
Dommeren har nedlagt midlertidigt byggeforbud mod 2500 nye lejligheder, der ville ændre Tolox-egnen radikalt.
Det næste truede paradis
Skrevet af Solkysten
På landevejen fra Coín til Ronda er der en bivej som ender blindt efter tre km. For enden af den befinder man sig i hjertet af naturparken Sierra de las Nieves, står der på skiltet, som i kommunens navn byder velkommen til Tolox.
Tolox ligger ganske rigtigt nærmeste nabo til bjergenes mest beskyttede område. I de stejle landsbygader har folk stadig tid til at hilse på de fremmede, og kigge nysgerrigt efter dem. Når man har set byen (det er hurtigt gjort), ligger stierne og frister med en tur op i skoven eller ud i de åbne dale. Hele vejen rundt om byen er der frodige frugthaver, hvor man kun hører bjergbækkene risle, efter at hjulet holdt op med at knirke på den sidste af de 14 gamle vandmøller. Oppe i bjergene findes der et kurbad, og nede i dalen fylder de lokale en flaske med det svovlholdige vand, der efter sigende skal være godt mod mavesår.
Man kan nok have lyst til at anbefale folk en tur til Tolox. Man kan desuden anbefale dem at skynde sig, hvis de vil være sikre på at finde dette naturparadis uberørt.
Borgmester Juan Vera (Partido Andalucista) har planer om med et slag at tredoble kommunens indbyggertal. Vera har givet tilladelse til byggeriet af 2500 lejligheder, men arbejdet er midlertidigt indstillet, efter at en dommer i Coín fulgte statsadvokatens og autonomregeringens henstilling. Borgmesteren og to embedsmænd blev i juni sigtet for byplanforbrydelser, og i november føjede en ny sigtelse for embedsmisbrug sig til. Dommeren mener ligesom Junta de Andalucía, at de sigtede ikke havde ret til at udstede byggetilladelserne.
Både autonomregeringen og dommerne har tilsyneladende lært noget af Marbella-skandalen. I dag er de ikke bange for at skride ind, inden miljøskaderne er uoprettelige. I Marbella gik der fem år, inden Andalusiens højesteret fældede dom om at Jesús Gils byplan fra 1998 var ulovlig. På det tidspunkt var der bygget 23.000 ulovlige boliger, hvoraf størsteparten var solgt og beboet.
I Tolox har bygherrerne dog også haft tid til at sælge adskillige lejligheder (mange af dem til udlændinge) inden byggeforbudet. Nu er mange købere urolige ved tanken på deres udbetaling.
Marbellas nye chok
Endnu mere urolige har mange boligejere grund til at føle sig i Marbella, efter at autonomregeringen har strammet sin politik om de ulovligt opførte boliger.
Ministeren for offentlige arbejder og transport, Concepción Gutiérrez, spillede i november hårdt ud: Hun kræver nedrivning af 5000 af Marbellas ulovlige boliger. Det er de boliger, som er bygget på arealer der var reserveret til offentlige formål (f.eks. skoler og parker) i den lovlige byplan fra 1986.
”Disse arealer tilhører hele samfundet, og ikke blot folk som bor der,” sagde ministeren.
At det ikke var en tom trussel, fremgår af at autonomregeringen samtidig anmodede Andalusiens Højesteret om nedrivningskendelse af de første 334 boliger. Det drejer sig om to mindre byggerier samt fem større i Playa Río Real, Huerta Belón, Avenida del Trapiche, Cerrado de Elviria og Banana Beach.
Den endelige afgørelse om nedrivning eller ikke-nedrivning ligger altid hos dommerne. Domstolene i Málaga-provinsen har hidtil været tilbageholdende med at gøre brug af straffelovens nedrivningsparagraf - formodentlig på grund af de uoverskuelige følger af en sådan politik.
Privatpersoner, som har købt en bolig med kommunal bygge- og ibrugtagningstilladelse, har normalt handlet i god tro, og i så fald har de krav på erstatning i tilfælde af nedrivning. Marbellas ruinerede kommune har ikke den ringeste mulighed for at udrede erstatninger.
Politisk storm
Som man kunne vente, har autonomregeringens beslutning udløst en politisk storm.
Det vil være ”totalt umoralsk” at rive taget ned over hovedet på folk, der har købt i god tro, mener formanden for Andalusiens konservative, Javier Arenas. Men i den socialistiske autonomregering er der heller ikke enighed:
”Der er andre løsninger, og de menneskelige hensyn er vigtige,” mener turistminister Paulino Plata.
Plata stiller om mindre end et halvt år op som borgmesterkandidat i Marbella. Han gør det i forvejen uden glæde, fordi socialisterne får det svært imod de konservatives kandidat Ángeles Muñoz. Det sidste, Plata behøver i den situation, er 5000 husvilde familier.
Byggeskandalerne bliver valgammunition over hele Spanien op til kommunalvalget, men helt specielt i Marbella, hvor de store partier begge har startet møgsprederen.
Rådhusbandens chef, tidligere byplanrådgiver Juan Antonio Roca, har lagt strategien for sit juridiske forsvar. De ulovlige byggetilladelser fra Marbella var i virkeligheden blot anbefalinger, som tilsynsmyndigheden (autonomregeringen) kunne have sagt nej til. ”De vidste besked om alt, der foregik,” har han forklaret til undersøgelsesdommeren.
Javier Arenas har henrykt benyttet Rocas påstand som bevis på, at korruptionen rakte ind i autonomregeringen, og at dette kan forklare dens mangeårige passivitet over for ulovlighederne. Arenas kræver en undersøgelseskommission, hvis regeringens forklaring ikke tilfredsstiller ham.
Socialisterne svarer, at i 1995 indgik de konservative et officielt samarbejde med Jesús Gil, da PP overtog provins-deputationen (nærmest svarende til et amtsråd) mod at overlade GIL kontrollen med kommuneforeningen på Costa del Sols vestkyst.
Disse ting vil blive hyppigt erindret i de kommende måneder, når møgsprederens princip træder i kraft: Det gælder om at klatterne falder så langt borte fra en selv som muligt.
pod
![]() Naturen omringer til alle sider landsbymiljøet i Tolox. Det kunne have udviklet sig til kystens næste Marbella, men ved denne lejlighed har automregering og domstole reageret hurtigt. Noget har de lært af fortidens forsømmelser. |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006



