
Sikken fest vi har haft…!
Skrevet af Solkysten
Hvis vi nu siger ”You Aint Nothin’ But a Hound Dog” eller “Love Me Tender”, så er der mere end 700 danskere på kysten, der er helt med på, hvad vi hentyder til.
Når man har fødselsdag, vil man gerne se sine nærmeste venner og feste sammen med dem. Og det var lige, hvad Solkysten gjorde på sin 25 års fødselsdag. Festen startede med en lille reception foran Palacio de la Paz for de aller nærmeste, og selv om det var en regnfuld uge, holdt vejrguderne hånden over gæsterne, så de kunne spise jordbær og drikke cava uden at få vand i håret.
Og så var det tid til at slå dørene op til spisning. Indrømmet: Det er noget af et puslespil at sikre, at 480 spisende gæster kommer på plads ved rette bord, men det lykkedes faktisk. Til gengæld måtte cateringfirmaet nok se i øjnene, at når man ikke har et anretterkøkken, er det ikke muligt at servere varm mad for så mange mennesker. En del af gæsterne fik derfor halvkold hovedret – men de fleste tog det nu med højt humør.
Mens de spisende indtog desserten, strømmede omkring 250 koncertgæster ind. Det måtte væbne sig med lidt tålmodighed - men så kom han! The King – alias Mike Andersen. Og for Søren da, hvor KUNNE han trykke den af! Med søde go-go-piger og det hele. Salen kogte – der blev klappet, hujet, sunget med, tændt lightere – og enkelte kvindelige gæster erklærede Mike deres kærlighed. Han svarede igen med at gå rundt og kysse tilfældigt udvalgte kvindelige gæster.
Havde der været enkelte små-vrisne blandt de tilstedeværende under middagen, var enhver utilfredshed nu som blæst væk. Og da Mike Andersen var færdig med sit Elvis-show og skiftede til jakkesæt for at synge cover-versioner af populære pop- og rock’n roll-hits fra de seneste tre årtier, blev det midterste af gulvet hurtigt ryddet for borde og stole, så der kunne danses. Og danset – dét blev der. Til langt ud på natten…
Det er sådan en fest, der kan få enhver festarrangør til at falde i søvn med et smil på læben. Og på Solkysten er vi enige: Dét må vi gøre igen! Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen lørdag den 10. november 2007. Der bliver spisning – og vi lover, at næste år er den varme mad varm – og der bliver dans. Og så vil vi ikke sige mere. Men glæd jer!
Naia Bang / Texthuset
Fotos: Natascha Berg Madsen og
Mª del Carmen García Pacheco.
Anne Thygesen blev den heldige vinder af et weekend ophold på Hotel La Posada del Angel i Ojén.
Hun og 210 andre havde udfyldt det postkort, Jyske Bank uddelte under jubilæumsfesten.
Præmien blev overrakt af Steffen Ditlevsen hos Jyske Bank i Fuengirola.
Til daglig holder Anne Thygesen homeparties, hvor hun sælger Femilet lingeri.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - December 2006


