
Karina Karlsen.
Klassiske Karina i feminine flæser
Skrevet af Solkysten
Det er tydeligvis en velklædt forretningskvinde, der suser ind ad døren til salon Mazzu i Fuengirola. Klassisk og nydelig med diskret makeup - sådan kender mange af ejendoms-kunderne i Calahonda Karina Karlsen.
- Ja, vi har faktisk rigtig travlt for tiden. Det er især irere, englændere og spaniere, der efterspørger boliger, fortæller Karina, der har otte medarbejdere til at hjælpe sig i ejendomsmæglerforretningen.
Mens frisør Benny Christensen går i gang med de indledende øvelser med Karinas hår, fortæller han:
- Karina vil jo gerne være langhåret. Men hun har fra naturens hånd et fint, tyndt hår, der ikke egner sig til alt for lange længder.
- Jeg vil i hvert fald gerne have mindst skulderlangt hår, indrømmer Karina.
Fra naturens hånd er Karina mellemblond men har i de seneste år lysnet det. Nu lægger Benny nogle reflekser i gyldne farver - blandt andet honningfarvet - for at skabe noget mere varme og dybde i håret.
- Jeg bruger en hennabaseret farve, der kan vaskes ud af håret. Det er et naturprodukt, der ikke skader håret. Og samtidig giver henna'en mere glans til håret, forklarer Benny og fortsætter:
- Så klipper jeg det i en smart 60'erfrisure med linjerne ind til ansigtet - men som samtidig bevarer længden. Karina har jo et super ansigt, der sagtens kan bære en sådan frisure!
Mens Karinas nye frisure tager form, fortæller hun, at hun har boet i Andalusien i 19 år. Hun har ni års erfaring som ejendomsmægler, og for tre år siden valgte hun at starte for sig selv. Karina lægger ikke skjul på, at hun trives med at have foden under eget skrivebord. Og påklædningen...?
- Jeg går nok meget klassisk klædt: Skjorte og habitjakke og den slags - gerne i diskrete farver som hvid, marineblå og sort. Og så er jeg rigtig glad for kjoler. Jeg er nok også lidt et mærkevare-dyr. For eksempel er jeg stor-forbruger af Rudolpho Domingues' tøj, fortæller Karina, der beskriver sin tidligere frisure som "klassisk og kedelig".
Men det er ved at være slut nu...
Makeup hører til en naturlig del af Karinas "arbejds-uniform", så hun lægger sig veltilpas til rette i stolen hos kosmetolog Angela Cervin i Centro Belleza, hvor hun får lagt en flot makeup, der fremhæver hendes ansigt.
Så går turen til Boutique Viggo, hvor Karina prøver tøj i ganske andre mærker, end hun normalt bruger, nemlig Sct. Martin og Piro. Stylist Sisse Christensen vil gerne have Karina i noget tøj, der nok er stilfuldt og feminint, men som skiller sig ud fra det tøj, Karina ellers har hængende i garderobeskabet. Valget falder på en smuk abrikosfarvet og sartgrøn top til en sød flamenco-inspireret mørkegrøn nederdel med flæser og spændende rynke-effekt Hertil et par slip-in sandaler fra LBDK - og så en masse sjove lange halskæder i lag-på-lag.
- Håret er super-flot, og jeg kan rigtig godt lide tøjet. Nederdelen er rigtig sød - og det har været sjovt at få en anden til at vælge tøj til én. Jeg ville for eksempel aldrig have valgt den nederdel - eller alle de halskæder - hvis jeg selv skulle vælge. Jeg ville nok heller ikke vælge noget i abrikos - men det er faktisk en god farve, slår Karina fast, mens fotografen venligt hundser rundt med hende.
Billederne taler for sig selv: Stilfuld og feminin. Og nok til den klassiske side. Men - bestemt ikke kedelig! Mød den nye Karina Klausen!
Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt
![]() En sommerlig Karina klar til tapas og hvidvin med vennerne. De flotte halskæder og tasken, er ligesom Karinas tøj og sko, fundet i Boutique Viggo. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2006



