne forlod Alpujarra med tungt hjerte. Men man skal ikke tro, tilværelsen var spor nem for de kristne nybyggere, selv om de forpagtede jorden på meget fordelagtige vilkår.

De kom fra Kastiliens tørre, endeløse kornsletter til bjergenes frugtbare, men små og sårbare køkkenhaver. Den form for landbrug kendte de ikke, og det mest komplicerede, som var kunstvandingen, lå i ruiner efter tre års krig. I hver landsby fik en familie af moriscoer nogle års ekstra frist, mens den hjalp afløserne i gang, men det tog lang tid, inden Alpujarra atter blomstrede.

Mange gamle landsbyer blev opslugt af vildnisset og siden af glemslen. I dag ved bønderne stadig, hvor de lå, fordi ploven henter skår af keramik op af jorden, når det ikke mere makabert drejer sig om menneskeknogler fra tilgroede gravpladser.

Mange nybyggere gav op efter nogle år og rejste hjem. Landbruget var ikke blot vanskeligt, men livsfarligt, fordi de var værnebønder med pligt til at deltage i landets forsvar. Mange moriscoer startede en ny tilværelse som fredløse, og det var ikke nemt at rense bjergene for dem. Så sent som i 1800-tallet startede romantikkens begejstrede rejseskribenter et rygte om, at hele landsbyer af moriscoer overlevede på deres utilgængelige tilflugtssteder. Det var nu ren ønsketænkning hos folk, der kunne tillade sig den luksus at dvæle ved sagens pittoreske aspekter.

Hos de lokale beboere var pirateriet stadig i frisk erindring i starten af 1800-tallet. Trods sejren ved Lepanto fortsatte problemet i flere århundreder, og i starten blev det tilmed værre, fordi piraterne fik forstærkning af de flygtede og hævngerrige moriscoer.

Cádiar
Intet som en god vin til at skylle svinet ned, og Alpujarras bedste vinstokke vokser, hvor vejen fra Trevélez fortsætter igennem Contraviesa-distriktet. Egnens små familiebrug producerer både rødvin, hvidvin og rosé godt 1000 meter over havet, hvor dagtimerne er tørre og solrige, mens de kølige nætter beskytter druerne mod sygdomme.

Tro ikke, de gammelkristne også havde vinen med. Muslimerne i Andalusien gik aldrig af vejen for et glas, skønt imanerne jævnligt fik et anfald af religiøs vanvid og rev vinstokkene op, så bønderne måtte starte forfra.

Det problem havde man ikke med præsterne, og under høstfesten springer vinen som vand fra Contraviesa-distriktets mest populære kilde, der ligger i Cádiar. Den lokale vin smager som bekendt altid bedst. Uden for Contraviesa smager den måske lidt mindre godt, men vinen var tidligere meget værdsat fordi den er egnet til transport, så læg blot et par flasker ind i bagagerummet til indkøbene af håndværk og griseskinker.


Fodfolkets land
Fra Cádiar kan man gøre en afstikker til månelandskabet i Murtas, der byder på en af Alpujarras flotteste udsigter ved ”Venta del Tarugo”. En belønning til folk, der vover sig i kast med den dårlige vej.

På den slagne vej kommer man til Mecina Bombarón. (Herlige navne, disse gammelkristne nordspaniere havde med!) I denne del af Alpujarra er landsbyerne ikke længere så spændende, men til gengæld er det fodfolkets paradis. De afmærkede stier fører langt op i de grønne bjerge og dybt ind i stilheden. Masseturismen er ikke nået hertil, men det er nemt at finde logi på et landhotel i det grønne.

Rutens følgende by er Válor, hvis indbyggere arrangerer Alpujarras mest berømte ”moros y cristianos” - byfesten, hvis historiske optrin er inspireret af den gamle konflikt mellem morisco’er og kristne. I Válor fødtes Aben Humeya - ”kongen af Alpujarra”, der bød verdens mægtigste mand trods.

Historien om morisco’erne er ved at løbe ud, og det samme er Alpujarra. I Laujar de Andarax er vi allerede i Almería-provinsen. De frugtbare sletter præger landet, mens bjergene mere er til pynt og herskabelig jagt.

Det var her, Boabdil og hans følge af mauriske aristokrater slog sig ned efter nederlaget i 1492. I modgang som i medgang lagde aristokratiet beslag på det bedste.

pod.

---

Turistkontorer
Lanjarón: Tlf. 958 770 462
Órgiva: Tlf. 958 784 484 • Fax 958 784 023
E-mail info@turismoalpujarra.com
Pampaneira: Tlf. 958 763 127 • Fax 958 763 301
E-mail nevadensis@arrakis.es
Laujar de Andarax: Tlf. 950 513 548 • Fax 950 513 548

På Nettet
www.alpujarras.com (kun på spansk)
www.turismodegranada.org

---

Ankomst
Gæster fra Málaga tager motorvejen i retning mod Almería. Kort før Motril drejer de af mod Granada. På vejen Motril-Granada findes frakørslen til Lanjarón, hvor den beskrivne rute starter.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---