
Grete Byrjalsen venter på retfærdighed... Hun fylder 80 år i november. Hvor længe skal hun vente? Sagen går nu videre til ombudsmanden.
Grete kæmper for sit drømmehus
Skrevet af Solkysten
Natten mellem den 16. og 17. juni i år blev Grete Byrjalsens hus ramt af et stenskred. En flere hundrede år maurisk vandkanal stoppede til på skrænten ovenover Gretes hus.
Chokeret men kampklar
Grete var i Danmark til et 60-års studenterjubilæum, da hun fik beskeden. En spansk nabo opdagede katastrofen, da han kom for at fodre hendes to heste som aftalt.
- Vandpresset i huset var enormt, og da hoveddøren åbner indad, måtte naboerne sprænge døren for at få vandet ud, fortæller Grete. – Alle mine spanske naboer har været fantastiske. De har understøttet huset med metalstivere, og de har hentet nogle af mine ting for at opbevare dem tørt og sikkert ... og jeg har ikke bedt dem om hjælp. De er bare kommet helt af sig selv.
- Ja, indskyder Gretes søn, Knud, - men du er der jo også altid for dem. Hvem kører på hospitalet, når en af naboerne falder ned fra et oliventræ og brækker benet? Det gør du!
Det var et sørgeligt syn, der mødte Grete, da hun efter to dages køretur returnerede fra Danmark. Hun havde en veninde med i bilen, og de to kvinder sad mellem mudder, kampesten og møbler, der lå hulter til bulter og drak et glas rødvin, mens katastrofens omfang langsomt gik op for Grete.
- For første gang i mit liv havde jeg fået indrettet mig præcis, som jeg ønskede det, fortæller Grete, - jeg elskede det rustikke gamle hus... Det var mit drømmehus.
Grete er ikke sådan at slå af pinden, hun er gjort af et specielt stof ... og ”at give op” findes ikke i hendes ordbog. Hun var den første kvinde i Danmark, der gik på Landboskole og uddannede sig til landmand sammen med 300 mænd.
Hun søgte til USA som udvekslingsstudent i 1950. Amerikanerne kunne ikke lide at sige lige ud, at de ikke accepterede kvinder som landbrugsstuderende, så i stedet fandt de på alle mulige umulige ting, som Grete skulle gøre for at blive accepteret ... men hun klarede det. Hun tilbragte et og et halvt år i USA ...
heraf tre måneder i Californien som cowboy. Hun har redet heste til hele sit liv, og hun har været enemor med tre børn og et stort landbrug, så der skal mere end et stenskred til at vælte Grete omkuld.
Men det var et stort og uforståeligt chok, da det gik op for hende, at forsikringsselskabet ikke havde i sinde at erstatte skaden. Udover chokket var det også en sårende bemærkning, at selskabets taksator beskriver Gretes hus ”som en staldbygning, man ikke kan bo i”.
Forsikringsforvirring
Gennem nogle danske forsikringsagenter havde Grete tegnet forsikring hos et stort multinationalt forsikringsselskab, som reklamerede med ”en personlig snak på dit eget sprog”... ”At imødekomme behov, som er gældende i hjemlandet” samt 24-timers akut skadesudbedring, når uheldet var ude.
Der var en hel del forvirring omkring tegning af policen. Agenterne kludrede lidt i det ved dels først at tegne policen i Gretes datters navn. Det blev rettet, men så var Gretes fødselsår forkert, og det samme var oplysningerne om den årlige periode hvor huset var beboet. Da alt var korrigeret endte agenterne med at hæve præmien på en forkert konto.
- Det gav jo ikke ligefrem det indtryk, at de vidste, hvad de havde med at gøre, siger Grete.
Da skaden bliver anmeldt afviser agenterne næsten med det samme at dække skaden. De påstår der er opgivet forkert risikooplysning, at der har været revner i murerne før ulykken og de nægter at tro på, at Grete har renoveret huset i 90’erne.
Hvad angår risikooplysning, så forstår Grete slet ingenting. Som hun siger, så har hendes datter spurgt agenterne før skaden opstod, hvorfor præmien var så høj, og de svarede; ”Det er jo højrisiko område og på landet”!
De påståede revner i murene ”før skaden” er fri fantasi, ifølge Grete, der kan fremvise billeder af huset fra før skaden, og det er en besynderlig påstand, idet hverken agenterne eller forsikringsselskabet har besigtiget huset før de tegnede forsikringen. Og husets lofter og gulve blev gennemgående renoverede og isolerede i 1996.
Lever på feltfod
Grete bor nu på fjerde måned i en campingvogn på sin grund, som støder op til nationalparken ved Sierra Nevada. Hun har indrettet ”feltkøkken” i husets patio, da hendes eget køkken er smadret. Selvfølgelig er det bekymrende, at den kolde og regnfulde tid står på hendes dørtrin. Der er stor fare for yderligere skade på huset ... og den ”akutte 24-timers skadesudbedring” har Grete ikke set noget til. Og selv om hun er en sej, ukuelig snart 80-årig kvinde, som regner med at blive 114 år, så er det en bekymrende tid for Grete.
- Det er også underligt, mener hun, - at taksator bad om et overslag på renoveringsomkostningerne, hvis ikke selskabet havde i sinde at dække skaden? Om så det skal tage mange år, så skal mit hus bygges op igen, siger Grete, - og der skal ikke ændres så meget som en mursten. Jeg kunne lide huset præcis som det var.
Og det kan komme til at tage mange år, for de skønnede udgifter til renovering er sat til knap 40.000 euro, og Grete har kun den danske folkepension at gøre godt med.
Grete slutter sin skriftlige appel til forsikringsselskabet sådan:
”Jeg håber stærkt, at jeg i min høje alder kan undgå en retsag, men omvendt er det ikke noget jeg vil vige tilbage for i en sag, hvor jeg føler, at der er handlet 100 pct. korrekt fra min og min datters side”.
Assurandør Gruppen har været Grete meget behjælpelig vedrørende sagen. De har intet med sagen at gøre, men som venner af familien og med deres ekspertise på forsikringsområdet harmes de meget over den behandling, Grete har fået.
Hvis ikke forsikringsselskabet omvurderer situationen, så håber undertegnede virkelig at Grete bliver 114 år, for retsystemet arbejder langsomt.
I nogle situationer kan det være meget svært at leve med kendsgerningen om at penge taler så højt, at de overdøver ”hvad der er rigtigt og hvad der er forkert”, og denne situation er en af dem.
Dorte Holm Jensen
![]() Sådan så Gretes stue ud efter ulykken. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2006



