Således krones Spaniens to første årtier i EU med en succes, de færreste havde turdet drømme om den 1. januar 1986.

Dengang trådte spanieren ind i det europæiske samarbejde med en indkomst på 71 pct. af EU-gennemsnittet. Siden må en del af den enorme vækst tilskrives en rent statistisk effekt, fordi EU blev udvidet med de fattige lande i Østeuropa. Men ser man bort herfra, har Spanien alligevel passeret 90 pct. af niveauet i de gamle EU-lande.

Hvert år har Spanien halet en procent ind på de rige lande, og med en økonomisk vækst på næsten fire pct. i fjor har spansk økonomi ikke tabt pusten endnu.

100 mia. fra EU
For at fatte forskellen skal man have boet i Spanien for 20 år siden. Dengang der var tosporet landevej mellem Málaga og Sevilla, Andalusiens to største byer. Motorveje var der næsten ikke uden for Nordspanien, men siden er motorvejsnettet blevet mere end femdoblet med EU’s hjælp.

Spanierne har haft et overskud på 100 milliarder euro i regnskabet med EU, og de har udnyttet mulighederne til sidste cent. Irland og Spanien er de eneste udviklingsområder, der har mestret denne kunst inden for EU. De berømte strukturfondsmidler er givet efter hjælp til selvhjælp princippet, så 4 km. motorvej finansieret af EU har altid været betinget af 6 km. motorvej finansieret af Spanien selv. Skiftende regeringer var bevidste om, at de havde et møde med historien, og de greb chancen mens den var der. I 2010 – eller deromkring – vil bøtten vende, når Spanien bliver nettobidragyder til EU. Men inden da vil Spanien også have fået højhastighedstog, lufthavne og anden topmoderne infrastruktur takket være et forceret anlægsbudget.

Greb selv chancen
Men det er en fejl kun at snakke om EU og udviklingshjælp. Det var især reaktionen i det spanske samfund som gjorde velfærdsmiraklet muligt.

Det krævede en offervilje, som er svær at forestille sig i dag. Hele samfundet, kommunistpartiet inklusive, bakkede op bag Moncloa-pagten for at forberede samfundet på den store udfordring. Kort fortalt gik det ud på massefyringer. Arbejdsløsheden drønede op på 18 pct, mens industrien hastemoderniseredes for at forberede sig på chokket, når de beskyttende toldmure blev revet ned.

I nogle år lignede Spanien et ophørsudsalg. Hver dag solgtes store og små virksomheder til udlandet, fordi både teknologien og de nødvendige menneskelige ressourcer var udenlandske. Omstillingen til en markedsøkonomi var lige så meget et spørgsmål om at skifte mentaliteten ud. Spaniens største industrivirksomhed hed Nationalinstituttet for Kulhydrater. Det er samme selskab, der privatiseredes som det mere kommercielt klingende Repsol.

Det er fantastisk, det lykkedes så hurtigt. Repsol er vokset til en af de store multinationale oliekoncerner. Telefónica, der aldrig havde hørt tale om digitalteknologi, er lunt placeret blandt verdensranglistens allerstørste. Mere end halvdelen af Europas ti største byggekoncerner er spanske. Euro-zonens største bank er spansk, selv om det for 20 år siden kostede den et forfærdeligt besvær at ordne en ganske almindelig overførsel fra udlandet.

Allerede i 1997 vendte bøtten, og fra at være et land, der lod sig opkøbe, begyndte Spaniens virksomheder selv at vokse med massive opkøb i udlandet.

Endelig i Europa
”Endelig er vi europæere,” lød den ironiske kommentar på gaden i 1986. Spanierne har altid anset sig for europæere, men de har i århundreder måttet finde sig i arrogante nordeuropæeres fordomme. ”Afrika begynder ved Pyrenæerne,” sagde 1700-tallets franskmænd nedladende, og man skal langt fra så langt tilbage i tiden for at finde et konservativt tysk parlamentsmedlem, der i fuldt alvor foreslog at ”købe Mallorca af kong Juan Carlos”. (Der var i forvejen så mange tyskere på øen, forstår sig.)

Man kan diskutere om Spanien i alle henseender er blevet et bedre land siden 1986, men det er blevet mere rigt og har vundet respekt, eftersom sidstnævnte mere knytter sig til pengepungen end noget andet.
Der ligger stadig nogle udfordringer og venter på Spanien. Det er endnu ikke blevet et high-tech samfund, men fremover satses der formodentlig mere bevidst på det, fordi det er betingelsen for at få del i de sidste strukturfondsmidler. Verdens ottende største økonomi skal også løse problemerne med inflationen og underskuddet på handelsbalancen, der på længere sigt er en trussel mod den økonomiske stabilitet.

Måske har Spanien heller ikke helt slået sit nye image fast i alle kredse. Tidligere statsminister José María Aznar har fortalt en anekdote fra sit besøg hos George W. Bush i 2003. En af præsidentens nærmeste medarbejdere forsøgte at få gang i en samtale, mens de ventede.

”Hvad er Spaniens største eksportartikel?” spurgte amerikaneren. ”Biler,” svarede Aznar. ”Nej, jeg mener, hvad sælger spanske firmaer mest af i udlandet?” ”Biler,” svarede Aznar. ”De forstår mig ikke, jeg ønsker at vide, hvilke varer lavet i Spanien der sælges flest af i udlandet.” ”Biler, biler og biler,” svarede Aznar.
Det er gået hurtigt, og tanken er sværere at vænne sig til for udlændinge end for spaniere.

pod.

---

Andalusiens tvivl

Den næstfattigste af Spaniens 17 autonomstater er stadig den samme som for 20 år siden: Andalusien. I dag har andaluseren en indkomst på godt 70 pct. af borgeren i de gamle EU-lande, mens madrileneren har en indkomst på mere end 110 pct.

Forskellen til det rige Spanien er ikke blevet reduceret siden 1986. Tværtimod er kløften vokset en anelse, selv om størsteparten af strukturfondsmidlerne endte i Andalusien. Det viser, hvor svært det er for et udviklingsområde at indhente sit efterslæb.

I de kommende år skal det vise sig, om Andalusien omsider har nået et punkt, hvor vækstens vigtigste impuls kommer indefra. Spaniens overskud på EU-regnskabet har svaret til 0,8 procent årlig vækst siden 1986. Ligesom det meste endte i Andalusien, vil det meste blive taget fra Andalusien igen, når EU-midlerne omdirigeres til Østeuropa.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---