Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Lene og Stig fejrer deres sølvbryllup i Berlin sidst i september
Lene og Stig fejrer deres sølvbryllup i Berlin sidst i september
Vi elsker Spanien
Skrevet af Solkysten
Lige i periferien af bjerglandsbyen, Cómpeta, ligger Villa Aurora, som betyder morgenrøde. Fra stuen er der udsigt til den hvide mauriske landsby, der klatrer pittoresk op ad bjergsiden, ...
... og fra terrassen på den anden side af huset er der et overflødighedshorn af vild, utæmmet natur ... ned over bjergene mod Torrox Costa og Middelhavet.

Villa Auroras ejere, Lene og Stig, fra henholdsvis 1947 og 1937 har aldrig fortrudt den beslutning de traf for 15 år siden om at flytte permanent til Andalusien, da Stig blev førtidspensioneret som 55-årig.

Sølvbryllup i Berlin
Det skinner gennem alt, at her er to mennesker, der sætter pris på hinandens selskab, og sidst i september fejrer de deres sølvbryllup alene sammen i Berlin.

Fra Berlin går turen videre til Danmark, hvor deres tre sammenbragte børn og deres børnebørn bor. Stig har datteren Lone og sønnen Asger på henholdsvis 40 og 38, og Lene har sønnen Caspar på 34 år.
- Vores børn har været med i Spanien fra de var helt små, og de holder meget af Spanien og forstår godt, at vi gerne vil være her, siger Lene.

Stig og Lene ser deres børn flere gange om året, og de mødes ikke altid i Cómpeta eller Danmark.
- Vi har lige været på ferie sammen i Toscana alle sammen, fortæller Lene.

- Og næste år i maj, tilføjer Stig, - da har alle børn og børnebørn booket sig ind på hotellet i Cómpeta ... helt på eget initiativ, for at fejre Lenes 60-års fødseldag og min 70-års fødseldag.

Vejen til Spanien
Tilbage i 1981 brugte Lene og Stig deres sommerferie på at køre rundt i Provence i Sydfrankring på jagt efter et lille idyllisk feriehus. Det var ikke den første ferie, de tilbragte på den måde, men de fandt heller ikke denne gang, hvad de ledte efter... I hvert fald ikke i Provence! I stedet for fortsatte de spontant over Pyrænerne og hele vejen til Sydspanien.

De fandt et lille nyt hus under opførsel udenfor Cómpeta, som de købte, og dette hus blev rammen om familiens ferier frem til 1991.

Lene arbejdede som direktionssekretær for Fredriksborg Bank, hun var faktisk blevet ”headhuntet” dertil fra sit tidligere job i Handelsbanken, og Stig var marketingschef i Den Danske Bank, da skæbnen bankede på.

Det store vendepunkt i ægteparrets tilværelse kom pludseligt og uforudset, da Stig fik kræft. Efter to store operationer valgte han at søge førtidspension.

Hverken Lene eller Stig havde tidligere drømt om at blive udenlandsdanskere, men nu, da muligheden meldte sig, søgte Lene orlov fra sit job, som hun var utrolig glad for, og ægteparret tog et halvt års prøvetid i feriehuset ved Cómpeta, for at se hvorvidt dagligdagen i Andalusien stod mål med de kortere ophold i ”ferieparadiset”.

- Vi førte bogholderi over, hvad det kostede at leve i Spanien, fortæller Stig, - og lige så vigtigt; vi blev udsat for nogle af de overraskelser, som alle der flytter hertil oplever ... men vi oplevede dem altså bare, før vi var flyttet permanent hertil. Her tænker jeg f.eks på bureaukratiet som, selv om det lyder usansynligt, kan være endnu tungere at danse med, end det danske... Og så selvfølgelig det, som alle skal opleve, før de tror på det, nemlig den kendsgerning, at det også er vinter i Spanien. Der kan komme kølige, blæsende og regnfulde perioder, hvor den hyggelige pejs i feriehuset ikke helt lever op til de forventninger, som vi nordboere kommer med.

Resultatet af ”testtiden” blev et stort ”ja” fra begge, og Lene, sagde sit job op.
- Vi solgte vores hus i Asserbo på 14 dage, fortæller Lene, og indboet satte vi på auktion.
Lene og Stig købte et sommerhus i Liseleje i Nordsjælland, og så kørte parret afsted til Cómpeta udelukkende med de få personlige ejendele, der var plads til i personbilen.

Feriehus skiftet ud
Feriehuset blev skiftet ud først med en landejendom og senere med Villa Aurora, som parret bor i nu, men kærligheden til Spanien og spanierne er ikke blevet mindre med årerne.

- Jeg kan ”læse” en spaniers øjne, siger Lene og fortsætter; - En spansk ven er en ven for livet. Vi har stadig spanske venner fra dengang vi kom hertil. Hvis man selv viser lidt ydmyghed, så bliver man mødt med betingelsesløs hjertelighed... Og når det virkelig gælder, så ved vi, at spanierne vil gå gennem ild og vand for venskabets skyld.

Stig nikker samtykkende. – Generelt vil jeg sige, at vi har mødt varme, venskab og hjælpsomhed fra spanierne, som vi har svært ved at forestille os, at nogen tilflytter ville modtage i Danmark. Og gør man sig den ulejlighed at lære lidt spansk, så bliver det bestemt anerkendt.

Det er ikke kun folket, Stig og Lene sætter pris på, men så sandelig også landet selv.
- Spanien er en hel verdensdel, siger Stig, - landskaberne er så forskellige. Der er ørken, frodighed, bjerge og sletter. Selv om vi har kørt meget rundt i Spanien, så føler vi stadig, at vi kun er ved begyndelsen af dette spændende land, hvor man time for time kan bevæge sig fra nutid til middelalder.

- Vi elsker at rejse i Spanien, fortæller Lene. – Og vi gør det ofte spontant. Vi kan sidde en aften og snakke om at tage til Sierra Nevada og stå på ski. Og næste morgen er det ud i bilen og afsted ... og to en halv time efter, så står vi ved skiliften!

Man behøver ikke kede sig
Når Lene og Stig bliver stillet det uundgåelige spørgsmål; ”Hvad får I så tiden til at gå med dernede”? Fristes de ofte til at vende spørgsmålet om til; ”Hvad får I andre tiden til at gå med”? For ifølge Lene og Stig er der jo præcis lige så mange opgaver og pligter i hverdagen i Spanien og mindst lige så mange muligheder for fritidssysler.

Lene elsker at lave mad, og hun kreerer en ny ret hver dag.

- Udvalget af frugt og grønt er uovertruffent her, siger hun. - Jeg laver mange forskellige salater, hvor jeg bruger årstidens frugt. En af favoriterne lige nu, hvor der er friske figner, er lidt cremet gedeost, lidt grønt salat, tørrede abrikoser, friske mandler, fersken og naturligvis friske figner.

Lene skriver også. Hun har sit eget kontor med computer. Her har hun skrevet en familiekrønike.
- Den er blevet til på opfordring fra min søn, Caspar. Det er en bog om familiens liv og fortid.
Men Lene skriver også rejsebeskrivelser, og netop nu planlægger hun et nyt projekt.

- En nevø til Stig har giftet sig med en russisk pige, og jeg vil gerne skrive om hendes miljø, hendes familie og livsvilkår. Hun har stadig sin gamle mormor på 95 år, der bor alene og hypper sine egne kartofler ... Det kræver naturligvis en rejse til Rusland sammen med Helena, men det er en god indgangsvinkel. Jeg glæder mig meget til at få den indsigt, og den oplevelse, og til at skrive om det.
- Når Lene har noget på hjerte, fortæller Stig, - så må hun bare skrive, og så kan det altså ikke nytte noget, at jeg går ind og brokker mig, fordi jeg sidder alene i stuen og ser en ”late night movie”.

- Nej, samtykker Lene, - vi skal give hinanden plads ... og det gør vi. Når Stig bygger, så kommer jeg ud og spørger, om det vil passe ham at spise om en time ... Jeg kunne ikke drømme om blot at meddele at; ”maden er færdig om en halv time”.

Stig svømmer i poolen hver dag ... året rundt. Og han elsker at bruge sine hænder. Han har bygget terrasser, renoveret det ene af husets badeværelser og bygget udendørs køkken.

- Det var noget af det første, jeg gjorde, siger Stig. – Og Lene siger, det er pragtfuldt at stå og lave mad samtidig med at hun kan kigge ud over bjergene og Middelhavet.

Alderdom
Lene og Stig er enige om, at de gerne vil blive i Villa Aurora, så længe de kan, men de er godt klar over, at der kan komme en dag, hvor helbredet ikke rækker til villa med pool og have i bjergene.

- Så håber jeg, siger Lene, - på en beskyttet bolig ved kysten ... sammen med Stig.

- Vi vil ikke herfra, før det er strengt nødvendigt, siger Stig. – Vi holder meget af vores liv, som det er. Jeg er glad hver morgen, når jeg vågner ... Når man har mødt ”manden med leen” så bliver man meget positiv overfor livet.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt


Stig og Lene er enige om, at de vil blive i Villa Aurora så længe som muligt.
Stig og Lene er enige om, at de vil blive i Villa Aurora så længe som muligt.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2006
Solkysten - September 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga