
Sådan tog det allerførste Solkysten sig ud, den gang i november 1981 - med forsidefoto i sort/hvid og Glistrups dom hjemme i Danmark som tophistorie.
Der var engang et blad…
Skrevet af Solkysten
Preben Rasmussen, Solkystens aktive nestor, husker tydeligt, hvad det var for et Andalusien, han selv flyttede ned til i december 1978. Det var helbredet, der fik Preben til at flytte fra Århus til Costa del Sol, mens andre danskere valgte at tage folkepensionen med ned sydpå til varmen og den dejlige tilbagelænede livsstil. Og det var i denne lille gruppe danskere, man kunne finde offsettrykker Leif Madsen og fru Jytte, der i 1981 besluttede sig for at prøve det umulige; nemlig at udgive et dansksproget magasin på Costa del Sol. Et magasin, der var gratis for læserne og finansieret via annoncer.
Drevet af begejstring
Ejer man et gammelt nummer af Solkysten fra november1991 – bladets 10 års jubilæums-udgave – vil man kunne læse, at man i første omgang forsøgte sig med et blad, der udkom hver 14. dag. Det gav dundrende underskud, så efter tre år blev familien Madsen enige om at lave Solkysten om til et månedsmagasin.
Preben Rasmussen fulgte starten på det nye danske blad tæt. Selv sad han på den daværende Radio Solkusten og lavede musikudsendelser, men radiostationen skrantede, og så tilbød Leif Madsen, at Preben kunne redigere bladets kulturspalte. Det var i 1985 – og Preben har været med på Solkysten lige siden.
- Jeg tror, at mange af os, der skrev på bladet dengang, var mere drevet af entusiasme og begejstring for projektet – af glæden ved at producere et dansksproget månedsmagasin til danskerne – end af egentlig professionalisme. Og det kunne man også godt se på Solkysten dengang. Leif har selv sagt, at Solkysten mindede lidt om et skoleblad i starten – man tog bare det stof, der kom ind. Men snart efter jeg var startet begyndte der at komme rigtige professionelle journalister til, fortæller Preben og fortsætter:
- Uanset hvem der skrev for bladet var Leif urokkelig i sin holdning til, at alt skulle være regulært. Solkysten skulle være et blad, læserne og annoncørerne kunne stole på. Sådan har det altid været. Og sådan er det stadig!
Hårde – men hyggelige - tider
Sønnen, Erik Berg Madsen, blev optaget som medejer af firmaet, og i 1987 flyttede redaktionen til Tres Coronas, hvor redaktionen stadig holder til. Her kunne man tage splinterny teknologi i brug; nemlig et dataanlæg til elektronisk sideombrydning.
I slutningerne af 1980'erne blomstrede byggeriet på kysten. Byer og urbanización’er skød frem. Danskerne fik et indkøbscenter, Centro Idea, og en ny dansksproget radiostation, Radio Solymar, gik i æteren.
- Det var en spændende tid på Costa del Sol – fra slutningen af 1980’erne og frem til Verdensudstillingen i Sevilla i 1992 gik udviklingen utroligt stærkt, og der var masser at skrive om for bladet, påpeger Preben.
Da bladet fejrede10 års jubilæum, kunne man i ”Prikken” blandt andet læse følgende: ”Vores mål er og vil fortsat være at give større og bedre indsigt i det land, vi er gæster i, og informere om de aspekter af Spanien, der også vedrører udlændinge. Vores grundlæggende respekt for Spanien og os selv som noget af et monopolorgan, har gjort os indstillet på ikke bare at skrive om alt det negative. Men får vi kendskab til urimeligheder, kan de også læses i Solkysten.”
- Hvad man ikke kan læse i bladet er, hvor besværligt – og ind imellem også underskudsgivende – det var at drive et dansksproget månedsmagasin dengang. Leif og Jytte gjorde en kolossal indsats!
Gennem alle årene har Jytte kørt Solkystens regnskab, og det er hende, der har været bladets husmor, slår Preben fast. Så fortsætter han:
- Ja, vel var det hårdt – men det var søreme også hyggeligt!
Næstældste tidsskrift
Efter opgangstiderne frem til Verdensudstillingen er der nogle stille år på kysten. Men i slutningen af 1990'erne tager byggeriet atter fart - og optimismen stiger.
I 1999 tages det første spadestik til byggeriet af den kommende Margrethekirke, og det arbejde følges naturligvis med stor interesse såvel af danskerne vest for Málaga som af Solkysten. Og i 20 års jubilæumsnummeret af Solkysten, i november 2001, kan man blandt andet læse i Prikken:
”På et marked, hvor de udenlandske publikationer kommer og går, har Solkysten vist sig usædvanlig sejlivet. Det er Spaniens næstældste tidsskrift for udlændinge, kun overgået af Lookout.”
Leif Madsen benytter bladets jubilæum til at trække sig tilbage og overlade arbejdet med Solkysten til sin søn, Erik, og en ny partner, Henrik Andersen, der kommer fra Radio Solymar.
Nye iværksættere
De seneste fem år er der også sket meget – både på og omkring Solkysten. Danskerne har fået endnu et magasin, La Danesa, der efterhånden har fundet sin plads blandt de mange gratismagasiner for udlændinge på Costa del Sol. For der er altid nok at beskæftige sig med for de nu tre danske medier på kysten: Mange yngre iværksættere har taget familien med til Andalusien og har startet virksomhed. Nogle med stort held. Andre er vendt hjem til Danmark igen.
På redaktionen i Tres Coronas, er mange nye ansigter kommet til, samtidig med at andre har trukket sig tilbage for at nyde deres otium. Og trods de 25 år hersker der stadig en vis pionerånd blandt ansatte og frivillige på Solkysten, samtidig med at ambitionsniveauet stiger. Målet er ALTID, at det næste blad skal være lidt bedre end det foregående. Om det lykkes, bør overlades til læserne at vurdere…
Solkysten – til at stole på!
Men spørger man Preben Rasmussen, hvorfor Solkysten stadig lever og har det godt efter 25 år, hvor mange andre magasiner for udlændinge har måttet bukke under, svarer han:
- Det, at man altid kan stole på Solkysten gør, at annoncørerne er trofaste. Det er jo de faste annoncører, vi kan takke for, ar tusindvis af danskere har kunnet hente deres nyheder på dansk måned efter måned i 25 år. Solkysten har uden tvivl bidraget til danskernes integration ved ikke kun at beskæftige sig med danskerne og deres hverdag men i høj grad også at fortælle om, hvad der foregår omkring os i det omgivende samfund. Et eksempel er, hvor tæt Solkysten hele vejen igennem har dækket Gil-skandalen i Marbella og de problemer, det har medført, påpeger Preben og fortsætter:
- Verden hernede har forandret sig voldsomt i de 25 år, Solkysten har eksisteret. Men Solkysten har hele tiden formået at følge med. Vi har ikke fornyet os blot for at være ”smarte” men har hele tiden ændret og udviklet os i takt med læsernes behov. Og sådan skal det også være fremover. Det, at Solkysten bliver lavet med sjæl og hjerte, gør, at det også vil blive studeret med interesse om 25 år.
Naia Bang / Texthuset
Hvad betød - og betyder - Solkysten for dig?
Dansk konsul og advokat Mona Davidsen, Marbella:
- Solkysten har haft – og har stadig – stor indflydelse på danskernes forståelse for det omgivende spanske samfund og dermed også for integrationen. Vi er gæster her, og jo mere vi ved om Spanien – om historie, kultur, politik og det særlige æresbegreb – desto bedre bliver vi tilpasset. Danskerne er velanskrevne og bliver generelt godt modtaget alle steder.
- En af Solkystens styrker er, at den giver et sandt billede af det at bo på kysten.
Bilhandler Holger Helle, Silkeborg:
- Jeg tror faktisk, Solkysten var det første seriøse magasin, Helle Auto annoncerede i - og hvis ikke vi var den første annoncør i bladet, var vi i hvert fald blandt de første. Og - vi har jo holdt ved lige siden...
- Dengang var det køb og salg af biler, Helle Auto be-skæftigede sig med. I dag er det jo biludlejning. Så på den måde kan man vel sige, at både Helle Hollis og Solkysten har udviklet sig med markedet. Og Solkysten er et godt og informativt magasin i dag.
Butiksejer Britta Andersen, Candy, Arroyo de la Miel:
- Danskerne savnede et seriøst medie, der kunne fortælle om, hvad der skete omkring dem. Så det var godt, at vi fik Solkysten - der i øvrigt altid har været flinke til at bakke op om os og vores forretning, Candy.
- Den største skræk for os er, hvis det nye Solkysten er forsinket! Kunderne begynder jo allerede tre dage før, det udkommer, at spørge efter det. Og på dagen har vi en hel kø af folk, der skal hente det nye Solkysten. Nogle "hamstrer" ligefrem og tager flere eksemplarer. Så vi må konstatere, at Solkysten stadig er det faste holdepunkt for mange danskere hernede.
Kæmpe jubilæumsfest
Vel døde Elvis Presley inden det første Solkysten kom på gaden, men musikken lever videre i bedste velgående. Og det kan vi forvisse os om, når "The King" går på scenen i Kongrescentret i Fuengirola nu på lørdag den 4. november i skikkelse af Mike Andersen. Anledning er Solkystens 25 års jubilæumsfest.
Show og dans
Vi kan godt glæde os, lover Mike Andersen:
- Det bliver et show i ægte Las Vegas-stil med glitter, glamour og masser af kostumeskift - jeg mener, at de tre dansepiger skifter tøj fire-fem gange i løbet af showet. Jeg skal selvfølgelig synge alle de kendte Elvis-sange, og på et tidspunkt regner jeg med, at en fra publikum skal op og synge duet med "Elvis", fortæller Mike.
Men Mike Andersen kan bestemt også synge andet end Elvis Presley-hits, selv om det er det, han er blevet berømt for. Så efter selve showet vil der blive dans med live underholdning, og Mike lover en rundtur gennem alle de store navne fra Frank Sinatra og Nat King Cole til Roy Orbinson - og en perlerække af danske superhits. Lutter dansevenlige numre, som alle kender og kan nynne med på, om de skulle få lyst.
Med eller uden spisning
Du har stadig mulighed for at komme med til årets fest på Costa del Sol.
Men der skal handles hurtigt. Du kan vælge mellem "Show & Dinner" med en 3-retters menu og vin til 50 euro eller billettypen "Kun Show" til 25 euro.
Sidste nyt : Radio Solymar FM 101.6)
På Radio Solymar kan du alle hverdage mellem
kl. 15 - 16 få nyt om jubilæumsfesten
![]() Vor mand på litteraturen, Solkystens Grand Old Man, Preben Rasmussen, husker tilbage til de dage, da både han og Solkysten var et par årtier yngre. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2006



