
© Larysa Dodz - Fotolia
Glædelig Jul Feliz Navidad Merry Christmas
Skrevet af Solkysten
Hvis du stadig boede i Danmark ville du have modtaget julekataloger i overflod siden starten af oktober, og alle medier ville have bragt julestof i flere måneder, så det næsten ville stå dig ud af ørerne...
Men du bor ikke i Danmark mere, du bor på Costa del Sol, hvor julen sniger sig ubemærket ind på de fleste. Som dansker er du vant til, at julen er et stort nummer, men hvordan forholder det sig for dine medborgere her? Hvordan holder dine spanske naboer jul? Hvilke traditioner har din engelske eller tyske arbejdskammerat eller nabo? Du lever i et internationalt miljø ... så hvad betyder julen for dine naboer og medborgere her på kysten?
Feliz Navidad
Spanierne fejrer juleaften (Noche Buena) den 24. december, men de strækker julen ud, meget længere end vi kender det fra Danmark. Traditionelt pynter spanierne deres julekrybbe, som de samles foran ved 21-tiden juleaften, mens den tændes. De synger forskellige ”villancios”, som er berømte spanske julesange. Julekrybben er ”hjertet” i den spanske jul. De findes i næsten alle private hjem, går ofte i arv fra generation til generation og er familiens stolthed. I mange familier har de også juletræ, og det skal helst pyntes et par uger før jul. Hvis man pynter træet lige før jul betyder det uheld.
Den spanske julemiddag består ofte af kalkun med trøfler, men på Costa del Sol går traditionen mere på mange forskellige små retter med fisk og skaldyr som hovedingredienser. Der sluttes af med champagne før familien går til midnatsmesse. Kirkeklokkerne ringer juleaften, og kalder alle til midnatsgudstjeneste eller “Misa de Gallo” (Hanens Messe). Den 25. december er ”Navidad”, hvilket er en stor familiemiddag, hvor man spiser det samme som dagen før.
Den største dag for spanierne, i hvert fald for børnene, er nok den 5. januar, hvor der er Helligtrekonger-optog i gaderne. Om aftenen stiller børnene deres hjemmesko ud på trappestenen og desuden en bakke med tre glas mælk til kongerne og tre kiks til kongernes kameler. Kongerne i optoget kommer dog ridende til hest (og ikke på kameler) eller i udsmykkede hestevogne og smider karameller til børnene i gaderne. I løbet af natten efterlader de tre konger; Melchior, Gaspar og Balthazar gaver i og omkring skoene. Dagen efter – "Dia de los Reyes Magos" åbner børnene de julegaver, der i løbet af natten er lagt i skoene. Om formiddagen går de rundt og får de gaver, som kongerne har lagt hos deres familie og venner. Kl. 12 spises der festmad. Man slutter med helligtrekonger-kringle, som er en meget stor kagedejskringle med en lille porcelænsfigur og en bønne indbagt. Den der får figuren bliver konge ... og den der får bønnen ... får lov at betale for kagen.
Mange familier i Spanien har efterhånden adobteret amerikanernes ”Santa Claus” eller Papa Noel på spansk, som den der bringer gaverne julenat, men flertallet bevarer stadig traditionen med de hellige tre konger, hvilket betyder, at mange spanske børn får julegaver både den 25. december og den 6. januar.
Merry Christmas
Først og fremmest fejrer englænderne ikke julen den 24. december med middag om aftenen, som vi gør, men den 25. om eftermiddagen. De hænger strømper op juleaften, og ”Father Christmas”... Julemanden – fylder dem med gaver i løbet af natten. Englænderne åbner så deres gaver den 25. om morgenen og først derefter spises julemiddagen ... uden stress fra børn, der bare ikke kan vente længere med at åbne deres pakker.
Den traditionelle engelske julemiddag består af stegt kalkun eller gås samt fyldte postejer (mince pies), julekage (Christmas cake) og ikke at forglemme; julebudding (Christmas pudding) pyntet med kristtjørn. I buddingen er indbagt små sølvvedhæng (”charms”) eller sølvmønter. De heldige får en ekstra gave fra juletræet. Ingen engelsk jul uden Christmas Pudding!
Juletræet tændes den 25. Både voksne og børn får julegaver. Den 26. december, vores 2. juledag, er ”Boxing Day”, som er den store forlystelsesdag for englænderne. Her holdes julefester for familie og venner.
Englænderne pynter deres hjem med kæder af kulørt papir, kristtjørn og den obligatoriske mistelten hænges op ... så der kan kysses.
En af de ældste engelske juletraditioner, som går helt tilbage til middelalderen er ”Christmas Carols”, hvor børn og unge går fra hus til hus og synger julesange.
Den 5. januar er den 12. nat i den engelske jul, og her tændes juletræet for sidste gang. Den 6. januar tages julepynten ned.
Glædelig Jul
De danske juletraditioner er der vist ingen grund til at gå nærmere ind på; vi kender dem alle, omend de findes i et utal af varianter. Skulle du have lyst til at finde andre danskere at fejre juleaften med her på Costa del Sol, så er det et godt udgangspunkt at kontakte en af de danske foreninger på kysten samt Margrethekirken. Du vil finde kontakt informationerne i boksene på denne side.
Glædelig jul.
Dorte Holm Jensen
Vest for Málaga:
Margrethekirken:
Åben tirsdag, torsdag og fredag kl. 10-12 samt onsdag kl.15–17.
Avda. de Dinamarca 2, Las Lagunas
29649 Mijas Costa.
Telefon 952 587 481.
E-mail: margrethekirken@terra.es
Hjemmeside: www.margrethekirken.com
Casa Danesa:
Haza del Algarrobo
Ctra. de Mijas, Km. 2,2
29648 Mijas
Kontoret: Man-fre. 11.00-13.30
Telefon: 952 47 28 80
E-mail: dendanskeklub@terra.es
Hjemmeside: http://www.club-danes.dk
Dansk-Spansk Samvirke
Torremolinos
Edif. Aries
Pasaje Rio Mondo 5A
29620 Torremolinos
Spanien
Telefon: 952 387 465
Øst for Málaga:
Den Danske Kirke Øst for Málaga.
Præst Ib Helgestad
Colina de la Cruz 26
18690 Almuñécar
Telefon: 958 633 758. Mobil 671 296 22
E-mail: ibhelgestad@gmail.com
Casa Dinamarca:
Calle Piragua 2, bloque Las Arenas
Apdo. 300
29740 Torre del Mar. Málaga.
Telefon: 952 54 75 98
E-mail: danskeklub@terra.es
Hjemmeside: www.dansk-oss.com/malaga/
Dansk-Spansk Samvirke
Almuñecar
Urb. La Najanra
Bloque 2 Bajo, Apartado 94
18690 Almuñecar
Spanien
Telefon: 958 88 14 04
E-mail: dika@terra.es
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006


