Det gjorde de klart i foråret, hvor regeringen indkaldte forskningsprojekter til bedømmelse. Den offentlige støtte afhænger af hvor mange point et projekt tildeles, og de nye kriterier medførte automatisk fem point ekstra, hvis et forskerhold rummede flere kvindelige medarbejdere end gennemsnittet.

Teknologi-ministerens dekret var et nyt eksempel på den aggressive feminisme, som regeringen har gjort til sin officielle politik. Et andet eksempel var loven om partnervold, der ikke kunne vedtages med bredt flertal, fordi det socialistiske regeringsparti PSOE nægtede at stille mandlige ofre (ti pct. af samtlige) på lige fod med kvindelige ofre.

I dette tilfælde tilgodeså den positive forskelsbehandling en gruppe af højtuddannede og velformulerede kvinder, hvis reaktion næsten uden undtagelse var den samme. Uanset deres politiske ståsted brød de sig ikke om at blive behandlet som en truet dyreart.

”Som forsker kan jeg slet ikke acceptere at mit arbejde bedømmes efter andre kriterier end de rent faglige. Jeg ønsker hverken positiv eller negativ forskelsbehandling som følge af mit køn,” skrev genetik-professoren María Tortolero (Universidad de Sevilla) til ministeren.

”Det er farligt at løse et socialt problem ved at skabe et videnskabeligt problem,” advarede en anden førende kvindelig forsker, mikrobiologen Pilar Pérez Breña. Personligt blev hun ellers favoriseret af de nye spilleregler, fordi hendes forskerhold tilfældigvis er sammensat af fire kvinder og to mænd.

Pres på erhvervslivet
Med sit færdige oplæg til en ny Ligestillingslov er regeringen sikker på at udløse en ny debat, skønt arbejds- og socialminister Jesús Caldera mener, det mest kontroversielle indhold blev pillet ud i løbet af forarbejdet.

Erhvervslivets organisationer er meget betænkelige ved at store firmaer får otte års frist til at nå op på 40 pct. kvinder i bestyrelserne. Foreløbig er der i modsætning til regeringens første planer dog tale om en anbefaling. Efter de første fire år skal resultaterne evalueres, og er der til den tid ikke gjort fremskridt ad frivillighedens vej, bliver der skredet ind med normer, siger Caldera.

Kun tre pct. af toplederne i spansk erhvervsliv er kvinder i dag. Erhvervsorganisationernes indvending lyder, at det er umuligt med så kort varsel at finde kvalificerede kvinder til halvdelen af posterne.
Ansættelsen og forfremmelsen af kvinder skal også opmuntres på lavere niveau i mandsdominerede erhvervsvirksomheder. Det bliver obligatorisk at forhandle om spørgsmålene i overenskomstforhandlingerne, og firmaer med mere end 250 medarbejdere skal udarbejde deres egne planer. Udviklingen vurderes også i dette tilfælde efter udløbet af en prøvetid på fire år. Først herefter skrides der eventuelt ind med normer på området.

I mellemtiden savner regeringen dog ikke pressionsmidler. Virksomheder som imødekommer lovens anbefalinger om en aktiv kvindepolitik vil få fortrinsret til kontrakter med den offentlige administration.
Ligestillingslovens indvirken på arbejdsmarkedet rummer en juridisk nyskabelse. Regeringen har i sinde at vende bevisbyrden om, når det gælder seksuel chikane på arbejdspladsen eller arbejdsmæssig diskrimination som følge af kønnet. Efter lovens vedtagelse vil det blive anklagede - firmaet eller personen - som skal bevise sin uskyld.

Politisk kønskvotering
Ligestillingsloven vil ændre det politiske liv radikalt. Alle valglister skal reservere mindst 40 pct. af pladserne til det ene køn, og det skal være pladser med reelle udsigter til valg. Den eneste undtagelse er valglisterne til byråd i kommuner med under 5000 indbyggere.

Denne del af loven afhænger dog af en kendelse i Forfatningsdomstolen. Det konservative Partido Popular bragte sagen for landets øverste domstol, efter at to autonomstater (Castilla-La Mancha og Baskerlandet) lokalt vedtog valglove med et lignende indhold, som PP finder i strid med grundloven.
Nogle partier (blandt andet PSOE) har allerede indført frivillig kønskvotering på valglisterne. Det har i virkeligheden haft en tvivlsom effekt på ligestillingsdebatten, idet de favoriserede ofte gjorde sig mest bemærket ved deres manglende forberedelse. Statsminister José Luis Rodríguez Zapatero blev for nogle måneder siden tvunget til at fyre sin første boligminister, der var totalt uegnet til jobbet. Hun var tydeligt nok blevet udnævnt, fordi regeringen af ideologiske årsager skulle rumme lige så mange kvinder som mænd.

Det konservative PP har haft større held med sin politik om at lade kvinderne slås på lige fod med mændene. Tidligere statsminister José María Aznars regering havde klar slagside til mændenes fordel, men de konservative kvinder har markeret sig stærkt i kommunalpolitik. Madrid, Sevilla, Valencia, Zaragoza, Cádiz og Málaga er nogle af storbyerne, som styres eller er blevet styret af kvindelige konservative borgmestre. Disse er blevet hårdt kritiseret for deres politik, men aldrig for at sidde til pynt, som det er overgået adskillige socialistiske kvinder i marginale ministerier - i nogle tilfælde oprettet specielt med henblik på at holde dem beskæftiget.

Det gjaldt f.eks. Spaniens første socialminister Matilde Fernández, der aldrig slap af med øgenavnet ”Matilde 30 pct.” efter sin udnævnelse i 1990’erne, hvor PSOE for første gang introducerede kønskvoterne i politik.

Efterslæb på jobbet
EU’s statistikker viser, at spanske kvinder inden for politik snarere er lidt mindre diskriminerede end andre europæiske kvinder, hvis dette måles på deres repræsentation i de folkevalgte forsamlinger.

På arbejdsmarkedet er de spanske kvinder derimod klart dårligere stillede. Deres erhvervsmæssige karriere startede for alvor for 30 år siden ved francodiktaturets ophør. Sammenlignet med dengang er der sket store fremskridt, men der er også lang vej igen.

81 pct. af de spanske mænd er erhvervsaktive. Tallet er 59 pct. for kvinderne. Dvs. der er en forskel på 22 pct. mellem kønnene, et tal der reduceres til 15 pct. i det samlede EU og næsten forsvinder i de skandinaviske medlemslande.

Det samme forhold smitter af på den registrerede arbejdsløshed i Spanien, som er næsten dobbelt så stor for kvindernes vedkommende.

Statistikken viser dog også, at denne forskel er et generationsproblem. Blandt de yngste spaniere (20-24 år) er der næsten ingen forskel på antallet af erhvervsaktive mænd og kvinder.

På samme måde er den markante lønforskel mellem mænd og kvinder i høj grad et generationsproblem. En spansk kvinde hæver i gennemsnit 75 pct. af sin mandlige kollegas løn. I den ældste generation (erhvervsaktive over 55 år) hæver kvinden ikke engang halvdelen af mandens løn, mens lønforskellene er mindst i den unge generation.

pod.

---

Har du en kommentar til artiklen? Skriv til journalist per-ole@solkysten.net

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---