
Lotte og Lars Sørensen er ved at lægge sidste hånd på indretningen af det nye Muebles Daneses, som åbner den 9. september.
Danske møbler i nye omgivelser
Skrevet af Solkysten
Det startede i det små på bare 100 kvm i Los Boliches. Året var 1982, og iværksætteren Søren "Tandbørste" Sørensen solgte danske møbler sammen med sønnen Tom.
Samme år kom en anden søn, Lars, og hans kone Lotte til Costa del Sol for at hjælpe til i forretningen. Planen var at blive her et par år, men de er her endnu! Og for ca. fem år siden overtog de hele forretningen.
Mange "veteraner" på Costa del Sol ser Muebles Daneses som indbegrebet af Centro Idea og mener at sjælen forlader Centro Idea nu hvor Lotte og Lars Sørensen efter 17 år i det danske forretningscenter vælger at søge nye græsgange.
- Det har ikke været noget let beslutning, indrømmer Lars, men vi har i efterhånden nogle år gerne ville have en lidt mindre forretning i bare ét plan. Det har været nogle gode år i Centro Idea men der er plusser og minuser ved alt her i livet. I vores nye lokaler er vi blevet mere uafhængige og kan bl.a. selv sætte åbningstiderne, forklarer Lars.
Det nye Muebles Daneses ligger omkring en km længere nede ad Mijas-vejen, og det danske par har selv lagt ide til indretningen.
- Da vi overtog lokalet var det helt tomt, så der har været rigeligt at gå i gang med, forklarer Lars og fortsætter: - Vores 700 kvm er lyse og rummelige så vi får en rigtig flot og indbydende udstilling. Hele indretningen er i moderne design. Samtidig er vores logo og facade blevet moderniseret. Det har været tid til forandring.
Alt skulle gerne stå klart til den 9. september og som besøgende skal man til den tid træde ind i en forretning opdelt efter "shop-in-shop" princippet, hvilket vil sige en afdeling for udemøbler, børnemøbler, senge, stuer, dekoration og brugskunst, etc.
Som et nyt tiltag har Muebles Daneses erhvervet sig en lejlighed ovenpå forretningen, og den skal indrettes som “show flat”.
- Her skal kunderne kunne hente inspiration til boligen, ikke kun møbler, men også til valg af gardiner, gryder, tallerkener og bestik, fortæller Lars og fortsætter:
- Det er vores forretningskoncept, at i Muebles Daneses skal man altid kunne finde et stort udvalg af design- og kvalitetsmøbler til fornuftige priser. Og servicen skal følge med. Alt bliver leveret og monteret.
Netop vores serviceniveau får vi meget ros for, så det gør vi alt for at bibeholde, slutter Lars Sørensen, der sammen med Lotte og deres nu 10 medarbejdere ser frem mod næste års 25 års jubilæum.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2006


