På en brandtomt, som vikingerne efterlod, lagde byens arabiske herrer nogle årtier senere grunden til Reales Alcázares.

I mere end tusind år har slottet været bolig for Andalusiens kaliffer og Spaniens konger, når de opholdt sig i byen. I korte perioder (den sidste så sent som i 1700-tallet) var Sevilla endda kongernes faste residens, omend byen ved Guadalquivirs bred aldrig slog an som Spaniens hovedstad. Den måtte tage til takke med at være verdens hovedstad i den gyldne periode, hvor galeonerne fra Amerika lossede deres rigdomme i flodhavnen.

I dag, når kong Juan Carlos I og dronning Sofía kommer på besøg, lukkes dørene for publikum. Resten af tiden har vi andre også adgang til et af Spaniens smukkeste bygningsværker. Og et af de mest komplicerede.

Ikke uden grund benytter sevillanerne flertalsformen, når de snakker om Reales Alcázares. Inden for de høje mure i byens centrum finder man resterne af mere end 20 paladser fra forskellige perioder. To af dem har overlevet uden de store ændringer. Det ene er det gotiske palads opført af kong Alfonso X ”Den Vise” kort efter de kristnes generobring af Sevilla i 1248. Det andet er mudéjar-paladset opført af Pedro ”Den Grusomme” i årene 1364-66.

Stilblanding
Man kan godt kalde Reales Alcázares for en stilforvirring. Mudéjar-paladset, som er emnet for denne artikel, er i sig selv en stilforvirring – en blanding af to uforenelige elementer, olie og vand, som løb sammen til Spaniens eneste helt originale bidrag til arkitekturens historie.

Ordet mudéjar betyder ”den som har fået lov til at blive”. Ligesom mange kristne holdt ud i det muslimsk besatte Spanien, blev mange muslimer efterladt i kristent land i løbet af generobringen. Det var mudéjarerne. Den kristne generobring startede i Nordspanien, så det er også her, man i slutningen af 900-tallet finder de første eksempler på mudéjar-arkitektur.

Mudéjar-stilen er ikke et bevidst forsøg på at skabe noget nyt. Den opstår, fordi muslimske håndværkere arbejder for kristne bygherrer. De kristne vil have kirker i den moderne romanske stil, som de har beundret i nabolandet Frankrig. Muslimske håndværkere får stukket de fremmedartede tegninger i hånden. De følger grundplanen, men benytter materialerne og nogle tekniske løsninger fra islamisk arkitektur. Først og fremmest holder de fast ved den nonfigurative islamiske udsmykning.

Således skyder nye kirker op af den generobrede jord i mursten, træ og glaserede kakler. Mudéjar-arkitekturens tre grundelementer. Uden tvivl har franske gæster moret sig ved synet af de billige kopier. Ved synet af det flade træloft, som erstatter stenkuplen, og de geometriske mønstre der breder sig som slyngplanter over vægge og lofter. Muslimske håndværkere føler rædsel ved det tomme rum og efterlader nødig nogen flader uden udsmykning.

Generobringen strakte sig over århundreder, og ligesom der eksisterer en romansk mudéjar, eksisterer der en gotisk mudéjar, en renæssance-mudéjar og endda en barok-mudéjar. Alle Europas nye stilarter kom igennem maskinen. I barokken var der ikke længere muslimer i Spanien, men på det tidspunkt var mudéjar-stilen forlængst gledet ind i den kristne håndværker-tradition.

Det første eksempel
Midt i 1300-tallet blev mudéjar-stilen for første gang taget i brug ved et verdsligt byggeri i Andalusien. Det var kun en enkelt af de mange saloner i Reales Alcázares, men her – i Sala de Justicia – bør besøget starte. Det er der en anden god grund til. Lige op til Sala de Justicia ligger en lille, men utrolig smuk patio der kendes under navnet Patio del Yeso. Gips-patioen. Den er næsten det eneste, som er tilbage af almohade-paladset af Sevillas sidste arabiske herrer.

Her kan man sammenligne: Det sidste eksempel på arabisk kunst, og det første på mudéjar. Der er en subtil forskel – ligesom når amerikanerne bygger gotiske slotte. Senere under besøget ser man bedre, hvori forskellen består, så det spørgsmål lader vi foreløbig hvile.

Inden vi forlader Gips-patioen, skal man vide, at linien for en rent islamisk arkitektur ikke blev brudt her. Muslimernes Sevilla havde kun få år tilbage, men siden tjente den lille patios delikate, fligede gipsbuer som inspiration for et meget større byggeri: Granadas Alhambra - den muslimske kunsts sidste opblussen på Den iberiske Halvø.

Tiltrækning og frastødning
Da de kristne generobrere nåede frem til Sevillas mure, var der ikke lang tid til størsteparten af Andalusien atter var på deres hænder. Resten af Spanien var det allerede. Generobringen gik pludselig stærkt, efter at man i århundreder havde været nødt til at slås hårdt om hver meter.

Et af problemerne ved den hurtige fremrykning var, at generobrerne efterlod en stor og fjendtligt indstillet befolkningsgruppe bag fronten. 150 år tidligere havde den samme situation medført, at de kristne atter måtte forlade Andalusien i huj og hast, da muslimerne kaldte almoraviderne og senere almohaderne til hjælp fra Nordafrika.

I 1248 var Sevillas erobrer Fernando III ikke parat til at løbe nogen risiko. Han gav hele byens muslimske befolkning en måned til at sælge deres ejendom, hvorefter de blev udvist til Granada eller Nordafrika efter eget valg - transporten betalt.

Mudéjarerne fik foreløbig lov til at blive boende i de mindre byer, men det var en stakket frist. Fernandos søn Alfonso X gav de sidste marchordre efter 1262, hvor det frygtede oprør brød ud. Alfonso skaffede sig også (helt fortjent) tilnavnet ”Den Vise” på grund af sit arbejde med at fusionere vestens og østens visdom i sine lærde værker. Det var på mange måder en forvirrende tid.

Knap var mudéjarerne ude af landet, før man begyndte at savne dem - eller i det mindste deres kunnen. Alfonso XI hentede nogle af dem tilbage for at bygge Sala de Justicia. Byggeriets anledning var på den anden side hans sejr i 1340 over benemerinerne, nok en nordafrikansk stamme, som havde gjort forsøg på at invadere Andalusien. Alfonsos krig mod dem havde karakter af et regulært korstog.

Denne blanding af tiltrækning og frastødning er helt typisk for middelalderens Sevilla. Intet hindrede de kristne i at føle beundring for den islamiske kultur, som på mange områder var den kristne overlegen. Den følgende konge, Pedro ”Den Grusomme”, gik altid klædt efter arabisk mode. Han hyrede de bedste håndværkere i Granada og Toledo til at bygge mudéjar-paladset, der stadig er Andalusiens fornemste eksempel på denne stilart.

Kun Allah er sejrherre
Historikernes strides om Pedros formodede grusomhed. Ingen diskuterer hans gode smag, og først og fremmest virker den forbløffende frigjort i denne middelalder-atmosfære af yihad og korstog. Hen over porten til hans mudéjar-palads står der (på arabisk) ”Kun Allah er sejrherre”. Det var de muslimske Granada-kongers valgsprog, som håndværkerne havde med sig. Inden for porten breder Koranens skriftssteder sig over mure og lofter igennem hele paladset, og mange kristne forstod udmærket meningen.

På dette tidspunkt var de arabiske skrifttegn simpelthen et rent dekorativt element i mudéjar-arkitekturen. Den vigtigste forskel mellem islamisk kunst og mudéjar er netop at sidstnævnte eksisterer uden for sin oprindelige kulturelle og religiøse sammenhæng. Det kan være en befrielse for både iagttageren og kunstneren, fordi ingen af dem behøver føle sig hæmmet af formelle krav.

Men det kræver samtidig en meget sikker smag ikke at træde forkert, når man kaster sig ud i en antiklassicistisk stil, hvor alle bekymringer for normer og regler skubbes til side. Porten til kong Pedros palads indrammes af murstenspiller der hviler på marmorsøjler. Hen over indgangen forenes de af tagskæggets mangefarvede træskærerarbejde. Facaden er desuden dekoreret med keramik og murstensrelieffer.

Inden for porten er effekterne så spraglede som halen på en påfugl. Hypnotiske keramikmosaikker, farvelagte døre og trælofter og gipsornamenter kappes om opmærksomheden. Ind imellem er der nogle hvide flader, men det er fordi de oprindelige vægmalerier blev ødelagt under middelalderens koleraepidemier, hvor man af hygiejniske grunde begyndte at kalke væggene.

Stilren mudéjar eksisterer pr. definition ikke, for mudéjar er simpelthen en fordomsfri blanding af alle for hånden værende kulturer. Pedros palads er opført af muslimske håndværkere til en kristen herre - finansieret af jødiske pengeudlånere, kan man tilføje for at gøre billedet komplet.

Fremmed tone
Selv uden at være specielt kunstkyndig fornemmer gæsten ofte en vestlig tone i den østerlandske pragt. Dørene - en af paladsets store skatte - er faktisk lavet af kristne fra Toledo, der ansås for datidens dygtigste træskærere. Men kunsten havde de lært af mudéjarerne.

Da muslimerne invaderede landet i 711, blev deres arkitektur præget af landets befolkning, som stod på et højere udviklingstrin end dem selv. Nu hvor den kristne generobring rykkede frem fra den modsatte retning, var det de kristnes tur til at tage ved lære af en kultur, der havde overhalet deres egen.
Tronsalen er centrum i kong Pedros palads. Her sad den kristne konge mellem tredobbelte muslimske hesteskobuer som er en tro kopi af kaliffernes gamle pragt i Córdobas paladsby Medina Azahara. Men tronsalens berømteste element er ikke desto mindre den såkaldte appelsinkuppel af træ, som hundrede år senere tilføjedes af en kristen mester.

Mudéjar-paladset har været igennem mange ombygninger og tilføjelser. Hele førstesalen er ny, hvis man kan bruge det udtryk om et byggeri fra 1500-tallet. På den anden side sker det også at paladset føres tilbage til sin oprindelige form, når det er muligt. I den store patio opdagede man i 2005 at dens originale udformning i 400 år havde hvilet uberørt under et ”moderne” marmorgulv. Patioen er nu blevet restaureret.

Ingen ombygninger og tilføjelser har ødelagt mudéjar-stilen, hvis fornemste kendetegn jo netop er evnen til at tilpasse sig enhver ny mode inden for arkitekturen.

Ude i byen
Kastilien, Aragonien og Andalusien er de tre spanske regioner, hvor mudéjar-kunsten efterlod sine vigtigste spor. Inden for Andalusien er Sevilla centrum.

Ude i byen kan man fremhæve Santa Clara klostret, opført i Reyes Católicos stilen, der blev populær omkring år 1500 samtidig med at Spanien gjorde sin entre på stormagtsscenen. Gotisk grundplan, mudéjar-teknik og renæssance-udsmykning er kendetegnet for denne særlige spanske stil, som ikke alene markerer Spaniens kristne genforening, men overgangen fra middelalder til moderne tid.
Sevillas flotteste private palæ er Casa de Pilatos, hvor de samme arkitektoniske elementer støder sammen og forenes. Dette palæ er også åbent for offentligheden.

Måske foretrækker læseren i stedet en spadseretur dybt ind i den gamle arabiske bydel La Macarena, hvor der ligger nogle meget mere beskedne bygninger som sognekirken San Marcos. Kirketårnet ligner en miniudgave af La Giralda - det berømte tårn på Sevillas katedral, der har en fortid som minaret. De fleste tror, San Marcos er endnu en ombygget moske, men det er mudéjar-arkitektur fra en senere og kristen periode.

Omkring år 1900 blev mudéjar-stilen genoplivet efter at romantikerne havde bragt Andalusiens glorværdige islamiske fortid på mode. På samme tid som modernismen slog igennem andre steder som Barcelona, fik neomudéjaren sit store gennembrud op til Sevillas verdensudstilling i 1929. Mange af María Luisa parkens gamle pavilloner er opført i denne stil, for slet ikke at tale om udstillingens centrum på Plaza de España, et palads i mursten og keramik, der ligger som en halvcirkel om torvet med en diameter på 200 meter. En imponerende kraftanstrengelse af en by, som midt i det moderne Spaniens endeløse krise stædigt vægrede sig ved at tabe sin plads blandt verdens store.

En definition lyder, at kunst er den måde, et samfund udtrykker sit væsen. Sevilla valgte neomudéjaren. For den som kender historien, er pointen lidt tvetydig – og forresten et godt eksempel på det stof, som mange romantiske myter er gjort af. Andalusiens islamiske fortid er muligvis strålende, men det er ikke andalusernes fortid og har ikke været det siden Alfonso X.

pod.

---

Ankomst
Sevilla er lige ud af
motorvejen – 200 km fra Málaga.

Turistkontor
Der er flere turistkontorer i Sevilla, bl.a. på torvet mellem katedralen og Reales Alcázares.
Tlf. 954 595 288
Fax: 954 595 289
E-mail: laredo.turismo@sevilla.org

På Nettet
Sevilla by: www.turismo.sevilla.org
Sevilla provins:
www.turismosevilla.org
Reales Alcázares: www.patronato-alcazarsevilla.es

---

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---