
“Livet har behandlet mig godt”
Skrevet af Solkysten
Adspurgt om sin alder svarede hun kækt: ”91 år.” Ja, hvad skulle jeg tro. Her sad en meget velholdt dame med alle sine egne tænder og kun et par smilerynker.
Hun fik et par behandlinger i sin sidste ferieuge på kysten, og vi benyttede lejligheden til at snakke med hende om, hvordan hun kunne leve så godt i sin høje alder.
Hånd og ånd
Siden hun var lille, har hun måttet bruge hænderne, fordi der var økonomisk knaphed i barndomshjemmet på Nørrebro. Men forældrene var kunstnerisk anlagte, og hun fik tidligt en kreativ og spirituel dimension i sit liv. Hun gennemtvang, at hun fik en realeksamen, hvilket var særegent i 1931, specielt i den tid og de kår, hun kom fra.
Motion får hun stadig dagligt, for jagter hun ikke sine egne nullermænd, er det børnenes. Når hun besøger sin ældste søn, ligger hun på knæ og skrubber hans køkkengulv, støvsuger tæpperne og pudser vinduerne til de glimter i solen.
En dame med faste principper: ”Kun de svage giver op.” ”Man fuldfører det, man er begyndt på.” ”Mine børn skal have en uddannelse.” Hendes liv har været præget af disciplin, men derudover fornemmer vi noget andet og mere. Hun ved udmærket, livet ikke blot består af pligter. Selv om hun ikke selv har nogen kunstnerisk udfoldelse, besidder hun evnen til at nyde musik og malerier – alle de dimensioner af tilværelsen, som rækker ud over den rent fysiske.
Til daglig, når indkøb og andre ærinder er overstået, får hun sig et par fritimer i selskab med en drink og sin elskede krydsord af den svære slags. Det holder hende mentalt i sving.
Sundt og sjovt
Til frokost får hun hver dag et stykke mad og en salat med årstidens grøntsager og rodfrugter, flere fed hvidløg og den fineste olivenolie-dressing. Appetitten er god og maden skylles ned med et par snapse og en stærk øl – dog kun om søndagen. I dagens løb er hun flittig til at drikke vand og passer sine toiletbesøg, da hun ved, hvor vigtigt det er at få renset skidtet ud – ligesom med nullermændene!
Hun laver selv al sin mad, og engang imellem bliver naboen budt med til frokosten. Her har hun chancen for at tage sig af denne middelaldrende herre og ”opdrage” lidt på ham. Det har hun nu gjort i over 35 år, hvor han nærmest er blevet som en ekstra søn af huset.
Ofte inviterer sønnerne hende ud – jævnaldrende er der ikke mange af – i hvert fald er de ikke så friske til at tage mod en middagsinvitation. Hendes eneste nulevende veninde er på plejehjem. Når hun besøger sønnerne, går diskussionerne heftigt – ofte grænsende til et lille rask skænderi, hvor de får renset luften. Som hun udtrykker det: ”Tonen i vort hjem har altid været kærlig, men rå med direkte og skånselsløse meningsudvekslinger. Vi har altid vidst, hvor vi havde hinanden”.
I festligt lag holder hun sig ikke tilbage. Nyder gerne rigtig god rødvin, en cognac og en cigaret til kaffen. Et rigtigt livstykke og en rigtig livsnyder er hun.
Sundt liv, sundt blod
Det er altid en fornøjelse at møde velfungerende ældre. Da vi fik chancen for at kigge på hendes blod gennem et specielt designet mikroskop, fik vi et bevis på, at livsgnisten er sygdommens værste fjende: De røde blodlegemer bevægede sig spændstigt og frit, var runde og flotte – sundt blod, som passer med hendes madvaner og livsstil.
Det mest særegne er, at hun er i stand til at nedbryde og omsætte proteinerne i sin høje alder. Tit hører vi, at ældre ikke kan tåle at spise kød eller har problemer med at fordøje det, og det er ofte pga. mangel på mavesyre og enzymer. Hos hende er produktionen af mavesyre og enzymer tilstrækkelig til at nedbryde og optage proteiner og de mere komplekse vitaminer såsom B12.
For at stimulere hende yderligere i hendes friske alderdom, fik hun et par æsker af den ægte dyre safran til at drysse over salat og risretter. Ud over at være et fint velsmagende blødt, rundt og velduftende krydderi, har safran en række sygdomsforebyggende egenskaber.
Min kollega og jeg var på samme tid forbavsede og imponerede over hendes gejst og livsglæde, der afspejles i hendes stående bemærkninger, når hun udspørges om sin alder og læser forbavselsen i spørgerens ansigt: ”Vorherre har været god ved mig,” og ”Livet har behandlet mig godt”.
Ja, og hun har også behandlet livet godt.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Inger Marie Haut, Master of Science i Nutrition.
Gammel med glæden i behold
Her har du de vigtigste faktorer, som giver dig en god alderdom:
*Aktiv dagligdag
* Sund kost
* Motion
* Rigeligt med væske
* Godt fordøjelsessystem
* Personlige udfordringer
* Mening med tilværelsen
* Nære relationer
* Tro
* Livsbekræftende indstilling
Husk lige nu
Det er ikke det, vi spiser imellem jul og nytår - det er det vi spiser mellem nytår og jul – der gør en forskel.
![]() Af Pernille Knudtzon - Speciallæge almen medicin |
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2007



