
Oppe på klippen er der en fantastisk udsigt – og altid i nærheden af de allestedsnærværende kanoner.
Imperiets hovedhjørnesten
Skrevet af Solkysten
Englændernes erobring af Gibraltar var kronen på en fiasko. I 1704 var admiral Rookes flåde først blevet slået tilbage ved Cádiz og siden ved Barcelona.
Således faldt den første lille sten af det spanske imperium, sagde en samtidig.
Stenen er 426 meter høj, men som bjerg ville Gibraltar ikke have været noget særligt, hvis det ikke var for beliggenheden på den flade strand. Oldtidens søfarere forvekslede den med en af Herkules’ piller ved verdens ende, men for englænderne blev den porten til en ny verden, Middelhavet, hvor de ikke havde plantet flaget før. I Gibraltar blev det stukket så dybt ned i undergrunden, at man stadig skal vise passet for at komme ud til de sidste seks kvadratkm. af Den iberiske Halvø.
Højt oppe på klippevæggen ser man de truende kanonporte, der blev hugget ud under Den store Belejring i 1779-83. Gibraltar ser massiv ud, men indvendig er den hul og lige så sindrigt indrettet som et af Rookes gamle linieskibe. Senere under Anden Verdenskrig anbragte englænderne et vældigt hangarskib af beton mellem klippen og Spanien. Det ligger på tværs af landtangen og rager langt ud i vandet.
Gibraltars historie er militærhistorie. Selv de berømte aber former del af hæren. Da det så mørkest ud under verdenskrigen, opfandt Winston Churchill myten om, at englænderne ikke ville forlade Gibraltar, så længe der var aber på klippen. Eftersom der kun var seks tilbage, var han forudseende nok til at importere 24 nye eksemplarer fra Nordafrika. I dag er bestanden tidoblet, og de noget krigeriske aber arrangerer en gang imellem kommandoraids, hvorunder de inspicerer husenes køleskabe og konfiskerer lovende udseende poser hos turisterne. De kan også finde på at bide, så pas på.
Den hårdeste prøve
Ved klippens fod ligger den lille by, som kun var halvt så stor i starten. Siden gav man sig til at røve land fra havet, ligesom man havde røvet fra spanierne. Fæstningerne blev skubbet længere og længere ud. Man kan følge udviklingen på årstallene under Waterport, Grand Casemates og hvad de ellers hedder. I dag er mange inddraget til handel og andre formål, fordi der aldrig er plads nok i Gibraltar. Omfartsvejen løber oven på Wellington’s Front, bygget af engelske straffefanger, inden de fortsatte rejsen til imperiets store fængsel Australien.
Foran King’s Bastion (p.t. under restaurering) stod det afgørende slag under Den store Belejring, som var Spaniens alvorligste forsøg på at generobre det tabte land. Belejringen var i virkeligheden en udløber af Uafhængighedskrigen i Amerika, hvor Frankrig og Spanien støttede George Washingtons rebeller. I tre år, syv måneder og 12 dage satte de allierede Gibraltar på sin hårdeste prøve nogensinde. Den kulminerede den 13. september 1782, hvor en fransk ingeniør d’Arçon havde premiere på en opfindelse, der skulle få stor betydning for marinehistorien.
Rygterne om at noget usædvanligt var under opsejling var løbet forud, og 80.000 tilskuere havde i dagevis camperet på bakkerne i Spanien for at følge forestillingen. Det var før man blot behøvede tænde fjernsynet for at lade sig underholde af en god krigsfilm, og helt fra Madrid og Paris strømmede de nysgerrige til. Tidligt om morgenen kom d’Arçons ti skibe langsomt ind i bugten og manøvrerede på plads foran det danskbyggede Europort-center. Ja, det var altså åbent hav dengang, og King’s Bastion var Gibraltars yderste grænse på vestkysten. Her skulle stormbådenes mandskab gøre landgang, efter at historiens første panserskibe havde slået hul på voldene.
Skibene var byggede til lejligheden og havde kun jern på siden som vendte mod fjenden. Det var tunge og klodsede konstruktioner, men tilsammen armerede med mere end 200 kanoner, og udover panseret beskyttede bag dobbelte trævægge med kork og vådt sand i mellemrummet. Til held for englænderne blev planen ført så dårligt ud i livet, at kun to skibe kom rigtig på plads og kunne udnytte al deres ildkraft.
Trods dette uheld var kampen længe uafgjort, fordi panserskibene faktisk så ud til at være synkefri og ildsikre, indtil englænderne havde varmet kanonkuglerne rødglødende i ovnen. Om eftermiddagen udbrød der ild på det første skib. Tidligt den følgende morgen eksploderede det første. Resten var helvede. Panserskibene, som forlængst havde mistet rigningen, kunne heller ikke hale sig uden for skudvidde, fordi ankrene var gjort dårligt fast. Angriberne havde næsten 1500 tab, mens forsvarerne gjorde sine op til 15 døde og 68 sårede. Da den overforsigtige spanske admiral nogle uger senere også tillod en engelsk hjælpeflåde at stå ind i havnen med friske forsyninger, var belejringen i realiteten slået fejl, selvom den først blev hævet et halvt år senere. England mistede USA, men beholdt Gibraltar.
Det var den sidste af 14 belejringer i klippens historie, men for alle tilfældes skyld fortsatte englænderne med at hamstre kanoner og indhegne byen bag nye fæstninger. Parson’s Lodge er et af de mest velbevarede kystbatterier og et sandt kanonmuseum. Lige i nærheden står den eneste kanon, man i hvert fald ikke bør forlade Gibraltar uden at have set. Det er 100 tons kanonen - verdens største forladerkanon fra victoriatiden, hvor man endnu ikke snakkede om kaliber, men om støbegodset som var gået til fremstillingen. Mundingen peger ud i Rosia Bay direkte på fragtskibet, som få meter ude på det dybe vand ligger til anker for at proviantere og fylde brændstoftankene i det skattefri Gibraltar. Det var også i Rosia Bay, Nelson kom i land efter søslaget ved Trafalgar. (Han ankom i en tønde med brændevin, for selv om han vandt slaget, kostede det ham livet.)
En schweizerost af kalk
De skattefri forretninger i Main Street øver også deres jordnære tiltrækning på turisterne, måske for meget, fordi mange aldrig opdager at det mest fantastiske ligger over hovederne på dem.
300 meter oppe ad klippen ligger drypstenshulen St Michael’s Cave, der første gang blev beskrevet af en romersk rejseskribent 45 år før vor tidsregning. I dag er den indrettet til teatersal med et forhæng af nedhængende stalaktitter i stedet for tæppe. Bag scenen fortsætter hulen ned til klippens bund med de underjordiske søer, men det er en tre timers ekskursion i selskab med en specialiseret guide. Fra søerne er der i øvrigt en tunnel som fortsætter ned under havet til Marokko - siger legenden. Flere opdagelsesrejsende er blevet borte, inden de nåede så langt.
Gibraltars klippe er gammel havbund. Mens dinosaurerne befolkede landjorden, lagde resterne af mikroskopiske skaldyr sig til hvile i en grav på havets bund. Da kontinenterne stødte sammen, tumlede det forstenede bygningsværk om på siden og drev oven på de tektoniske plader til sin nuværende position, hvor det slet ikke hører hjemme rent geologisk. Omgivelserne er meget yngre end Gibraltars ældgamle kalksten, der har konsistens som en schweizerost og rummer 140 naturlige grotter.
I 1848 var løjtnant Flint i gang med at skaffe plads til endnu flere kanoner i klippen, da han fandt et 100.000 årigt kvindekranium i en af grotterne. Flint så for sig en lidet tiltrækkende skabning med gorillanæse, tænder som pianotangenter og dybtliggende øjne under stærkt fremspringende bryn. Han gav hende navnet homo calpensis efter romernes navn på Gibraltar, og så sendte han hende til London, hvor lægerne katalogiserede hende som en ulykkelig vanskabning. De vægrede sig ved at tro på eksistensen af andre menneskearter end vor egen. Først otte år senere blev det bekræftet ved fundet af et nyt eksemplar i Tyskland, som man gav navnet homo neanderthalensis. Dér gik Gibraltar glip af chancen for lidt ekstra berømmelse. Som et plaster på såret har et spansk forskerhold tidligere i år oplyst, at neanderthaler-menneskene overlevede i Gibraltar 10.000 år efter at de var forsvundet alle andre steder. Europas yngste neanderthalere er 24.000 år, og deres rester hviler i Gorham-grotten.
Den første tunnel
Hele vejen op ad bjerget er solide blyringe gjort fast til klippen. Når de allestedsnærværende kanoner skulle på plads i de øverste batterier, trak man linerne gennem ringene, inden muldyrene blev spændt for. Det har været hårdt arbejde for dyrene, selvom rabattens skyggefulde træer nemt slår rod i den porøse kalkklippe.
Under Den store Belejring fik forsvarerne ideen til en stor kanon på The Notch, det naturlige fremspring på klippens facade mod Spanien. Her var der en zone, hvor belejrerne ikke kunne nås med ilden fra de eksisterende batterier. Problemet var at få kanonen på plads. Oversergent Henry Ince trådte et skridt frem og fremlagde sin ide om at føre bjergvejen videre gennem en tunnel. Arbejdet gik i gang og skred frem med fem meter om ugen, ikke mere, for lige så villigt som klippen åbner sine sprækker for planterødder, lige så hårdnakket yder den modstand mod hakker og krudt.
Det var hårdt arbejde på de beskedne krigsrationer, og længere inde i klippen var Ince og hans mænd ved at blive kvalt i røgen fra sprængningerne. Den eneste løsning var at stoppe op for at åbne en ventilationsskakt i klippens side. Da den var på plads, så man at den også kunne anvendes som kanonport. I stedet for én stor kanon blev der åbnet et batteri med mange små kanoner, hvoraf fire var på plads, da belejringen ophævedes i 1783. ”Et arbejde som er romere værdigt,” sagde den franske general, greven af Crillon, på den traditionelle høflighedsvisit, krigens parter aflagde hos hinanden efter våbenstilstanden.
Arbejdet fortsatte for en sikkerheds skyld – aldrig bedre sagt. Gibraltars første tunnel munder ud i St George’s Hall lige under The Notch, hvor syv kanonmundinger er åbnet i det store kammer. I det nuværende museum ser man rekonstruktionen af en kamp, som aldrig fandt sted i virkeligheden.
Sergeant Major Ince blev belønnet for arbejdet med en racehest, som hertugen af Kent overrakte ham. Han har sikkert haft større nytte af det lille landbrug, han fik overdraget, og som stadig hedder Ince’s Farm. Her trak han sig tilbage efter lang og tro tjeneste og døde i 1808, efter også at have oplevet sejren ved Trafalgar.
Er det samme Ince, der som ung og nyankommen efterlod en graffitti med sit navn i en af Gibraltars ældste militærbygninger? ”Ince 1756” står der i bygningen, som også ligger oppe på klippen. Tidsmæssigt kan det lige akkurat passe. Enten det er ham eller ej, er det en sær oplevelse at se, hvordan soldaterne har dekoreret væggene med navne og tegninger ligesom i den moderne storbyjungle.
52 nye km
Efter besøget i St George’s Hall har man stadig intet set. I dag rummer klippen en underjordisk by med 52 km veje. Midt i klippen løber Great North Road, en rigtig hovedgade med biltrafik, der forbinder alle tunneler med hinanden.
De nye tunneler blev bygget under Anden Verdenskrig, hvor Gibraltar atter forberedte sig på at blive belejret. Det skete aldrig, fordi Franco blev ved med at stille nye krav, indtil Hitler hellere ville ”brække en tand” end forhandle videre om hans bistand. På det tidspunkt var Gibraltars civile befolkning imidlertid blevet evakueret til London, hvor den ved skæbnens ironi kom til at lide hårdt under V1-bomberne, mens militærpersonerne havde det relativt fredeligt i Gibraltar.
Bedre sagt: inden i Gibraltar, hvor bølgeblik-barakkernes karnapvinduer har udsigt til den rå klippevæg. Men det bemærkede man ikke, når gardinerne blev trukket for. Således bødede man efter fyraften på den klaustrofobiske atmosfære i klippen, hvor mange tusinde soldater levede til daglig. Gibraltar havde stor betydning for de allierede, og fra sit hovedkvarter i tunnelerne styrede general Eisenhower de allieredes landgang i Nordafrika.
De 800 meter af Anden Verdenskrig tunnelerne, som i fjor blev åbnet for offentligheden, er nok til at give gæsten en helt anden opfattelse af klippen. Den rummer hospitaler og restauranter, brændstofdepoter og elkraftværk, og mange andre mystiske ting som stadig er militære hemmeligheder. Bag solide jerngitre forsvinder tunnelerne ind i mørket, hvor kommandosoldaterne trænede, inden de blev sendt til Afghanistan for at fordrive talibanerne fra deres rottehuller.
Nogen anser Gibraltar for at være militærhistoriens mest opfindsomme forsvarsværk. Under ledelse af en militær guide Pete Jackson kan man faktisk godt få lov til at trænge længere ind i mysteriet. Den mulighed skal man bestemt overveje, hvis man har et godt fodtøj - og lige så gode nerver. Pete er ekspert i spøgelseshistorier.
Turen går gennem Fosse’s Way, hvor den omtalte Fosse døde i forbindelse med en nedstyrtningsulykke, da han var ude (eller rettere sagt inde) at lufte hunden. Mange er parat til at sværge på, at på denne strækning går Fosse og hans hund stadig tur i evigheden. Et andet sted oplever man jævnligt at ”et eller andet” trækker dig i trøjen bagfra, siger Pete.
pod
Fotos: Gibraltar Tourist Board med flere
Ankomst
Gibraltar ligger 130 km. fra Málaga. Tag motorvejen mod Algeciras og drej af til La Línea. Det er den spanske by ved siden af Gibraltar. Her bør du efterlade bilen og krydse grænsen til fods. HUSK PAS!
Turistkontor
Der ligger et turistkontor i samme bygning som paskontrollen. I centrum (Cathedral Square) ligger der et andet turistkontor.
Tlf. fra Spanien: 9567 45 000
Tlf. fra andre lande: +350 45 000
E-mail: tourism@gibraltar.gi
Hjemmeside: www.gibraltar.gov.gi
Transport
Lige inden for grænsen er der bybus til centrum med Main Streets skattefri forretninger.
For at se resten af kolonien kan du springe på en Rock Tour i minibus eller taxi. Den er rigeligt pengene værd. Chaufførerne er autoriserede guider. De forklarer tingene, og du slipper for at bekymre dig om trafikhelvedet og parkeringsproblemerne.
Der er også svævebane til klippen. Bagefter kan du til fods bevæge dig ned mod byen, forbi ”temaparken” med aberne, grotterne og tunnelerne.
Tips
* Folk med eventyrlyst og godt fodtøj kan på forhånd bestille plads på en udflugt med militær guide i de gamle tunneler fra Anden Verdenskrig. Udflugten går langt længere ind i klippen end de 800 meter, der er tilgængelige for almindelige turister på en Rock Tour.
En anden mulighed er en tre timers udflugt fra St Michael’s Cave til klippens bund med de underjordiske søer. Den kræver også forudbestilling.
* www.discovergibraltar.com er en fremragende hjemmeside, som ikke mindst interesserede i militærhistorie vil have stor glæde af, når besøget i Gibraltar planlægges.
![]() Sovebarak fra Anden Verdenskrig. Når gardinerne blev trukket for karnapvinduet, virkede det indendørs miljø lidt mere hjemligt. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2006



