
© Stephen Coburn - Fotolia
When the going gets tough ...
Skrevet af Solkysten
Amerikanerne siger "When the going gets tough - the tough gets going". Og det kan vel frit oversættes til: "Når det hele bliver sejt, så rykker de seje."
For en nedgangsramt virksomhed kan det være forvirrende at læse aviser for tiden. For ifølge de spanske, lokale aviser, går det fortsat fint - og med en vækst på ca. 3,9 procent i den spanske økonomi, er der faktisk også langt til en ægte, landsdækkende krise.
Men hvad hjælper det, at det går godt i Málaga-provinsen generelt, når det gør ondt mange steder i dansk erhvervsliv?
Et godt sted at tage temperaturen på markedet, er i byggebranchen. Og en af de meget etablerede danskere - der har været med i byggebranchen mange, mange år - fortalte for et par år siden, da byggeboomet nu var på sit højeste: "Hvis syv års reglen skal holdes, så vil det nu langsomt begynde at gå ned ad bakke."
Han mente at kunne påvise, at siden den første turisme gjorde sit indtog på Costa del Sol i slutningen i 60’erne, har der altid været syv gode år efterfulgt af syv knapt så fede tider - lige som i Biblen.. Tæller og tænker vi tilbage, har han faktisk ret. Og holder hans tidstabel, ja så må vi væbne os med lidt tålmodighed, inden de gyldne tider kommer tilbage. For det seneste boom startede i 97 og toppede i 04. Så skal vi, ifølge byggematadorens prognoser, ha' "magre år" frem til 2011...
Her på Solkysten mærker vi også, at nogle af annoncørerne har færre penge mellem hænderne. Men en solid bladvirksomhed med 25 år på bagen som vores skal nok klare sig. Vores annoncører bakker op om os - og faktisk er vi sprængfyldt med spændende ideer og nye initiativer her i det nye år. Bare glæd jer!
Er der noget, der kendetegner dansk erhvervsliv på kysten, så er det fightervilje! Og derfor er vi også overbevist om, at den nedgang i markedet, vi har nu, får den danske community til at rykke sammen - og får virksomhederne til at rulle ærmerne op for at give den en ekstra skalle.
Og et nyt år er et helt perfekt tidspunkt til at starte på en frisk. Lad os derfor i fællesskab sende dommedagsprofetierne ad Hekkenfelt til og gøre 2007 til et rigtigt arbejdsår, hvor "de seje rykker" - men hvor arbejdet også bærer frugt.
Rigtig glædeligt nytår!
Redaktionen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2007
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2007


