Lænket med en kort kæde. I alle disse år stod han i sine egne ekskrementer og urin og levede af det madaffald, der blev smidt ind til ham. Ingen så til ham, ingen gik tur med ham, han stod blot der i sit mørke rum. Intet at se, høre eller lugte, bortset fra stanken fra rummet, som en fange i et fangehul i middelalderen.

Vi hørte om hans situation gennem mennesker der boede i nærheden. Vi ved af erfaring, at det er meget svært for naboer at blande sig og tage fat på den slags problemer, der kan ende i nabostridigheder. Så PAD tog affære og gav Crons ejer et tilbud. Det var om at handle hurtigt. Crons ører var så inficerede, at de var som balloner. Man skal gå forsigtigt frem i sådanne tilfælde og ikke sige rent ud, at der er tale om dyremishandling, hvis man vil redde hunden. Vi gav tilbud om at hjælpe med dyrlæge, og det gik som vi ønskede. Ejeren var ligeglad med sin hund, og den kunne blive medlem af PAD-familien. Dog måtte vi ikke få hunden direkte fra dens fangehul, men fik ham overdraget ude på vejen.

Cron var tydeligt forvirret. At være uden for sit fængsel var noget, han knapt kunne forstå. Med besvær fik vi ham ind i vores dyretransport og fik bragt ham til dyreherberget. Nu måtte vi i gang med at lære ham at være en hund. Vi havde ingen ide om, hvordan han ville reagere på andre hunde eller på alt det nye omkring ham, inklusive mennesker.

De første to dage stod eller lå han på samme plads, helt stille med bagdelen op mod døren. Han reagerede ikke når vi forsøgte at tale til ham eller på kald og fløjt. Det var som var han inde i en puppe, han ikke kunne komme ud af - et resultat af års indespærring. Vi tog ham ud for at gå lidt omkring i området. Han snuste lidt, men ellers var det som om han var både blind og døv. Det næste var at prøve at sætte ham sammen med andre hunde, et forsøg på en langsom fremgang, men Cron reagerede stadig ikke. Han var blot i sin egen verden. Når vi gik ture med ham, gik han som en gammel, gammel hund, så intet, lugtede ikke til noget, som andre hunde ville gøre i et område, hvor der bliver luftet hunde hele tiden.

Nu var der gået en uge. Vi måtte gå langsomt frem. Han var blevet undersøgt af dyrlægen og fået medicin for sine ører, og de var bedre. Nu måtte han i bad - han lugtede ikke, han stank simpelthen, men vi kunne ikke starte hans nye liv med en hundevask. Alt måtte foregå i slow motion. Han fik mundkurv på, snappede og knurrede et par gange, men intet alvorligt, så nu kunne han komme til at se ud som en hund skal se ud. Han blev belønnet med nogle store wienerpølser. Det blev til et lille gennembrud. Han elsker dem, selv om han havde lidt svært ved at se forskel på fingre og pølser.

Nu prøvede vi at lade ham komme ud i løbegården. Det var varmt, og han snuste lidt rundt. Han lagde sig i skyggen, så det nedarvede instinkt var der - alt var ikke gået tabt i fangehullet. Fire halvstore hvalpe blev sat ind til ham. Hvalpe gør nu engang, hvad hvalpe gør: De vil lege - også med Cron, men han syntes nok at de var lidt besværlige. Han nød ikke ligefrem selskabet og håbede på at de snart ville slutte deres leg, hvilket de selvfølgelig ikke gjorde. Men han var tolerant som en gammel bedstefar og snappede eller knurrede ikke af dem.

I dag vil Cron gerne gå med på en lille tur. Han venter ved døren på sin hundelufter. Han er på vej til at blive hund - det har været en lang vej, og hans historie fortsætter til oktober.

---

Artiklen er venligst skrevet af P.A.D (Proteccion de Animales Domesticos)
De kan kontaktes på tel. 952 93 47 26 (Johan) for nærmere information.
Eller klik ind på www.padcatsanddogs.org

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---